Et lille land hvor der sker store ting
STORHERTUGDØMMET Luxembourg syner ikke af meget på verdenskortet. Dette lille land ligger indeklemt mellem Belgien, Frankrig og Tyskland. Trods sin lidenhed er det dog langtfra ubetydeligt. Hovedstaden, Luxembourg, er et af EF’s hovedsæder, og desuden et betydeligt finanscentrum, hvor der for tiden er 125 banker repræsenteret. Alt dette til trods for at storhertugdømmet Luxembourg blot dækker et areal på 2586 kvadratkilometer og kun tæller en befolkning på 372.000!
Ifølge sagens natur er den andel Jehovas vidner i Luxembourg har i den verdensomspændende forkyndelse om Riget beskeden i forhold til den samlede indsats forkynderne i større lande yder, men som der står i Zakarias 4:10: „Hvem har foragtet de små begyndelsers dag?“ En engel sagde desuden til den samme hebraiske profet: „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6) Selv om forkyndelsesarbejdet i Luxembourg er af beskedent omfang, skal det ikke forklejnes. Det bliver ledet af Guds ånd og er til ære for ham.
„De små begyndelsers dag“
Det var i årene mellem 1922 og 1925 at den gode nyhed om Riget første gang lød i Luxembourg, da en håndfuld forkyndere fra Strasbourg i Frankrig kom dertil for at uddele traktater. Skønt forkynderne var få i antal havde de trykte budskaber stor vægt. Traktaternes titler lød: En udfordring til verdenslederne, En advarsel til alle kristne og Gejstligheden anklages. Det krævede stort mod at sprede disse budskaber, eftersom over 96 procent af storhertugdømmets indbyggere var katolikker og nært knyttet til deres kirke og dens traditioner.
I årene 1930 og 1931 blev Skabelsens Fotodrama vist i Luxembourg. Reaktionen på forevisningerne mindede om den Jesus oplevede på sin forkyndelse. Store folkeskarer flokkedes om Jesus for at høre ham tale eller for at opleve hans mirakuløse helbredelser, men kun få blev hans disciple. (Mattæus 4:23-25; 23:37) Til forevisningerne af Fotodramaet i hovedstaden Luxembourg kom der hver aften cirka 300, så den lejede sal blev fyldt til bristepunktet. Men kun få kom igen til foredragene og møderne med spørgsmål og svar i ugerne der fulgte. Til at begynde med var der mellem 20 og 30 til stede, senere 10 og til sidst 4. Ikke mange havde blivende værdsættelse af den åndelige føde de fik tilbudt.
Udholdenhed belønnes
I 1931 tog de første indfødte luxembourgere forkyndelsen op. Det var ikke let. Den romersk-katolske kirke indledte en hadefuld propagandakampagne mod Guds folk og påvirkede politiet til at forstyrre vor hus-til-hus-forkyndelse mest muligt. Politiet beslaglagde vore publikationer, kom med advarsler og arresterede brødrene næsten hver gang de gik ud i forkyndelsen. Betød det at udbredelsen af den sande tilbedelse i storhertugdømmet blev bremset? Nej, tværtimod! Den 25. september 1932 blev ti luxembourgere døbt, kort efter udvisningen af August Riedmüller, den første heltidstjener i landet. Trods politiets modstand begyndte de at deltage regelmæssigt i forkyndelsen.
I mellemkrigsåret 1934 spredte de 15 forkyndere 3164 bibelske publikationer. Ofte cyklede de 80 til 100 kilometer om dagen! En søster fortæller: „Min cykel var min tro ’følgesvend’. Det blev min yndlingsbeskæftigelse at besøge alle de små landsbyer, især om søndagen.“
I 1940 invaderede den tyske hær storhertugdømmet Luxembourg, hvilket tvang brødrene til at arbejde under jorden i de næste fem år. Flere af dem blev arresteret. Efter et par måneder i fængsel blev de løsladt, med strenge forbud mod at fortsætte forkyndelsesarbejdet. (Se Apostelgerninger 4:17, 18.) To brødre blev sendt i koncentrationslejr. Alligevel gjorde de tilbageværende brødre alt hvad de kunne, så antallet af hjemmebibelstudier voksede fra 6 i 1942 til 20 i 1944. Og mens der i 1939 var 23 forkyndere der rapporterede, nåede man i 1946 et nyt højdepunkt på 39.
Jehovas velsignelse tydelig
I de årtier der er fulgt har Jehova velsignet forkyndelsesarbejdet i Luxembourg med stor vækst. Antallet af forkyndere nåede i 1988 et højdepunkt på 1336, hvilket svarer til en forkynder for hver 327 indbyggere i landet. Over 2900 overværede fejringen af Herrens aftensmåltid den 1. april 1988, det vil sige én for hver 148 indbyggere! Der bliver også vist stor interesse for heltidstjenesten. Så sent som i 1955 var der kun 5 heltidstjenere, eller pionerer, mens tallet i 1988 nåede op på 190!
Denne vækst har nødvendiggjort en udvidelse af afdelingskontoret. Vagttårnsselskabets første afdelingskontor i Luxembourg blev oprettet i september 1955 og havde til huse i to værelser i et privat hjem. Den 12. september 1987 blev et smukt nyt afdelingskontor og betelhjem med 20 værelser indviet. Der blev også indviet to nye rigssale og et flot nyt missionærhjem med tre lejligheder.
Forkyndelse ved alle lejligheder
Luxembourgs befolkning er virkelig international. Eftersom luxembourgerne selv taler tre sprog, og hver fjerde indbygger desuden stammer fra udlandet, tales der mange forskellige sprog.
De fleste udlændinge kommer som EF-medarbejdere, bankfolk eller håndværkere. Disse fremmedsprogede grupper betjenes af både franske, italienske og portugisiske menigheder.
En portugisisk søster fortæller hvad hun for nylig oplevede på en flyvetur: „Jeg tog en lille forsyning blade med for om muligt at aflægge nogle uformelle vidnesbyrd. Ved første mellemlanding skulle flyet repareres, men ingen måtte forlade maskinen. Til at begynde med havde jeg ganske enkelt ikke mod til at udføre det mit hjerte bød mig at gøre. Jeg bad derfor gentagne gange Jehova om styrke til at udnytte denne lejlighed.
Efter at have grundet lidt over situationen, gik jeg hen til stewardesserne og bad om lov til at tilbyde passagererne nogle gavnlige og opmuntrende tidsskrifter. Det måtte jeg gerne, og jeg var glad for frit at kunne henvende mig til de ombordværende, ved at gå fra den ene række til den anden, næsten som når jeg forkyndte fra hus til hus. Jeg fik uddelt 12 blade og en brochure og havde flere gode samtaler.
Den sidste jeg henvendte mig til svarede nedladende at han ikke havde brug for hjælp eftersom han var evangelisk præst. Desuden mente han ikke det var rigtigt at henvende sig til passagererne på den måde jeg gjorde. Jeg prøvede taktfuldt at dreje samtalen ind på vor fælles tro på Gud og vor påskønnelse af at han vil velsigne de troende. Efter samtalen roste præsten mig for min tro og for at jeg så frimodigt havde henvendt mig til alle passagererne.
Bagefter begyndte min sidemand at stille spørgsmål, og vi talte sammen i næsten tre timer!“
Vore brødre har også vist stor nidkærhed i deres hus-til-hus-forkyndelse. En kredstilsynsmand rapporterer følgende fra sit besøg i en menighed: „Samlingen søndag formiddag var det store højdepunkt. Af menighedens 109 forkyndere var 102 mødt op for at deltage i forkyndelsen! De gjorde en utrolig indsats for at indbyde interesserede til det offentlige foredrag om eftermiddagen. Og rigssalen blev stuvende fuld, idet 198 kom til stede! Mange overværede møderne for første gang, selv om der i menighedens distrikt er én forkynder for hver 50 indbyggere!“
Også unge viser en fin indstilling med hensyn til at udnytte alle muligheder for at forkynde budskabet om Riget. Efter at have læst i Vagttårnet for 1. april 1985 om fængslingen af nogle af vore brødre i Tyrkiet, besluttede to brødre i teenagealderen sig til at opsøge den tyrkiske ambassadør. De beretter:
„Først skulle vi aftale et møde med ham. Til at begynde med tog hans sekretær os ikke alvorligt. Så for at overbevise hende om at vi var seriøse, viste vi hende nogle udgaver af det pågældende blad på forskellige sprog, hvilket må have gjort indtryk på hende. Hun tog bladene og gik ind på ambassadørens kontor. Efter ti minutter vendte hun tilbage og sagde at vi kunne komme igen om to uger og at ambassadøren ville beholde bladene for at efterprøve de stærke beskyldninger der blev fremsat i dem. Dette tydede vi som et positivt tegn.
Vi indfandt os igen på ambassaden til det aftalte tidspunkt. Ambassadøren var meget venlig og imødekommende. Han viste os et telex han havde sendt til den tyrkiske regering for at kontrollere forskellige oplysninger i vort blad. De var blevet bekræftet, hvilket gav bladets anklage større vægt.
Han var betaget af hvor objektivt artiklen var skrevet, helt uden overdrivelser eller uberettiget kritik af politiske ledere. Derefter forkyndte vi for ham i halvanden time om Guds suverænitet, kristen neutralitet og menneskers inkompetence til at herske over hinanden. Han udtrykte forståelse for vort standpunkt og spurgte hvad han kunne gøre for at hjælpe. Vi foreslog ham at underrette sin regering om vort møde og forelægge den sin mening om sagen. Det gik han ind på og bad samtidig om nogle eksemplarer af vort blad så han kunne sende dem til forskellige repræsentanter for regeringen. Han lovede desuden at opbevare relevante oplysninger i sit arkiv og at være behjælpelig hvor han kunne.“
Et par måneder senere oplyste Vagttårnet at forkynderne i Tyrkiet var blevet løsladt fra fængselet efter en dom fra den tyrkiske højesteret. Efter at have læst dette besøgte de unge brødre igen den tyrkiske ambassadør, som gav dem en hjertelig modtagelse.
Forkyndelsesarbejdets historie i storhertugdømmet Luxembourg understreger visdommen i at man ikke foragter „de små begyndelsers dag“ men derimod stoler på at Jehovas ånd kan give hver enkelt af os den styrke vi behøver for at gøre hans vilje. Med Jehovas hjælp er der blevet udrettet store ting i det lille luxembourgske distrikt. Vi tilskynder med høj røst alle andre til også at ’lovprise Jehova’ og til at ’smage og se at Jehova er god’. — Salme 34:3, 8.
[Kort på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Nordsøen
Holland
Forbundsrepublikken Tyskland
Belgien
Frankrig
Luxembourg
150 km
100 mi
Belgien
Luxembourg
Forbundsrepublikken Tyskland
Trier
Frankrig
Metz
[Illustration på side 27]
Trods sine over 80 år tjener Victor Bruch, der under den anden verdenskrig sad i koncentrationslejr, stadig som ældste