Indsamlingen bringer glæde i Japan
„DET var åbenbart at missionærerne følte sig temmelig mismodige,“ sagde Charles Taze Russell, den første præsident for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, efter at han i 1912 personligt havde foretaget en undersøgelse af den religiøse situation i Japan. Russell hentydede til de mislykkede bestræbelser kristenhedens missionærer havde gjort, og konstaterede: „Det japanerne har behov for er ’den gode nyhed om Riget’.“
Ville dette behov nogen sinde blive dækket? I 1920’erne og 1930’erne begyndte skæret fra sandhedens lys at skinne for japanerne gennem en håndfuld trofaste vidner for Jehova. Selv under den anden verdenskrig vedblev nogle få med at lade den gode nyhed lyde, trods modstand fra den kejserlige regering. Men indsamlingsarbejdet skulle komme til at antage et endnu større omfang på denne øgruppe i Det Fjerne Østen.
I 1949 sørgede Jehova for at der blev pustet nyt liv i forkyndelsesarbejdet i Japan, idet der ankom 15 missionærer fra Vagttårnets Selskab. Overalt oplevede de nyankomne missionærer krigens eftervirkninger: Byer lå i ruiner, og folk var forvirrede fordi de hævdvundne normer var blevet forkastet. Også kristenhedens missionærer forøgede deres aktivitet i Japan. De svigtede imidlertid med hensyn til at gøre japanerne til sande kristne. Missionærholdet fra 1949 („49’erne“) og de mere end 150 af Jehovas Vidners missionærer der siden er blevet sendt til Japan, har alle stået over for den enorme udfordring at indpode troen på Skaberen, Jehova, i japanernes sind og hjerte. Hvordan har de løst denne opgave?
Grundvolden lægges
Missionærerne påbegyndte deres arbejde med udgangspunkt fra et lille toetages hus i Tokyo. I 1950’erne gik indsamlingen langsomt. ’Kun et fåtal vil komme ind i sandheden inden Har-Magedon,’ tænkte en af de første japanere som dengang havde taget imod sandheden. Og en af de første kredstilsynsmænd erindrer at han sad og kiggede ud ad et togvindue og spekulerede på om den gode nyhed mon nogen sinde ville nå ud til husene i de små landsbyer toget passerede forbi.
Der gik næsten ti år inden antallet af forkyndere nåede op på tusind. Men i 1963 havde den stadige vækst bevirket at afdelingskontoret i Tokyo var blevet for lille. Det blev derfor revet ned, og en seksetages betonbygning blev opført i stedet.
Missionærerne lagde en god grundvold for fremtiden ved at indgive pionerånden i hjertet hos dem de studerede Bibelen med. Jehova velsignede missionærernes og de japanske pionerers forenede indsats. Følgelig var antallet af forkyndere i 1970 steget til ti tusind. For at holde trit med denne vækst blev der i 1972 opført en trykkeribygning på tre etager og en femetages boligfløj i Numazu, omkring 120 kilometer sydvest for Tokyo. Det betød at afdelingskontoret nu kunne fremstille bladene Vagttårnet og Vågn op! på egne trykkemaskiner, til brug i den japanske arbejdsmark, i stedet for at få dem trykt ’ude i byen’.
Hvem kunne forestille sig at indsamlingsarbejdet i løbet af blot ti år ville vokse så stærkt at end ikke afdelingskontoret og trykkeriet i Numazu ville kunne følge med? Men sådan gik det, og Jehova havde endnu flere udvidelser i tanke for at få høsten i hus.
Vækst trods modgang
Et nyt afdelingskontor, tre gange så stort som det i Numazu, blev i 1982 fuldført i Ebina, der ligger lidt syd for Tokyo. Da det blev indviet i maj samme år, havde Jehova i tre år velsignet forkynderne i Japan med en uafbrudt række af rekorder i antallet af forkyndere. Denne vækst fortsatte, og i maj 1985 var antallet af forkyndere i Japan vokset til hundrede tusind. Ja, Jehova fremskyndede arbejdet da tiden var inde, så endnu en udvidelse af afdelingskontoret var påkrævet. (Esajas 60:22) Kun få år efter indvielsen af de første bygninger i Ebina gav Det Styrende Råd tilladelse til at man kunne opføre en ny seksetages trykkeribygning med kælder, samt en otteetages boligfløj.
Satan var åbenbart ikke glad for denne vækst blandt Jehovas tjenere, for måneden efter at forkyndertallet i Japan havde passeret de hundrede tusind, opstod en alvorlig sag angående spørgsmålet om blodtransfusion. En tiårig dreng døde efter — men ikke på grund af — at hans forældre havde nægtet at lade ham modtage blodtransfusion. (Apostelgerninger 15:29) Dette udløste et voldsomt angreb fra medierne imod Jehovas Vidner. Skønt drengens fader ikke på det tidspunkt var en døbt forkynder, modstod han journalisternes skånselsløse forfølgelse. Han blev senere døbt og tjener nu som pioner sammen med sin hustru.
Blev indsamlingsarbejdet berørt af dette angreb? Meget lidt! Nogle ønskede ikke længere at studere Bibelen, men de månedlige forkynderrekorder fortsatte uden ophør, og i december 1988 havde dette varet ved i ti år. I løbet af de syv år der gik fra indvielsen af de første bygninger i Ebina til indvielsen af de seneste udvidelser, er forkyndertallet vokset fra 67.000 til over 135.000, mens antallet af pionerer er tredoblet, fra 12.000 til 36.000, og antallet af bibelstudier næsten er fordoblet, fra 97.000 til 172.000. Hvilket bemærkelsesværdigt vidnesbyrd om at Jehova gør Satans angreb på sit folk til intet! — Ordsprogene 27:11.
Opførelsen af de nye bygninger
Jehovas Vidner opfører ikke imponerende bygningsværker for at gøre indtryk på nogen. Men eftersom de søger at holde trit med væksten i antallet af rigsforkyndere, må deres bygninger ofte være ganske store. Det er den nye trykkeribygning i Japan et godt eksempel på. Den har et samlet etageareal på 22.500 kvadratmeter — og er dermed dobbelt så stor som det gamle trykkeri. Bogbinderiet, maskinværkstedet og forsendelsesafdelingen er blevet flyttet til den nye bygning, og næsten to etager bliver benyttet som lager. Den nederste etage er forberedt til at kunne rumme to high-speed offset-rotationstrykkemaskiner, og hele to etager står til rådighed for fremtidige udvidelser.
Den nye otteetages boligfløj rummer en smuk og smagfuldt indrettet vestibule. Der findes 128 værelser til betelmedarbejderne, og det samlede gulvareal er på 8980 kvadratmeter — hvilket i øvrigt svarer til etagearealet i Noas ark. En af naboerne spurgte endog byggemedarbejderne hvordan han skulle bære sig ad for at få en af de nye lejligheder!
Alle der deltog i byggearbejdet giver Jehova æren for at have ledet det. (Salme 127:1, 2) Hovedparten af arbejdsstyrken bestod af unge først i 20’erne som villigt og nidkært havde stillet sig til rådighed skønt de var uden håndværksmæssig erfaring. En arkitekt der medvirkede ved projektet sagde: „I begyndelsen var det vanskeligt for mig at fremstille tegningerne på en sådan måde at de uerfarne brødre kunne forstå dem.“ Disse vanskeligheder blev dog løst i samarbejdets ånd.
Denne villighed til at samarbejde gjorde at Jehovas ånd lettere kunne virke blandt byggearbejderne. En af dem fortæller: „Mens udgravningsarbejdet stod på, gik jeg hver gang det regnede — uanset om det var tidlig morgen eller sen aften — ud til byggepladsen for at se om støttemurene kunne holde. Og hver gang mødte jeg andre bekymrede ansigter derude. Våde til skindet hjalp vi så hinanden med at klare de nødsituationer der opstod. Sådanne oplevelser forstærkede vores broderskabsfølelse.“
Støtte til den verdensomspændende indsamling
Eftersom de nye bygninger skulle tjene til at fremme Jehovas høstarbejde, ville det være passende at overgive dem til tjenesten for ham når de var færdige. Indvielseshøjtideligheden fandt sted den 13. maj 1989, med deltagelse af Carey Barber, John Barr og Lloyd Barry fra Jehovas Vidners Styrende Råd, sammen med deres hustruer. Over tusind af de første japanere der var blevet døbt, var indbudt til at overvære programmet, og de glædede sig over at møde gamle venner der stadig tjener Jehova trofast. Desuden tog repræsentanter fra 13 lande imod indbydelsen til at være til stede ved denne glædelige begivenhed. „Det var som et lille internationalt stævne,“ sagde en af de delegerede.
Det der især gav programmet et internationalt præg, var de rapporter der blev aflagt fra ni forskellige lande. Broderskabets stærke bånd kom særligt til udtryk da repræsentanter fra forskellige asiatiske lande gav eksempler på hvordan det internationale samarbejde fungerede og henviste til at det nye trykkeri, foruden at betjene den japanske arbejdsmark, også vil betjene deres respektive lande. Det japanske afdelingskontor fremstiller nu publikationer på 13 sprog og leverer litteratur til mange lande.
Om eftermiddagen holdt broder Barber et foredrag om hvor stor betydning opfyldelsen af Ezekiels profetier har. Derefter talte broder Barr over temaet ’Fyld jorden med Jehovas herlighed’, idet han hjalp tilhørerne til i endnu højere grad at værdsætte sandhedens gennemslagskraft.
Selve indvielsestalen blev holdt af broder Barry, der tidligere har tjent som missionær i Japan i over 25 år. I sit foredrag, der hed „I skal være glade foran jeres Gud, Jehova“, tilskyndede han tilhørerne til at glæde sig over at leve i den tidsperiode der forud er blevet skildret ved løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden i det gamle Israel. Han gjorde opmærksom på flere grunde til glæde idet han kort opridsede træk af forkyndelsens historie i Japan. Da broder Barry foreslog at man skulle overgive bygningerne til Jehova, svarede alle tilstedeværende med et helhjertet bifald.
Dagen efter talte repræsentanterne fra Det Styrende Råd til en tilhørerskare på 233.780 der var forsamlet 46 forskellige steder, spredt over de japanske øer og forbundet via telefon. Som pastor Russell havde observeret i 1912, havde japanerne i sandhed behov for at høre den gode nyhed om Riget. Jehova tog skridt til at dække dette behov ved hjælp af missionærarbejdet og ved at indgyde pionerånden i de japanske forkyndere. De nye bygninger der netop er blevet indviet, står som et tydeligt tegn på at Jehova ’fremskynder’ indsamlingsarbejdet under den modbilledlige løvhyttefest. — Esajas 60:22.
[Illustrationer på side 24]
Til venstre: Den nye trykkeribygning i Ebina, hvor indvielsesprogrammet blev afholdt (nederst til venstre); samt (herunder) vestibulen i den nye boligfløj
[Illustrationer på side 25]
Den nye boligfløj og (indsat) biblioteket på anden etage i kontorfløjen
[Illustrationer på side 26]
Disse 19 missionærer fra Gileadskolens 11. klasse var til stede ved indvielsen. Disse har, sammen med fem andre fra den 11. klasse der er døde trofaste i deres missionærdistrikt i Japan, brugt 1023 år i heltidstjenesten
Tre medlemmer af Det Styrende Råd, Carey Barber, John Barr og Lloyd Barry, deltog i indvielses- programmet