Yderligere grunde til at være taknemmelig
FORTIDENS israelitter havde mere end noget andet folk grund til at vise Skaberen taknemmelighed. Hvorfor?
Som alle andre mennesker havde israelitterne grund til at være taknemmelige over alt det smukke og vidunderlige som Gud har skabt. Men de havde yderligere grunde til at vise Jehova taknemmelighed, for han havde udvalgt dem til at være sit eget folk som han tog sig af på en ganske særlig måde. (Amos 3:1, 2) Overvej engang nogle af de vægtige grunde israelitterne havde til at være taknemmelige.
Udfriet fra døden
Natten efter den 14. nisan år 1513 f.v.t. havde alle forældrepar i Israel stor grund til at være taknemmelige! Denne betydningsfulde nat slog Guds engel „hver førstefødt ihjel i Ægyptens land, både mennesker og husdyr“, men gik forbi israelitternes huse. Her havde israelitterne, i lydighed mod Guds bud, smurt blodet fra påskeofferet på de to dørstolper og på overliggeren. Nattens stilhed blev brudt af „et højt skrig blandt ægypterne, for der var ikke et hus hvor der ikke var en død“. Men i hver eneste israelitisk husstand var den førstefødte uskadt. — 2 Mosebog 12:12, 21-24, 30.
Ikke længe efter må israelitternes hjerter være blevet fyldt med taknemmelighed da Jehova mirakuløst greb ind og reddede sit folk. Skarpt forfulgt af ægypterkongen Faraos hær, var de tilsyneladende blevet fanget i en fælde ved bredden af Det Røde Hav. Men hvad skete der så? Først så israelitterne skysøjlen som var foran dem bevæge sig om bag dem, hvilket sinkede forfølgerne betydeligt. Dernæst så de Moses række sin hånd ud over havet, og kunne undrende betragte hvordan Gud fik en stærk østenvind til at blæse hele natten, så vandene deltes og havet blev forvandlet til tør grund. Der skulle sikkert ikke mange opfordringer til for at få israelitterne til at skynde sig igennem den flugtkorridor Gud havde åbnet for dem.
Men nu opstår en ny farefuld situation! Ægypterne strømmer ud midt i havet, overbeviste om at de kan indhente israelitterne. Men se! Endnu mens alle ægypterne befinder sig midt i passagen i havet med vandet stående som en mur på begge sider, begynder hjulene at falde af deres stridsvogne, og snart opstår der vild forvirring. Nu da israelitterne er i sikkerhed på den modsatte bred, byder Jehova igen Moses at række sin hånd ud, „og ved morgenens frembrud vendte havet tilbage til sit normale leje“. Hvad blev resultatet? Ikke en eneste af Faraos krigere undslap druknedøden, heller ikke den stolte hersker selv. (2 Mosebog 14:19-28; Salme 136:15) Kan du forestille dig den taknemmelighed de udfriede israelitter må have følt mod Jehova.
Guds imponerende kampmetoder
Skønt israelitterne var taknemmelige over deres udfrielse fra Ægypten og deres uforglemmelige overgang over Det Røde Hav, skulle de igennem mange strabadser før de nåede ind i det forjættede land. Men alt det de erfarede under deres 40-årige vandring i ørkenen, burde have bevæget dem til at vise Jehova endnu større taknemmelighed.
Da israelitterne endelig havde krydset Jordanfloden og var kommet ind i det land Gud havde lovet dem, blev de snart vidne til endnu et eksempel på Jehovas imponerende kampmetoder. Hvordan? Jo, det skete ved den forbløffende måde hvorpå Jeriko, den første kana’anæiske by de kom til, blev indtaget og ødelagt. (Josua, kapitel 6.) Gud havde befalet dem at følge en usædvanlig strategi. De skulle marchere rundt om Jeriko mens de bar pagtens ark. I seks på hinanden følgende dage marcherede de rundt om byen, én gang hver dag. På den syvende dag marcherede de rundt om byen syv gange, og da præsterne blæste i hornene, „udstødte [folket] et højt krigsråb, og muren faldt sammen“! (Vers 20) Kun Rahabs hus og den del af muren huset lå på, blev stående. Jerikos tilsyneladende uindtagelige mur faldt, uden at Josua og hans hær havde behøvet at afskyde en eneste pil! Det israelitterne oplevede ved Jeriko var bestemt endnu en vægtig grund for dem til at være Gud taknemmelige.
Ved en anden lejlighed viste Jehova endnu en af sine imponerende kampmetoder. Da gibeonitterne sluttede fred med Israel, erklærede fem amoritterkonger gibeonitterne krig. Josua kom gibeonitterne til undsætning, og i det efterfølgende slag greb Jehova gentagne gange ind på mirakuløs vis. Gud skabte forvirring blandt amoritterne, og „mens de flygtede for Israel og befandt sig på vejen ned fra Bet-Horon, kastede Jehova store sten fra himmelen ned over dem, helt til Azeka, så de døde“. Der var flere der døde på grund af haglstenene end israelitterne dræbte med sværdet. — Josua 10:1-11.
Derefter talte Josua „for øjnene af Israel“ til Jehova og sagde: „Sol, stå stille over Gibeon, og måne, over Ajjalons lavning.“ Hvad skete der så? Beretningen lyder: „Så stod solen stille, og månen blev stående, indtil nationen havde taget hævn over sine fjender.“ — Josua 10:12, 13.
Hvilke forbløffende begivenheder! Jehovas folk havde afgjort mange grunde til at være taknemmeligt mod ham!
En flygtig taknemmelighed
Hver gang Jehova greb ind var israelitterne fyldt med taknemmelighed. Hver eneste israelit har sikkert følt at han aldrig ville glemme det han havde oplevet. Ikke desto mindre var israelitternes taknemmelighed kortvarig. Den ene gang efter den anden lagde de en utaknemmelig indstilling for dagen. Resultatet blev at Gud gentagne gange „overgav dem i nationernes hånd, så de der hadede dem kunne herske over dem“. — Salme 106:41.
Men når israelitterne kom i nød, angrede de deres forkerte og utaknemmelige handlemåde og bønfaldt Jehova om hjælp; og Jehova var storsindet og villig til at tilgive. „Dog så han deres kval, når han hørte deres bedende råb. Da huskede han for deres skyld sin pagt, og han fortrød i sin store loyalitet.“ (Salme 106:44, 45) Gang på gang udfriede deres tilgivende Gud dem fra deres undertrykkere og skænkede dem atter sin gunst.
Til trods for Guds langmodighed, og til trods for at han gentagne gange sendte sine profeter til dem for at få dem til at ændre deres tankegang, viste israelitterne sig imidlertid at være uforbederlige. Til sidst var det slut med Jehovas tålmodighed, og i 607 f.v.t. tillod han at Juda rige blev indtaget af babylonierne. De der ikke blev dræbt af kong Nebukadnezars styrker blev ført i fangenskab i Babylon.
Hvilken ulykkelig konsekvens af Israels illoyalitet og utaknemmelighed mod Gud — og det til trods for de utallige grunde der er til at være taknemmelig.
Hvordan kan kristne i dag undgå at gøre sig skyldige i den samme fejl, sådan at de ikke undlader at vise taknemmelighed over alt hvad Gud har gjort for dem og for menneskeheden i almindelighed? Dette vil blive behandlet i den følgende artikel.