I unge — før ikke et dobbeltliv
„Fryd dig, unge mand, i din ungdom . . . Men vid at for alt dette vil den sande Gud bringe dig for retten.“ — PRÆDIKEREN 11:9.
1, 2. Nævn et eksempel på at en ung mand har ført et dobbeltliv.
„JEG er opdraget som kristen, som et af Jehovas vidner,“ skriver en ung mand. „Men det liv jeg levede, selv mens jeg boede hjemme, var fuldstændig i modstrid med mine forældres tankegang og normer. Jeg levede stort set som det passede mig, ligesom man gør i verden.
2 Allerede før jeg var fyldt ti år begyndte jeg at udnytte begge ’verdener’ så godt jeg kunne — for at blive accepteret og få venner i skolen, og alligevel være accepteret af mine forældre. I skolen efterlignede jeg de andres opførsel og påklædning så meget som muligt . . . Men derhjemme var jeg helt anderledes. Jeg var den velopdragne kristne dreng mine forældre forventede at se.“
3. (a) Hvad har vi tillid til, men hvad er ikke desto mindre tilfældet? (b) Hvad er grunden til at vi er bekymrede for de unge?
3 Nu ved vi godt at I unge i menighederne generelt ikke opfører jer som denne unge mand. De fleste af jer er ærlige over for jeres forældre og menigheden — og det er vi glade for. Men vi ved også at nogle unge forsøger at skjule en ukristen opførsel bag en pæn facade. Derfor må vi spørge: Er du virkelig den du giver dig ud for at være, eller fører du et dobbeltliv? Vi spørger ikke for at kritisere og finde fejl, men fordi vi holder af dig og gerne vil hjælpe dig til at få det bedste ud af din ungdom ved at leve på en måde Jehova synes om. — Prædikeren 11:9, 10; 12:14; 2 Korinther 5:10.
4. Hvordan har nogle voksne ført et dobbeltliv, men hvad har for nylig vist sig blandt unge?
4 Nu tænker du måske: ’Jamen, hvorfor skal det altid gå ud over os unge? De voksne er da ikke bedre!’ Nej, der er ingen tvivl om at også voksne må vogte sig for at føre et dobbeltliv. Gehazi, Elisas medhjælper, forsøgte for eksempel at dække over at han havde modtaget gaver af Na’aman. (2 Kongebog 5:20-26) Og Ananias og Safira førte apostlene bag lyset. For at tage sig godt ud i deres øjne påstod de at de havde givet dem hele salgssummen for en mark — men i virkeligheden havde de selv beholdt nogle af pengene. (Apostelgerninger 5:1-4) Når vi alligevel har valgt især at henlede opmærksomheden på jer unge, er det fordi det har vist sig at flere og flere af jer fører et dobbeltliv.
Hvorfor nogle fører et dobbeltliv
5. (a) Hvorfor fører nogle unge et dobbeltliv? (b) Hvordan bliver unge ofte behandlet hvis de opfører sig pænt, og hvad gør nogle derfor?
5 Hvad skyldes dette problem? En ung mand har peget på en af de væsentligste årsager med ordene: „Jeg var bange for at miste mine venner ved at være anderledes.“ Det er sandt at man kan blive drillet hvis man opfører sig bedre end andre. (Jævnfør Første Petersbrev 3:16; 4:4.) For at undgå dette og for at blive accepteret af deres kammerater kan nogle unge endda finde på at drikke sig fulde eller at gå i seng med en. En 13-årig pige — ikke et af Jehovas vidner — der er flittig i skolen og altid får gode karakterer, siger klagende: „Drengene er ikke spor interesserede i et dydsmønster som mig. . . . Jeg har overvejet at pynte lidt på mit omdømme ved at få lavere karakterer eller noget i den retning.“
6. Hvad fik Peter til at gøre noget forkert, og hvordan bør dette berøre vort syn på de unge?
6 Det er værd at huske på at selv apostelen Peter ved en lejlighed tænkte mere på sit omdømme end på at gøre det han vidste var rigtigt. Da jødiske kristne fra Jerusalem kom på besøg i Antiochia holdt Peter op med at komme sammen med de hedningekristne, fordi han var bange for at jøderne skulle kritisere ham for det. (Galaterne 2:11-14) Når selv modne kristne har givet efter for menneskefrygt, skulle det ikke undre os at uerfarne unge også kan gøre det. — Ordsprogene 22:15.
7. Hvad kan friste nogle unge til at føre et dobbeltliv?
7 En beslægtet grund til at nogle unge fører et dobbeltliv er at de tror at de går glip af noget. De hører deres skolekammerater snakke om hvad de oplever, hvor gode fester de har været til, med skøn musik, spiritus og stoffer, og hvor fulde de har været. Eller de hører ’hvor dejligt det er at kysse eller at gå i seng med den og den’. Efterhånden får de lyst til at prøve det hele selv; de lokkes til at erfare det Bibelen kalder „den midlertidige nydelse af synd“. — Hebræerne 11:24, 25; 1 Korinther 10:6-8.
8. Hvad er den egentlige årsag til at nogle unge fører et dobbeltliv?
8 Den egentlige årsag til at nogle unge begynder at føre et dobbeltliv er imidlertid at Jehova og den kommende nye verden ikke er virkelige for dem. De tror ikke fuldt og fast på Jehovas løfter og de advarsler de får gennem hans ord og hans synlige organisation om farerne ved at være ulydig mod ham. (Galaterne 6:7, 8) De har ikke samme indstilling som Moses, om hvem Bibelen siger: „Han så . . . ufravendt frem til betalingen af lønnen [fra Gud]. . . . han holdt stand som så han den usynlige.“ Jehova og hans løfter var virkelige for Moses. De der fører et dobbeltliv har ikke denne stærke tro. Det eneste de kan se er det Satan ønsker at de skal se — alt det der virker tiltalende i hans verden. Og så kaster de sig ud i den midlertidige nydelse af synd — under dække af en from facade. — Hebræerne 11:26, 27.
Forældre, måske bærer I en del af skylden!
9. (a) Hvordan kan forældre bidrage til at deres børn begynder at føre et dobbeltliv? (b) Hvad må voksne være opmærksomme på, og hvad kan de gøre?
9 Den unge mand der citeres i indledningen til artiklen siger: „Det der gjorde mig upopulær i skolen resulterede i accept og et bifaldende smil derhjemme. Men det kunne jeg ikke klare mig med. Jeg savnede nogen at støtte mig til, tale med og betro mig til, og på det område svigtede mine forældre mig.“ I forældre, passer I på at I ikke tvinger jeres børn til at føre et dobbeltliv? Giver I dem den personlige opmærksomhed og den vejledning de har brug for? I skolen udsættes unge kristne for et enormt pres som kan nedbryde deres tro. Dette må de voksne være opmærksomme på, og de må gøre alt hvad de kan for at opmuntre og hjælpe dem. — Salme 73:2, 3; Hebræerne 12:3, 12, 13.
10. Hvilken nysgerrighed er det forældrenes ansvar at tilfredsstille? (b) Hvad bliver resultatet ofte når forældre forsømmer at vejlede deres børn?
10 Unge har tit mange spørgsmål om forholdet til det modsatte køn, et emne som mange forældre desværre viger uden om. „De talte aldrig fortroligt med mig,“ fortæller en køn 15-årig mønsterelev. „Alt hvad jeg ved om sex har jeg måttet finde ud af på egen hånd. . . . Jeg var for genert til at spørge, selv om der var så meget jeg gerne ville vide.“ Hvad blev resultatet? Pigen siger: „Den usynlige mur mellem mine forældre og mig blev tykkere og tykkere, og jeg udviklede mig til en meget nysgerrig, dum og troskyldig pige.“ Det endte med at hun gav efter for en ung mands seksuelle tilnærmelser. Men hvem bar en del af skylden for at det gik sådan? — Ordsprogene 22:3; 27:12.
11. (a) Hvordan kan forældre vise at de elsker deres børn? (b) Hvordan vil unge sandsynligvis reagere på dette udtryk for kærlighed?
11 Det er vigtigt at forældre viser at de elsker deres børn ved at være sammen med dem, tale fortroligt med dem og give dem retningslinjer. (Ordsprogene 15:22; 20:18) „Jeg har en fornemmelse af at hvis de virkelig holdt af mig ville de opstille nogle regler,“ siger en anden ung mand. I øjeblikket vil de unge måske protestere mod forældrenes regler, men senere vil de se tilbage på dem med værdsættelse. En ung pige skrev til sin moder: „Selv om jeg konstant afprøvede grænserne og var på udkig efter svage punkter og måder at omgå de strikse regler og retningslinjer på, er jeg dybt taknemmelig for at du holdt mig i så stramme tøjler.“ I forældre, vis at I elsker jeres børn ved at kræve at de adlyder de regler I opstiller. Pas på at I ikke næsten tvinger dem til at føre et dobbeltliv, ved at I forsømmer at tale fortroligt med dem eller ikke er der når de har brug for jer!
12. Hvilken uklog opfattelse som nogle forældre har, kan bidrage til at børn fører et dobbeltliv?
12 Også på en helt anden måde kan forældre ’tilskynde’ deres børn til at føre et dobbeltliv. Dette fremgår af en bemærkning fra en højesteretsdommer fra den amerikanske stat New Jersey: „Lærerne forsøger at tugte børnene når de er ulydige i skolen, men forældrene støtter dem ikke. De skælder lærerne ud!“ Nogle forældre lider åbenbart af den vrangforestilling at deres børn er ufejlbarlige. Selv når kristne ældste eller andre der bærer et ansvar i menigheden henleder deres opmærksomhed på at deres børn har gjort noget forkert, vender de det døve øre til. Derved tilskynder de deres børn til at føre et dobbeltliv.
Hvad det vil sige at føre et dobbeltliv
13. Hvad vil det i virkeligheden sige at føre et dobbeltliv?
13 Det er meget vigtigt at se i øjnene hvad det egentlig vil sige at føre et dobbeltliv: det er at lyve, at være en hykler og en bedrager. (Salme 12:2; 2 Timoteus 3:13) Det er at efterligne Satan, der „giver sig ud for at være en lysets engel“. (2 Korinther 11:14, 15) Det er også at være som de religiøse ledere om hvem Jesus sagde: „Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I er som hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed. Således ser I jo også udvendig retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.“ (Mattæus 23:27, 28) Man gør sig altså skyldig i en alvorlig synd mod Gud hvis man fører et dobbeltliv.
14. Hvorfor er det uklogt at føre et dobbeltliv?
14 Noget andet man bør overveje alvorligt er dette: Man kan ikke dække over sit hykleri til evig tid. „Selv en dreng kendes på sine handlinger, om det han gør er rent og retskaffent,“ siges der i Bibelen. (Ordsprogene 20:11; Lukas 12:1-3) Ja, før eller siden vil vore gerninger blive kendt, hvad enten de er gode eller onde. Og som Bibelen viser vil Gud eksekvere en streng straf over hyklerne. (Mattæus 24:51) Det er bestemt ikke klogt at føre et dobbeltliv!
Hvordan man undgår det
15. Hvad kan hjælpe unge til at undgå at føre et dobbeltliv?
15 Noget der kan hjælpe jer unge til at undgå at føre et dobbeltliv er at se i øjnene hvad det i virkeligheden er I gør, og derefter spørge jer selv: Er det sådan jeg gerne vil huskes, som en hykler, som en der efterlignede Satan og farisæerne? Det er det selvfølgelig ikke! Noget andet der kan hjælpe jer er at tænke på de store problemer og sorger sådan en tilværelse vil resultere i for jer selv. Husk hvordan det gik Gehazi fordi han prøvede at leve på en løgn. Na’amans spedalskhed hang ved ham, og han var spedalsk resten af sit liv. Og både Ananias og Safira blev slået ihjel af Gud fordi de gav det udseende af at de var gavmilde. — 2 Kongebog 5:27; Apostelgerninger 5:5, 9, 10.
16. Hvordan gik det en ung mand der blev grebet af en verdslig livsstil?
16 Der findes også tankevækkende eksempler fra nutiden. En ung mand fra De Forenede Stater var begyndt at studere Bibelen og at overvære møderne i rigssalen, men blev grebet af en verdslig livsstil og holdt op med at komme sammen med Jehovas vidner. Efter nogle år skrev han i et brev: „For cirka to måneder siden bad jeg Gud om at sende et Jehovas vidne til mig, fordi jeg gerne ville begynde igen. Jeg fik så et studium, men for en måned siden sprang en bombe: Det blev konstateret at jeg lider af Kaposis sarcom, en del af det nye, uhelbredelige AIDS-syndrom.“ Han sluttede sit brev med ordene: „Hvis jeg bare havde lyttet til Bibelens advarsler og fulgt dem dengang — så ville jeg ikke have stået i denne situation i dag.“ Det siger sig selv at I gerne vil undgå den slags sørgelige konsekvenser af ulydighed mod Guds bud. Verden har intet at byde på! — 1 Johannes 2:15-17.
17. Hvilke andre overvejelser kan hjælpe unge til at undgå at føre et dobbeltliv?
17 Noget der også kan hjælpe jer til at undgå at føre et dobbeltliv, er at tænke over hvordan det vil berøre Jehovas navn. Den unge mand der omtales i indledningen til artiklen fortæller at en der så ham tage en cigaret sagde: „Jeg vidste ikke at Jehovas vidner måtte ryge. Er du ikke et Jehovas vidne?“ Spørgsmålet gjorde ham elendigt tilpas fordi han vidste at hans handlinger var årsag til at Jehovas navn blev spottet. Ønsker I at Jehovas navn bliver spottet? Har I så lidt tilovers for Gud at I vil vanære hans navn, ligesom det troløse Israel gjorde i fortiden? — Salme 78:36, 37, 41; Ezekiel 36:22.
18. (a) Hvordan vil forældre sandsynligvis reagere hvis de opdager at deres søn eller datter fører et dobbeltliv? (b) Hvorfor bør dette få unge kristne til at lade være med at føre et dobbeltliv?
18 Tænk også på jeres forældres navn og følelser. „Den dag kom da det gik op for mine forældre hvordan jeg i virkeligheden var,“ skriver den unge mand der er omtalt ovenfor. „De blev dybt chokerede. Og for første gang i mit liv så jeg min mor og far græde. Det gjorde dem ubeskriveligt ondt at høre hvad jeg havde gjort.“ Dine forældre vil sandsynligvis også græde hvis de opdager at du fører et dobbeltliv. Er det dét du ønsker? „Hellere godt navn end megen rigdom,“ siges der i Bibelen. (Ordsprogene 22:1, da. aut.) Ved at føre et dobbeltliv skader du dit eget navn. Men det er ikke det hele. Du skader også dine forældres navn, du ydmyger dem og bringer dem i forlegenhed. — Ordsprogene 10:1; 17:21.
19. Hvordan blev Jakob berørt af sine sønners dårlige opførsel, og hvad kan vi lære af dette?
19 Jakobs sønner er et eksempel på hvordan børn kan ødelægge deres forældres gode navn. Da deres søster Dina var blevet voldtaget, nedslagtede de mændene fra byen og plyndrede den, hvilket fik Jakob til bedrøvet at sige: „I har styrtet mig i ulykke ved at gøre mig til en stank for landets indbyggere.“ Det var så grelt at Gud befalede Jakob at forlade området. (1 Mosebog 34:30; 35:1) Gennem din opførsel kan du også gøre din faders og moders navn til „en stank“, du kan blive skyld i at de skammer sig over at se deres venner og naboer i øjnene. Som der står i Bibelen: „En tåbelig søn er til græmmelse for sin fader og til bitter sorg for hende som fødte ham.“ — Ordsprogene 17:25.
20. Hvad har kristne forældre givet deres børn del i?
20 Vi er sikre på at du ikke ønsker at være til græmmelse og bitter sorg for dine forældre. Derfor bør du tænke over hvordan dine handlinger vil berøre dem. Og hvis du er så heldig at have kristne forældre, kan du også tænke over hvad de har givet dig — ikke bare livet, men noget der er mere dyrebart end dét. Bibelen siger om Jehova: „Din loyale hengivenhed er bedre end livet.“ (Salme 63:3) Ved at opdrage dig i sandheden har dine forældre givet dig del i Guds loyale hengivenhed, de har hjulpet dig til at få et forhold til ham. Og dét er bedre end selv livet, for skulle du dø, vil Gud give dig en opstandelse til evigt liv i Paradiset.
Hjælp andre unge
21. (a) Hvilket ansvar har unge der véd at andre har gjort noget forkert? (b) Hvordan har en 13-årig pige sat et godt eksempel for andre?
21 Hvad skal du gøre hvis du kender en der fører et dobbeltliv? Først og fremmest skal du tilskynde ham eller hende til at tale med de ældste. Og hvis han eller hun ikke vil det? Så er det din bibelske pligt selv at tale med dem. (3 Mosebog 5:1) Vi ved godt at det ikke er let, men det er det eneste rigtige. „Trofaste er de sår man får af den der elsker én,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 27:6) Efter at have hørt et foredrag om dette bibelske ansvar gik en 13-årig pige hen til en veninde som hun vidste overtrådte Bibelens bud, og sagde til hende at hun skulle fortælle de ældste om det. „Senere undersøgte jeg om hun havde talt med nogen af de ældste. Det havde hun ikke. Så gik jeg selv hen og snakkede med en af dem,“ skriver pigen, og spørger derefter: „Var det rigtigt af mig at ’melde’ min forhenværende bedste veninde?“ Ja, det var det bestemt! De umiddelbare konsekvenser har måske nok været „til sorg“, men på længere sigt kan resultatet være „til glæde“, ja, det kan redde overtræderens liv. — Hebræerne 12:11.
22. Hvad opfordres unge til at gøre, og hvad vil resultatet blive?
22 Hvis du ganske enkelt lader være med at føre et dobbeltliv kan du undgå alle de sørgelige konsekvenser vi har været inde på. Gør det eneste fornuftige: opdyrk et stærkt, personligt forhold til Gud, så han bliver din gode ven. Det kan du gøre ved regelmæssigt at bede ham om hjælp, og ved grundigt at studere hans ord, Bibelen, så du lærer hans egenskaber godt at kende. Så vil du blive velsignet, og du vil glæde dine forældres hjerte. Men det allervigtigste er at du vil glæde Jehovas hjerte. — Ordsprogene 27:11.
Hvad mener du?
◻ Hvorfor fører nogle unge et dobbeltliv?
◻ Hvordan bidrager nogle forældre til at deres børn fører et dobbeltliv?
◻ Hvad vil det egentlig sige at føre et dobbeltliv?
◻ Hvordan kan unge undgå at føre et dobbeltliv?
◻ Hvilket ansvar har unge hvis de véd at en har begået en alvorlig overtrædelse?
[Illustration på side 18]
Forældrene kan udtrykke deres kærlighed gennem fortrolige samtaler
[Illustration på side 20]
Hvis du véd at en har begået en alvorlig overtrædelse, bør du tilskynde ham eller hende til at tale med de ældste