Venezuelanere lærer at stole på Jehova

„OVERFLODSÅRENE“ — sådan mindes de fleste venezuelanere perioden efter 1976. I det år nationaliserede regeringen alle de udenlandske oliefirmaer i Venezuela, hvorefter landets økonomi fik et opsving. Som følge af den nyvundne materielle overflod påbegyndte man adskillige byggeprojekter over hele landet. Parque Central Towers, der blev opført i hovedstaden Caracas, blev landets højeste bygninger. Tilsyneladende var der al mulig grund til at stole på den blomstrende fremgang.

I dag ser fremtidsudsigterne imidlertid mindre lovende ud. Selv om Venezuela stadig nyder en vis velstand, har landet også haft sine økonomiske problemer. Alle i landet husker tydeligt den 28. februar 1983, kaldet ’den sorte fredag’, da landets valuta, bolivaren, blev devalueret. Da valutaen blev svækket, begyndte gælden at vokse. Pludselig var „overflodsårene“ afløst af „nøjsomhedsårene“. Mange satte deres lid til det forkerte og blev dybt skuffede. I modsætning hertil har Jehovas vidner i Venezuela lært at stole på den eneste sande Gud, Jehova. Gennem årene har de erfaret en stadig vækst.

Rigets sæd bærer frugt

Det var i 1936 at de første sædekorn af Rigets gode nyhed blev bragt til Venezuela af to pionerer, eller heltidsforkyndere, fra Texas i De Forenede Stater. (Mattæus 24:14) Ti år senere ankom to missionærer som var udgået fra den femte klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead. Og i september samme år blev der oprettet et afdelingskontor for Vagttårnsselskabet i Venezuela. Årsrapporten for dette år viser at der dengang var i alt 19 forkyndere af Riget i Venezuela.

I november 1953 besøgte Vagttårnsselskabets præsident, N. H. Knorr, og hans sekretær, M. G. Henschel, Venezuela og andre lande i Sydamerika. Det stævne der i den forbindelse blev afholdt i Caracas blev overværet af 942. I 1977 var antallet af forkyndere i Venezuela vokset til over 13.800. Det gjorde det nødvendigt at bygge et nyt afdelingskontor i La Victoria, 85 kilometer uden for hovedstaden. En senere tilbygning blev indviet i 1983. I dag er der over 42.900 forkyndere i Venezuela, fordelt på omkring 500 menigheder og grupper, og mange nye lærer at sætte deres lid til Jehova, hvilket fremgår af det usædvanligt store antal der var til stede ved mindehøjtiden i 1988. Der var 154.881 til stede.

Et farverigt og frugtbart distrikt

Venezuela er et kontrasternes land, hvilket også afspejler sig hos dem der har lært at stole på Jehova. Landet er kendt for sine mange immigranter, og adskillige Jehovas vidner kommer fra Italien, Portugal, Tyskland, Spanien, Frankrig, Haiti, Trinidad, Cuba, Den Dominikanske Republik, Ecuador og andre lande. Ikke desto mindre er de alle forenede med deres venezuelanske brødre i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova.

Der er også stor forskel på de forskellige egne af landet. En fisker fra den østlige del af landet er meget forskellig fra en kvægavler, llanero, fra sletterne i syd. En travl caraqueño fra hovedstaden, eller en udadvendt oliearbejder fra Maracaibo, landets næststørste by, er vidt forskellig fra de sindige andino-bønder i sydvest, hvor Andesbjergene begynder. Hver enkelt taler sin særlige dialekt og har sine særegne skikke. Sammen med det fremmede islæt fra immigranterne gør dette befolkningen farverig og forskelligartet.

Til trods for deres vidt forskellige baggrund har folk fra alle samfundslag lært Jehova at kende. María Luisa er en af dem. Lige fra hun var syv år havde hun været i kontakt med spiritisme. Senere begyndte hun at dyrke den venezuelanske gudinde María Lionza.a Desuden blev hun alkoholiker og narkoman og førte et umoralsk liv. Da hun følte afsky ved sin måde at leve på, begyndte hun at arbejde på en katolsk missionsstation blandt indianerne i den vestlige del af landet. Men hun nåede snart til den konklusion at hendes arbejde hverken hjalp indianerne eller hende selv. Derefter begyndte hun at interessere sig for metafysik og reinkarnation, men til ingen nytte. På dette tidspunkt blev María Luisa besøgt af Jehovas vidner. Den bibelkundskab hun derved fik, gav hende styrke til at kæmpe mod de onde ånder. Nu stoler hun på Jehova og er en aktiv forkynder af den gode nyhed.

Også handicappede har lært at stole på Jehova, hvilket tilfældet med to kødelige brødre, Juan og Carlos, viser. Da Carlos var ni år blev han ramt af meningitis og mistede synet. Senere begyndte han at studere Bibelen med Jehovas vidner, selv om han var med i den katolske karismatiske bevægelse. I 1982 blev han døbt, og siden december 1983 har han været heltidsforkynder. Selv om han er blind går han alene rundt overalt i sit distrikt når det er nødvendigt. Hans broder, Juan, har imidlertid en helt anden fortid.

Juan, der er over 1,80 meter høj, var tidligere lidt af en slagsbroder. En dag blev han skudt i ryggen to gange. Han overlevede men blev lam fra brystet og nedefter, hvilket lænkede ham til sengen. Da nogle forkyndere besøgte ham tog han modvilligt imod deres tilbud om et bibelstudium. Studiet genvakte hans respekt for Bibelen, og håbet om et fuldkomment liv i Paradiset gjorde stort indtryk på ham. Da Juan holdt op med at ryge, drikke og bruge et dårligt sprog, forlod alle hans tidligere venner ham fordi han, som de sagde, var blevet „hellig“. Men han fortsatte med at stole på Jehova, og blev med tiden døbt.

„Det at jeg er lænket til sengen har ikke afholdt mig fra at gøre Jehovas vilje,“ siger Juan, „for der er ikke noget i vejen med mine hænder og min hjerne.“ Hvordan kan han tjene Jehova under sådanne omstændigheder? „Jeg benytter mig af min båndoptager når jeg skal løse mine opgaver i menigheden, som for eksempel indlæg på den teokratiske skole, punkter på tjenestemødet og oplæsning ved det ugentlige studium af Vagttårnet. Jeg har også fået den forret at lede en af de lokale bogstudiegrupper, som holder møde i mit hjem. Desuden har jeg været i stand til at tjene som almindelig pioner.“ Hvad har han at sige til alt dette? „Jeg er mine slægtninge og mine åndelige brødre og søstre meget taknemmelig for den store hjælp de har ydet mig. Det er mit håb og min bøn at vi alle standhaftigt vil stole på Jehova så vi kan komme til at opleve den dag da ’den halte vil springe som hjorten’.“ — Esajas 35:6.

Stævner til Jehovas pris

For at kunne fortsætte arbejdet med at hjælpe mange andre til at stole på Jehova, har forkynderne i Venezuela for nylig bygget to stævnehaller. Den ene ligger i Campo Elias i staten Yaracuy, i den vestlige del af landet. Den anden, der ligger omkring 60 kilometer syd for Caracas, er fuldt udstyret med dåbsbassin, aircondition, køkkenfaciliteter og spisesal.

Disse stævnehaller har gjort et stort indtryk på fremmede og interesserede som har set dem. En gruppe forkyndere lejede en bus med chauffør som skulle køre dem til deres kredsstævne. Da de kom til stævneområdet og chaufføren så den rummelige parkeringsplads og de smukke omgivelser, tænkte han at han måtte indenfor og se dette sted. „Det jeg så inde i stævnehallen var en helt anden verden, en anden dimension,“ sagde han senere. Han var så imponeret af den orden og enhed han så, at han lyttede opmærksomt til hele programmet. Senere bad han om et bibelstudium og er nu en døbt broder.

På et tidspunkt skulle der afholdes et kredsstævne i El Tigre, en by i den sydøstlige del af landet. Eftersom der ikke var nogen stævnehal i dette område, lejede man sig frem. Brødrene var imidlertid ikke klar over at der samtidig med stævnet skulle holdes karneval i byen. Da de lokale myndigheder kom for at opstille en musiktribune lige ved siden af stævneområdet, anmodede forkynderne karnevalsarrangørerne om at placere musiktribunen et andet sted, men uden held. Som en sidste udvej sagde en forkynder til de ansvarlige: „Jeg synes blot I skal vide at I er ved at lægge jer ud med Jehova.“ Da en af de ansvarlige hørte dette, svarede han: „Åh nej, jeg vil ikke have vrøvl med Jehova!“ Karnevalsfestlighederne blev flyttet langt væk fra det sted hvor kredsstævnet skulle afholdes.

Ved et andet stævne dukkede en søsters ikketroende mand, der var politiker, op for at kontrollere om hans kone havde en affære med nogen der. Han blev så overrasket over kvaliteten af de foredrag der blev fremholdt, at han sagde til sin kone: „Hvis jeg kunne tale ligesom den mand, ville det for alvor gå fremad med min politiske karriere.“ Efter programmet henvendte han sig til en af de ældste og bad om at blive undervist i hvordan han kunne forbedre sin taleteknik — og kun det. „Du skal ikke forvente at jeg vil gå fra dør til dør med en mappe,“ advarede han. Der blev påbegyndt et bibelstudium, og i løbet af kort tid ændrede han indstilling — nu ville han gerne gå fra dør til dør med en mappe og forkynde den gode nyhed! Han trak sig ud af politik og blev døbt, og nu stoler han og hans familie på Jehova.

Grundlag for yderligere vækst

Under et besøg af broder L. A. Swingle, der er medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd, samledes en skare på 63.580 på arenaen Plaza Monumental i Valencia. Mange havde rejst med bus hele natten. Alle de tilstedeværende blev meget opmuntrede da broder Swingle sagde til dem: „I er ikke længere et lille land hvad forkyndere angår. Nu er I et mellemstort land. Og det ser ud til at I en dag i nær fremtid vil komme i ’100.000 forkynder-klassen’!“

Der er planer om at udvide afdelingskontoret i La Victoria for at holde trit med den fantastiske vækst. Ja, i Venezuela lærer mennesker i tusindvis at stole på Jehova.

[Fodnote]

[Kort/​illustration på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

DET CARAIBISKE HAV

VENEZUELA

Maracaibo

ANDESBJERGENE

Campo Elias

Valencia

La Victoria

Caracas

El Tigre

COLOMBIA

BRASILIEN

GUYANA

600 km

[Illustrationer på side 24]

Stævnehallen i Cúa set ude- og indefra