Modige beslutninger medfører velsignelser i Surinam

IFØLGE det internationale nyhedsblad South var Surinam engang „en af de rigeste caraibiske stater“. Indtægterne fra bauxit, rejer, ris, bananer og krydsfiner, samt den udviklingshjælp landet modtog, betød at denne forhenværende hollandske kolonis 400.000 indbyggere nød større velstand end de fleste nabolandes indbyggere.

I 1980’erne opstod der imidlertid en lavkonjunktur. Overfloden blev afløst af knaphed, og lange kødannelser uden for fødevarebutikkerne blev et almindeligt syn. I 1986 udbrød der en guerillakrig som tvang cirka 10.000 indbyggere til at flygte fra landets østlige del til flygtningelejre i nabolandet Fransk Guayana, hvor de måtte begynde på en helt ny tilværelse. En stor del af regnskoven, hvor der bor cirka 50.000 busknegre og indianere, kom under guerillakontrol, og det blev farligt at rejse i landets indre. Disse omskiftelser har lammet landet, hedder det i South.

Har disse forhold også lammet Jehovas Vidners virksomhed? Nej, de har tværtimod intensiveret deres aktivitet. For eksempel er antallet af forkyndere steget fra 920 i 1980 til over 1400 i dag. I april 1989 var der 338 hjælpepionerer — næsten 25 procent af det daværende forkyndertal. Disse velsignelser er imidlertid udelukkende en følge af at Jehovas vidner har vist mod, uangribelighed og kærlighed under prøve. Her følger nogle eksempler på hvordan modige beslutninger har medført rige velsignelser i Surinam.

En beslutning der reddede hans liv

Lumey Hoever, en stor og kraftig politibetjent sidst i trediverne, besluttede som et Jehovas vidne at han ville sige sit arbejde op trods den dårlige økonomi. Hvorfor? Han forklarer:

„Lige siden jeg læste en artikel i Vagttårnet som gjorde os opmærksomme på farerne ved at bære skydevåben, vidste jeg at jeg måtte sige farvel til dette arbejde.a Men da jeg har kone og børn at forsørge, tøvede jeg. Jo længere jeg udsatte beslutningen, desto mere nagede min samvittighed mig imidlertid. ’Hvis Jehovas organisation tilskynder mig til alvorligt at overveje om denne beskæftigelse er passende, må der være en god grund,’ mindede jeg mig selv om. I januar 1986 traf jeg derfor min afgørelse.“

Men politimesteren ville ikke af med ham og lovede ham at han kunne blive forflyttet til Tamanredjo, en meget attraktiv politistation i nærheden af hovedstaden. Men Lumey holdt på sit. Han skrev til justitsministeren, redegjorde for sine religiøse standpunkter og bad om at måtte tage sin afsked. I april 1986 kom svaret: ’Anmodningen imødekommet!’

Snart fandt Lumey beskæftigelse ved skovvæsenet. Lønnen var knap så god, men han havde mere tid til at overvære møderne i rigssalen sammen med sin familie. Sådan forløb ti måneder. Så en dag var Lumey sammen med sin broder på vej hjem efter at have arbejdet hele dagen på familiens gård. Han fortæller:

„Da vi nærmede os huset, bemærkede jeg to mænd i laset tøj og med tørklæder bundet om hovedet. ’Kon dja [Kom herhen],’ råbte de på surinamsk. Da jeg gik hen imod dem, dukkede der en tredje mand op med en karabin hængende i en skulderstrop. Først da gik det op for mig at det var guerillaer!

De målte mig med øjnene. Så råbte en af dem med tørklæde om hovedet: ’Jeg kender ham her. Han er politibetjent!’ Deres ansigtsudtryk blev anspændt. I nogle sekunder stirrede vi på hinanden. Jeg holdt vejret. Så hørte jeg en dæmpet klikkelyd da den tredje mand tog ladegreb på geværet. Langsomt rettede han det mod mit bryst, parat til at likvidere mig. ’Skyd ikke! I tager fejl. Jeg er ikke længere politibetjent,’ udbrød jeg.

Så fik jeg øje på yderligere et dusin bevæbnede guerillaer bag huset. En af dem — en muskuløs mand i lændeklæde, med to patronbælter på kryds over det nøgne bryst, og med et automatisk våben i hånden — trådte frem. ’Du siger at du ikke længere er politimand. Hvorfor ikke?’ spurgte han bydende. Jeg oplyste skyndsomt at jeg var et af Jehovas vidner. ’Vi bærer ikke våben,’ forklarede jeg, ’så jeg opgav mit job som politibetjent og arbejder nu ved skovvæsenet. Vi er fuldstændig neutrale i politik,’ tilføjede jeg.

Da han hørte at jeg var et Jehovas vidne, blev hans ansigtsudtryk en smule mere afslappet. ’Tror han mig?’ spekulerede jeg på. Så kom min yngre broder til. Manden i lændeklædet, åbenbart anføreren, gav sig til at forhøre ham. Min broder bekræftede hvad jeg havde sagt, og anføreren så ud til at tage det for gode varer. ’Saka yu gon! [Sænk dit gevær],’ befalede han den anden guerilla. Lettet opsendte jeg en tak til Jehova for hans beskyttelse.“

Få dage efter fik Lumey endnu et chok. Ukendte gerningsmænd havde skudt tre politifolk på stationen i Tamanredjo — netop den station politimesteren havde tilbudt at forflytte ham til! „Hvis jeg havde ignoreret rådet fra artiklen i Vagttårnet, ville jeg have været en død mand nu,“ siger han, og tilføjer taknemmeligt: „Jehova beskytter sandelig sine tjenere.“

Kærlighed bevægede ham til at redde sine brødre

Da der i oktober 1986 udbrød kampe mellem regeringsstyrker og guerillaer i bauxitminebyen Moengo, måtte Frans Salaoema, en buskneger i fyrrerne, overveje familiens situation. Det endte med at han sammen med sin gravide kone og deres syv sønner samt andre fra byen flygtede ad junglestier og krydsede den brede Maroniflod for at komme i sikkerhed i Fransk Guayana.

Men dermed var Frans’ bekymringer ikke ovre. Han fandt ingen andre forkyndere fra sin menighed blandt flygtningene. ’Hvor er de? Skal jeg vende tilbage og finde dem?’ tænkte han. Men det ville være risikabelt, da de fleste guerillaer var busknegre. ’Hvis regeringssoldaterne får øje på mig når jeg lister mig gennem junglen, er jeg færdig,’ sagde han til sig selv. Alligevel bestemte han sig for at lede efter sine kristne brødre, og gav adskillige brødre i Fransk Guayana besked på ugen efter at krydse floden for at samle ham op.

Ugen efter krydsede de floden, men fandt ikke Frans. Dagen efter havde han stadig ikke vist sig. De besluttede at vente endnu en nat, og så dukkede Frans op sammen med en gruppe brødre. Hvad var der sket?

Frans fortalte: „Efter at jeg havde fundet brødrene krydsede vi kampzonen, slap ind i junglen og satte kurs mod grænsen.“ Men hvad havde da opholdt dem? Frans pegede på tre papkasser. Til flygtningebrødrenes store glæde var han taget til hovedstaden og havde hentet en forsyning bibelsk læsestof. Samme dag krydsede Frans, de reddede forkyndere og de tre bogkasser i sikkerhed grænsen.

Senere foretog Frans endnu en tur for at hjælpe flere brødre. Med tiden krydsede 37 forkyndere grænsen og slog sig ned i flygtningelejre. Frans blev anbragt i en tidligere spedalskhedskoloni i Fransk Guayana, hvor flygtninge ikke har andet at fordrive tiden med end at ligge i deres hængekøjer og vifte myg væk.

Men Frans og hans familie havde ikke ro på sig. Kort efter at de var ankommet til lejren og deres lille datter var blevet født, fik Frans travlt med at forkynde Rigets gode nyhed for de nødstedte beboere. Hans gavnlige påvirkning udvirkede endda at han fik tilladelse til at begive sig rundt til andre lejre på motorcykel og forkynde. Det har bevirket at han i dag leder 14 bibelstudier med andre flygtninge. Tre af dem er allerede døbt!

Han gik ikke på kompromis

„Jeg er tilbage om to uger med nye forsyninger,“ sagde Victor Wens, en 58-årig specialpioner, da han i en junglelandsby i det centrale Surinam tog afsked med sin kone og nogle der studerede Bibelen. Det var i juni 1987, og han satte kurs mod hovedstaden.

Da Victors kone og de andre vinkede farvel, var deres rissække næsten tomme. Guerillakrigen havde afskåret alle forsyningsveje, og snart ville der opstå hungersnød. På den anden side var de godt klar over at Victors kanotur var farefuld. Han kunne blive fanget i krydsild eller blive forvekslet med en guerillasoldat. ’Kommer han mon tilbage i god behold?’ tænkte de idet lyden af kanoens motor døde hen.

To uger efter spejdede Victors kone ud over floden — men der var ingen Victor at se. Flere uger gik. Fødevarerne slap op, og hun blev syg. „Jehova, vil du ikke nok beskytte min mand,“ bad hun. „Måtte han komme tilbage!“ Tre måneder gik. Stadig ingen Victor. Hvad var der gået galt?

Victor berettede senere: „Efter at jeg var nået til hovedstaden, fik jeg tilladelse til at købe et halvt års forsyninger af fødevarer og benzin, hvorpå jeg anmodede om tilladelse til at rejse hjem. Den ansvarlige embedsmand sagde: ’Du kan godt rejse, men find ud af hvor guerillaerne skjuler sig, og kom så tilbage og fortæl os det.’ Modfaldent sagde jeg: ’Det kan jeg ikke, for Jehova vil ikke have at vi blander os i politik. Vi Jehovas vidner er neutrale.’ Hans svar lød: ’Så kommer du ikke hjem.’

Hver uge kom jeg igen for at anmode om tilladelse, men svaret var hver gang det samme. I mellemtiden hørte jeg at min kone var syg. Jeg ville gerne hjem og pleje hende, men ville ikke gå på kompromis. Jeg følte mig hjælpeløs.

Da jeg endnu en gang kom igen, fik jeg til min overraskelse at vide at jeg godt kunne rejse. De sagde at de havde givet nogle præster fra Pinsebevægelsen med hjemsted i mit område tilladelse til at rejse tilbage, og jeg kunne følges med dem. Glad begyndte jeg at gøre mig klar til rejsen, men så hørte jeg af en ven at præsterne var gået ind på at spionere. Da jeg ikke ville give nogen indtryk af at Jehovas vidner havde noget med dette foretagende at gøre, aflyste jeg rejsen. Igen sad jeg fast.“

Omsider gik det op for embedsmændene at Victor ikke var til sinds at opgive sin overbevisning. Næste gang han henvendte sig til dem, gav de ham rejsetilladelse.

Omsider, i oktober 1987, hørte den lille gruppe brødre bådmotoren og så en tungtlastet kano dukke op. „Det gjorde mig ondt at se hvor mager min kone var blevet,“ beretter Victor. „Men hun var glad for at jeg ikke var gået på kompromis.“

„Victors modige beslutning har været til velsignelse for os,“ bemærker en rejsende tilsynsmand der virker i landets indre. „Embedsfolk og guerillaer har fundet ud af at Jehovas vidner er neutrale. Nu respekterer de vort standpunkt, og vort arbejde har god fremgang.“

Gift om onsdagen, døbt om lørdagen

„Vær ikke så dumme,“ pressede slægtningene. „Lad dog være med at gifte jer.“ De seks buskmænd fra Aucaner-stammen, der bor i landets sydøstlige hjørne, forstod deres slægtninges følelser. Når alt kom til alt, byder stammeskikkene at en mand ikke gifter sig, da han så lettere kan forlade kvinden når det passer ham. Men disse mænd havde gennem deres bibelstudium lært om Jehovas syn på utugt og havde nu ændret indstilling så de trods omgivelsernes pres modigt fastholdt deres beslutning om at blive lovformeligt gift.

Men der var stadig visse hindringer at overvinde. På grund af krigstilstanden var det lokale vielseskontor lukket, og det var praktisk taget umuligt at rejse til hovedstaden. De seks vordende brude ville også meget gerne bære en rigtig brudekjole når de skulle giftes, noget man lægger stor vægt på i dette område skønt det selvfølgelig ikke er noget krav til kristne.b ’Hvor finder vi brudekjoler i en regnskov?’ tænkte mændene. Men den modige beslutning de havde truffet i overensstemmelse med Bibelens principper medførte velsignelser. Onsdag den 16. september 1987 blev seks velklædte brudgomme viet til seks brude i pragtfulde kjoler. Hvordan var det blevet muligt?

„I september havde vi tilrettelagt et områdestævne i St. Laurent i Fransk Guayana og havde inviteret brødrene fra det indre af landet til at overvære det,“ fortæller Daniël van Marl, en af de rejsende tilsynsmænd der forrettede vielserne. „Stævnet gav os lejlighed til at holde bryllup.“

Cecyl Pinas, et medlem af afdelingskontorets udvalg med ansvar for arbejdet i landets indre, beretter: „Tidligere på året havde jeg besøgt den hollandske betelfamilie og omtalt de forestående bryllupper. Efter at jeg havde nævnt at vi bruger en brudekjole igen og igen ved at sy den om til den næste brud, gav fire betelsøstre mig spontant deres brudekjoler som foræring til deres ’søstre’ i Surinam. Det bevægede mig dybt. Ved et senere stævne i Holland fik vi flere brudekjoler foræret.“

Om morgenen før brylluppet var der stadig væk nogle forandringer at foretage. „Vi skyndte os at lægge nogle kjoler ud og tilpasse længden på andre, og vi nåede det lige akkurat,“ fortæller Margreet van de Reep.

Efter veloverstået bryllup var fem af de nygifte klar til at tage et andet skridt. Om lørdagen i samme uge blev de døbt i Maronifloden. De var ivrige efter som ægtepar at vende hjem til deres junglelandsbyer og yde deres andel i forkyndelsen. Velsignede Jehova deres beslutning?

„Disse par viste lokalsamfundet at vi Jehovas vidner lever efter det vi lærer,“ siger Nel Pinas, der i 1967 påbegyndte forkyndelsen i dette område. „Deres beslutning om at gifte sig for at leve som sande kristne, har vakt interesse i fjerntliggende landsbyer. Forkyndere styrer nu deres kanoer ud på floder hvor der aldrig før har været forkyndt, og de finder endnu flere der er villige til at lære om Jehova.“

Ja, de modige beslutninger som Lumey, Frans, Victor og mange andre har truffet, har medført rige velsignelser for dem selv og deres medkristne i Surinam og andre steder. Igen og igen viser erfaringer som disse sandheden i det bibelske ordsprog: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ — Ordsprogene 3:5, 6.

[Fodnoter]

[Kort/​illustrationer på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ATLANTERHAVET

GUYANA

SURINAM

PARAMARIBO

Tamanredjo

Moengo

St. Laurent

Maronifloden

FRANSK GUAYANA

BRASILIEN

300 km

[Illustrationer på side 25]

To billeder af en smuk rigssal i en afsidesliggende egn

[Illustration på side 26]

Typisk surinamsk udhulet båd