Den mundtlige lov — hvorfor blev den skrevet ned?

HVAD var grunden til at mange af jøderne i det første århundrede ikke anerkendte Jesus som Messias? Et øjenvidne fortæller: „Efter at [Jesus] var gået ind i templet, kom de øverste præster og folkets ældste hen til ham mens han underviste, og de sagde: ’Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting? Og hvem har givet dig denne bemyndigelse?’“ (Mattæus 21:23) Efter deres opfattelse havde den Almægtige givet den jødiske nation Toraen (Loven), og den gav visse mænd bemyndigelse fra Gud. Men havde Jesus en sådan bemyndigelse?

Jesus viste stor respekt for Toraen og de mænd som den med rette bemyndigede. (Mattæus 5:17-20; Lukas 5:14; 17:14) Men han gik ofte i rette med dem der overtrådte Guds bud. (Mattæus 15:3-9; 23:2-28) Den slags mænd fulgte traditioner eller overleveringer der senere blev kendt som den mundtlige lov. Jesus afviste denne lovs autoritet. Til gengæld forkastede mange ham som Messias. De mente at Gud kun kunne stå bag en mand som gik ind for de traditioner deres ledere havde opstillet.

Hvor stammede den mundtlige lov fra? Hvordan fik jøderne den opfattelse at den havde samme autoritet som den nedskrevne lov i Skriften? Og hvis den var tænkt som en mundtlig tradition, hvordan kan det så være at den til sidst blev skrevet ned?

Hvor stammede traditionerne fra?

Israelitterne indgik en pagt med Jehova Gud ved Sinaj Bjerg i 1513 f.v.t. De lovbud der var knyttet til pagten, fik de gennem Moses. (2 Mosebog 24:3) Hvis de fulgte disse forordninger, ville de ’være hellige, ligesom Jehova deres Gud var hellig’. (3 Mosebog 11:44) Under Lovpagten indebar tilbedelsen af Jehova at et udnævnt præsteskab bragte ofre. Der skulle også være et center for tilbedelsen, og med tiden blev dette center templet i Jerusalem. — 5 Mosebog 12:5-7; 2 Krønikebog 6:4-6.

Moseloven fastsatte de generelle rammer for hvordan Israel som nation skulle tilbede Jehova. Men visse detaljer var ikke nøjere præciseret. Loven forbød for eksempel arbejde på sabbatten, men den trak ikke nogen skarp grænse mellem arbejde og andre aktiviteter. — 2 Mosebog 20:10.

Hvis Jehova havde ment at der var behov for det, kunne han have sørget for detaljerede regler der dækkede ethvert tænkeligt spørgsmål. Han havde imidlertid skabt menneskene med en samvittighed, og han tillod dem at tjene ham med et vist mål af fleksibilitet inden for rammerne af hans lovbud. Loven indeholdt forskrifter om hvordan juridiske sager skulle behandles af præster, levitter og dommere. (5 Mosebog 17:8-11) Efterhånden som man havde behandlet et væsenligt antal sager, blev der skabt præcedenser for visse situationer, og de blev utvivlsomt overleveret fra generation til generation. Måden hvorpå præsternes pligter i Jehovas tempel skulle varetages, blev ligeledes givet videre fra far til søn. Efterhånden som nationens kollektive erfaring voksede, øgedes antallet af traditioner.

Den skrevne lov som blev givet til Moses, var dog fortsat det centrale i israelitternes tilbedelse. I Anden Mosebog 24:3, 4 står der: „Så kom Moses og gav folket underretning om alle Jehovas ord og alle lovbudene, hvorpå hele folket svarede enstemmigt og sagde: ’Alt hvad Jehova har sagt, vil vi gøre.’ Derpå skrev Moses alle Jehovas ord op.“ Det var på grundlag af disse skrevne lovbud at Jehova indgik sin pagt med israelitterne. (2 Mosebog 34:27) Bibelen omtaler ingen steder eksistensen af en mundtlig lov.

„Hvem har givet dig denne bemyndigelse?“

Moseloven overlod primært den religiøse myndighed og undervisning til præsterne, Arons efterkommere. (3 Mosebog 10:8-11; 5 Mosebog 24:8; 2 Krønikebog 26:16-20; Malakias 2:7) I århundredernes løb blev nogle af præsterne troløse og fordærvede. (1 Samuel 2:12-17, 22-29; Jeremias 5:31; Malakias 2:8, 9) I den periode hvor Grækenland var den dominerende verdensmagt, gik mange præster på kompromis med hensyn til religiøse spørgsmål. I det andet århundrede før vor tidsregning begyndte farisæerne — en ny gruppe inden for jødedommen som ikke havde tillid til præsteskabet — at indføre forskellige traditioner. Hvis den almindelige jøde fulgte dem, kunne han betragte sig selv som værende lige så hellig som præsten. Traditionerne tiltalte mange, men de udgjorde en uacceptabel tilføjelse til Loven. — 5 Mosebog 4:2; 12:32 (13:1 i jødiske udgaver af De Hebraiske Skrifter).

Farisæerne blev de nye lovkyndige og udførte det arbejde som de mente præsterne forsømte. Eftersom Moseloven ikke gav dem nogen bemyndigelse, udviklede de ved hjælp af kryptiske hentydninger og andre metoder nye måder at fortolke Skriften på som tilsyneladende støttede deres synspunkter og traditioner.a Som forvaltere af, og fortalere for, udbredelsen af disse traditioner, skabte de en ny magtbase i Israel. I det første århundrede var de blevet en dominerende faktor i jødedommen.

Efterhånden som farisæerne samlede de eksisterende mundtlige traditioner og søgte i Skriften efter belæg for at føje flere af deres egne traditioner til, erkendte de behovet for en bedre bemyndigelse af deres virksomhed. Der fremkom en ny forklaring på traditionernes oprindelse. Rabbinerne begyndte at udbrede følgende lære: „Moses modtog Tora ved Sinaj og videregav den til Josua. Josua gav den til de ældste, som gav den videre til profeterne. Og profeterne videregav den til den store forsamlings mænd.“ — Avot 1:1, Misjna.

Når rabbinerne sagde at „Moses modtog Tora“, henviste de ikke kun til de skrevne love, men også til alle deres mundtlige traditioner. De hævdede at det var Gud der gav disse traditioner, som var udtænkt og udviklet af mennesker, til Moses på Sinaj Bjerg. De lærte også at Gud ikke havde overladt det til mennesker at udfylde hullerne, men mundtligt havde forklaret det som den skrevne lov ikke havde med. Ifølge farisæerne havde Moses givet denne mundtlige lov videre til de kommende generationer, ikke gennem præsterne, men gennem andre bemyndigede ledere. Farisæerne hævdede at de selv var arvtagerne i denne „ubrudte“ kæde af bemyndigede.

Loven i krise — en ny løsning

Jesus, hvis gudgivne bemyndigelse de religiøse ledere satte spørgsmålstegn ved, havde forudsagt templets ødelæggelse. (Mattæus 23:37–24:2) Efter romernes ødelæggelse af templet i år 70 kunne Moselovens krav om ofre og præstetjeneste ikke længere opfyldes. Gud havde oprettet en ny pagt på baggrund af Jesu genløsningsoffer. (Lukas 22:20) Den mosaiske Lovpagt var ophævet. — Hebræerne 8:7-13.

I stedet for at se disse begivenheder som et tegn på at Jesus var Messias, fandt farisæerne en anden løsning. De havde allerede tilranet sig meget af præsteskabets magt. Nu hvor templet var ødelagt, kunne de gå et skridt videre. Den rabbinske skole i Javne blev center for et reorganiseret Sanhedrin — den jødiske højesteret. Under ledelse af Johanan ben Zakkai og Gamaliel 2 i Javne blev jødedommen fuldstændig omstruktureret. Synagogegudstjenesten som blev ledet af rabbinerne, erstattede tilbedelsen ved templet som præsterne havde forestået. Ofrene blev erstattet af bønner, især bønner i forbindelse med forsoningsdagen. Farisæernes ræsonnement var at den mundtlige lov som Moses fik på Sinaj, allerede havde forudset og taget højde for denne situation.

De rabbinske skoler fik en mere fremtrædende stilling. Størstedelen af undervisningen bestod i heftige og grundige debatter, udenadslære og vejledning om anvendelse af den mundtlige lov. Førhen havde den mundtlige lov været baseret på fortolkning af Skriften — altså på Midrasj. Den voksende mængde traditioner der hobede sig op, blev nu ordnet systematisk, og man begyndte at undervise i dem separat. Hver eneste bestemmelse i den mundtlige lov blev sammentrængt til en kort vending der var let at huske, og som man ofte satte melodi til.

Hvorfor nedskrive en mundtlig lov?

De mange rabbinske skoler og den voksende mængde rabbinske regler skabte et nyt problem. Den rabbinske talmudist Adin Steinsaltz forklarer: „Hver eneste lærer havde sin egen metode og formulerede sine mundtlige regler på sin egen måde . . . Det var ikke længere tilstrækkeligt at man kendte de lærepunkter ens egen lærer fremholdt. Den studerende var nødt til at gøre sig bekendt med andre lærdes værker . . . De studerende blev på grund af denne ’kundskabseksplosion’ tvunget til at lære store mængder stof udenad.“ Midt i dette hav af usystematiserede informationer blev den studerendes hukommelse fyldt til bristepunktet.

I det andet århundrede førte det jødiske oprør mod Rom, anført af Bar Kochba, til voldsom forfølgelse af rabbinske lærde. Akiba ben Joseph, en førende rabbiner og en varm tilhænger af Bar Kochba, blev dræbt ligesom mange af de andre lærde jødiske ledere. Rabbinerne frygtede at en ny forfølgelse kunne true selve den mundtlige lovs eksistens. Tidligere havde de haft den opfattelse at det var bedst at overlevere traditionerne mundtligt, fra lærer til elev, men de ændrede forhold medførte at man gjorde en særlig indsats for at sortere og bevare traditionerne i et velordnet system, så vismændenes lære ikke skulle blive glemt for evigt.

I den følgende periode hvor forholdet til Rom var relativt fredeligt, samlede Jehuda Ha-Nasi, den førende rabbiner i den sidste del af det andet og første del af det tredje århundrede, en stor gruppe lærde og systematiserede en mængde mundtlige traditioner ved at opdele dem i seks ordener, som så igen blev opdelt i 63 mindre afsnit eller traktater. Dette værk blev senere kendt som Misjna. Ephraim Urbach, som er ekspert i den mundtlige lov, siger: „Misjna vandt gehør og fik en myndighed som man ikke før havde tilkendt nogen anden bog bortset fra Toraen selv.“ Messias var blevet forkastet, og templet lå i ruiner, men i kraft af den mundtlige lov som man nu havde sikret for eftertiden ved at nedskrive den i form af Misjna, kunne en ny epoke i jødedommen tage sin begyndelse.

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Hvorfor anerkendte mange jøder ikke Jesu myndighed?