’Menneskefiskeri’ i Belize
KLEMT inde mellem Mexico og Guatemala ligger det lille land Belize, hvis klima er subtropisk. Langs med kysten, i det turkisblå Caraibiske Hav, ligger en række atoller og koralrev som tilsammen danner den vestlige halvkugles længste rev. Det meste af kystlandet er tørt og lavt. Men inde i landet, mod syd, rejser Mayabjergene sig til en højde af 1120 meter. Disse bjergegne, der engang var dækket af tæt skov, gennemskæres af bjergslugter, floddale og smukke vandfald.
Landet var oprindelig beboet af mayaerne, hvilket de mange ruiner og andre fortidslevn vidner om. I 1600-tallet slog nogle tidligere fribyttere sig ned her og begyndte at fælde blåtræer og mahognitræer. Senere blev landet en koloni og fik navnet Britisk Honduras. I 1981 opnåede det selvstændighed.
I dag har Belize cirka 175.000 indbyggere, en befolkning som er yderst blandet idet den både består af afro-belizere (kreolere), mestizer, mayaer, garinaguere (caraibiere), asiater, europæere og andre. På grund af landets fortid som britisk koloni er engelsk det officielle sprog, men spansk kommer lige efter. Kreolsk er også meget udbredt, og det samme gælder maya, garifuna og andre sprog.
Det 280 kilometer lange rev med de farvestrålende koraller, grotter og borglignende formationer er hjemsted for en rig variation af havdyr, som er en fryd for både øje og gane. Disse fiskebanker er en af landets største naturrigdomme. Men Belize har også med sin meget varierede befolkning og kultur, vist sig at være godt ’fiskevand’ for dem der har fulgt Jesu opfordring: „Kom, følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.“ — Mattæus 4:19.
’Fiskeriet’ går i gang
I 1923 flyttede James Gordon, en forkynder som var blevet døbt på Jamaica i 1918, til Belize. Her begyndte han at ’kaste sine net ud’ blandt dem der boede i og omkring landsbyen Bomba. Blandt hans ’fiskegrej’ var en enorm mahognikasse med bøger som han bar i den ene hånd, og en fonograf som han bar i den anden.
Omkring 1931 kom Freida Johnson, en heltidsforkynder fra Texas, til Belize på en forkyndertur i de centralamerikanske lande. I løbet af det halve år hun opholdt sig i landet, fik hun kontakt med en bager ved navn Thaddius Hodgeson, som igen fortalte en kollega, Arthur Randall, om sandheden. Thaddius Hodgeson blev senere en broder og videreførte arbejdet indtil 1945, da de første gileaduddannede missionærer, Charles Heyen og Elmer Ihrig, ankom.
Det følgende år blev der under et besøg af N. H. Knorr og F. W. Franz, Vagttårnsselskabets daværende præsident og vicepræsident, oprettet et afdelingskontor i Belize. Siden da er „nettet“ blevet kastet ud i alle egne af landet, og arbejdet har haft stadig fremgang. I 1989 nåede antallet af ’menneskefiskere’ et højdepunkt på 844.
’Nettene kastes ud’
I dag bliver den gode nyhed om Guds rige forkyndt regelmæssigt i Belize City og andre byer, men ikke i alle de afsidesliggende landsbyer og øer. Og indtil for få år siden blev der heller ikke forkyndt i San Pedro på øen Ambergris.
I mange år kom indbyggerne i San Pedro kun i kontakt med sandheden når forkyndere fra fastlandet indimellem tog derover på korte besøg. Forkynderne efterlod sig bibelske publikationer hos de interesserede, men kunne ikke følge interessen op da de måtte tilbage til fastlandet. Senere flyttede en familie på fire til Belize for at tjene hvor behovet var større. De tilbød at flytte til øen, selv om de måtte leve under interimistiske forhold indtil de fik bygget et hus. Men „fangsten“ var god. De oprettede mange bibelstudier, og i dag er der over 20 ’menneskefiskere’ på øen. I september 1986 byggede de, bistået af forkyndere fra hele landet, deres egen rigssal på blot én weekend.
I Toledo-distriktet mod syd ligger der en del isolerede mayalandsbyer, hvor sprogene ketchi og maya-mopan bliver talt. En gruppe forkyndere plejede at besøge disse landsbyer en gang om året i den tørre periode hvor floder og bjerge kan forceres. Med al deres oppakning på ryggen vandrede de ud til disse landsbyer, forkyndte for indbyggerne og kom på genbesøg hos dem som viste interesse.
I 1968, under en af disse årlige ture, besøgte brødrene landsbyen Crique Sarco. Her fandt en ung pige et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv som en forkynder uforvarende havde tabt. Hun fortæller selv hvad der videre skete:
„Bogen havde stor værdi for mig, selv om jeg aldrig fik læst den men kun kigget på de få billeder. Gennem brødrenes årlige besøg hos min far lærte jeg Guds navn, Jehova, at kende og blev klar over at Han havde en organisation. Da jeg senere gik på gymnasiet i byen Punta Gorda, blev der en dag stillet følgende spørgsmål i klassen: ’Hvad er Guds navn?’ Jeg svarede: ’Jehova.’ Som resultat fik jeg fem minuspoint og en disciplinærstraf der blandt andet bestod i at rense toiletter. Derpå blev jeg kaldt op til præsten som fortalte mig at hvis jeg sagde det navn igen ville jeg blive bortvist fra skolen. Jeg valgte at gå frivilligt og vendte aldrig tilbage.
Jeg fik først kontakt med sandheden igen mange år senere da jeg var blevet gift og boede i byen Corozal i nord. En dag så jeg en lap papir blive ført af sted af vinden, fik fat i den og opdagede at det var forsiden til brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod. Jeg fortalte en af mine venner at jeg ikke kunne acceptere Jehovas Vidners holdning til dette spørgsmål. Hun svarede at jeg måske en dag ville give dem ret. Næste dag ringede en broder og sagde at han havde hørt at jeg var interesseret i at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jeg svarede at det var jeg egentlig ikke, men han forklarede at det ikke behøvede at tage så megen tid. Jeg tog derfor imod tilbudet. Endelig fik jeg brug for den ’Sandhedsbog’ som jeg i otte år havde værnet om!
Min svigerfamilie lagde imidlertid snart pres på min mand for at få ham til at standse mit studium. Derefter flyttede vi til en isoleret landsby hvor jeg mistede kontakten med forkynderne. Til sidst besøgte en søster mig fra hus til hus, og studiet med mig blev genoptaget. Min mand gjorde alt hvad han kunne for at få mig til at holde op med at studere. Han drak sig fuld, støjede og larmede og jagede mig ud af huset, og truede med at finde sig en anden kone. Men jeg holdt stand og satte al min lid til Jehova i bøn. For to år siden besvarede Jehova mine bønner på en måde der overgik mine dristigste forventninger.
En dag kom min mand hjem med forslået ansigt og gik lige i seng. Senere samme dag sagde han: ’Jeg vil også gerne studere Bibelen!’ Hans ændrede indstilling var til stor glæde for mig, men samtidig vakte det hans families vrede. ’At skifte religion er at vende sine forældre ryggen,’ sagde de til ham, ’så du er ikke længere vores søn!’ Nu da min mand og jeg var blevet forenet i samme tro, gjorde vi hurtigt fremskridt. Vi blev døbt den 5. december 1987 ved den første særlige stævnedag vi overværede.“
Der fanges altså „fisk“ selv i de fjerntliggende egne af Belize. Brochuren Evigt liv på jorden! er blevet oversat til ketchi for at hjælpe mange flere i landsbyerne til at tage imod den gode nyhed. De som er blevet udfriet fra det forurenede vand i Satans ordning, nyder nu at kunne drikke af sandhedens krystalklare vand i Jehovas åndelige paradis.
For eksempel lærte en ung mand i Belize City ud fra Bibelen om Jehovas rene normer. Han gjorde sig fri af sit misbrug af marihuana og andre stoffer og blev døbt. Kort efter blev han ’menneskefisker’ på heltidsbasis. Han har også fået den forret at tjene som menighedstjener i den menighed han er tilsluttet. Endvidere er utallige par blevet hjulpet til at leve på en ren måde ved at blive lovformeligt gift. Mange andre har lært at læse og skrive for selv at kunne studere Guds ord. Jehovas Vidners undervisningsarbejde i Belize medfører altså ikke alene at folk får deres åndelige behov dækket; det er også på anden måde til gavn for samfundet.
Nettene hales i land
Engang fulgte Jesu disciple hans råd og kastede deres net ud på den anden side af deres båd. Følgen blev at ’de ikke længere var i stand til at trække det ind på grund af mængden af fisk’. (Johannes 21:6) På samme måde er der ved hjælp af den gode nyheds ’madding’ blevet ’fisket’ så mange mennesker i Belize at det er noget af en udfordring for de lokale forkyndere at drage omsorg for alle dem der strømmer til organisationen.
Der er et stort behov for modne brødre til at føre an i menighederne. Gennemsnitlig er der kun en eller to ældste i hver menighed. Desuden er det også en udfordring regelmæssigt at nå ud til alle dele af landet med den gode nyhed. Mange steder er der anlagt veje, men det offentlige transportnet er ringe udbygget, hvilket gør det svært for forkynderne at følge interessen op og for de interesserede at komme regelmæssigt til møderne. Nogle af de afsidesliggende egne kan man stadig kun nå til fods eller i kano.
Det er også svært for forkynderne i Belize at finde egnede steder til afholdelse af de ugentlige menighedsmøder og årlige kreds- og områdestævner. I 1987 var det samlede antal tilstedeværende ved områdestævnet „Stol på Jehova“ over 2200, omkring tre gange antallet af forkyndere i landet. For at kunne afholde disse stævner måtte brødrene rejse en midlertidig bygning på en grund nær Ladyville. Nu er de ved at undersøge muligheden for at opføre en permanent stævnehal på grunden.
Ja, forkynderne har begejstret taget de store udfordringer op. Dette har de vist ved deres øgede indsats i forkyndelsen. I 1979 brugte forkynderne i gennemsnit 8,3 timer i forkyndelsen hver måned, nu bruger de gennemsnitlig 11,3. Der har også været en fin tilstrømning til pionerernes rækker. Mens der i 1979 gennemsnitlig var 10 hjælpepionerer og 12 almindelige pionerer hver måned, er der nu henholdsvis 51 og 42. Den yngste er 14 år, den ældste 74.
Der er store udsigter til yderligere vækst at dømme efter det høje antal tilstedeværende ved højtiden til minde om Jesu død der i 1989 blev fejret den 22. marts. Forkynderne gjorde sig store bestræbelser for at invitere de interesserede. Resultatet blev et højdepunkt på 3834 tilstedeværende, hvilket er fire gange så mange som antallet af forkyndere! Det var betagende at se så mange etniske grupper — kreolere, mestizer, mayaer, europæere, kinesere, libanesere og andre — repræsenteret ved denne lejlighed.
De 844 forkyndere i landet leder desuden mere end 1000 bibelstudier. Når de fortsat ser hen til menighedens hoved, Jesus Kristus, efter vejledning, vil de sikkert få mange flere i Belize til at tage imod indbydelsen og blive ’menneskefiskere’.
[Kort på side 22]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
MEXICANSKE BUGT
MEXICO
BELIZE
Belize City
Punta Gorda
GUATEMALA
HONDURASBUGTEN
[Illustrationer på side 24, 25]
Opførelse af en rigssal i San Pedro på øen Ambergris