Tågesløret letter over verdens yderste afkrog
I TO dage er vi nu krøbet sammen, fire mand, i et lille værelse i den berømte guldgraverby Nome i Alaska. I 1898 var over 40.000 mennesker strømmet hertil med det ene mål for øje at finde guld. Vi søger derimod skatte af en helt anden slags.
For øjeblikket gælder vor interesse de „kostbare skatte“ vi håber at finde i de isolerede bygder Gambell og Savoonga på St. Lawrence Island, som ligger ude i Beringhavet, 300 kilometer mod vest. (Haggaj 2:7) På disse kanter trodser inuit-befolkningen det iskolde arktiske hav og fanger hvaler kun få kilometer fra det tidligere Sovjetunionen. Snefygning og et tykt gråt tæppe af tåge forhindrer os imidlertid i at komme videre. Vort fly har startforbud.
Mens vi venter tænker jeg på alt det der er sket i de senere år, og takker Jehova Gud for den måde hvorpå han har velsignet forkyndelsen i disse tyndtbefolkede områder. I Alaska — af nogle kaldet verdens afkrog — bor over 60.000 indfødte i mere end 150 isolerede samfund, spredt over næsten 1.600.000 kvadratkilometer ødemark hvor der ikke er vejforbindelser af nogen art. Ved hjælp af Vagttårnsselskabets fly er vi nået ud til over en tredjedel af disse fjerntliggende bygder med den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 24:14.
For at nå frem til disse udsteder må vi ofte lægge an til landing gennem skyer og tåge som kan dække landskabet i dagevis. Når vi endelig har fået fast grund under fødderne må vi kæmpe os igennem en anden slags tåge, nemlig det slør der indhyller disse venlige og fredsommelige menneskers sind og hjerte. — Jævnfør Andet Korintherbrev 3:15, 16.
En smertelig forandring
Ødemarken i Alaska bebos af inuitter, aleutere og indianere. Hvert af disse folk har sin særegne kulturarv i form af skikke og karaktertræk. For at klare sig i den arktiske vinter har de lært at leve både med og af naturen ved jagt, fiskeri og hvalfangst.
Den fremmede indflydelse begyndte at gøre sig gældende i midten af 1700-tallet. Russiske pelshandlere mødte et folk der gik klædt i pelse og dyrehuder, lugtede af sælolie og som ikke boede i igloer af is men i halvt nedgravede tørvehuse med græstag og indgang under jorden. Pelshandlerne påførte disse elskværdige, milde og dog hårdføre mennesker mange alvorlige problemer, deriblandt ny kultur og nye sygdomme, der reducerede nogle stammer til det halve. Alkohol blev snart en forbandelse for alle disse folk. Den nye økonomi tvang dem til at skifte fra en livsform med naturaløkonomi til en livsform styret af penge. Nogle føler stadig at det var en smertelig forandring.
Da kristenhedens missionærer ankom blev de indfødte påtvunget forandringer af en anden slags. Mens nogle modvilligt opgav deres traditionelle religiøse skikke — tilbedelse af ånderne i vinden, isen, bjørnen, ørnen og så videre — udviklede andre en begrebsblanding der medførte endnu større religiøs uklarhed. Alt dette resulterede ofte i mistillid til fremmede. Det er derfor ikke alle steder at fremmede er lige velkomne.
Det er en udfordring at nå alle de indfødte der lever spredt ud over denne afkrog af verden. Hvordan kan vi overvinde deres mistro? Hvordan får vi tågesløret til at lette?
De første forsøg i forkyndelsen
I begyndelsen af 1960’erne trodsede adskillige hårdføre forkyndere i Alaska de barske forhold — voldsomme storme og frostvejr hvor himmel og jord går i ét — og fløj af sted i deres egne enmotors flyvemaskiner på forkynderture til de spredte samfund mod nord. Set i bakspejlet udsatte disse modige brødre sig faktisk for stor fare. Et motorstop ville næsten med sikkerhed have resulteret i en katastrofe. Selv om det var muligt at bringe flyet sikkert ned, ville de være langt borte fra enhver hjælp, i temperaturer under frysepunktet og uden muligheder for at komme nogen vegne. For at overleve ville det være nødvendigt at finde føde og læ, og det ville der ikke være meget af. Heldigvis skete der ingen alvorlige ulykker, men sådanne faremomenter bør ikke ignoreres. Derfor opfordrede Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Alaska brødrene til at indstille denne aktivitet.
For at fremskynde arbejdet koncentrerede trofaste brødre i menighederne Fairbanks og North Pole deres indsats om de større bygder som for eksempel Nome, Barrow og Kotzebue, der beflyves med rutefly. De betalte selv deres rejser til disse distrikter, der ligger over 700 kilometer borte i nordlig og vestlig retning. Nogle forblev i Nome i flere måneder for at lede bibelstudier med interesserede. I Barrow lejede de en lejlighed hvor de kunne søge ly for de lave temperaturer på ned til minus 45 grader celsius. De brødre der således tog Jesu påbud til hjerte om at forkynde den gode nyhed til jordens fjerneste egne, har i årenes løb brugt over 15.000 dollars på at deltage i dette arbejde. — Markus 13:10.
Uventet hjælp
Brødrene søgte fortsat efter muligheder for at nå ud til de mere isolerede samfund, og Jehova åbnede vejen. Pludselig blev en tomotorers flyvemaskine ledig på markedet — lige netop hvad de skulle bruge for i sikkerhed at kunne krydse de takkede bjergkæder. Der er flere bjergtoppe i Alaska som når op i over 4200 meters højde, og det berømte Mount McKinley er hele 6193 meter højt.
Endelig ankom flyet. Forestil jer vores skuffelse da et nedslidt gammelt vrag af en flyvemaskine satte hjulene på landingsbanen. Hvordan kunne den i det hele taget flyve? Kunne vi betro vore brødres liv til den? Igen viste det sig at Jehovas hånd ikke er for kort. Under vejledning af autoriserede mekanikere arbejdede over 200 brødre frivilligt i flere tusind timer på at renovere maskinen.
Hvilket herligt syn da et skinnende fly, der nu så ud som nyt, med registreringsnummeret 710WT malet på halen, steg til vejrs over Alaska! Eftersom tallene syv og ti i Bibelen symboliserer fuldstændighed, kan 710 måske opfattes som et udtryk for den støtte Jehovas organisation har givet til arbejdet med at fjerne tågesløret fra de hjerter som er indhyllet i mørke.
Ned langs Aleuterne
Siden vi modtog flyet har vi tilbagelagt 80.000 kilometer over ødemarken, og bragt Rigets gode nyhed og en hel del bibelsk læsestof ud til mere end 54 bygder. Det svarer til at krydse De Forenede Stater 19 gange.
Tre gange har vi fulgt den 1600 kilometer lange øgruppe Aleuterne som adskiller Stillehavet og Beringhavet. De mere end 200 næsten golde øer som denne kæde består af, er ikke blot hjemsted for indfødte aleutere men også for i tusindvis af havfugle, hvidhovedede havørne, og kejsergæs med snehvide hoveder og karakteristiske sort-hvide fjer.
Omgivelsernes dragende skønhed er imidlertid ikke uden faremomenter. Da vi fløj over havet kunne vi se de frådende vandmassers 3 til 5 meter høje, skummende bølger. Vandet er så koldt at man selv om sommeren ikke kan overleve i vandet længere end 10 til 15 minutter. Hvis en pilot tvinges til at nødlande må han enten vælge en forreven klippeø eller det iskolde, dødsensfarlige hav. Vi er meget taknemmelige for at dygtige brødre, som er autoriserede flymekanikere, frivilligt holder flyet i tip-top stand!
En af turene gik til Dutch Harbor og fiskerlejet Unalaska. Denne egn er berygtet for vindhastigheder på 130 til 190 kilometer i timen. Heldigvis var det meget roligere vejr den dag, dog med så meget turbulens at vi fik kvalme flere gange. Det var noget af en overraskelse da vi fik øje på landingsbanen der blot var en indskæring i bjergsiden! På den ene side af banen var der en stejl klippevæg, på den anden, det iskolde Beringhav. Da vi landede var banen våd. På disse kanter regner det over 200 dage om året.
Det var en stor glæde at drøfte Guds ord og vilje med de lokale indbyggere. Adskillige af de ældre gav udtryk for værdsættelse af håbet om en verden uden krig. De havde stadig levende erindringer om japanernes bombning af Dutch Harbor under den anden verdenskrig. Vore minder om disse forkynderture er lige så uforglemmelige.
En mildning på vej
Da vi igen ser efter vejret lægger vi mærke til at temperaturen er steget en lille smule. Det får mig til at tænke på at vi ligeledes har oplevet en langsom men sikker mildning af folks hjerter i de øde områder.
Det har taget sin tid at fjerne det slør af mistænksomhed og mistillid der præger de indfødtes holdning til fremmede. I begyndelsen var det ikke ualmindeligt at præsterne i bygderne kom ud til flyet og spurgte hvad vi ville, for omgående at bede os forsvinde. Sådanne reaktioner var naturligvis skuffende. Men vi huskede det råd Jesus giver i Mattæus 10:16: „Vis jer . . . forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer.“ Derfor vendte vi tilbage med flyet fyldt af friske salathoveder, tomater, cantalouper og andre varer det er svært at skaffe i denne egn. De før så afvisende beboere var nu glade for at se vores last.
Mens en broder passede ’forretningen’ og tog imod bidrag for de friske varer, gik andre fra dør til dør og fortalte om de nye forsyninger. Og så tilføjede de: „Læser De forresten i Bibelen? Jeg er sikker på at De vil få glæde af denne bibelstudiehåndbog, der handler om de løfter Gud har givet os om et paradis.“ Hvem kunne sige nej til et så fristende tilbud? Alle tog med glæde imod den fysiske såvel som den åndelige føde. Besøget var meget positivt, der blev spredt meget læsestof, og nogle få hjerter blev mildnet.
På den anden side af grænsen
Menigheden i Whitehorse ovre i Yukon-territoriet indbød os på makedonisk vis til at komme over til Canada og besøge nogle distrikter i de fjerntliggende Northwest Territories. (Apostelgerninger 16:9) Vi var fem om bord da vi satte kursen mod Tuktoyaktuk, en bebyggelse ved Mackenzie-bugten, der ligger ud til Beauforthavet nord for polarcirklen.
’Hvordan udtaler man dette mærkelige navn?’ spurgte vi da vi ankom.
„Tuk,“ sagde en ung mand med et stort smil.
„Hvorfor havde vi slet ikke tænkt på det?“ spurgte vi undrende os selv.
Overraskende nok var folk i Tuktoyaktuk meget godt kendt med Bibelen. Derfor fik vi mange gode drøftelser, og meget litteratur blev spredt. En af vore unge pionerer havde en interessant samtale med en mand.
„Jeg er anglikaner!“ sagde manden.
„Er du klar over at den anglikanske kirke godkender homoseksualitet?“ spurgte pionerbroderen.
„Gør den det?“ svarede manden undrende. „Ja, så er jeg ikke anglikaner længere.“ Forhåbentlig har endnu én fået åbnet sit hjerte for den gode nyhed fra Bibelen. — Efeserne 1:18.
En ældre mand var imponeret over den beslutsomhed hvormed vi prøvede at nå hvert eneste hus i distriktet. Normalt ville vi være nødt til at bevæge os omkring til fods. I de fleste tilfælde måtte vi gå en god kilometer eller mere fra flyvepladsen til landsbyen. For at nå ud til alle huse måtte vi vandre ad grus- eller jordveje. Denne mand lånte os imidlertid sin pickup — og den var os til stor nytte. Hvilken enestående forret at vi på denne måde kunne tage over grænsen til Canada og hjælpe til i distriktet dér.
Er det anstrengelserne værd?
Når vejret er dårligt og vi ikke kan komme videre eller bliver meget forsinkede, sådan som vi er det nu, eller når vi efter en lang dag i forkyndelsen tilsyneladende ikke har fået andet ud af det end ligegyldighed eller fjendtlighed, så kan man godt spekulere på om det er tiden, anstrengelserne og omkostningerne værd. Måske kommer vi også til at tænke på dem der tilsyneladende har vist interesse og lovet at svare på vore breve men ikke gør det. Men så minder vi os selv om at mange indfødte ikke er vant til at skrive breve og at venlighed fra deres side meget let kan forveksles med interesse for Rigets budskab. Til tider kan det være meget svært at bedømme resultaterne.
Disse negative tanker letter dog hurtigt når vi tænker på de gode oplevelser som andre forkyndere har. For eksempel besøgte en forkynder fra Fairbanks byen Barrow helt oppe mod nord. Dér mødte hun en teenagepige der var hjemme på ferie fra universitetet i Californien. Forkynderen, en søster, plejede interessen pr. korrespondance og fortsatte med at tilskynde pigen efter at hun var vendt tilbage til universitetet. I dag er denne unge pige en lykkelig døbt tjener for Jehova.
En banken på døren river mig ud af min filosoferen og giver mig endnu et bevis på at vores arbejde er anstrengelserne værd. Dér i døråbningen står Elmer, foreløbig den eneste inuit i Nome der er blevet en døbt forkynder.
„Må jeg komme med hvis I tager af sted i tjenesten?“ spørger han. Eftersom han bor over 800 kilometer fra den nærmeste menighed, vil han meget gerne deltage i forkyndelsen sammen med sine brødre når muligheden endelig er der.
Solen begynder at bryde igennem skyerne, og så ved vi at vi snart vil få starttilladelse. Da Elmer kryber ind i flyet varmes vi af hans lykkelige, strålende ansigt. Det er en særlig dag for Elmer. Han skal med os ud til en bygd for at forkynde for sit eget folk, inuitterne, og hjælpe os i bestræbelserne på at få det tågeslør til at lette som indhyller hjerterne hos disse mennesker i verdens yderste afkrog. — Indsendt.
[Kort på side 23]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
1. Gambell
2. Savoonga
3. Nome
4. Kotzebue
5. Barrow
6. Tuktoyaktuk
7. Fairbanks
8. Anchorage
9. Unalaska
10. Dutch Harbor
[Illustration på side 24]
For at nå ud til isolerede samfund er det ofte nødvendigt at krydse en af Alaskas mange bjergkæder
[Illustration på side 25]
Betty Haws, Sophie Mezak og Carrie Teeples har tilsammen anvendt over 30 år i heltidstjenesten