„Hvad er sandhed?“

DE TO mænd der stod ansigt til ansigt kunne næppe være mere forskellige. Den ene var kynisk, ærgerrig, velhavende og rede til at gøre hvad som helst for at fremme sin politiske karriere. Den anden, en lærer, tog afstand fra rigdom og prestige, og han var villig til at ofre livet for andres skyld. Det er vist overflødigt at sige at de ikke havde samme livssyn. Især på ét punkt var de meget uenige — nemlig i spørgsmålet om hvad sandhed var.

Mændene var Pontius Pilatus og Jesus Kristus. Jesus var stillet for Pontius Pilatus som en gemen forbryder, og den egentlige årsag til dette — ja, selve årsagen til at han var kommet til jorden og havde udført sin tjeneste — havde til syvende og sidst at gøre med én ting: Sandheden. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Johannes 18:37.

Pilatus reagerede med et bemærkelsesværdigt spørgsmål: „Hvad er sandhed?“ (Johannes 18:38) Ønskede han virkelig et svar? Sikkert ikke. Jesus kunne besvare ethvert spørgsmål der blev stillet i oprigtighed, men han gav ikke Pilatus noget svar. Og ifølge Bibelens beretning forlod Pilatus audienssalen umiddelbart efter at han havde stillet spørgsmålet. Den romerske landshøvding har sikkert spurgt i kynisk mistro, som for at sige: ’Sandhed? Hvad er det? Der findes ikke nogen sandhed!’a

Dette skeptiske syn på sandhed er meget udbredt i dag. Mange tror at sandheden er relativ, eller med andre ord — at det der er sandt for én person, ikke nødvendigvis behøver at være sandt for en anden, og at begge kan have „ret“. Denne holdning er så udbredt at der findes et ord for den: „Relativisme“. Er det også din holdning til begrebet sandhed? Hvis det er tilfældet, har du da taget denne holdning til dig uden at tænke den grundigt igennem? Ved du hvor stor indflydelse denne filosofi har på din tilværelse, uanset din personlige holdning?

Et angreb på sandheden

Pontius Pilatus var ikke den første til at sætte spørgsmålstegn ved tanken om en absolut sandhed. Nogle af fortidens græske filosoffer gjorde det praktisk talt til deres livsværk at docere tvivl. Parmenides (som anses for at være fader til den europæiske metafysik) hævdede fem hundrede år før Pilatus at sand kundskab var uopnåelig. Demokrit, der er blevet hyldet som „en af antikkens største filosoffer“, påstod: „Sandheden er dybt begravet. . . . Vi opfatter intet sikkert.“ Og den måske mest ansete af dem alle, Sokrates, sagde at det eneste han med sikkerhed vidste, var at han intet vidste.

Dette angreb på tanken om at der findes en sandhed, er fortsat helt op til vor tid. Nogle filosoffer siger for eksempel at ingen kundskab kan bevises at være sand, eftersom kundskaben opnås via sanserne, der kan bedrages. Den franske filosof og matematiker René Descartes besluttede at undersøge alt det han anså for at være kendsgerninger. Han forkastede alt undtagen én sandhed, som han regnede for ubestridelig: „Cogito, ergo sum,“ eller: „Jeg tænker, altså eksisterer jeg.“

Relativismen

Relativismen findes ikke kun blandt filosoffer. Den fremholdes også af religiøse ledere, indoktrineres i skolerne og udbredes af medierne. Den episkopale biskop John S. Spong sagde for nogle få år siden: „Vi må . . . forlade den tanke at vi har sandheden og at andre må anlægge vort syn, til fordel for den erkendelse at den endegyldige sandhed ligger uden for det nogen af os kan fatte.“ Spongs relativisme er, ligesom så mange andre af vor tids gejstliges, hurtig til at forlade Bibelens morallære, til fordel for filosofien om at „den enkelte selv må tage stilling“. Et eksempel på dette er at Spong, i et forsøg på at få de homoseksuelle til at ’føle sig bedre tilpas’ i den episkopale kirke, har skrevet en bog hvori han hævder at apostelen Paulus var homoseksuel.

I mange lande synes skolevæsenet at fremme en lignende tankegang. Allan Bloom har i sin bog The Closing of the American Mind skrevet: „Der er én ting en professor faktisk kan være helt sikker på: næsten alle studenterne på universitetet tror, eller hævder at de tror, at sandheden er relativ.“ Bloom erfarede at eleverne blev meget forbavsede hvis han anfægtede deres opfattelse på dette punkt, „som om han havde sat spørgsmålstegn ved om 2 + 2 = 4“.

Den samme tankegang fremmes også på utallige andre måder. Tv-journalister og avisreportere synes for eksempel ofte at være mere interesserede i at underholde folk end i at afdække kendsgerningerne bag en historie. Nogle nyhedsprogrammer benytter endda bearbejdede eller arrangerede filmoptagelser for at gøre reportagen mere dramatisk. I underholdningsverdenen rettes et endnu stærkere angreb mod sandheden. De værdier og moralnormer som vore forældre og bedsteforældre levede efter, bliver i det store og hele betragtet som forældede og bliver endda ofte fremstillet som latterlige.

Nogle kunne selvfølgelig indvende at meget af denne relativisme er et udtryk for et åbent sind og at den derfor har en positiv indflydelse på samfundet. Men har den det? Og hvordan påvirker den dig? Mener du at sandheden er relativ eller at der ikke findes nogen sandhed? Hvis du gør, kan dét at søge efter den forekomme dig at være tidsspilde, og den indstilling vil få betydning for din fremtid.

[Fodnote]