Glæde og udholdenhed i Mellemøsten
Denne gribende rapport kommer fra Jehovas vidner i Libanon
TJENESTEÅRET 1990 begyndte med voldsomme granatangreb i Beirut. Men fra slutningen af september 1989 til januar 1990 kom vi ind i en rolig periode.
I en af disse måneder (november) blev der rapporteret et nyt højdepunkt på 2659 forkyndere; til sammenligning var der 2467 i tjenesteåret 1989. I hele perioden blev 45 døbt, og der var i gennemsnit 65 som deltog i hjælpepionertjenesten hver måned. For første gang blev der rapporteret over 2000 bibelstudier. Vi så derfor fremtiden i møde med spændt forventning.
Men så brød krigen igen ud i Østbeirut, hvor de fleste menigheder findes, og mange af vore brødre måtte flygte til andre egne af landet. I adskillige dage havde vi ingen kontakt med menighederne i de berørte områder, og tjenesterapporterne derfra var ufuldstændige. De flygtede brødre opsøgte imidlertid menighederne i de egne de kom til, så hus-til-hus-forkyndelsen fortsatte landet over med gode resultater. I mellemtiden mistede mange af vore brødre deres hjem, som enten brændte eller blev ødelagt af bomber. En søster mistede livet.
Tillidsfuldt så vi hen til Jehova efter hjælp og vejledning. Modige pionerer bragte frivilligt åndelige forsyninger samt mad og vand ind til vore brødre i de belejrede kvarterer. Af kærlighed til Jehova og brødrene krydsede de endog minerede veje. Der blev aflagt et fint vidnesbyrd da folk så hvordan brødrene hjalp hinanden. De så hvad ægte kærlighed kan udrette når alle er forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova. — Johannes 13:34, 35; 15:13.
Brødrene gik ikke glip af et eneste nummer af vore blade i tjenesteårets løb. Til forkyndernes og de interesseredes store glæde begyndte den arabiske udgave af Vågn op! fra og med 8. januar 1990 at udkomme samtidig med den engelske, ligesom det allerede var tilfældet med Vagttårnet. Det var også spændende at se nyudgivelserne på arabisk, deriblandt brochuren Skal man tro på treenigheden? og bøgerne Bibelen — Guds ord eller menneskers? og Min bibelhistoriebog.
Disse åndelige gaver blev tilvejebragt på trods af at mange fabrikker og virksomheder i Beirut har drejet nøglen om. Overalt i landet er den økonomiske situation elendig. Mange steder er der ingen vand, elektricitet eller telefonforbindelse. Men lad engang nogle af brødrene fortælle hvordan de har fundet glæde under en krig der fortsætter på 16. år.
„Den positive side“
En broder i Beirut skriver: „Først og fremmest vil jeg gerne sige Jehova inderligt tak fordi han under de svære forhold har beskyttet os i sin organisation for sand tilbedelse. Under de seneste begivenheder har jeg haft nogle glædelige oplevelser, og dem betragter jeg som den positive side af krigen.
Under det voldsomme bombardement sad vi sammen med naboerne på trappeopgangen, som er det sikreste sted at opholde sig under granatangreb. Vi talte hele tiden med dem om at Guds rige er den eneste løsning på menneskehedens problemer, og ofte bad vi til vor Gud, Jehova. Dette blev almindeligt kendt.
Nogle gange fortsatte granatilden i dagevis, hvilket hindrede os i at overvære møderne. Jeg tog derfor Vagttårnet med og satte mig til at studere på trappen. Det vakte vore naboers interesse. Nogle af dem havde ikke før villet tale med os fordi vi var Jehovas vidner. Men da vores hus blev ramt af en granat var de målløse over den kærlighed brødrene viste os. Nu ville de gerne tale med os. Nogle af dem tegnede endog abonnement på Vågn op!
Efter disse oplevelser er jeg besluttet på fortsat at tale om sandheden. Jehova fortjener al vor tilbedelse, pris og ære.“
„Jehovas navn reddede mit liv“
En broder fra Ras Beirut-menigheden fortæller: „Min hustru, vore to små drenge og jeg begyndte dagen med hus-til-hus-forkyndelse i Vestbeirut. Om eftermiddagen havde vi engelsksproget møde i vores hjem. Klokken halv syv var mørket faldet på. De eneste der færdedes i gaderne var bevæbnede mænd. Bomberne regnede ned. De fleste beboere i vores bygning var flygtet. Og der var hverken vand eller strøm. Pludselig hørte vi det banke på døren.
I den tro at det var en af vore naboer som manglede vand eller brød, åbnede min hustru døren. Udenfor stod der fire bevæbnede mænd. De sigtede på min hustru og spurgte efter mig ved navns nævnelse. Den uge var ni mænd blevet hentet i deres hjem og dræbt omgående. Da mændene så mig, sigtede de med deres automatpistoler mod mit hoved og bad mig følge med. Jeg sagde: ’Jeg skal nok følge med. Men tillad mig først at få tøj på.’ Af hele mit hjerte bad jeg til Jehova og anmodede om hans hjælp. Efter bønnen faldt der dyb ro over mig, og jeg begyndte at betragte disse bevæbnede og frygtindgydende mænd som mine medmennesker. Jeg talte frygtløst til dem.
Jeg spurgte: ’Hvad er det I vil mig? Lad os tale lidt sammen indenfor, før vi tager af sted.’ Inde i dagligstuen spurgte deres anfører: ’Hvilken ret har du til at gå ind i husene og forkynde for folk?’ Jeg svarede: ’Du medbringer en pistol så du kan tvinge din vilje igennem og ingen står jer i vejen. Jeg medbringer den fredelige gode nyhed som Jesus befalede os at forkynde.’ Jeg fortalte derefter om Jehovas Vidners tro og arbejde. Så snart jeg nævnte Jehovas navn, sagde de: ’Det er tilstrækkeligt at forhøre dig her. Du behøver ikke komme med.’ En af dem kendte tilsyneladende en broder, for han sagde: ’Det er en af samme slags som Jarjoura.’
I halvanden time forkyndte vi for disse pistolmænd og besvarede deres spørgsmål. I stedet for at tage mig med i bilens bagagerum, som de havde gjort med andre, undskyldte de, hvorpå de kyssede mig og tilbød deres hjælp hvis jeg fik brug for den. Derpå tog de af sted. Jeg havde hele tiden følt Jehovas beskyttelse. Hus-til-hus-forkyndelsen om formiddagen og mødet om eftermiddagen havde styrket mig til at stå fast. Ja, Jehovas navn reddede mit liv.“ — Ordsprogene 18:10.
„Jehova skærmede os“
En anden broder fra Beirut skriver: „Onsdag den 31. januar 1990 begyndte kampene mens min broder og jeg arbejdede på en søsters hus. Overalt eksploderede der granater. På grund af den voldsomme ildkamp kunne vi ikke tage hjem. Men søsteren var meget gæstfri, selv om hun kun havde nogle få stykker brød.
Jeg var meget bekymret for min kone eftersom hun er filippiner og ikke er vant til krigens gru. Dagen efter var det muligt at tage hjem. Stabler af møbler spærrede gaderne, men takket være Jehovas beskyttelse var min familie uskadt. Efter en kort pause begyndte det heftige granatbombardement igen. Vi søgte tilflugt hos en broder i nærheden. Vi var fem i alt — min hustru, vores søn på to år, jeg selv, broderen og hans kone. Bomber, granater og raketter slog ned overalt, men Jehova skærmede os. Granatilden varede ved i to døgn. Imens lå vi på gulvet med bomberøgen i næseborene.
Mens vi hørte eksplosionerne genkaldte vi os Davids ord i Salme 18:1-9, 16-22, 29, 30. Trods alt det der skete i disse svære øjeblikke var vi glade og kunne stadig smile. Vi bad Jehova om at vi måtte få en hurtig død, uden at lide, hvis vi blev ramt. Vores tro på opstandelsen var stærk.
Næste dag skete der noget utroligt. Der faldt hen ved 25 bomber nær huset hvor vi skjulte os, men ingen af os blev såret. Kan I forestille jer hvordan vi følte det ved at mærke Guds beskyttelse? Næste morgen valgte vi at flygte omgående. Min bil var den eneste i gaden som ikke var brændt. Jeg kørte mellem miner og bomber. Med Jehovas hjælp nåede vi frem til et område som var lidt fredeligere end vores. Dér sørgede vore brødre kærligt for tøj, føde og penge til os.
Alle vanskeligheder til trods var vi lykkelige fordi Gud var med os. Det var næsten som om han sendte sine engle for at holde bomberne på afstand af os. (Salme 34:7) Ja, vores glæde var stor. Og den vil være endnu større efter Harmagedon.“
Aktiv nødhjælp!
Nogle kvarterer i Beirut så ud som efter et jordskælv. Mange af brødrenes huse var beskadiget eller ødelagt. Da den seneste krise opstod, nedsatte afdelingskontorets udvalg et nødhjælpsudvalg som skulle organisere hjælp til brødrene. Den 16. februar 1990, da det omsider var muligt at komme ind i de kamphærgede områder igen, tog man straks fat. Udvalget havde tre mål: At opmuntre brødrene åndeligt, at sørge for penge, fødevarer og vand, at hjælpe med at reparere eller genopbygge deres hjem.
Det var ikke nødvendigt at indkalde frivillige. Der meldte sig hver dag mange hjælpere lige fra den tidlige morgenstund. Her er nogle kommentarer fra dem der nød gavn af hjælpen.
En søster der fik sit hus rengjort og repareret sagde: „Jeg havde hørt om den hjælp brødrene yder når en katastrofe rammer. Nu har jeg selv mærket den.“ Nabokonen, der er muslim, sagde til søsteren: „I har virkelig kærlighed til hinanden. I har den sande religion. Nu vil jeg tage ud til min landsby og fortælle hvad I udretter her.“ Denne nabo kom med mad til de frivillige arbejdere.
En ældre søster bemærkede: „Jeg regnede med at I ville komme og besøge mig, men jeg havde ikke troet at Selskabet ville sende nogen til mig med vand.“ Hun græd idet hun kyssede den broder som kom og hjalp hende.
En familie på tre — mand og hustru, som var udøbte forkyndere, og deres lille dreng — blev besøgt og fik en stor kasse mælk, samt brød, drikkevand og penge. Da de hørte at Jehovas Vidner stod bag, sagde manden: „Jeg har stået i den evangeliske kirke i 11 år og har været meget aktiv. Men under de 15 års krig i Libanon har de aldrig gjort noget tilsvarende for deres medlemmer.“ Han fortsatte: „Dette er slet og ret Guds organisation.“ Ægteparret blev døbt ved et stævne i maj 1990.
En ældste sagde: „Ord formår ikke at udtrykke vor tak for jeres kærlighedsgerninger mod de nødlidende brødre. Jeg var dybt bevæget da jeg så en gruppe frivillige unge brødre genopbygge mine forældres hus. Selv vore naboer, der ikke er Jehovas vidner, gav udtryk for påskønnelse. Vi er Jehova og hans organisation meget taknemmelige for den praktiske hjælp der er ydet. Hvor er salmistens ord i Salme 144:15 sande: ’Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!’“
„Hvad er I for mennesker?“
En søster som har familie, skrev: „Jeg vil gerne udtrykke min dybe taknemmelighed for den kærlighed Jehova og hans organisation viser. Mit hus blev ramt af granater og brændte. Mange fortalte os at det ikke kunne reddes. Men nu står det fuldstændig nyrenoveret som om intet var hændt, omgivet af hundreder af nedbrændte eller ødelagte huse i vores gade.
Selv vore naboer, som ikke er Jehovas vidner, spørger: ’Hvad kommer denne kærlighed af? Hvad er I for mennesker? Hvem er de der arbejder så nidkært og opfører sig så pænt og stille? Lovet være den Gud som har givet jer denne kærlige og selvopofrende indstilling.’ Ja, ordene i Salme 84:11, 12 holder stik: ’For Jehova Gud er sol og skjold; gunst og herlighed skænker han. Jehova forholder ikke dem der vandrer uangribeligt, noget godt. Hærstyrkers Jehova, lykkeligt er det menneske der stoler på dig.’“
En mand hvis kone og børn er Jehovas vidner, skrev: „Jeg vil gerne takke jer for jeres hjælp med at reparere mit hus. Jeres arbejde vidner om ægte kristen kærlighed, hvilket er en sjældenhed nu om stunder. Måtte Gud velsigne jeres arbejde.“
Efter at en ældste havde fået sit hus istandsat, fremkom han med følgende udtalelse: „Vore tunger formår ikke at udtrykke hvad vi føler i vore hjerter. Vi kan ikke finde ord for vores taknemmelighed mod Jehova og hans organisation. Vi følte Jehovas nærhed midt i vores ulykke. Jeres kærlighed har tilskyndet alle i min familie til at hjælpe andre i nød.“
I april deltog 194 forkyndere i Libanon i hjælpepionertjenesten. Den aften mindehøjtiden fandt sted var der roligere end normalt. I alt 5034 overværede mindehøjtiden. Alle planlagte stævner er blevet holdt, og det samlede antal døbte kom op på 121, trods de kaotiske tilstande. Mange familier i menighederne har forladt landet. Men nyinteresserede gør fremskridt hen imod dåb, og forkyndertallet stiger støt. I tjenesteåret 1990 erfarede alle de 2726 forkyndere i Libanon der tilhører Jehovas folk, hans trofasthed. Ja, Jehova drog omsorg for os og førte os gennem de vanskelige tider. — Salme 33:4, 5; 34:1-5.