Den gode nyhed forkyndes i Guatemala
BLÅ bjerge og kæmpemæssige vulkaner dukker pludselig op i horisonten idet flyet nærmer sig hovedstaden. Passagererne i den ene side kan betragte Pacayavulkanen i udbrud; den udspyr store røgskyer og danner en røgsøjle der opløser sig i stor højde. Passagererne i den anden side kigger ned på sejlbåde og robåde der adstadigt krydser Amatitlánsøen. Dette er Guatemala, de store modsætningers land.
Landet er beliggende i Mellemamerika og dækker et areal på cirka 109.000 kvadratkilometer. Landskabet veksler mellem himmelstræbende bjerge — deriblandt 33 vulkaner, hvoraf 4 er virksomme — og lavtliggende regnskove foruden krystalklare søer og floder. Det højeste punkt knejser i 4210 meters højde. I hovedstaden er klimaet forårsagtigt året rundt, med en gennemsnitstemperatur på 24 grader celsius, mens temperaturen højere oppe i bjergene kan falde til under frysepunktet. I kystegnene kan temperaturen derimod nærme sig det ulidelige — 40 grader celsius. Landet byder i øvrigt på noget for enhver smag — strande, jungler, bjerge, tørre områder og frodige dale. Og alle disse steder forkyndes den gode nyhed.
Forkyndelsen sættes i værk
I Guatemala blev der første gang forkyndt omkring 1920. Med tiden begyndte der at opstå små grupper af forkyndere og interesserede forskellige steder, og da de to første missionærer ankom den 21. maj 1945, fandt de stor interesse. En af dem fortæller: „Den anden lørdag efter vores ankomst besluttede jeg at gå på gadearbejde med bladene. Om aftenen tog jeg af sted med min bogtaske fyldt med læsestof, og i løbet af halvanden time havde jeg tømt den og afsat 32 blade, 34 brochurer, 4 bøger og 1 bibel.“ Blot i løbet af denne første måned oprettede de 17 bibelstudier! Den første missionærsøster der kom til landet, forkynder i skrivende stund stadig begejstret den gode nyhed, over 44 år efter.
Distriktet er også rigt på modsætninger. Hovedstaden, Guatemala City, har mange moderne højhuse og eksklusive kvarterer med smukke huse hvor tjenestepiger besvarer henvendelser ved døren over et samtaleanlæg. Men blot et stenkast derfra ligger stråtækte adobestenshuse med lerklinede gulve, kvarterer hvor indlagt strøm og vand er noget man kun fantaserer om. Med et så forskelligartet distrikt eksisterer begrebet ’en almindelig dag’ i tjenesten simpelt hen ikke.
I de senere år er det blevet sværere at træffe folk hjemme, da både mand og kone ofte arbejder. For at nå de udearbejdende deltager forkynderne i gadearbejde. Nogle forkyndere tilbyder læsestof ved de travle busstoppesteder fra klokken halv seks om morgenen. Man skal være i topform for at holde trit med dem der skal skynde sig for at nå bussen. En morgen besluttede en gruppe forkyndere at henvende sig til nogle taxachauffører, da der ikke længere var så mange ved busstoppestederne. Til deres overraskelse fremviste adskillige taxachauffører deres personlige eksemplarer af Vagttårnet, som de endda havde understreget. Et par af dem havde spørgsmål, som brødrene med glæde besvarede ved at gøre brug af chaufførernes egne bibler.
Forkyndelse i højlandet
Panajachel er en af landsbyerne omkring Atitlánsøen, en smuk, blågrøn sø omgivet af majestætiske bjerge og tre vulkaner. Nogle landsbyer her er opkaldt efter apostlene. Cirka 95 procent af befolkningen er efterkommere af mayaerne, og cakchiquel og tzutuhil er to af hovedsprogene. Mændene taler desuden spansk, i modsætning til flertallet af kvinderne, der mest opholder sig i hjemmet. Hver enkelt landsby har sin egen farverige folkedragt, som kvinderne almindeligvis selv væver.
Når man kommer til Panajachel bemærker man at den adskiller sig fra andre småbyer i Guatemala. Ud over de uanselige huse af soltørrede lersten eller betonblokke ser man smukke sommerhuse. Og endnu stærkere skiller de moderne hoteller sig ud. Fra alle verdenshjørner kommer folk nemlig til Panajachel for at beundre Atitlánsøen.
En forkynder beretter hvordan forkyndelsen udføres på disse kanter: „Vi lejer i forvejen en båd for en dag, og indbyder brødre fra den nærliggende by Solola og besøgende brødre fra Guatemala City til at hjælpe os med at gennemarbejde det store distrikt. Brødrene fra Solola er til stor hjælp, for de fleste af dem bor i bjergrigt terræn der minder om det vi skal besøge. De taler desuden det lokale sprog. Der er afgang tidligt om morgenen. Under overfarten ser børnene betaget ud over det krystalklare blå vand, mens forældrene øver nogle få gloser på det lokale sprog.
Denne gang skal vi besøge fem landsbyer. Først opdeles forkynderne i tre grupper, og så sættes de der kan sproget og de der ikke kan det, parvis sammen. Der findes kun tre små anløbssteder hvor vi kan gå i land når vi skal besøge disse landsbyer, og der sættes en gruppe af hvert sted. Det er dejligt at se brødre i deres farverige folkedragter arbejde side om side med brødre i vestlig klædedragt, og det er i sig selv et godt vidnesbyrd over for landsbyboerne. Almindeligvis bliver vi budt velkommen af nysgerrige børn, og når de har fundet ud af hvad vi kommer for, løber de i forvejen for at fortælle det til alle i landsbyen.
Når vi ankommer til de beskedne hjem, venter mange ivrigt på at se vores farverige brochurer eller Min bibelhistoriebog, som børnene har fortalt dem om. Alle steder vil der helt sikkert blive spurgt efter det samme som vi efterlader det første sted, for alle vil gerne have det samme som deres naboer. Mange kan ikke læse, og glæder sig derfor i særdeleshed over billederne af det kommende paradis. Deres ansigter lyser op når de hører om det fremtidshåb Bibelen giver i Åbenbaringen 21:3, 4. Vi holder en kort frokostpause i det fri, og fortsætter så med at forkynde til klokken 3. Derpå sætter vi kursen tilbage mod anløbsstedet for at vente på at båden samler os op, og da alle er om bord, udveksles der oplevelser.
En søster husker den glæde hun følte da hun oppe over sig hørte en kvindestemme råbe: ’Søster, søster, her er jeg! Så kom du altså tilbage for at besøge mig. Mange, mange tak.’ Da hun så op mod den næste afsats på bjergsiden, genkendte hun den kvinde der ivrigt vinkede til hende. Under det foregående besøg i landsbyen havde denne kvinde vist stor interesse da de drøftede Bibelen, og hun havde set frem til at ’søsteren’ kom igen, som hun havde lovet. Nu satte de sig atter ned og glædede sig over at studere Bibelen.
Skønt alle er helt udmattede efter at have tilbagelagt store afstande til fods i klippefyldt terræn, er de også ivrige efter at høre hvornår næste tur finder sted. Båden lægger til, og alles afskedshilsener lægger op til den næste spændende forkyndertur.“
I lavlandet ved kysterne
Guatemala har to vidt forskellige kystlinjer: Stillehavskysten er præget af dens særegne sorte sand, mens der ved Det Caraibiske Havs kyst er hvidt sand.
Mindre end tre kvarters kørsel fra hovedstaden mod Stillehavet oplever man en bemærkelsesværdig forandring i miljø og klima. Ved kysten er der varmt og fugtigt, og det vrimler med insekter. Sammen med den frodige vegetation minder palmerne, kokospalmerne og kapoktræerne os om at vi befinder os i troperne. I mange af kystbyerne findes der store menigheder af Jehovas Vidner.
Her har cyklen fortrængt hesten som befordringsmiddel, og det er ikke usædvanligt at se vore brødre sno sig behændigt ind og ud gennem sukkerrørsmarkerne på deres vej fra hytte til hytte. En broder ledede et bibelstudium med en mand der boede 35 kilometer fra hans hjem, og hver uge cyklede han denne strækning frem og tilbage for at undervise den interesserede ved hjælp af Bibelen.
I tvillingehavnebyerne Santo Tomas de Castilla og Puerto Barrios på den caraibiske kyst kunne man derimod fristes til at tro at man er kommet til et helt andet land. Livsstilen adskiller sig fuldstændig fra hvad man ellers ser i Guatemala. Plæner og buske omgiver alle husene; de færreste ejendomme er indhegnet af en lerstensmur, noget der ellers er særegent for Mexico og Mellemamerika. Man finder heller ikke de stammedragter der er så almindelige i det øvrige Guatemala.
„Eftersom det er en havneby, har man mulighed for at forklare Bibelens budskab for alle slags mennesker,“ beretter en heltidsforkynder. „Engang gik jeg gennem svingdørene ind til en bar, og værtinden tog imod en bog og en bibel og bad mig komme tilbage og vise hende hvordan man studerede dem. Da jeg ugen efter kom tilbage sad hun og ventede ved et stort bord hvor Bibelen og bogen lå. Med en venlig håndbevægelse indbød hun mig til at tage plads, og bad mig derpå vente et øjeblik til hun havde fået tilkaldt alle ’pigerne’. De skulle nemlig også høre, og før jeg vidste af det, var hele bordet omgivet af hendes ’piger’. Så vendte hun sig mod mig og sagde: ’Vis os nu hvordan man studerer Bibelen.’ Jeg tænkte: ’Hvordan fik jeg dog rodet mig ind i dette her?’ Men jeg gik roligt i gang, som om jeg var vant til at studere Bibelen i en bar.“ Damen gjorde hurtigt fremskridt, forlod sit erhverv og blev en døbt forkynder. I dag er hun virksom i en menighed i en anden by og studerer selv Bibelen med interesserede.
En times kanosejlads derfra, på den anden side af bugten, ligger den maleriske by Livingston, en søvnig by med venlige indbyggere, som er under stærk påvirkning af afrikansk overtro og voodoo. Dér er det ikke usædvanligt at høre trommer om natten, og ved højtiderne at se afrikansk præget dans i gaderne. Her kan man også høre en dialekt som virker fremmedartet — caribe, eller garifuna. En lille men hastigt voksende gruppe forkyndere af Riget søger at dække lokalbefolkningens åndelige behov.
Vold og forfølgelse i modsætning til fred
I 1982 opstod der problemer da Guatemalas nye præsident forsøgte at undertrykke den guerillavirksomhed der i hans forgængers embedstid havde været i tiltagende. Hans strategi gik ud på at danne patruljer bestående af væbnede borgere som skulle afpatruljere gaderne ved nattetide, forsvare byerne, og alarmere militæret hvis der foregik noget mistænkeligt. Mange steder satte disse civilpatruljer vore brødre på en neutralitetsprøve.
I én by blev alle i menigheden lagt under pres da man ville have dem til at tage del i patruljeringen og dermed krænke deres kristne neutralitet. Under trusler på livet flygtede de til hovedstaden, hvor de blev indkvarteret i rigssalen indtil de kunne blive indlogeret hjemme hos brødrene. Ja, mange brødre har gennemgået alvorlige prøvelser og forfølgelse når militæret har forsøgt at tvinge dem til at gøre patruljetjeneste.
En broder fortæller: „Jeg er 20 år gammel og bor hos min broder og svigerinde. Mine vanskeligheder tog fat da guerillaen og hæren begyndte at interessere sig for den gård jeg arbejdede på. Ved en lejlighed blev otte for øjnene af os truet med skydevåben til at følge med. Kun to vendte tilbage; de andre seks så man aldrig noget til igen.
I april 1984 kom de væbnede styrker til gården for at finde nye rekrutter. De opfordrede os arbejdere til at gå ind i hæren, og da jeg afslog det, pryglede de mig vedholdende. Da de andre arbejdere så dette græd de som børn og tryglede mig om at tage våben i hånd og gå ind i hæren. En soldat jog sine fingre ind i halsen på mig og vred mine ører rundt, mens en anden holdt mig nede så en tredje kunne slå og sparke mig. En officer skreg vredt: ’Hvad er der galt med dig? Er du et dyr, eller er du Gud?’ Endelig kom en anden officer til og sagde: ’Lad ham være; sådan er Jehovas vidner bare. De vil hellere lade sig skyde end give efter.’ Den første officer sagde: ’Skyd ham!’ Men i stedet stødte han riffelskæftet ind i maven på mig. Da de var overbevist om at jeg ikke ville gå ind i hæren, holdt de op med at prygle mig. Tre dage efter satte de mig fri. Med Jehovas hjælp bevarede jeg min integritet. Derfor vil jeg også gerne sige til andre unge at de skal have fuldstændig tillid til Jehova. Han vil hjælpe os til at holde ud når vi behøver det.“ Lykkeligvis har situationen forandret sig væsentligt efter at den nye præsident tiltrådte sit embede i januar 1986.
Meget snart vil modsætningerne krig og fred, rigdom og fattigdom, liv og død forsvinde for evigt. I det kommende jordomspændende paradis vil vi kunne nyde behagelige modsætninger såsom nat og dag, bjerge og dale, brusende oceaner og stille søer, i overensstemmelse med Jehova Guds hensigt. Sammen med de over ti tusind forkyndere i Guatemala kan du også komme til at opleve dette, hvis du af hele dit hjerte tager imod den gode nyhed.