Jeg slugte min stolthed og fandt lykken

I 1970 var jeg 23 år og meget stræbsom. Jeg blev kontorchef på min arbejdsplads, en bilklub i Ivrea i Italien. Jeg var fast besluttet på at ’blive til noget’. Men alligevel var jeg nedtrykt og trist til mode. Hvorfor?

Min mand brugte det meste af sin tid på at gå på bar og spille kort med sine venner, så ansvaret for familien var for en stor del overladt til mig. Vores indbyrdes forhold var langsomt begyndt at smuldre. Vi skændtes over selv de mindste ting. Mine tanker blev derfor mere og mere negative.

’Der er ingen der interesserer sig for mig. De er kun ude på at drage fordel af min position,’ kunne jeg sige til mig selv. ’Der kan ikke være nogen Gud til, for hvis der var, ville han ikke tillade al den lidelse og ondskab der findes. Livet er jo kun et løb mod døden.’ Dét var ting jeg ikke kunne forstå.

En forandring begynder

En dag i 1977 bankede to af Jehovas vidner på vores dør. Min mand, Giancarlo, inviterede dem ind i stuen for at snakke med dem. Det var hans hensigt at få dem overbevist om udviklingsteorien, men det var dem der fik ændret noget i hans opfattelse!

Snart begyndte Giancarlo også at ændre noget ved sin væremåde. Han blev mere tålmodig og ofrede mere tid og opmærksomhed på vores datter og mig. Han forsøgte at fortælle mig om de ting han havde lært, men hver gang bed jeg ham af med en skarp bemærkning.

En dag da forkynderne kom, satte jeg mig for en gangs skyld ned og gav mig til virkelig at lytte. De fortalte om afslutningen på denne tingenes ordning og om Guds rige, Paradiset på jorden, og de dødes opstandelse. Jeg var dybt forundret og sov ikke de næste tre nætter! Egentlig ville jeg gerne vide mere, men min stolthed afholdt mig fra at stille spørgsmål til min mand. Så en dag sagde han meget direkte til mig: „I dag skal du høre efter. Jeg har svar på alle dine spørgsmål.“ Og så begyndte han nærmest at overøse mig med bibelske sandheder.

Giancarlo fortalte mig at Jehova er navnet på Skaberen, at hans mest fremtrædende egenskab er kærlighed, at han sendte sin søn som en løsesum hvorved vi har fået mulighed for at opnå evigt liv, og at Jesus under sit tusindårige styre vil oprejse de døde, efter at de onde er blevet udslettet i Harmagedon. Han fortalte at de oprejste vil nå frem til mental og fysisk fuldkommenhed og at de vil kunne opnå evigt liv i et paradis på jorden.

Dagen efter gik jeg med min mand hen i rigssalen for første gang. Bagefter sagde jeg til ham: „Disse mennesker har kærlighed til hinanden. Dem vil jeg gerne komme sammen med — de er jo virkelig lykkelige.“ Så begyndte jeg at overvære møderne regelmæssigt, og der blev påbegyndt et bibelstudium med mig. Jeg tænkte meget over de ting jeg lærte og blev hurtigt overbevist om at jeg havde fundet Guds sande tjenere. Min mand og jeg symboliserede vores indvielse til Jehova ved at lade os døbe. Det var i januar 1979.

Heltidstjenesten

Ved et områdestævne senere samme år blev der holdt et foredrag der opfordrede tilhørerne til at tage del i forkyndelsen på heltidsbasis. Jeg følte mig tilskyndet til at tage denne tjeneste op, og lagde det frem for Jehova i bøn. Men så blev jeg gravid, hvilket satte en stopper for de planer. I løbet af de næste fire år fik vi tre børn. To af dem blev på forskellige tidspunkter alvorligt syge. Men lykkeligvis er de begge kommet sig uden mén.

Nu følte jeg at jeg ikke længere kunne udsætte mine planer om at begynde i heltidstjenesten. Jeg sagde mit verdslige arbejde op, så jeg bedre kunne koncentrere mig om mit ansvar som hustru og mor. Min mand og jeg lagde planer om at forenkle vores tilværelse, sådan at vi kunne klare os med én indtægt. Og Jehova har rigt velsignet os — vi lever hverken i fattigdom eller nød.

I 1984 begyndte min datter i heltidstjenesten som pioner. Da var hun 15 år og var lige blevet døbt. På samme tidspunkt blev min mand udnævnt til ældste. Og hvad med mig? Jeg følte stadig ikke at jeg havde mulighed for at være pioner, så jeg satte mig det mål at bruge 30 timer om måneden i forkyndelsesarbejdet. Jeg nåede det, og sagde stolt til mig selv: ’Godt gjort! Du er vel nok flittig!’

På en måde blev stoltheden endnu en gang et problem for mig. (Ordsprogene 16:18) Jeg blev ved med at tænke på hvor flittig jeg var og at jeg ikke behøvede at gøre yderligere åndelige fremskridt. Min åndelighed begyndte at svækkes, og langsomt forsvandt de gode egenskaber jeg ellers havde opdyrket. Men så fik jeg den nødvendige tugt.

I 1985 fik vores menighed besøg af to rejsende tilsynsmænd. Ved den lejlighed var de gæster i vores hjem sammen med deres hustruer. Jeg lagde mærke til hvor ydmyge og selvopofrende disse kristne forkyndere var, og det fik mig til at tænke mere over min egen situation. Ud fra Vagttårnsselskabets publikationer undersøgte jeg emnet ydmyghed. Jeg tænkte på den store ydmyghed Jehova viser ved at beskæftige sig med os syndige mennesker. (Salme 18:35) Det gik op for mig at jeg måtte ændre min indstilling.

Jeg bønfaldt Jehova om hans hjælp til at opdyrke ydmyghed og tjene ham på den rigtige måde, og til at bruge mine evner til hans ære. I marts 1989 udfyldte jeg omsider en pioneransøgning og begyndte at tjene ham som heltidsforkynder.

Først nu kan jeg sige at jeg er virkelig lykkelig. Og årsagen til min lykke er at jeg slugte min stolthed. Mit liv har fået indhold — jeg kan hjælpe de retsindige til at forstå at Gud ikke er langt væk fra dem som søger ham. — Fortalt af Vera Brandolini.