En gammel arbejdsmark kommer atter under plov

„HIMLENES rige er kommet nær.“ For de 370 forkyndere af ’den gode nyhed’ der i dag virker i staten Israel, har forkyndelsen af dette budskab et særligt perspektiv. Hvorfor? Jo, for det var netop i disse egne at budskabet om Riget for omkring 2000 år siden blev forkyndt første gang, af Jesus Kristus. (Mattæus 4:17; 24:14) Israel er dermed den ældste arbejdsmark hvor sandhedens sædekorn er blevet sået.

Lige fra begyndelsen har det imidlertid været et distrikt fuldt af udfordringer. Selv om adskillige dengang viste interesse for Jesu budskab, gjorde kun de færreste mere ved sagen. (Johannes 6:2, 66) I dag ligger den største udfordring i de mange religiøse, kulturelle og politiske skel.

For det første er der en befolkningsgruppe på 2,2 millioner arabere. Nogle er navnkristne, andre aktive eller passive muslimer eller drusere, eller svorne ateister. Også politisk set er de delt; nogle går for eksempel stærkt ind for en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-området.

Dernæst er der 3,5 millioner israelske jøder, som også er splittede i mangt og meget. Nogle er indvandret fra Marokko, Yemen, Irak og Syrien. Andre kommer fra Europa og Sovjetunionen. Atter andre stammer fra Indien, Amerika, Etiopien, Sydafrika eller andre steder. Disse grupper lever hver for sig i små samfund hvor de bibeholder deres særegne kultur og skikke samt deres egen forståelse af jødisk troslære og praksis.

For eksempel har asjkenazi-jøderne (fra Europa) og de sefardiske jøder (fra Mellemøsten) hver deres overrabbiner. Mens flertallet af disse jøder er levende interesseret i politik, er nogle af dem dybt religiøse jøder der forkaster staten Israel og nægter at betale skat. Desuden er der de overlevende fra Hitlers koncentrationslejre. Mange af disse lider stadig under deres skæbnesvangre fortid og kan hver især fortælle deres egen hjertegribende historie. Der bliver også stadig flere ateister, som bekender sig til et hav af private filosofier. Det eneste der forener den jødiske befolkning er kampen for at overleve som folk og som stat betragtet.

Marken tilsås

Efter mere end 1800 års pause blev forkyndelsesarbejdet så småt genoptaget i 1913. En ung bibelinteresseret mand begyndte at så sandhedens sæd i Ramallah, omkring 16 kilometer nord for Jerusalem. Derfra spredtes den gode nyhed til de arabiske indbyggere i Beit-Jala og Haifa. Kort efter den anden verdenskrig fik to søstre af jødisk herkomst genoplivet arbejdet i Tel Aviv/Jaffa-området. I dag tjener seks menigheder og to grupper af Jehovas Vidner i Haifa, Tel Aviv, Betlehem, Ramallah, Lod og i Beer Sheva-området.

Ligesom for 1900 år siden er forkyndelse fra hus til hus den mest effektive metode til at finde dem der er lydhøre for den gode nyhed. (Lukas 8:1; jævnfør Apostelgerninger 5:42.) Og det er virkelig spændende at forkynde på denne måde i Israel, endnu mere end i så mange andre lande. De fleste er nemlig nysgerrige efter at få at vide hvad forkynderne har på hjerte og inviterer dem gerne indenfor. I mange tilfælde tager de imod vore blade og andre bibelske publikationer. Og hyppigt går disse publikationer videre fra nabo til nabo, hvorved flere lærer sandheden at kende.

Denne nysgerrighed er imidlertid ofte en trussel for de spæde sandhedskorn der er sået i retsindige hjerter. (Mattæus 13:20, 21) Naboer, venner og især religiøse ledere gør deres yderste for at presse, latterliggøre og true. De kan endog gribe til vold over for dem der har vist interesse for budskabet om Riget. I nogle tilfælde har de retsindige mistet deres arbejde, i andre tilfælde har familie og venner slået hånden af dem. De standhaftige som bliver Jehovas vidner må ofte udholde en spærreild af forfølgelse. — Jævnfør Johannes 9:22.

Også på andre fronter gør modstanden sig gældende. Forkyndere af jødisk herkomst er blevet udsat for pøbeloverfald. Bøller har forsøgt at sætte ild til afdelingskontoret og rigssalen i Tel Aviv og til rigssalen i Haifa. Desuden forsøger man at tvinge både de arabiske og de jødiske forkyndere til at tage stilling i det politiske spørgsmål om oprettelse af en palæstinensisk stat. Men brødrene bevarer deres neutrale standpunkt og forklarer taktfuldt at ingen mennesker kan løse den nødlidende menneskeheds problemer. Ligesom deres fører, Jesus Kristus, henviser de derimod til Guds rige som den eneste løsning. — Johannes 17:16; 18:36.

Rigets sæd bærer frugt

Skønt der er mange udfordringer ved at dyrke denne gamle arbejdsmark, bærer de der „hører ordet og får fat i meningen“ megen frugt. (Mattæus 13:23) „Der er sandhedstørstende mennesker som elsker retfærdighed og som ligefrem higer efter den,“ udtaler en erfaren heltidstjener. „De går ikke op i hvad andre siger og tænker, men griber muligheden for at lære sandheden at kende så snart den viser sig.“ Det er der mange eksempler på.

Benvenida, der har gået i klosterskole i Grækenland, var meget begejstret for Bibelens omtale af „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet“ og som består i „at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden“. (Jakob 1:27) Som ung jødinde oplevede hun, som hun selv siger, „den ene katastrofe efter den anden“. Hun har gennemlevet nazitidens trængsler og en borgerkrig, hvorunder hun mistede sin mand. Men hun opgav ikke håbet om at finde ærlige og oprigtige mennesker.

Efter at Benvenida i 1949 var immigreret til Israel, arbejdede hun som jordemoder indtil hun blev pensioneret i 1974. „I al den tid,“ fortæller hun, „blev jeg ved at spørge mig selv: ’Hvor er de gode og ærlige mennesker som Skrifterne beskriver? Hvor er der retfærdighed i denne verden?’“ Hun gik aktivt ind for jødedommen, kom i synagogen og holdt sabbatten og højtiderne. Men sladderen og mundhuggeriet i den lokale menighed fik hende blot til at hige endnu mere efter at finde „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet“.

Mens Benvenida i 1985 var på et af sine årlige ophold på et kursted i Grækenland, faldt hun en dag i snak med et kvindeligt Jehovas vidne der var under behandling samme sted. Samme aften overværede Benvenida for første gang et møde i den lokale rigssal, og hun blev meget betaget af den hjertelighed og oprigtighed brødrene og søstrene dér lagde for dagen.

Hjemme i Israel fortsatte Benvenida sit studium, og cirka halvandet år senere blev hun døbt som symbol på sin indvielse til sandhedens Gud, Jehova. „Endelig,“ siger hun, „efter alle disse år, i en alder af 70, fandt jeg det samfund af ydmyge og beskedne mennesker som Bibelen taler om, og som behandler mig menneskeværdigt. Nu er hver dag jeg lever fuld af fryd og mening!“

Moshe var også sandhedssøgende og ventede blot på at ’høre den rigtige hyrdes stemme’. (Jævnfør Johannes 10:14-16.) Skønt Moshe altid havde været glad for Skrifterne, var det ikke desto mindre gennem et eksemplar af „Det Ny Testamente“, som hans bror havde kasseret, at han lærte om Jesus Kristus. Det han læste gjorde dybt indtryk på ham. Nogen tid efter begyndte Moshe at deltage i et bibelstudium en arbejdskammerat havde med en forkynder. Desuden overværede han et bibelsk foredrag i rigssalen. Og bagefter udbrød han: „Det er dette jeg altid har længtes efter at høre!“

Efter at have overvundet nogle forhindringer gjorde Moshe hurtigt fremgang. Inden der var gået seks måneder lod han sig døbe. Dette vakte imidlertid modstand fra hans familie, især fra hans hustru. Denne modstand nåede et højdepunkt da han som familiens ældste søn nægtede at deltage i den ceremonielle bøn ved faderens begravelse. Slægtninge og venner rådede tilmed hans hustru til at ’gøre noget’ i en fart, før han overdrog alle ejendele til menigheden. „Jeg beroligede hende ved at tilbyde at overføre lejligheden til hendes navn,“ forklarer Moshe. Ved at tilrettelægge sin tid rigtigt har han været i stand til på en god måde at skuldre sit ansvar både i familien og i menigheden.

Det er dog ikke altid at familien modstår sandheden. Nehai fortalte det hun havde lært fra Bibelen til sin mand, Hanna, der dengang var stærkt politisk engageret. De indså snart at Guds rige er det eneste håb for den undertrykte menneskehed. Derfor indviede de sig til Jehova og begyndte at forkynde blandt de arabiske familier i Haifa og omegn. De har især forkyndt for deres egen store familie på godt 250 medlemmer.

Har det været en udfordring? Ja, for ud over at de måtte køre halvanden time hver vej for at besøge de arabiske landsbyer, krævede det stor tålmodighed og udholdenhed. „Somme tider giver nogle udtryk for at de ikke ønsker at høre mere, og så må man selvfølgelig holde op for den gang. Senere kan man måske forsigtigt berøre emnet igen. Det er ligesom at blive smidt ud af hoveddøren og så krybe ind ad vinduet,“ bemærker Hanna. Men anstrengelserne har ikke været forgæves. Indtil nu har 24 af hans 36 nærmeste slægtninge vist interesse for sandheden, og 13 af dem studerer med Hanna eller med andre forkyndere. Til dato har fem af hans nærmeste slægtninge foruden hans egne børn indviet sig til Jehova, og yderligere tre arbejder hen imod dette.

Gode udsigter til vækst

Der høres om stadig flere hjertevarmende oplevelser som disse i Israel, og der er gode udsigter til vækst. I 1988 var der et højdepunkt på 370 forkyndere. Det gennemsnitlige antal bibelstudier der hver måned afholdes med interesserede, er steget fra 89 i 1979 til 301 i 1988 — en stigning på 240 procent!

Alt dette er til stor opmuntring for Jehovas vidner i dette historiske land. De imødeser endnu større velsignelser fra Gud, Jehova, idet de fortsætter ufortøvet i arbejdet med at dyrke denne gamle arbejdsmark og gøre disciple.

[Illustrationer på side 26, 27]

Ovenfor: Havegraven, Jerusalem

Modsatte side, øverst: Markeds- og gademiljøer i Israel

Nederst: Afdelingskontoret i Tel Aviv