Et bjerg der er højere end Himalaya

HIMALAYABJERGENE. Hvad får dette ord dig til at tænke på? Ærefrygtindgydende, isklædte og stormomsuste bjergtinder, eller sejrsrusen ved at stå på toppen af jordens højeste bjerg? Det er kun de færreste der vil kunne bestige Mount Everest i Nepals Himalayabjerge. Alligevel er mange af Nepals indbyggere i dag på vej op til et bjerg der er højere end Himalaya. Før vi beretter mere om turen op til dette store bjerg, vil vi se lidt nærmere på det lille men smukke kongerige Nepal.

Nepal — et bjergrige

Kongedømmet Nepal er på flere måder usædvanligt. Det er et af de få monarkier der stadig findes i verden, og det er ikke et verdsligt, men et religiøst kongedømme. Nepal er den eneste hindustat i verden. Flertallet af landets 20 millioner indbyggere er hinduer. De er dog af vidt forskellig etnisk oprindelse. I det nordlige, bjergrige område er de fleste af tibetansk-burmesisk afstamning, hvorimod de der bor på de sydlige højsletter hovedsagelig tilhører den indoariske race. Landets officielle sprog er nepalesisk, og omkring 60 procent af befolkningen har dette sprog som modersmål. Mere end 18 forskellige lokale sprog tales af den øvrige del af befolkningen.

Landet har form næsten som et rektangel, der måler 880 kilometer fra øst til vest og 200 kilometer fra nord til syd. I de ærefrygtindgydende Himalayabjerge, som udgør den nordlige grænse, er der ni bjergtoppe som er over 8000 meter høje, deriblandt Mount Everest, der med sine 8848 meter er jordens højeste bjerg. I det centrale Nepal er bjergene lavere, og her finder man også søer og dale. Længere sydpå, ved grænsen til Indien, ligger det frugtbare Tarai, det vigtigste landbrugsområde.

Hovedstaden, Katmandu, der ligger i den centrale del af landet, er afgjort et besøg værd. Her bydes på flyveture over de majestætiske bjerge og udflugter til naturreservater, samt utallige lokale seværdigheder. Nepal kaldes af og til ’gudernes dal’ på grund af den store rolle religionen spiller i folks hverdag. Det er også religionen der er årsag til at millioner af mennesker i hele verden er på vej op til det „bjerg“ der er højere end Himalaya.

For omkring 2700 år siden blev den hebraiske profet Esajas inspireret til at forudsige følgende: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top . . . Mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg . . . Han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ (Esajas 2:2, 3) Her sammenlignes den ophøjede rene tilbedelse af Skaberen — universets suveræne Hersker, Jehova — med et bjerg der er hævet op over alle andre bjerglignende former for tilbedelse. Der er tale om et verdensomspændende undervisningsarbejde som har til formål at hjælpe sandhedshungrende mennesker til at lære om Jehovas veje. Hvordan tog dette arbejde sin begyndelse i Nepal?

Små begyndelser

Under den anden verdenskrig var der en soldat i den engelske hær som søgte efter den sande tro. Hans nepalesiske forældre, der var hinduer af fødsel, var gået over til katolicismen. Efterhånden som han blev voksen indså han det tåbelige i billeddyrkelse. Han afviste også dogmer som helvedeslæren og begyndte at undersøge de protestantiske kirkers lære, uden dog at finde hvad han søgte.

Da denne soldat blev taget til fange af japanerne i det daværende Rangoon i Burma, bad han til at han måtte overleve strabadserne i arbejdslejren for at kunne fortsætte sin søgen efter den sande tro. Det lykkedes ham senere at flygte fra lejren, og han blev hjulpet af en skolelærer i hvis hjem han fandt brochuren Hvor er de døde?, skrevet af J. F. Rutherford. Han indså at det var sandheden, og da Jehovas vidner besøgte ham i Rangoon i 1947 tog han med glæde imod et bibelstudium. I løbet af få måneder blev han døbt, og det samme blev hans unge hustru kort tid efter. De besluttede at vende tilbage til Indien og slå sig ned i deres fødeby, Kalimpong, i det nordøstlige bjergområde, hvor de fik to børn. Efter at børnene havde gjort deres uddannelse færdig, flyttede de alle fire til Katmandu i marts 1970.

Nepals forfatning forbød hvervning af proselytter. Enhver der blev taget i at agitere for en såkaldt fremmed religion var hjemfalden til syv års fængsel, og de der sluttede sig til en sådan religion kunne risikere tre års fængsel foruden en stor bøde. Forkyndelsen skulle derfor udføres med stor forsigtighed. Når forkynderne gik fra hus til hus, besøgte de først et hus i ét område, hvorefter de tog til et andet område for at besøge et hus dér. Uformelle vidnesbyrd spillede derfor en afgørende rolle i udbredelsen af den gode nyhed.

Væksten var minimal, og eftersom landet havde omkring ti millioner indbyggere kunne arbejdet synes helt uoverkommeligt. Men der blev alligevel sået nogle sandhedskorn når denne ene familie forkyndte for venner og bekendte samt arbejdsgivere og arbejdskammerater. Der blev afholdt regelmæssige møder i familiens hjem, og man inviterede også interesserede til at komme. I marts 1974, efter fire år hvor man flittigt havde sået og vandet, begyndte arbejdet i Nepal omsider at bære frugt, og dét på en overraskende måde.

Da en af forkynderne besøgte en velhavende mand som var sekretær for et medlem af kongefamilien, sagde manden: „Tal med min søn.“ Denne søn tog imod et bibelstudium. Med tiden fandt han sig et andet arbejde eftersom han arbejdede i et spillekasino. Hans far, der var ivrig hindu, var meget imod alt dette. Men den unge mand tog alligevel standpunkt for Jehova. Hvad blev resultatet? Hans far holdt senere op med at modstå ham, og en del af hans nære slægtninge tog imod sandheden fra Bibelen. Han tjener nu som ældste i den kristne menighed.

For at kunne forblive åndeligt stærk og efterleve det bibelske bud om ikke at forsømme at komme sammen, holdt den lille gruppe i Katmandu regelmæssige møder i et privat hjem. Men de fleste af brødrene havde ingen mulighed for at overvære større sammenkomster. De der havde råd, rejste til Indien for at overvære stævnerne dér, men rejsen over bjergene var lang og bekostelig.

Det var derfor en glædelig begivenhed da hele områdestævneprogrammet blev gennemført i det hjem hvor forkynderne normalt holdt deres møder. Fire brødre, deriblandt en repræsentant fra det indiske afdelingskontor, gennemførte hele programmet! Selv det bibelske skuespil blev vist. Hvordan kunne det lade sig gøre? I Indien var der blevet taget lysbilleder i forbindelse med skuespillernes kostumeprøve. Til stor glæde for tilhørerne blev disse lysbilleder vist i Nepal samtidig med at replikkerne blev afspillet fra et bånd. Hvor mange var der til stede? Atten overværede programmet!

Mulighederne for at få hjælp til forkyndelsesarbejdet fra udlandet var begrænsede. Det var ikke muligt at sende missionærer til landet, og udlændinge havde vanskeligt ved at få arbejde. Der var imidlertid to indiske Jehovas vidner som på forskellige tidspunkter fandt arbejde i Nepal. De tilbragte således flere år i Katmandu og var til stor støtte for den nyoprettede menighed. I 1976 var der 17 forkyndere i byen. I 1985 byggede brødrene deres egen rigssal. Efter at den var bygget færdig begyndte man at afholde de årlige områdestævner og andre stævner i den. Rigssalen blev center for den rene tilbedelse i dette afsidesliggende bjergområde.

Fremgang trods vanskeligheder

I de første år havde forkyndelsesarbejdet, der blev udført med stor forsigtighed, ikke vakt nogen særlig opmærksomhed hos myndighederne. I slutningen af 1984 begyndte de imidlertid at pålægge arbejdet flere begrænsninger. En broder og tre søstre blev arresteret og holdt fængslet i fire dage, hvorefter de blev løsladt og advaret mod at fortsætte deres virksomhed. I en landsby blev ni arresteret mens der blev holdt bibelstudier i deres hjem. Seks af dem blev holdt fængslet i 43 dage. Flere arrestationer fulgte, men sagerne kom ikke for domstolene.

Så sent som i 1989 blev alle brødre og søstre ved et menighedsbogstudium arresteret og holdt indespærret i tre dage. De blev flere gang spurgt om de ville skrive under på at de ikke ville forkynde, hvilket de nægtede. Nogle af dem blev kun løsladt fordi de skrev under på at de var villige til at tage konsekvenserne af igen at blive grebet i at forkynde.

Trods disse vanskeligheder fortsatte brødrene med nidkært at forkynde Rigets gode nyhed. I 1985, året efter at regeringsindgrebene var begyndt, steg forkyndertallet med 21 procent. De 35 forkyndere brugte gennemsnitlig 20 timer om måneden på at tale med andre om den rene tilbedelse.

Med tiden begyndte der at blæse nye politiske vinde i Nepal. Regeringsembedsmænd indså at Jehovas Vidner ikke udgjorde nogen trussel. Faktisk havde deres bibelundervisningsarbejde en gavnlig og opbyggende virkning på folk så de blev bedre samfundsborgere. Embedsmændene forstod også at ærlighed, flid og en god moralsk adfærd er grundlæggende krav til Jehovas tilbedere.

Der blev aflagt et godt vidnesbyrd da en tidligere nidkær hinduisk dame blev et Jehovas vidne og nægtede at modtage en blodtransfusion. Lægerne var forbløffede over hendes konsekvente og velbegrundede standpunkt. Denne kvinde havde lært sandheden at kende ved hjælp af brochuren Evigt liv på jorden. Til trods for modstand og hån fra sin familie blev hun i 1990 døbt i en alder af næsten 70 år. Senere brækkede hun benet og måtte på grund af yderligere komplikationer gennemgå en større operation. I to uger modstod hun presset fra læger og slægtninge som ville have hende til at modtage blod. Til sidst gik operationsholdet med til at gennemføre operationen uden brug af blod. Selv om denne nidkære søster nu har svært ved at komme omkring, sidder hun trofast ved sin låge hver formiddag og indbyder forbipasserende til at sidde ned og høre nogle gode nyheder.

Nepal i dag

Hvordan er forholdene i Nepal i dag? Jehovas vidner kan forholdsvis frit udøve deres tilbedelse i forening med deres brødre overalt i verden. Lige siden de to første symbolske bjergvandrere sluttede sig til dem der var på vej op til den sande tilbedelses bjerg, har et stigende antal sagt: „Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg.“ I 1989 var der gennemsnitlig 43 som hver måned tog del i forkyndelsen, og samme år var der 204 som overværede højtiden til minde om Kristi død.

På dette tidspunkt begyndte Jehova som lovet at fremskynde indsamlingen af sandhedssøgende mennesker til sit hus. (Esajas 60:22) For nylig blev der oprettet endnu en menighed i Katmandu, og der er nu to isolerede grupper uden for hovedstaden. I april 1994 var der 153 kristne forkyndere, hvilket er en 350 procents fremgang på mindre end fem år! Forkynderne ledede hjemmebibelstudier med 386 interesserede, og mindehøjtiden i 1994 blev overværet af så mange som 580. Ved en særlig stævnedag fyldtes salen til bristepunktet af 635, og 20 fremstillede sig til dåb. Det lille Nepal mærker således også den store fremgang som Jehovas Vidner oplever på verdensplan.

I de senere år er mængden af bøger og blade der trykkes på nepalesisk også vokset betydeligt, til gavn for ydmyge der ønsker at få et fast greb om sandheden. På det indiske afdelingskontor har man oplært oversættere både i oversættelsesteknik og i brug af computere, og disse oversættere arbejder nu på fuld tid i Katmandu. Det går således godt fremad for Nepals teokratiske bjergbestigere der er blevet udrustet til forøget virksomhed.

Gå op til bjerget der er højere end Himalaya

Du er velkommen til også at bestige bjerget der er højere end Himalaya. Hvis du tager imod denne indbydelse slutter du dig ikke blot til forkynderne fra Nepal, men til millioner af forkyndere af „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. (Åbenbaringen 7:9) Sammen med dem vil du kunne glæde dig over at blive oplært af Skaberen af de majestætiske bjerge som dem i Nepal. Du vil opleve Skaberen „afgøre sager vedrørende mange folkeslag“ og få mulighed for at leve evigt på en smuk og renset jord. — Esajas 2:4.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Katmandu

Mount Everest

[Illustration på side 25]

Uden for rigssalen i Katmandu

[Illustration på side 26]

Mange nepalesere nyder gavn af at lære Bibelen at kende