Værdsæt det virkelige liv
ER DETTE liv alt? Bibelen opmuntrer os til at „få et fast greb om det virkelige liv“ og viser derved at dette liv ikke er alt. (1 Timoteus 6:17-19) Hvis vort nuværende liv ikke er det virkelige liv, hvad er det så der er det?
Når man læser skriftstedet i sin sammenhæng, ser man at gudfrygtige mennesker opfordres til at få et fast greb om „det evige liv“. (1 Timoteus 6:12) For de fleste vil dette betyde evigt liv på jorden. Det første menneske, Adam, havde udsigt til at leve evigt på en paradisisk jord. (1 Mosebog 1:26, 27) Han ville kun dø hvis han spiste af „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:17) Men fordi Adam og hans hustru, Eva, var ulydige og spiste af træet, dømte Gud dem til døden. ’Den dag de spiste af det’, døde de i Guds øjne og begyndte at degenerere, for senere at dø en fysisk død. Livet var ikke længere af samme beskaffenhed som da de blev skabt.
Vejen til „det virkelige liv“
Jehova Gud traf foranstaltning til at redde menneskene så de igen kunne opnå „det virkelige liv“. Følgende illustration kan måske hjælpe os til bedre at forstå denne foranstaltning. Lad os forestille os en lille fabrik hvor alle maskiner er defekte og skaber problemer for operatørerne, fordi den første arbejder år tilbage ikke fulgte instruktionsbogen, og ødelagde alle maskinerne. De der i dag passer maskinerne kan kun gøre deres bedste med de maskiner der er til rådighed. Fabriksejeren vil gerne reparere maskinerne for at hjælpe arbejderne, og han lægger de nødvendige midler til side til dette formål.
Den første ’maskinoperatør’, Adam, værdsatte ikke livet. Han gav derfor et ufuldkomment liv videre til sine efterkommere, hvilket svarer til en defekt maskine. (Romerne 5:12) Ligesom det ikke var muligt for operatører på fabrikken at afhjælpe situationen, har Adams efterkommere heller ikke været i stand til at gribe og fastholde det virkelige liv. (Salme 49:7) For at rette op på denne tilsyneladende håbløse situation, sendte Jehova sin enestefødte søn til jorden for at købe det evige liv tilbage til menneskeheden. (Lukas 1:35; 1 Peter 1:18, 19) Ved at give sit liv som en løsesum tilvejebragte Guds enestefødte søn, Jesus Kristus, ’midlerne’ — et liv der svarer til det Adam mistede. (Mattæus 20:28; 1 Peter 2:22) Med dette værdifulde offer har Jehova dannet grundlag for det virkelige liv.
For den lydige menneskehed vil Jesu genløsningsoffer betyde evigt liv på en paradisisk jord. (Salme 37:29) Alle der overlever „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der kaldes Harmagedon, vil få del i dette håb. (Åbenbaringen 16:14-16) Al ondskab på jorden vil blive fjernet. (Salme 37:9-11) De der dør inden denne krig, men som er blevet bevaret i Guds hukommelse, vil til sin tid blive oprejst på en paradisisk jord og vil kunne se frem til det virkelige liv der venter alle som adlyder Gud. — Johannes 5:28, 29.
Vi må værne om vort nuværende liv
Det betyder ikke at vi af den grund kan tage let på vort nuværende liv, der er helligt. Ville fabriksejeren bruge tid og penge på at reparere en maskine til en arbejder der ikke passede den? Ville arbejdsgiveren ikke snarere overdrage en sådan renoveret maskine til en arbejder der gjorde sit bedste for at passe den gamle?
Livet er en værdifuld gave, som vi har fået af Jehova. Som den generøse Giver af denne gave ønsker han at vi skal værdsætte den. (Salme 36:9; Jakob 1:17) Jesus talte ved en lejlighed om Jehovas omsorg for folk på jorden, og sagde: „Endog alle jeres hovedhår er talt.“ (Lukas 12:7) Jehova gav israelitterne påbud om at de ikke måtte myrde, hvilket naturligvis indbefattede selvmord. (2 Mosebog 20:13) Det hjælper os til ikke at betragte selvmord som en ’valgmulighed’.
Gudfrygtige mennesker véd at Jehova nærer ægte interesse for deres velfærd og anvender derfor Bibelens principper i deres hverdag. Eftersom sande kristne formanes til at ’rense sig for enhver besmittelse af kød og ånd, idet de fuldender hellighed i gudsfrygt’, afholder de sig fra tobak og bevidsthedsforvrængende, vanedannende, narkotiske stoffer. — 2 Korinther 7:1.
Når Gud advarer os mennesker mod en umoralsk opførsel og taler om fordelen ved „et roligt hjerte“, er det også et udtryk for at han interesserer sig for os. (Ordsprogene 14:30; Galaterne 5:19-21) Ved at lægge os disse høje normer på sinde vil vi undgå seksuelt overførte sygdomme og sygdomme forårsaget af ukontrollerede vredesudbrud.
Jehovas omsorg kommer også tydeligt til udtryk i hans formaning til os om ikke at frådse i mad og drikke. (5 Mosebog 21:18-21; Ordsprogene 23:20, 21) Kristne bliver advaret om at havesyge mennesker og drankere ikke vil arve Guds rige. Det betyder at de aldrig vil komme til at erfare det virkelige liv. (1 Korinther 6:9, 10; 1 Peter 4:3) Ved at opfordre os til at være mådeholdne, lærer Jehova os det der gavner os. — Esajas 48:17.
Når vi retter os efter Guds normer viser vi at vi værdsætter vort nuværende liv, men det virkelige liv er selvfølgelig af langt større betydning. Eftersom det virkelige liv er evigt, tillægger sande kristne det langt større betydning end deres nuværende liv. Da Jesus Kristus gav sit liv som et offer, underkastede han sig Jehovas vilje. Lydighed mod hans Fader betød langt mere for ham end hans jordiske liv. Jesu handlemåde resulterede i at han blev oprejst fra de døde og modtog udødeligt liv i himmelen. (Romerne 6:9) Hans død betyder også evigt liv for de mennesker der i lydighed tager imod hans genløsningsoffer. — Hebræerne 5:8, 9; 12:2.
En vigtig lov angående blodet
Jesu disciple ville forståeligt nok gå i hans fodspor. Ligesom Jesus søger de at behage Gud i alle ting. Det forklarer hvorfor de nægter at modtage blodtransfusion, der af nogle læger betragtes som livreddende. Lad os se hvordan man kan vise at man værdsætter det virkelige liv ved at sige nej til blodtransfusion.
Ligesom Jesus Kristus ønsker sande kristne at være levende i Guds øjne, og det kræver fuldstændig lydighed mod Ham. Hans ord påbyder Kristi disciple at ’afholde sig fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt’. (Apostelgerninger 15:28, 29) Hvorfor var denne lov om blodet blandt de bud kristne skulle følge?
Loven til israelitterne krævede at de afholdt sig fra blod. (3 Mosebog 17:13, 14) Kristne er ikke underlagt Moseloven, men de er klar over at budet om ikke at spise blod blev givet før Loven; det var tidligere blevet givet til Noa efter Vandfloden. (1 Mosebog 9:3, 4; Kolossenserne 2:13, 14) Dette bud gjaldt alle Noas efterkommere, hvorfra alle jordens nationer stammer. (1 Mosebog 10:32) Derudover hjælper Moseloven os til at forstå grunden til at Gud fastholder at blodet er helligt. Efter at have forbudt israelitterne at indtage noget som helst blod, sagde Gud: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv givet jer det på alteret til at skaffe soning for jeres sjæle, for det er blodet der skaffer soning ved sjælen i det.“ (3 Mosebog 17:11) Blodet var af Gud sat til side til offerbrug på alteret. Hans lov om blodets hellighed viser at han har myndighed over alt liv på jorden. (Ezekiel 18:4; Åbenbaringen 4:11) Når vi betragter livet fra Jehovas synsvinkel, forstår vi at det ikke tilhører os selv, men kun er blevet os betroet af Gud.
Ligesom operatøren i vor illustration er ansvarlig for en maskine, er vi blevet betroet vort nuværende liv. Hvad ville vi gøre hvis vores ’maskine’ trængte til at blive repareret og en reparatør tilbød at udføre arbejdet ved at bruge dele som det ifølge instruktionsbogen udtrykkeligt var forbudt at anvende? Ville vi mon ikke kontakte andre reparatører for at se om maskinen kunne blive istandsat i overensstemmelse med instruktionsbogen? Et menneskes liv er af langt større betydning og langt mere kompliceret end en maskine. I Skaberens inspirerede ord — instruktionsbogen der viser hvordan mennesker kan opnå livet — forbyder han brugen af blod til opretholdelse af liv. (5 Mosebog 32:46, 47; Filipperne 2:16) Vil det fornuftigste da ikke være at følge retningslinjerne i denne instruktionsbog?
Patienter med et kristent livssyn der beder om at blive behandlet uden blod, afviser ikke al lægebehandling. Det eneste de ønsker er en behandlingsform der viser respekt for livet — både det nuværende og det fremtidige. Læger der modigt har respekteret kristnes standpunkt bekræfter at man opnår det bedste resultat ved at behandle dem i harmoni med deres ønske. „Mødet med Jehovas vidner gav mig nogle nye værdinormer,“ siger en kirurg som plejede at gøre meget brug af blodtransfusion. Nu forsøger han endda så vidt muligt at behandle folk der ikke er Jehovas vidner uden blod.
Værdsæt det virkelige liv
Hvilke nye værdinormer havde denne kirurg fundet ved at behandle Jehovas vidner? Han indså at behandlingen af en patient ikke kun berører den syge legemsdel men hele personen. Bør en patient ikke have lov til at bede om en behandling der tager hensyn til hans eller hendes fysiske, åndelige og følelsesmæssige velbefindende?
For Kumiko på 15 år var det den værst tænkelige løsning at behandle hendes dødelige leukæmi med blodtransfusion. Hun ønskede ikke at man forsøgte at forlænge hendes liv et par uger, måneder eller måske år i betragtning af de omkostninger det ville få på længere sigt. Som et af Jehovas vidner havde hun indviet sit nuværende liv til Jehova Gud, og respekterede derfor livets og blodets hellighed. Selv om hendes fader og andre slægtninge voldsomt modsatte sig hendes standpunkt, stod Kumiko fast. Hendes læge spurgte engang: „Hvis din Gud tilgiver fejltrin, vil han så ikke også tilgive dig hvis du tog imod en blodtransfusion?“ Men Kumiko nægtede at gå på kompromis og derved fornægte sin tro på Bibelen. Hun fastholdt sit standpunkt ved at bevare „et fast greb om livets ord“. (Filipperne 2:16) Hendes ikketroende farmoder sagde: „Kumiko vil ikke svigte sin tro.“ Både hendes fader, hendes farmoder og de læger der behandlede hende, ændrede deres fjendtlige holdning.
Kumikos stærke tro på at Jehova Gud ville oprejse hende fra de døde, gjorde et dybt indtryk på mange. Mens hun levede sagde hun indtrængende til sin fader: „Hvis jeg skulle dø, vil jeg blive oprejst i Paradiset. Men hvis du bliver udslettet i Harmagedon vil jeg ikke få dig at se mere. Vil du ikke nok studere Bibelen?“ Hendes fader blev ved med at sige: „Jo, det skal jeg nok når du er blevet rask.“ Men da Kumiko døde af sin uhelbredelige sygdom, lagde hendes fader et lille brev i kisten hvor der stod: „Vi ses i Paradiset, Kumiko.“ Efter begravelsen talte han med dem der overværede den, og sagde: „Jeg har lovet Kumiko at vi skal ses i Paradiset. Jeg har selv svært ved at tro det fordi jeg endnu ikke er begyndt at studere Bibelen. Men jeg er besluttet på at undersøge den nøje. Vil I hjælpe mig?“ Andre i familien fik også et bibelstudium.
Kumiko havde stor respekt for livet, og ønskede at leve. Hun værdsatte alt det lægerne gjorde for at redde hendes nuværende liv. Ved at følge Skaberens instruktionsbog beviste hun imidlertid at hun prioriterede det virkelige liv højere. For millioner der gør det samme, er det ensbetydende med evigt liv på en paradisisk jord. Kunne du tænke dig at være blandt disse?