Nyt fra Rigets arbejdsmark
’Et godt budskab fra fjerne lande’
◻ I Grønland traf nogle Jehovas vidner på en forkyndertur en ung nordmand som tog imod bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? Han viste dog ikke synderlig interesse. Næste gang de besøgte hans afsidesliggende udsted, fortalte manden imidlertid at han havde læst bogen flere gange og gerne ville have flere bøger. Forkynderne efterlod en række bøger og brochurer hos ham. Men han blev ked af det da han fik at vide at forkynderne først kunne komme igen efter et år. Imidlertid fik han deres adresse. Til forkyndernes store overraskelse bankede manden en måned senere på deres dør. Han fortalte at han var faldet gennem isen med snescooteren på vej til sin båd, og at sejlturen til forkynderne havde taget seks timer. Nu bad han om mere læsestof og ville gerne tale om sandheden. Samme aften var han med til møde og satte sig for at komme én gang om måneden. Han kom til kredstilsynsmandens besøg, som opmuntrede ham meget. Han forlod kirken, blev en døbt forkynder og virker nu som heltidsforkynder dér hvor han bor. Når isen om vinteren forhindrer ham i at sejle til møderne, kommer han i helikopter, selv om flyveturen koster 1100 kroner.
Hvor mange af os må ofre så meget for sandhedens skyld?
◻ Mange mennesker på Madagaskar er lydhøre over for den gode nyhed. Der er kun godt 3200 forkyndere, men 16.205 overværede højtiden til minde om Kristi død. Brødrene gør en stor indsats for at nå ud til alle på øen.
Sytten af de 30 forkyndere i Isaonjo-menigheden besluttede at tage ud for at forkynde i et område adskillige kilometer derfra. Klokken halv et om natten drog de af sted fra deres landsby. Efter to timers vandring ad stejle stier og gennem fugtige sumpe kom de klokken halv tre ind i junglen. I det tætte mørke snublede nogle over klippefremspring, mens andre faldt ned i vandhuller dannet i klippernes hulrum. Skoven var fuld af igler og stikkende insekter, hvilket især var en plage for mange af søstrene. Nogle steder vadede forkynderne i mudder til knæene. Alle 17 var mere eller mindre medtagne da de endelig kom frem ved halvsyvtiden.
Kvart i syv begyndte de at forkynde. De fleste tog venligt imod dem. En dame der var gift med en fremtrædende protestant sagde imidlertid: „Jeg har min egen tro; det er nok for mig. Jeg kender Bibelen ud og ind.“ Da forkynderen viste et nummer af Vagttårnet, affærdigede damen hende overlegent: „Jeg har i forvejen så meget andet at læse,“ men spurgte derefter: „Hvem er De egentlig, og hvor kommer De fra? Hvem har sendt Dem?“ Efter at forkynderen havde givet hende et mildt svar og kort fortalt om de strabadser de havde været igennem for at nå frem til landsbyen, tog damen imod bladet og sagde: „Jeg køber det. Hvem ved, måske er De sendt af Gud!“
Klokken halv to påbegyndte de 17 tilbageturen. Denne gang brugte de mindre end fire timer, fordi det stadig var lyst. Trætte men velbeholdne nåede de hjem, strålende af glæde. „Det var en uforglemmelig dag for os 17 fra Isaonjo-menigheden,“ fortæller de.
Ja, Jehovas ånd ansporer hans indviede tjenere til flittigt at bringe den gode nyhed om Riget ud „til jordens fjerneste egne“, hvor den finder mange lyttende ører. — Apostelgerninger 1:8.
[Illustration på side 31]
Umanaks havn, Grønland