Jeg fandt friheden på fangernes ø
DER var god plads på færgen som pløjede sig gennem Nicoyabugtens lette dønninger. Ikke fordi turistbesøget svigtede — her på Costa Ricas Stillehavskyst havde den skyfri himmel, det smaragdgrønne vand, de hvide sandstrande og de vajende kokospalmer altid tiltrukket dem der var på udkig efter et tropisk paradis — men hverken mine medpassagerer eller jeg var på ferierejse.
„De ensomme mænds ø“
Vi var på vej til fangernes ø, San Lucas, hvor Costa Ricas justitsministerium havde en straffekoloni. Engang var den et af Latinamerikas mest berygtede fængsler. Forhærdede forbrydere udgjorde flertallet af beboerne, og de nyankomne fandt hurtigt ud af at her gjaldt ubønhørligt den stærkes ret. Myndighederne sørgede kun for det nødtørftigste eksistensgrundlag, og de indsatte skabte deres egen hakkeorden og kappedes indbyrdes om at tilrive sig fordele. De der forsøgte flugt drev ofte til havs med den stærke strøm eller blev ædt af hajer.
I begyndelsen af 1950’erne skrev en tidligere fange fra San Lucas-øen, José León Sánchez, en bog der byggede på hans egne oplevelser herfra. Hans rå og utilslørede, men objektive, beretning, La Isla de los Hombres Solos (De ensomme mænds ø), blev snart en bestseller i Mexico og Centralamerika. I Costa Rica rejste der sig et ramaskrig.
Myndighederne var på det tidspunkt i færd med at modernisere fængslerne. Man lagde vægten på reformering frem for straf, og dødsstraffen blev afskaffet. Nu da J. L. Sánchez’ bog havde rettet offentlighedens søgelys mod San Lucas-øen, skete der også forandringer her. Fangerne fik undervisning i kvæg- og svineopdræt, fiskeri og andre fag. De dyrkede også salgsafgrøder og fik andel i overskuddet. Også boligforholdene bedredes. I begyndelsen af 1960’erne blev San Lucas en mønsterkoloni for ikke-farlige fanger.
Jeg kendte udmærket øens berygtede historie da jeg gik i land på den. Jeg var her imidlertid som fængselsbetjent, ikke som fange. Jeg var trådt ind i politiet som 18-årig, og da jeg var velvoksen af min alder, blev min første opgave at gøre vagttjeneste på San Lucas-øen.
Fange og alligevel fri
Jeg var opdraget af katolske nonner og præster og havde derfor altid været skrækslagen ved tanken om et brændende helvede. For mig var det vigtigste at undgå at komme i helvede; men jeg kunne ikke begribe hvorfor de fleste andre ikke syntes at skænke dette særlig opmærksomhed. Det skete at præsten talte om det i klassen, men uden for klasseværelset havde ingen lyst til at tale om religion eller om Bibelen. De foregav at tro på et brændende helvede, men deres adfærd vidnede om noget andet.
Det forholdt sig ikke meget anderledes på San Lucas. Mange af vagterne og fangerne bekendte sig til den samme tro, men det berørte dem tilsyneladende ikke synderligt. Sjofel tale og urene vaner var hverdagskost. Engang blev en vagtkollega grebet i at smugle marihuana ind på øen og endte med selv at blive fange her! Min nærmeste foresatte var frygtelig opfarende og udfordrede to gange oprørske fanger til slagsmål. I mine mange ledige stunder spekulerede jeg ofte over de iagttagelser jeg gjorde på øen. Og på grund af min uerfarenhed blev jeg forvirret og desillusioneret.
En aften indbød Franklin, en betroet fange, mig til at overvære en bibeldrøftelse. Jeg var ikke særlig interesseret, men vi faldt snart i snak.
„Det må være svært at være fange og samtidig studere Bibelen,“ bemærkede jeg. Jeg glemmer aldrig Franklins svar.
„Fysisk set er jeg fange,“ sagde han, „men åndeligt set er jeg fri.“
Jeg ønskede brændende at forstå hvilken frihed det var!
Forkyndere på San Lucas
Det viste sig at Franklin studerede Bibelen med Jehovas vidner. Om søndagen fik fangernes slægtninge og venner adgang til øen, og to eller tre både med op til 30 forkyndere fra Jehovas Vidners menighed i Puntarenas krydsede hyppigt farvandet. Som ny undrede jeg mig over at fængselspersonalet uden videre vinkede forkynderne igennem kontrolposterne, mens alle andre blev visiteret grundigt. Det undrede mig endnu mere at forkynderne behandlede såvel indsatte som fangevogtere respektfuldt og talte med alle om deres bibelske budskab.
Om søndagen studerede forkynderne også regelmæssigt med nogle af fangerne. En af dem var Franklin, og der var noget over ham der gjorde indtryk på mig. Jeg fandt ud af at Franklin var blevet idømt 12 års fængsel for at have myrdet en forretningskonkurrent. I fængselet havde han taget et korrespondancekursus i bogføring. Eftersom han hverken drak, røg eller tog stoffer, fik han ansvaret for fængselsbiblioteket. Med tiden fik han betroet et større ansvar og fik sin egen lille hytte.
I sin skoletid havde Franklin haft nogle kammerater der var Jehovas vidner, og han erindrede at de aldrig deltog i skænderier eller slagsmål, selv ikke når andre generede dem. Han tog ikke religion alvorligt, men han vidste at Jehovas Vidner var et fredeligt og moralsk rent folk. Da han hørte at der var en Atalaya („Vagttårnet,“ som nogle kaldte Jehovas vidner) blandt de indsatte, blev hans nysgerrighed derfor vakt.
En dag lige før frokost så Franklin en fange sidde alene uden for spisesalen. Hans velsoignerede ydre fik Franklin til at spørge om han var den omtalte Atalaya. Svaret var bekræftende, og Franklin spurgte uvilkårligt: „Hvorfor er du så her?“ Manden forklarede at han først var blevet indsat i centralfængselet i hovedstaden, San José, og var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner dér. Han var så blevet overflyttet til San Lucas og havde fortsat sit studium med en forkynder fra Puntarenas. Efter nogen tid var han blevet døbt ved Cocostranden her på San Lucas-øen.
Dette møde blev et vendepunkt i Franklins liv. Hver gang forkynderne derefter kom på besøg, havde han en livlig drøftelse med dem. Han begyndte også at tale med vagter og medfanger om det han lærte. Der begyndte at ske fremskridt med hans opførsel, hans påklædning og hele hans ydre. Han og hans døbte ven vandt alles respekt.
Med tiden blev Franklins fængselsstraf nedsat til 3 år og 4 måneder. Han og hans ven blev ved med at studere Bibelen. Til trods for den nedbrydende fængselsatmosfære var de lykkelige, og det sås tydeligt på dem. De lagde åbenbart mærke til at jeg adskilte mig fra de øvrige vagter ved at jeg ikke deltog når der blev fortalt smudsige og sjofle vittigheder, og de indbød mig derfor til bibeldrøftelser hjemme hos dem selv. Det disse fanger og de besøgende forkyndere fortalte interesserede mig stærkt, især oplysningerne om de dødes tilstand og om at der ikke findes noget brændende helvede. Jeg fik et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv og tog fat på at læse den; og uden at jeg var klar over det, blev der sået nogle sandhedskorn i mit hjerte som senere skulle vise sig at bære frugt.
Omsider sand frihed!
Jeg trådte siden ud af politiet og boede en kort overgang i Miami i Florida. En dag begyndte en kollega at tale med mig om Bibelen. Hans pæne sprog og hans måde at klæde sig på, ja hele hans fremtoning, sagde mig at jeg igen var stødt på et af Jehovas vidner. Dette vakte minder om min tid på San Lucas, og jeg spurgte ham hvorfor ingen tilsyneladende interesserede sig for at drøfte åndelige emner. Han besvarede kort mit spørgsmål og foreslog at vi fortsatte drøftelsen hjemme hos mig. Dette førte til et regelmæssigt bibelstudium, og senere til indvielse og dåb.
Jeg vendte tilbage til Costa Rica i 1975 og overværede et områdestævne i San José. Jeg er stadig ikke klar over hvem af os der blev mest overrasket da Franklin og jeg tilfældigvis mødtes her. Nu var han også fysisk fri, og han var blevet døbt. Da jeg rejste fra San Lucas havde Franklin været i tvivl om hvor stor min interesse i Bibelen var. Men her stod vi begge, en tidligere fange og en forhenværende fangevogter, nu virkelig forenede i sand frihed, den frihed der kommer af at tilbede den sande Gud, Jehova!
Hos nogle vækker det kun bitre minder at tænke på „De ensomme mænds ø“. For mig står denne fangeø som det sted hvor min åndelige frihed begyndte. Nu deltager jeg som kristen ældste i arbejdet med at bringe frihed til alle der mener at de er frie, men som i realiteten er fanger ligesom de mænd jeg engang vogtede. — Fortalt af David Robinson.
[Kort på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Costa Rica
Nicoyabugten
Puntarenas
San José
Nicaragua
Det caraibiske hav
Panama
Stillehavet