„Rigsforkynderne“ besejler de mange vande i Guyana

GUYANA.a Dette indianske ord betyder „vandenes land“. Og det beskriver rammende landskabet i dette det eneste engelsktalende land i Sydamerika. Landet krydses af utallige floder og bifloder, som bugter sig vej fra højlandet gennem den tropiske regnskov og ud til Atlanten. Disse vandveje er livsnerven for mange småbyer og farme langs flodbredderne.

Jesus forudsagde at ’denne gode nyhed om riget skulle forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. Dette indebærer at der også skal forkyndes for de folk der bor langs floderne i Guyana. (Mattæus 24:14) I årevis har grupper af forkyndere, heraf mange pionerer, derfor besejlet Guyanas vande i store og små både for at bringe den gode nyhed ud til folk.

Til det formål har Vagttårnsselskabet i Guyana haft fem træbåde kaldet Rigsforkynder I, II og så videre, op til Rigsforkynder V. Det er syv meter lange, åbne, træbåde med dyb køl kaldet balahoo, som er bygget og bliver vedligeholdt af en familie der er Jehovas vidner. De lokale Jehovas vidner kalder bådene ’forkyndere’. De to oprindelige både blev sat ud af drift efter flere årtiers tjeneste. Nummer III, IV og V benyttes stadig på Pomeroon-, Mahaica- og Demerarafloderne.

På Demerara

I England og dele af Europa forbindes ordet „demerara“ med et gyldenbrunt rørsukkerkrystal, som især hentes fra plantagerne langs den mudrede flod af samme navn. Fra kysten går der langs vestbredden en vej som ender hvor rørsukkerplantagerne ophører. Skal forkynderne bringe det ’søde’ budskab om Jehovas rige videre op ad floden, må de tage ’forkynderbådene’. I disse flodegne er indbyggerne hinduer, muslimer og navnkristne.

Forkyndelseskampagnerne på Demerara kan vare fra én dag op til flere uger. Man sejler fra morgen til aften, og går undervejs i land flere steder. På flerdagsture laver pionererne ikke alene mad og spiser i båden, men de sover også i den. Når natten falder på, fortøjes Rigsforkynder til et mangrovetræ, eller der ankres op ved en kajplads hvis der er en ledig. Ved forstavnen og agterstavnen rejses nogle toogenhalv meter høje stave. Mellem de opretstående stave udspændes stramt et reb, hvorefter der bliver lagt en stor presenning hen over båden som et tag eller en overdækning. Træplanker gør det ud for senge, og et tæppe og et lagen tjener som madras. Men trods de primitive forhold er det let at falde i søvn efter en lang dag.

„Bader I i det mudrede vand?“ bliver pionererne spurgt.

„Ikke hvis vi kan undgå det!“ lyder svaret. „Når som helst vi kommer til en ferskvandskilde fylder vi vore beholdere med vand til madlavning, drikkevand og badning.“

Deres udholdenhed belønnes med mange gode oplevelser. Engang de skulle i land kom en mand hen og stillede sig op med hænderne i siden, og så til med stor interesse. Han læste navnet på bådens forstavn højt: „Rigsforkynder V!“ Derpå sagde han: „I må være Jehovas vidner. Der er ingen andre end jer der bruger ordet ’rige’ på den måde. I har jeres rigssal og nu båden Rigsforkynder.“

Fra Gilead til Pomeroon

Arbejdet på Pomeroonfloden har en noget anden karakter, fortæller Frederick McAlman. I 1970 gennemgik han Vagttårnets Bibelskole Gilead. Året efter blev han sendt til Charity, en lille landsby på østbredden af Pomeroon, 34 kilometer inde i landet, hvor der var en gruppe på fem forkyndere.

„I fem lange år havde vi den ’glæde’ at ro Rigsforkynder II op og ned ad Pomeroon før vi fik en brugt, seks hestekræfters påhængsmotor,“ fortæller broder McAlman. „Vi sejlede med tidevandet og forkyndte langs østbredden indtil vi nåede til Hackney, elleve kilometer fra udmundingen. Dér fik vi en god nats søvn i søster DeCambras hjem, som dengang var jordemoder i området. Tidligt næste morgen fortsatte vi ned til flodens udmunding før vi tog over til vestbredden. Derefter arbejdede vi os de 34 kilometer tilbage til Charity.“

I ti år havde de glæde af påhængsmotoren med seks hestekræfter. I 1986 blev den skiftet ud med en ny, femten hestekræfters model. Når broder McAlman, der i mere end 21 år har tjent trofast på Pomeroonfloden, betragter den nyopførte rigssal i Charity, ser han resultatet af sit arbejde. Rigssalen benyttes af en menighed bestående af 43 forkyndere, der kommer fra forskellige egne ved floden. Den gennemsnitlige mødedeltagelse er på over 60, og i 1992 var der ved højtiden til minde om Jesu Kristi død 190 til stede!

På udkig efter „Vagttårnsmanden“

Mandag er markedsdag i Charity. Det er derfor et passende tidspunkt at forkynde den gode nyhed på, og forkynderne er der med bladene Vagttårnet og Vågn op! En dag i begyndelsen af 70’erne kom Monica Fitzallen fra Warimuri ved Morukafloden til markedet og fik to blade af broder McAlman. Da hun kom hjem lagde hun imidlertid bladene i bunden af sit klædeskab.

„Dér lå de i to år uden at jeg læste dem,“ erindrer Monica. „På et tidspunkt blev jeg syg og var i et stykke tid sengeliggende. Da jeg fik det bedre, begyndte jeg at samle alt det læsestof jeg havde i huset sammen for at have noget at tage mig til. Til sidst kom jeg i tanker om de to blade i klædeskabet og begyndte at læse dem.“ Hun kunne straks fornemme at de havde sandhedens klang.

Da Monica blev rask spurgte hun sin mand, Eugene, om han ikke kunne tage et arbejde ved Pomeroonfloden så hun kunne finde den mand hun havde fået bladene af. Eugene indvilligede, men kunne kun få et arbejde på en farm ved Pomeroon i én uge, fra mandag til lørdag eftermiddag.

Der blev så oprettet et korrespondancebibelstudium. Kort tid efter sendte Monica et brev til den anglikanske kirke hvori hun udtrykte ønske om at blive meldt ud. Hun fik følgende svar fra præsten: „Lyt ikke til JV’erne. De har en overfladisk bibelforståelse. Jeg kommer og drøfter sagen med dig.“ Præsten er ikke dukket op endnu. I 1975 blev Monica døbt. Et år senere blev hendes mand, der af brødrene bliver kaldt onkel Eugene, også døbt efter et grundigt studium af Bibelen. (Apostelgerninger 17:10, 11) Selv om de har en kanotur på 12 timer til den nærmeste menighed, i Charity, er de fortsat aktive i forkyndelsen.

Missionærture til det indre af landet

I de senere år har Vagttårnsselskabet regelmæssigt arrangeret missionærture til det indre af landet. I både med påhængsmotorer har frivillige smagt den glæde det er at bringe den gode nyhed ud til folk i de indianske reservater og i de isolerede landbrugssamfund langs vandvejene dybt inde i det indre af landet. Som pionerer i ordets egentlige betydning har de haft den forret for første gang nogen sinde at bringe det livreddende budskab om „Jehovas navn“ ud til indbyggerne i disse fjerne egne. (Romerne 10:13-15) Brødrene har måttet udholde mange strabadser. Nogle gange har de måttet sejle på floderne helt op til tre dage for at nå deres bestemmelsessted. Men belønningerne har været store.

Nær skovarbejdersamfundet Kwebanna ved floden Waini boede en ung mand som var i pinsebevægelsen. Han blev kontaktet under den første missionærtur til området, i juli 1991. Ved et efterfølgende besøg i oktober blev der oprettet et bibelstudium. For første gang så han i sin egen Bibel at Guds navn er Jehova, at Jesus ikke er den Almægtige og at treenighedslæren ikke er bibelsk. (Salme 83:18; 1 Korinther 11:3) Han var så begejstret at han, efter at brødrene var taget af sted, samlede nogle af sine venner fra pinsebevægelsen og ud fra deres egne bibler viste dem sandheden om Jehova Gud og Jesus Kristus. Eftersom de fleste af dem nægtede at tage imod sandheden, fandt han tiden inde til at forlade „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 18:2, 4) Da brødrene i februar 1992 kom tilbage for at besøge ham, fortalte han dem hvad der var sket og tilføjede: „Jeg vil gerne slutte mig til jer. Jeg ønsker at blive et Jehovas vidne. Jeg vil lære folk sandheden at kende!“

Sådanne erfaringer hjælper brødrene til at fortsætte med denne spændende gerning. De der tager på missionærturene må give afkald på hjemlig komfort, risikere at pådrage sig sygdomme som malaria og udholde strabadser i vildmarken. Men også de der bliver derhjemme bringer ofre. Familierne må nogle gange undvære deres kære i ugevis. Menighederne må klare sig uden de ældste og uden de andre brødre, så der i nogle tilfælde kun er én broder tilbage til at sørge for menigheden. Men der er stor glæde og begejstring når menigheden hører deres glædelige oplevelser ved deres hjemkomst! Så er omkostninger og afsavn glemt!

De forkyndere som besejler Guyanas mange vande med den gode nyhed, har et utal af skønne oplevelser. Sammen med deres medarbejdere rundt om i verden bringer de modigt og villigt Gud „lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. — Hebræerne 13:15.

[Fodnote]

[Kort på side 24]

NICARAGUA

COSTA RICA

PANAMA

VENEZUELA

COLOMBIA

GUYANA

SURINAM

FRANSK GUYANA

BRASILIEN

BOLIVIA

ATLANTERHAVET

[Illustrationer på side 26, 27]

Til venstre: Forkyndelse på markedsdag

Herover: Den gode nyhed fremholdes på Demerarafloden

Herover til højre: Missionærgruppe padler tilbage til lejren