Cayman Islands — Øerne som tiden glemte

DU KAN svømme i det rolige, blå vand. Du kan dykke ned og undersøge de utallige skibsvrag på bunden af havet. Eller du kan besøge en skildpaddefarm. Hvorhenne? På Caymanøerne — Grand Cayman, Cayman Brac og Little Cayman.

’Men hvor ligger Caymanøerne dog?’ spørger du måske. Det er forståeligt hvis du spørger, for de er så små at de sjældent er vist på verdenskortene. Og når de endelig er vist, fremtræder de som regel blot som tre små prikker i det vestlige Caraibiske Hav, cirka 240 kilometer syd for Cuba, eller omkring 800 kilometer syd for Miami i Florida.

Med undtagelse af Grand Cayman blev Caymanøerne i 1503 opdaget af Christopher Columbus på dennes sidste rejse til Vestindien. Øerne Cayman Brac og Little Cayman (Columbus så aldrig Grand Cayman), blev kaldt „Las Tortugas“ (Skildpadderne), hvilket skyldes det store antal havskildpadder der kunne iagttages på og i nærheden af øerne. I 1670, ved Madridtraktaten, afstod Spanien øerne til England, og siden da er de forblevet en engelsk koloni.

Havskildpadder, sørøvere og højteknologi

I sejlskibenes tid udgjorde disse øer en yndet anløbshavn for de store skibe der besejlede Det Caraibiske Hav. De talrige havskildpadder gav de sultne sømænd mulighed for at få frisk kød. Havskildpadderne blev spist på stedet, eller de blev tørret eller saltet og taget med på skibene som en vigtig proteinkilde på de lange rejser.

Men øerne blev også kendt for noget andet. Det flade landskab og de sikre havne tiltrak også andre mænd fra de store verdenshave. Berygtede kapere og sørøvere som sir Henry Morgan og Edward Teach, sidstnævnte måske bedre kendt som kaptajn Sortskæg, brugte disse øer som skjulesteder eller som operationsbaser for deres plyndringstogter mod handelsskibe. Dette brogede stykke historie bliver mindet ved en årlig festival der bærer titlen Sørøvernes Uge, noget der af de lokale betragtes som et af årets højdepunkter.

Efterhånden som det svandt ind i havskildpaddebestanden og dampskibene erstattede sejlskibene, lagde færre og færre skibe til i havnene. Og eftersom kun et fåtal af øboerne havde radio, blev Caymanøerne praktisk taget afskåret fra og glemt af omverdenen. Derved gjorde de sig selv fortjent til titlen „øerne som tiden glemte“.

Men i 1960’erne begyndte billedet at vende. Lokale bank- og skattelove, sammen med indførelsen af moderne kommunikationssystemer, forvandlede dette tidligere glemte område til et af de bedst kendte internationale bankcentre. Således åbnedes i juni 1987 bank nr. 500 på øerne. Opsvinget tiltrak også rejsebranchen. Det lokale turistråd jublede da der i 1966 kom over 8000 besøgende. Men i 1986 var det vokset til 430.000, hvorved turismen blev den næstvigtigste indtægtskilde, kun overgået af finansindustrien. Der er imidlertid endnu en gruppe mennesker som er interesseret i disse øer.

En anden slags besøgende

Jehovas vidner, der tager Jesu ord alvorligt om at den gode nyhed om Riget skal forkyndes for alle nationerne, glemte ikke Caymanøerne. (Mattæus 24:14) Så tidligt som i 1929 besøgte Patrick Davidson, der førte tilsyn med arbejdet på Jamaica, øen Grand Cayman. Trods modstand lykkedes det ham at så Rigets sandhedssæd.

I 1937 besøgte Davidson øen igen, men det var først i 1950 at et grundigt vidnesbyrd blev aflagt på Grand Cayman, da Aleck Bangle og en anden missionær forkyndte dér. Hundreder af publikationer blev uddelt på kort tid. Missionærerne rapporterede at indbyggerne var venlige, lette at tale med og ivrige efter at høre den gode nyhed.

Caymanianere hører den gode nyhed

Vedholdende og tålmodigt fortsatte missionærerne og andre heltidsforkyndere deres arbejde. Ved udgangen af 1959 var der en lille gruppe på 12 forkyndere af Riget, og en menighed blev derfor oprettet. En af de første lokale indbyggere der modtog Bibelens sandheder var Wilbert Sterling. Han kan stadig huske dengang den lille gruppe forkyndere måtte gennemarbejde hele distriktet til fods. Broder Sterling er nu blind og oppe i firserne, men tjener stadig som ældste i menigheden i Georgetown.

De flittige bestræbelser som disse tidlige forkyndere af Riget gjorde sig, er blevet velsignet af Jehova. Nu er der et gennemsnit på 60 forkyndere i en befolkning på omkring 17.000. Mange af øboerne har fået øjnene op for at Jehovas vidners tilbedelse, i modsætning til andre trossamfunds, er grundlagt på Bibelen.

For eksempel så en kvinde der arbejdede i en restaurant et af Jehovas vidner der forkyndte fra hus til hus. Hun kontaktede ham og spurgte hvad hun skulle gøre for at blive et af Jehovas vidner. Broderen svarede at hun måtte lære Jehova og hans søn, Jesus Kristus, at kende og derefter vise sin tro i gerninger. (Johannes 17:3) Da hun hørte det, tog hun imod et bibelstudium. I dag tjener hun Jehova som et af hans vidner.

Mange af dem der har taget imod sandheden er kommet fra andre lande. De har enten gjort Cayman til deres hjem eller er bosat der midlertidigt på grund af kontraktarbejde. Derfor udtrykte en søster ønske om at se flere indfødte caymanianere i menigheden. Hun bad til Jehova om hjælp til at finde en indfødt der gerne ville studere Bibelen. Kort tid efter besøgte hun en ung, indfødt kvinde der allerede havde bogen Sandheden der fører til evigt liv, og søsteren påbegyndte et bibelstudium med hende. I løbet af nogle få måneder begyndte denne kvinde at overvære møderne, hun forlod sin tidligere religion og begyndte at give andre del i det hun lærte. Inden for et år blev hun et indviet, døbt vidne for Jehova.

I 1982 fik forkyndelsen endnu et skub fremad da et missionærægtepar fik tildelt Grand Cayman som distrikt. De ledede mange hjemmebibelstudier og lagde en god grundvold for yderligere vækst.

Modstand overvundet på Cayman Brac

Øen Cayman Brac ligger omkring 140 kilometer nordøst for Grand Cayman. Fra tid til anden var missionærer og andre heltidsforkyndere fra Grand Cayman taget over til øen for at forkynde den gode nyhed for dens 1700 indbyggere, og i 1986 begyndte der at ske noget interessant.

Et ægtepar der arbejdede på kontrakt på øen begyndte at studere, og gjorde så store fremskridt at de indviede sig og blev døbt. Derefter flyttede to andre Jehovas vidner fra udlandet til øen. Den øgede aktivitet vakte hurtigt modstandernes vrede, så de forsøgte at få immigrationsmyndighederne til at annullere det nydøbte ægtepars arbejdstilladelse. Deres bestræbelser blev imidlertid forpurret da direktøren for immigrationsmyndighederne i Georgetown på Gran Cayman indtog den holdning at de religiøse modstandere — hvis de var så chokerede over forkyndernes arbejde — selv burde gå fra hus til hus for at modvirke det. Siden har brødrene og søstrene ikke mødt nogen åben fjendtlighed.

Husket af Jehova

Indbyggerne på Caymanøerne er afgjort ikke blevet glemt af Jehova, den store Skaber. Han har åbnet mulighed for at den gode nyhed også kan blive forkyndt på disse småøer. Derved har han opfyldt følgende profeti i Esajas’ bog: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende, I som går ned til havet og til det som fylder det, I øer og I som bor på dem.“ — Esajas 42:10.

Befolkningen på Caymanøerne, „øerne som tiden glemte“, kan glæde sig over at deres hjemsted ikke er blevet glemt af Jehova.

[Kort på side 22]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Caraibiske Hav

LITTLE CAYMAN

CAYMAN BRAC

[Kort]

GRAND CAYMAN

[Kort]

CUBA

LITTLE CAYMAN

GRAND CAYMAN

CAYMAN BRAC

JAMAICA