Den gode nyhed forkyndes i Sydafrikas landdistrikter

OPHIDSEDE menneskemængder, uropoliti, tåregas. I de senere år har sydafrikanske byer været hjemsøgt af stridigheder. Selv ikke de smukke landdistrikter — hvor over 40 procent af befolkningen bor — har været forskånet for politiske voldsepisoder. Midt i alt dette er Jehovas vidner fortsat med at forkynde „fredens gode nyhed“. — Efeserne 6:15.

I årevis har Jehovas vidner én gang om året haft en særlig tre måneders kampagne der især har taget sigte på at forkynde for landbefolkningen. I 1990 deltog over 12.000 forkyndere fra 334 menigheder i denne kampagne. Men der er naturligvis mange forhindringer som må overvindes for at man kan nå ud til den spredte landbefolkning i det sydlige Afrika.

Forkynderne konfronteres blandt andet med en mængde forskellige kulturer og sprog. Det er en sand befolkningscocktail! Der er både engelsk- og afrikaanstalende farmere, samt pedier, sothoer, tsongaer, tswanaer, vendaer, xhosaer og zuluer. Hver etniske gruppe har sit kulturelle særpræg og sprog. Afstandene er desuden store og vejene dårlige. Derfor kræver arbejdet selvopofrelse samt tid og penge. Jehova har imidlertid rigt velsignet forkyndernes indsats. Men lad os fortælle lidt om den succes og de vanskeligheder forkynderne har haft i dette særlige distrikt. — Jævnfør Malakias 3:10.

En søndagsskole i Zululand

Lige i hjertet af det subtropiske Zululand ligger en dyb dal ved Umvotifloden. Fra klipperne kan man se klynger af stråtækte zuluhytter så langt øjet rækker. En søndag i 1984 kom to forkyndere ned i dalen ad den snoede, støvede vej. Området er så varmt og fugtigt at det bliver kaldt for Kwa-Sathane (Satans sted) — en klar hentydning til den falske lære om et brændende helvede hvor ilden holdes ved lige af Djævelen!

Våde af sved henvendte brødrene sig til en kvinde ved navn Doris som underviste en søndagsskoleklasse. Efter at have hørt budskabet om Riget indbød Doris straks forkynderne til at holde tale for hendes 40 elever. Hvad blev resultatet? Den følgende uge vendte brødrene tilbage med 70 eksemplarer af Min bibelhistorieboga til brug i den lokale skole. I løbet af et par uger forvandlede søndagsskolen sig til en bibelstudiegruppe. I stedet for at synge salmer sang man Rigets sange på afrikansk manér med smukke naturlige harmonier. Snart voksede gruppen til over 60. En broder udbrød: „Det var en enestående oplevelse at være med til at forvandle denne søndagsskole til et sted for sand tilbedelse!“

I den støvede bush

På grund af kirkernes engagement i de politiske uroligheder er mange hvide farmere forsigtige eller ligefrem mistænkelige hvis der kommer nogen og vil tale om Bibelens budskab. Her er en rapport fra en gruppe forkyndere i Johannesburg som rejste 640 kilometer for at udbrede den gode nyhed i Transvaal.

„Vi har næsten kørt fire timer mod nord hen over bushen. En luftspejling danser på den snorlige vej som flimrer under den afrikanske sol. Pludselig hører asfaltvejen op og afløses af en jordvej med dybe hjulspor og huller. Til sidst fører en sandet vej os til en farm.

’God morgen, Meneer,’ siger vi idet vi hilser på en sværlemmet farmer.

’Morgen,’ svarer han brysk. ’Kan jeg hjælpe jer med noget?’

Efter at have præsenteret os, forklarer vi vort ærinde. Ordene har knap nok forladt vore læber, før han råber: ’Min præst har advaret mig mod jer! I er alle kommunister og antikrister. Forsvind fra min ejendom før jeg . . .!’

Da farmerens holdning antyder at han kan blive voldelig hvert øjeblik det skal være, har vi ikke andet valg end at køre og ’ryste støvet af vore fødder’. (Mattæus 10:14) Der er støv nok til at kunne gøre dette rent bogstaveligt.

På næste farm er reaktionen den samme. Vi forstår efterhånden at telefonen har været flittigt benyttet af den lokale hollandsk-reformerte præst, som har advaret ’sin hjord’ mod den forestående ’fare’ i nabolaget. Til sidst træffer vi dog en farmer som, skønt han ikke selv er interesseret, siger: ’I kan tale med mine arbejdere.’

Det er lige hvad vi har håbet på. Ved siden af nogle akacietræer ligger cirka ti beskedne lerhytter. Vi fornemmer de nysgerrige blikke fra hytterne mens vi stabler stakke af bøger op på bilens motorhjelm. I én stak er der bibler, og i en anden bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. En stak med Min bibelhistoriebog og forskellige brochurer fuldender udstillingen. En dreng løber af sted for at melde vores ankomst i hele landsbyen. Snart er der samlet en skare på 30 omkring bilen for at høre budskabet.

Der bliver spillet et bånd med en prædiken på tswana for dem. De er begejstrede for at høre den gode nyhed om Guds rige og håbet om et paradis forkyndt på deres eget sprog! Der snakkes livligt mens vi tilbyder dem publikationerne. Inden længe kan vi knap nok klare efterspørgselen. En gammel mand vil endda købe båndoptageren. Vi er dybt bevægede over den værdsættelse af den gode nyhed som de på forskellig måde viser — et genert smil, en berøring eller et stille ’tak’.

Spontant stiller børnene op i en ujævn række og synger en traditionel afskedssang. Pludselig fortoner de støvede, bumpede veje og de negative reaktioner sig. Dette har været alle strabadserne værd!“

En høvding udsteder et dekret!

En menighed fra Soweto havde fået til opgave at forkynde i et stammeområde nær landsbyen Piet Retief. Traditionen byder en gæst først at oplyse sit forehavende til indunaen (høvdingen) i området. Brødrene fulgte denne skik. Til deres overraskelse bød høvdingen dem hjerteligt velkommen og tilbød endda at indlogere dem i sit hjem! Desuden skrev han et introduktionsbrev og satte sit officielle stempel på det, så forkynderne kunne have det med fra hus til hus. Brevet lød: „De er forkyndere af Guds rige. Byd dem indenfor og lyt til dem.“

Reaktionen var så positiv at forkynderne fik arrangeret et offentligt foredrag på gårdspladsen ved høvdingens hus samme søndag eftermiddag. Gården var fyldt til bristepunktet, og mødet blev indledt og afsluttet med sang og bøn. Lignende erfaringer med oprigtige mennesker har man haft i andre landområder.

Dette gælder for eksempel Nathaniel, som boede i den lille landsby Pitsedisulejang i det tørkeramte område Bophuthatswana. Han var landbrugskonsulent og underviste den lokale befolkning i hvordan de effektivt kunne producere friske afgrøder. Han drømte om at forvandle dette golde område til et paradis. Og da han blev klar over at der snart ville komme et verdensomspændende paradis, tændte det lys i hans øjne. Han noterede ivrigt hvert eneste skriftsted forkynderne viste ham. Nathaniel blev hurtigt bragt i kontakt med den nærmeste menighed der lå 30 kilometer borte.

Mange sandhedssøgende mennesker modtager hjælp

„Jehova viste os at fattigdom ikke forhindrer åndeligt hungrende mennesker i at lære sandheden at kende,“ siger Monika, der er pioner, det vil sige heltidsforkynder. Hun har været med en gruppe pionerer der forkyndte fra farm til farm hen over Oranje Fristatens åbne sletter i den centrale del af landet. Hvordan ser pionererne på det at ofre sig for at give disse mennesker del i den gode nyhed? „Hvem kan gøre det vi har erfaret op i penge?“ svarer de. Ja, disse pionerer er blevet rigt åndeligt belønnet for deres indsats.

Selv analfabetisme afholder ikke åndeligt hungrende mennesker fra at lære Bibelens sandhed at kende. Den smukt illustrerede brochure Evigt liv på jorden er blevet særlig godt modtaget af analfabeter og læsesvage personer. Unge og gamle er fascinerede over de farvestrålende billeder af Paradiset. En heltidstjener der er med til at trykke dette materiale, bemærker: „Denne brochure hjælper folk til at betragte Paradiset som noget virkeligt, og den øger deres naturlige ærbødighed og ærefrygt for Bibelen.“

Af samme grund er Min bibelhistoriebog blevet overordentlig populær. I det afsidesliggende område Lebowa opdagede to af vore åndelige søstre til deres overraskelse at en gammel, halvblind mand og hans kone havde denne bog på sepedisproget. Ægteparret brugte den som læsebog for børnene på de kanter. Faktisk var bogen blevet læst og understreget så meget at den var ved at falde fra hinanden. Glæden var stor da de fik en ny bog!

Sande kristne publikationer dækker derfor et stort behov ved at hjælpe sandhedssøgende mennesker. Interessant nok bliver en stor del af alt trykt materiale på mange af de lokale sprog i det sydlige Afrika fremstillet af Vagttårnsselskabet. Alene i 1990 blev der spredt 113.529 af Selskabets bøger, brochurer og blade i Sydafrikas landdistrikter.

Arbejdet bærer frugt

Har publikationerne og de gode oplevelser ført til en god høst i de sydafrikanske landdistrikter? Bestemt. Siden 1989 er der blevet dannet fire menigheder og ni isolerede grupper som følge af arbejdet i disse områder. Forkyndere der midlertidigt har tjent som specialpionerer og almindelige pionerer har haft en stor andel heri.

Husker du Doris og hendes søndagsskole i den afsidesliggende dal i Zululand? I dag er hun en indviet, døbt forkynder for Jehova. En gruppe på ni forkyndere i dalen gør fortsat åndelige fremskridt. Mange nye overværer møderne i Doris’ hjem, og ved områdestævnet i Durban i december 1990 blev syv personer som hun leder bibelstudium med, døbt.

Disse resultater virker tilskyndende på forkynderne i Sydafrika. De tager apostelen Paulus’ ord til hjerte: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle.“ (Galaterne 6:10) Ja, Jehovas tjenere er besluttede på at nå alle oprigtige mennesker, deriblandt landbefolkningen i „jordens fjerneste egne“. — Apostelgerninger 1:8.

[Fodnote]

[Kort/illustration på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Lebowa

TRANSVAAL

Soweto

Piet Retief

Bophuthatswana

ORANJE-FRISTATEN