Et usædvanligt bryllup
I DET nordlige Mocambique ligger en frugtbar dal som er omgivet af smukke bjerge. Nogle af bjergene er golde, andre er dækket af frodig vegetation. Her ligger landsbyen Fíngoè. På klare vinternætter tindrer stjernerne på himmelen, og månens skær er så kraftigt at det oplyser landsbyboernes stråtækte hytter. Det var i disse skønne omgivelser at et usædvanligt bryllup fandt sted.
Flere hundrede vandrede i timevis, ja endog i dagevis, for at deltage i dette særlige arrangement. Nogle rejste gennem ugæstfri og farlige områder, hvor der levede hyæner, løver og elefanter. Mange gæster medbragte foruden deres personlige bagage også kyllinger, geder og grøntsager. Ved ankomsten til landsbyen gik de hen til en åben plads hvor der normalt blev afholdt kristne stævner. De var trætte efter rejsen, men også lykkelige. Deres smilende ansigter udstrålede en spændt forventning med hensyn til det der skulle ske.
Mange, ja, i snesevis af par, ønskede at blive viet. De var ikke deltagere i et sensationelt massebryllup. Parrene havde blot ikke tidligere været i stand til at lade deres ægteskab registrere, eftersom de boede i fjerntliggende egne langt fra en giftefoged. De havde alle fået kendskab til Guds normer for ægteskab ved at studere Bibelen med Jehovas vidner. De havde lært at de måtte gifte sig i overensstemmelse med landets love for at behage deres Skaber, ægteskabets Indstifter, ligesom Josef og Maria havde efterkommet kravet om at lade sig indskrive eller registrere omkring tidspunktet for Jesu fødsel. — Lukas 2:1-5.
Begivenheden forberedes
Jehovas Vidners afdelingskontor i Mocambique besluttede sig til at hjælpe. Først satte man sig i forbindelse med Justits- og Indenrigsministeriet i hovedstaden Maputo for at få oplyst hvilken fremgangsmåde loven krævede man skulle følge. Derefter tog missionærerne i hovedstaden i provinsen Tete kontakt med de lokale myndigheder for yderligere at koordinere forberedelserne. Man fastsatte en dato for hvornår missionærerne og embedsmændene fra notarialkontoret og folkeregisteret skulle rejse til Fíngoè. I mellemtiden sendte afdelingskontoret et vejledende brev til alle de menigheder som var involveret i arrangementet. Både forkynderne og de lokale embedsmænd så med spændt forventning frem til denne særlige begivenhed.
Søndag den 18. maj 1997 ankom tre missionærer sammen med nogle embedsmænd til Fíngoè. De lokale myndigheder havde sørget for at embedsmændene kunne bo behageligt i umiddelbar nærhed af administrationsbygningen. Men Jehovas vidners gæstfrihed gjorde et sådant indtryk på de besøgende embedsmænd at de foretrak at blive indkvarteret i nogle interimistiske hytter sammen med missionærerne. De blev overraskede da de fandt ud af at en af dem der tilberedte maden, var ældste i den lokale menighed, og at en rejsende tilsynsmand var blandt de frivillige som udførte det grovere arbejde i forbindelse med bryllupsforberedelserne. De lagde også mærke til at missionærerne tog alt med godt humør, idet de uden at klage boede i en simpel hytte og brugte en lille kande vand når de skulle vaske sig. Embedsmændene havde aldrig før set folk med så forskellig baggrund være knyttet så stærkt sammen. Men det der gjorde størst indtryk på dem, var den tro som de tilrejsende viste ved at bringe store ofre for at rette sig efter landets love og underordne sig Guds ordning.
En glædelig begivenhed
Efterhånden som parrene ankom, tog de straks det første skridt til at blive viet, nemlig at skaffe sig en fødselsattest. Alle stod i kø og ventede tålmodigt foran mændene fra folkeregisteret for at oplyse deres personlige data. Derefter stillede de sig op i en anden kø for at blive fotograferet, for dernæst at gå hen til dem der udstedte identitetskort. Så gik de tilbage til mændene fra folkeregisteret for at få den meget eftertragtede vielsesattest. Bagefter stod de tålmodigt og ventede på at deres navne blev råbt op over megafonen. Det var et rørende optrin da vielsesattesterne blev uddelt og parrene et efter et rakte dem i vejret som var de kostbare sejrspokaler.
Alt dette fandt sted under den brændende sol. Men støvet og varmen kunne ikke spolere deltagernes glæde.
Mændene var pænt klædt. Mange af dem havde jakke og slips på. Kvinderne var iført den traditionelle klædedragt, hvilket vil sige at de blandt andet havde et langt stykke farverigt stof, en såkaldt capulana, viklet om livet. Nogle bar spædbørn som var svøbt i et lignende stof.
Alt forløb godt. Men der var for mange par til at man kunne betjene dem alle på en enkelt dag. Da mørket faldt på, besluttede embedsmændene meget venligt at fortsætte deres betjening af parrene. De sagde at de ikke kunne lade „vore brødre“ vente når nu de havde bragt så store ofre for at komme. Embedsmændene vil aldrig blive glemt for deres samarbejdsvillige og selvopofrende indstilling.
Med natten fulgte en bidende kulde. Kun få par boede i hytter. De fleste opholdt sig udendørs, hvor de klumpede sig sammen omkring bålene. Men det lagde ikke en dæmper på den glade stemning. Bålenes knitren overdøvedes af lyden af latter og flerstemmig sang. Mange fortalte oplevelser fra deres rejse, alt imens de holdt deres nye dokumenter tæt ind til sig.
Ved daggry tog nogle ind til selve landsbyen for at sælge deres kyllinger, geder og grøntsager som en hjælp til at dække de omkostninger der var forbundet med at få deres ægteskab registreret. For mange var det et virkeligt offer at sælge deres dyr, for de blev solgt til langt under hvad de egentlig var værd. For fattige er en ged et kostbart og værdifuldt dyr; alligevel var de villige til at bringe et sådant offer for at blive viet og derved behage Skaberen.
Strabadser under rejsen
Nogle par havde gået langt for at komme til arrangementet. Blandt dem var Chamboko og hans kone, Nhakulira. De fortalte deres beretning den anden aften under opholdet mens de varmede deres fødder ved bålet. Til trods for at Chamboko er blind på det ene øje og ser dårligt med det andet, havde han, sammen med resten af sin menighed, vandret barfodet i tre dage, for han var fast besluttet på at legalisere sit 52 år lange samliv med Nhakulira.
Anselmo Kembo, som er 72 år, havde allerede levet sammen med Neri i cirka 50 år. Et par dage inden afrejsen havde han stukket sit ben på en stor torn mens han arbejdede i sin plantage. Han blev hurtigt bragt til det nærmeste hospital. Ikke desto mindre bestemte han sig for at foretage rejsen til fods, og trods smerter humpede han af sted til Fíngoè. Det tog ham tre dage. Anselmo var ude af sig selv af glæde da han kunne holde sin vielsesattest i hånden.
En anden nygift som også havde en interessant historie at fortælle, var Evans Sinóia. Han havde tidligere haft flere koner. Da han lærte sandheden fra Guds ord at kende, besluttede han at legalisere sit forhold til sin første kone, men det afviste hun og forlod ham til fordel for en anden mand. Evans anden kone, som også havde studeret Bibelen, indvilligede i at gifte sig med ham. De var begge gået gennem et farefuldt område med løver og andre vilde dyr. Efter en rejse på tre dage lykkedes det også for dem at legalisere deres ægteskab.
Om fredagen, fem dage efter at missionærerne og embedsmændene var ankommet, kunne arbejdet afsluttes. Der var blevet udstedt 468 identitetskort og 374 fødselsattester. Og man havde udstedt 233 vielsesattester! Stemningen var euforisk. Trods træthed var alle enige om at det havde været alle anstrengelserne værd. Denne begivenhed har uden tvivl gjort et uudsletteligt indtryk på alle deltagerne. Det var virkelig et usædvanligt bryllup.