En uforglemmelig begivenhed i Frankrig

„NEJ TIL EN JEHOVA-BY!“ stod der på plakater i hele byen. „Lad os stå sammen mod Jehova-projektet,“ opfordrede en oppositionsgruppe. Flere hundrede avisartikler henledte offentlighedens opmærksomhed på dette projekt. Indsigelser blev underskrevet, og over en halv million smædeskrifter der omtalte projektet, fyldte postkasserne. Hvad var det for et projekt der forstyrrede roen i den ellers stille by Louviers i det nordvestlige Frankrig? Det var Jehovas Vidners planer om at bygge et nyt afdelingskontor og boligkompleks i byen.

Jehova får det til at gro

Jehovas Vidners historie i Frankrig kan føres tilbage til slutningen af det 19. århundrede. I 1905 blev det første lager med bibelske publikationer åbnet i Beauvène i Sydfrankrig, og i 1919 begyndte et lille kontor at fungere i Paris. I 1930 blev der officielt åbnet et afdelingskontor i Paris, og året efter flyttede kontorpersonalet ind i et betelhjem i Enghien-les-Bains, nord for Paris. Efter den anden verdenskrig flyttede betelfamilien tilbage til Paris, og i 1959 rykkede man ind i en femetages bygning i Boulogne-Billancourt, i udkanten af den vestlige del af Paris.

Den øgede forkyndelse gjorde det i 1973 nødvendigt at flytte trykkeri og forsendelsesafdeling til Louviers, 100 kilometer nordvest for Paris, mens kontoret fortsat var i Boulogne-Billancourt. Trods udvidelser i 1978 og 1985 var faciliteterne i Louviers ikke længere store nok til at kunne betjene det stigende antal forkyndere i Frankrig. Det blev derfor besluttet at udvide og samle hele betelfamilien på ét sted. Som det blev nævnt i indledningen, var det ikke et projekt der faldt i alles smag. Trods denne modstand blev der fundet en byggegrund halvanden kilometer fra trykkeriet. I seks år blev der ydet en ihærdig indsats, og endelig, efter 23 års adskillelse, blev hele betelfamilien forenet i Louviers i august 1996.

Det var derfor med stor glæde at en forsamling på 1187, deriblandt de 300 medlemmer af den franske betelfamilie og 329 delegerede fra 42 andre afdelingskontorer, samledes lørdag den 15. november 1997 for at høre indvielsestalen af broder Lloyd Barry fra Det Styrende Råd. I betragtning af at indvielsen blev holdt i en tid med fjendtlighed og en langvarig, bagtalerisk mediekampagne mod Jehovas Vidner i hele Frankrig, følte man at alle Jehovas vidner i Frankrig burde indbydes til at fejre denne sejr. Man besluttede derfor at holde et særligt møde med temaet „Forbliv i Kristi kærlighed“ søndag den 16. november i udstillingscentret i Villepinte, nord for Paris. Alle Jehovas vidner i Frankrig og de fransktalende forkyndere i Belgien og Schweiz samt menigheder fra England, Tyskland, Luxembourg og Holland blev inviteret.

En milepæl

Forberedelserne til indvielsen begyndte et halvt år i forvejen. Blot fjorten dage før indvielsen gik de franske lastvognschauffører i strejke og barrikaderede større veje og tankstationer. Ville stole og andet udstyr nu blive leveret til tiden? Ville vejblokaderne hindre brødrene i at komme? Til alles lettelse varede strejken kun en uge, hvorefter vejene igen blev åbnet for trafik. Fredag før indvielsesweekenden kom 38 lastvogne og leverede 84.000 stole til de to rummelige haller der var lejet til indvielsen. Over 800 brødre og søstre sled og slæbte hele natten indtil klokken halv ti lørdag formiddag for at opstille stole, platform, lydudstyr samt ni store videoskærme.

Klokken 6.00 søndag morgen blev dørene åbnet, og folk begyndte at strømme ind. I alt 17 særtog transporterede over 13.000 forkyndere til hovedstaden. Over to hundrede lokale brødre og søstre stod på jernbanestationerne for at byde de rejsende velkommen og ledsage dem i grupper til hallerne. En søster sagde at dette kærlige arrangement fik dem til at „føle sig trygge og godt tilpas“.

Andre kom til Paris med fly eller kørte i bil. Størstedelen kom imidlertid i 953 busser, og derudover blev der af forkynderne fra Paris benyttet offentlige transportmidler for at komme til udstillingscentret. Mange havde rejst hele natten eller var taget hjemmefra meget tidligt om morgenen, men deres begejstring over at kunne overvære dette møde var åbenlys. Der var glædesudbrud og varme omfavnelser når venner der ikke havde set hinanden i årevis, mødtes. Farverige nationaldragter gav den glade menneskemængde et internationalt islæt. Det mærkedes tydeligt at der var noget ekstraordinært under opsejling.

Da programmet begyndte klokken 10.00, var alle pladser besat; alligevel ankom der hele tiden i hundredvis af mennesker. Overalt kunne man se smilende ansigter. Flere tusind måtte enten stå op eller sidde på betongulvet. I tråd med foredragets tema viste mange unge deres kærlighed ved at stå op og lade de ældre få siddepladserne. „Vi var glade for at kunne give vore pladser til brødre og søstre vi ikke kendte, men som vi nærer meget varme følelser for!“ skrev et ægtepar. Mange havde en rosværdig selvopofrende indstilling: „Vi stod op hele dagen ved siden af de stole som vi havde hjulpet med at stille op fredag nat. Men bare det at få lov til at overvære programmet fyldte vore hjerter med taknemmelighed mod Jehova.“

Til trods for træthed eller ubekvemme forhold lyttede de delegerede med stor opmærksomhed til rapporter fra andre lande og til foredrag af Lloyd Barry og Daniel Sydlik, som også er medlem af Det Styrende Råd. Broder Barry talte over emnet „Jehova giver os øgede kræfter“. Malende understregede han hvordan Jehova har velsignet sit folk med vækst, trods forskellige prøvelser. Broder Sydliks foredrag havde titlen „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ Begge foredrag var meget betimelige i betragtning af den modstand Jehovas Vidner i Frankrig i øjeblikket udsættes for. Broder Sydlik viste at sand lykke ikke afhænger af ydre faktorer, men af vort forhold til Jehova og vores livsindstilling. Han spurgte de tilstedeværende: „Er I lykkelige?“ Svaret kom i form af et bragende bifald.

En søster som havde „mistet glæden“, skrev bagefter: „Pludselig indså jeg at jeg kunne blive glad igen. Jeg havde brugt mine kræfter på en forkert måde, og Jehova viste mig gennem dette foredrag hvordan jeg kunne lave om på det.“ En anden broder skrev: „Nu vil jeg kæmpe for at gøre Jehovas hjerte glad. Jeg vil ikke lade noget som helst berøve mig den dybe glæde som jeg føler indvendig.“

Ved mødets afslutning bekendtgjorde ordstyreren med stor begejstring antallet på de tilstedeværende: 95.888 — det største antal Jehovas vidner der nogen sinde har været forsamlet i Frankrig.

Efter den afsluttende sang, som mange sang med på med glædestårer i øjnene, og den afsluttende bøn påbegyndte brødrene deres hjemrejse med blandede følelser. Den varme, venlige atmosfære under mødet havde gjort et stort indtryk. Buschaufførerne roste de delegeredes indstilling. De var også imponerede over at 953 busser, takket være god organisering, kunne forlade udstillingscentret på to timer uden en eneste trafikprop. De delegeredes opførsel var også meget værdsat af personalet i togene og de offentlige transportmidler. Der blev indledt mange gode samtaler og aflagt et smukt vidnesbyrd.

„En oase i ørkenen“

Apostelen Paulus gav sine medkristne følgende opfordring: „Lad os give agt på hinanden for at anspore til kærlighed og gode gerninger . . . [og] opmuntre hinanden, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebræerne 10:24, 25) Dette særlige møde havde været til stor opmuntring for alle, „en oase i ørkenen,“ som en søster beskrev det. „Vi tog derfra styrkede, opmuntrede, forfriskede og mere end nogen sinde før besluttede på at finde glæde i tjenesten for Jehova,“ skrev brødre fra afdelingskontoret i Togo. „De der var nedtrykte da de kom, var glade da de tog hjem,“ siger en kredstilsynsmand. „Brødrene blev opildnet og styrket,“ sagde en anden. „Aldrig før har vi følt en så stor samhørighed med Jehovas organisation,“ skrev et ægtepar.

„Min fod skal stå på et jævnt sted; i menighedsforsamlinger vil jeg velsigne Jehova,“ udbrød salmisten. (Salme 26:12) Sådanne kristne sammenkomster hjælper alle til at få et urokkeligt åndeligt ’fodfæste’ under vanskeligheder. „Uanset hvilke trængsler vi udsættes for, vil denne fantastiske oplevelse være prentet dybt i vore hjerter og altid være til trøst,“ bekræfter en søster. Tilsvarende skrev en rejsende tilsynsmand: „I vanskelige tider vil mindet om denne forsmag på Paradiset hjælpe os til at klare dem.“

„Tilskriv Jehova, I folkeslagenes slægter, tilskriv Jehova herlighed og styrke,“ formaner Salme 96:7. Indvielsen af det nye afdelingskontor i Frankrig er en eklatant sejr for Jehova Gud. Takket være ham er projektet blevet gennemført trods hårdnakket og udbredt modstand. Jehovas vidner i Frankrig er mere end nogen sinde besluttede på at ’forblive i Kristi kærlighed’ og ’lade deres lys skinne’. (Johannes 15:9; Mattæus 5:16) Alle der overværede indvielsesprogrammet, syntes at ordene fra følgende messiasprofeti udtrykte hvad de følte ved denne lejlighed: „Fra Jehova er denne kommet; den er underfuld for vore øjne.“ — Salme 118:23.

[Ramme på side 29]

Over 100 år i Frankrig

JEHOVAS VIDNERS arbejde har over 100 års historie i Frankrig. I 1891 skrev Charles T. Russell, den første præsident for Watch Tower Society, efter et besøg i Paris: „Franskmændene er hastigt på vej mod åben ateisme, men der er dog stadig mange som er forblændede af romerkirkens overtro.“

Russell lod bogserien Studier i Skriften og forskellige traktater oversætte til fransk, så der var et grundlag for at igangsætte det kristne forkyndelsesarbejde blandt fransktalende.

Engang i 1890’erne rejste en schweizisk skovhugger, Adolphe Weber, til Amerika. I byen Pittsburgh kom han til at arbejde som gartner for C. T. Russell, og her fik han et grundigt kendskab til Bibelen. Efter nogen tid rejste han tilbage for at udbrede sandheden i Europas fransktalende lande.

Adolphe Weber var en jævn håndens arbejder, men også en moden og oprigtig kristen, og han talte flydende engelsk, tysk og fransk. Ankommet til Schweiz indrykkede han straks en række annoncer for Russells bøger i franske aviser.

Den 12. august 1900 reflekterede en franskmand, Elie Thérond, på en annonce og bestilte bøger — og snart udbredte han selv bøgerne. I 1905 blev hans hjem det første depot for Vagttårnets Selskab i Frankrig. I 1901 havde en købmand, Jean-Baptiste Thilmant fra Charleroi i Belgien, også reflekteret. Han gjorde siden sit hjem til mødested for en gruppe bibelstudenter.

Og da broder Russell i 1903 igen besøgte Europa, kunne han sammen med sin tidligere gartner, Adolphe Weber, igangsætte udgivelsen af bladet Vagttårnet på fransk.

[Illustration på side 26]

Daniel Sydlik

[Illustration på side 26]

Lloyd Barry

[Illustrationer på side 26]

Det særlige program i udstillingscentret i Villepinte blev overværet af 95.888

[Illustrationer på side 28]

Flere tusinde af de tilstedeværende måtte enten stå op eller sidde på gulvet