„Dette hus er dit“
„DETTE hus er dit — og vi har udvidet det.“ Disse ord er meget betegnende for de følelser byggearbejderne nærede da de afsluttede to års hårdt arbejde på Vagttårnets afdelingskontor i Australien! Ordene var henvendt til Jehova Gud, og indgik i en sang der var komponeret til denne særlige lejlighed — indvielsen af nogle nye tilbygninger til betelhjemmet og trykkeriet.
’Skal der allerede udvides?’
Forbavsende nok var det mindre end syv år siden at en lignende indvielse havde fundet sted, nemlig da det nybyggede betelkompleks i Ingleburn, i den sydvestlige udkant af Sydney, blev taget i brug. Hvorfor skulle der så allerede udvides?
For det første fordi forkyndertallet i Australien er vokset fra knap 32.000 i 1981 til et højdepunkt på 51.152 i oktober 1989, hvilket har nødvendiggjort en udvidelse af betelstaben. Desuden er der sket en voldsom stigning i mængden af de bøger og blade som Australien sender til andre afdelingskontorer. For tiden trykker Australien publikationer på 37 sprog der sendes til Fiji, Indonesien, Papua-Ny Guinea, Ny Caledonien, New Zealand, Salomonøerne, Tahiti, Vanuatu, Niue, Vest-Samoa, Tonga, Tuvaluøerne og Wallis-øerne samt til selve Australien. Betelfamilien er derfor vokset stærkt og har nu 164 medlemmer.
For at skaffe de fornødne faciliteter færdiggjorde man i begyndelsen af 1987 en ny treetages kontorbygning, hvilket gav den ekstra kontorplads der var så hårdt tiltrængt. Dernæst godkendte Det Styrende Råd opførelsen af en treetages tilbygning til trykkeriet samt en beboelsesbygning på fem etager. I januar 1988 gik man i gang med tilbygningen til trykkeriet på 3600 kvadratmeter. Et par måneder senere begyndte opførelsen af beboelsesbygningen med 51 nye værelser.
Offervilje og gavmildhed
Der blev sendt breve ud til menighederne i hele landet hvori frivillige blev indbudt til at blive medlemmer af „byggefamilien“ i op til to år. Tilslutningen var overvældende. Man modtog over 700 ansøgninger, og i løbet af byggeperioden kom der i alt 270 frivillige og arbejdede, nogle i to uger, andre i næsten to år.
En broder i staten Queensland oppe mod nord havde et gravefirma. Han solgte noget af sin virksomhed og var lige fra begyndelsen medlem af byggefamilien sammen med sin kone. Han købte en stor gravemaskine og udførte hovedparten af det nødvendige gravearbejde for egen regning. Da gravefasen var ved at være afsluttet, solgte han sin maskine og medvirkede i andre dele af byggeriet. Dette er blot ét eksempel på den uselviske ånd der har præget projektet.
Nogle brødre udlånte betonpumper til at pumpe de 3300 kubikmeter beton op i otte etagers højde i de to bygninger. Andre skænkede de fornødne materialer til de tre vandtanke af beton der hver kan rumme 22.000 liter, og atter andre brødre og søstre bidrog med deres arbejdskraft til bygningen af tankene.
Det var naturligvis ikke alle de frivillige der var faglærte håndværkere. Mange unge blev faktisk oplært undervejs. Adskillige blev habile murere mens de hjalp til med at lægge den halve million sten der skulle bruges til projektet. Andre lærte at lægge klinker og sætte fliser op. En søster blev på kun få uger meget ferm til at tapetsere.
Indvielsen
Da indvielsesdagen, lørdag den 25. november 1989, oprandt, var vejret klart og solrigt. Det var en smuk forsommerdag. Anden etage i den nye trykkeritilbygning var blevet ryddet for at give plads til indvielsesprogrammet. Tilhørerne på de øvrige to etager i trykkeribygningen, i forsendelsesafdelingen samt Betels undervisningslokale og spisesal kunne følge programmet via internt tv. På den måde blev der skaffet komfortable indendørs siddepladser til over 3000.
På trods af dette kunne man kun indbyde forkyndere der havde været døbt i cirka 40 år, foruden betelfamiliens og byggefamiliens personlige gæster. Om formiddagen blev der serveret forfriskninger, og til middag kunne man få en lækker madpakke. Klokken 9 begyndte den årlige generalforsamling for Vagttårnsselskabet i Australien, og alle 21 medlemmer var til stede. Efter at de nødvendige juridiske formaliteter var blevet klaret, blev alle andre inviteret ind for at lytte til et foredrag af Theodore Jaracz fra Det Styrende Råd.
Om eftermiddagen dannede 15 minutters teokratisk musik optakt til selve indvielsesprogrammet. Tilhørerne glædede sig over at høre rapporter, interessante anekdoter, oplevelser samt indlæg af de tre medlemmer fra Det Styrende Råd der overværede indvielsen. To af dem, Carey Barber og Daniel Sydlik, var i Australien for første gang. Broder Barber talte over emnet „Høsten er afslutningen på en tidsalder“, mens broder Sydlik behandlede temaet „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova“. Broder Jaracz, der betjente det australske afdelingskontor som zonetilsynsmand, holdt indvielsestalen.
Et dejligt højdepunkt var en sang på fire vers som blev sunget umiddelbart før indvielsestalen. Den var bygget over ordene i Esajas 60:22 og bar titlen: „Den mindste bliver til tusind“. I sangteksten takkede man Jehova for at mange frivillige havde fået den forret at udvide ’hans hus’ i denne del af den verdensomspændende arbejdsmark.
[Illustrationer på side 15]
Den nye tilbygning til Vagttårnets trykkeri i Ingleburn, Australien
C. Barber
T. Jaracz
D. Sydlik