Kollegianterne — Bibelstudium gjorde dem anderledes

Har du nogen sinde hørt om kollegianterne?

Det er et lille hollandsk trossamfund fra det 17. århundrede som adskilte sig fra datidens etablerede kirker. Hvordan, og hvad vi kan lære af dem, vil vi finde ud af ved at rejse tilbage i tiden.

I 1587 ankom Jacobus Arminius (hollandsk: Jacob Harmensen) til Amsterdam. Han havde ingen problemer med at få arbejde da han kunne fremvise imponerende kvalifikationer på sin ansøgning. Som 21-årig havde han taget den afsluttende eksamen ved universitetet i Leiden i Holland. Derefter tilbragte han seks år i Schweiz, hvor han studerede teologi hos Theodor Beza, den protestantiske reformator Johannes Calvins efterfølger. Det er ikke så mærkeligt at protestanterne i Amsterdam var glade for at ansætte den 27-årige Arminius som præst. Nogle år senere var der imidlertid mange kirkemedlemmer som fortrød deres valg. Hvorfor?

Debatten om prædestinationslæren

Kort efter at Arminius var blevet ansat, opstod der uenighed blandt Amsterdams protestanter angående læren om prædestination, eller forudbestemmelse. Denne lære udgjorde kernen i calvinismen, men nogle kirkemedlemmer mente at hvis Gud på forhånd havde udset nogle til frelse og andre til fortabelse, var han streng og uretfærdig. Calvinisterne troede at Arminius som tidligere elev hos Beza ville korrigere afvigerne. Men til calvinisternes store bestyrtelse gjorde Arminius fælles sag med afvigerne. I 1593 var diskussionen blevet så ophedet at den delte byens protestanter i to lejre — de der støttede læren, og de der afviste den, de moderate.

I løbet af nogle få år førte denne lokale strid til et landsomfattende skisma inden for protestantismen. I november 1618 kom det til et opgør. Calvinisterne, der var støttet af hæren og den brede befolkning, indkaldte afvigerne (dengang kaldt remonstrantera) til en protestantisk nationalsynode, Dordrechtsynoden. Ved mødets slutning fik alle remonstrantpræster valget mellem at skrive under på at de aldrig ville prædike mere, eller at forlade landet. De fleste valgte landsforvisning, hvorefter deres prædikestole blev overtaget af strengt calvinistiske præster. Calvinismen havde sejret — det håbede synoden i hvert fald.

Kollegianternes tilblivelse og udbredelse

Som flere andre steder mistede remonstrantmenigheden i landsbyen Warmond nær Leiden sin præst. I modsætning til de andre menigheder accepterede Warmond-menigheden imidlertid ikke den af synoden godkendte afløser. Nogle af menighedens medlemmer afviste også den remonstrantpræst der i 1620 med livet som indsats vendte tilbage til Warmond for at tage sig af menigheden. Disse var begyndt at holde deres religiøse møder i hemmelighed, uden gejstlig medvirken. Senere blev disse møder kaldt kollegier, og tilhængerne blev kaldt kollegianter.

Kollegianterne opstod mere som følge af omstændighederne end på grund af religiøse principper, men denne situation ændrede sig snart. Kollegianten Gijsbert van der Kodde fremførte at gruppen ved at holde møder uden gejstligt tilsyn var i nøjere overensstemmelse med Bibelen og de første kristnes eksempel end de etablerede kirker var. Han hævdede at præsteklassen var blevet dannet efter apostlenes død for at skabe levebrød til mænd der ikke ønskede at lære et fag.

I 1621 flyttede van der Kodde og ligesindede deres møder til nabolandsbyen Rijnsburg.b Da religiøs forfølgelse nogle år senere havde veget pladsen for tolerance, spredte kollegiernes ry sig i hele landet og tiltrak folk „med vidt forskellig baggrund og fra mange samfundslag,“ siger historikeren Siegfried Zilverberg. Der var remonstranter, mennonitter, socinianere og teologer. Nogle var landmænd; andre var digtere, bogtrykkere, læger og handelsmænd. Filosoffen Spinoza (Baruch Spinoza), pædagogen Johann Amos Comenius (eller Jan Komenský) og den berømte maler Rembrandt van Rijn sympatiserede med bevægelsen. Kollegianternes religiøse opfattelser blev påvirket af de forskellige synspunkter som disse gudfrygtige mennesker bidrog med.

Efter 1640 vandt dette dynamiske samfund hurtig udbredelse. Kollegier dukkede op i Rotterdam, Amsterdam, Leeuwarden og andre byer. Historieprofessor Andrew C. Fix siger at i perioden fra 1650 til 1700 „voksede kollegiantbevægelsen og blev en af de vigtigste og mest indflydelsesrige religiøse kræfter i det 17. århundredes Holland“.

Kollegianternes lære

Eftersom kollegianterne var fortalere for fornuft, tolerance og talefrihed, havde de lov til at have forskellige synspunkter. Dog var de knyttet sammen af nogle fælles overbevisninger. Alle indså for eksempel betydningen af personligt bibelstudium. En kollegiant skrev at hvert medlem bør „foretage et selvstudium og ikke lære Gud at kende gennem en anden“. Kollegianterne efterlevede dette. Ifølge kirkehistorikeren Jacobus C. van Slee sad kollegianterne inde med større bibelkundskab end nogen anden af datidens religiøse grupper. Selv kollegianternes modstandere roste dem for deres evne til at gøre dygtig brug af Bibelen.

Jo mere kollegianterne granskede i Bibelen, jo mere adskilte deres lære sig fra de etablerede kirkesamfunds. Kilder der daterer sig fra det 17. til det 20. århundrede, beskriver nogle af deres trossætninger:

Oldkirken. Kollegiant og teolog Adam Boreel skrev i 1644 at da oldkirken på kejser Konstantins tid involverede sig i politik, brød den sin pagt med Kristus og mistede den hellige ånds inspiration. Han tilføjede at det resulterede i at falsk lære vandt større og større indpas og blev videreført helt frem til hans tid.

Reformationen. Det 16. århundredes reformation anført af Luther, Calvin og andre havde ikke gjort nok for at reformere kirken. Ifølge en førende kollegiant og læge, Galenus Abrahamsz (1622-1706), havde reformationen derimod forårsaget strid og had og dermed forværret den religiøse situation. Ægte reform burde ændre folks hjerteindstilling, og det havde reformationen ikke formået at gøre.

Kirken og præsteskabet. De etablerede kirker er korrupte, verdslige og blottede for guddommelig myndighed. Enhver der tager sin tro alvorligt, vil gøre bedst i at forlade den kirke han tilhører, for ikke at blive meddelagtig i dens synder. Ifølge kollegianterne var præsteembedet i strid med Bibelen og „skadeligt for den kristne menigheds åndelige velfærd“.

Riget og Paradiset. Daniel de Breen (1594-1664), en af grundlæggerne af kollegiet i Amsterdam, hævdede at Kristi rige ikke var et åndeligt rige man havde i hjertet. Lærer Jacob Ostens, en kollegiant i Rotterdam, sagde at „patriarkerne så frem til en jordisk opfyldelse af løfterne“. Kollegianterne så også frem til den tid da jorden ville blive omdannet til et paradis.

Treenigheden. Nogle førende kollegianter der var påvirket af socinianismen, afviste treenighedslæren.c For eksempel skrev Daniel Zwicker (1621-78) at enhver læresætning der er fornuftstridig, deriblandt treenighedslæren, er „uantagelig og falsk“. I 1694 blev der udgivet en bibeloversættelse af kollegianten Reijnier Rooleeuw. Den gengav sidste del af Johannes 1:1 på følgende måde: „Og Ordet var en gud“ i stedet for den gængse gengivelse: „Og Ordet var Gud.“d

Ugentlige møder

Ikke alle kollegianter var enige i trosspørgsmål, men deres kollegier i de forskellige byer fungerede ret ens. Historikeren Jacobus van Slee oplyser at man i bevægelsens første tid næsten aldrig fulgte et fastlagt program. På baggrund af Paulus’ ord om vigtigheden af at „profetere“ mente kollegianterne at ethvert mandligt medlem frit kunne tale til de forsamlede. (1 Korinther 14:1, 3, 26) Det resulterede ofte i at møderne varede til langt ud på natten, og at nogle af de tilstedeværende faldt i dyb søvn.

Senere blev møderne mere organiserede. Kollegianterne samledes ikke kun om søndagen, men også på hverdagsaftener. For at hjælpe talerne og menigheden til at forberede sig til de møder som ville blive holdt i løbet af året, udarbejdede man et trykt program med en liste over de skriftsteder der skulle drøftes, forsynet med talernes initialer. Efter at mødet var blevet indledt med sang og bøn, udlagde en taler skriftstederne og bad derefter andre mænd i forsamlingen om at knytte en kommentar til det emne der var til behandling. En anden taler viste den praktiske anvendelse af de samme vers. Mødet blev afsluttet med sang og bøn.

Kollegianter i byen Harlingen i provinsen Friesland havde en usædvanlig måde at få talerne til at overholde tiden på. Enhver der overskred den tildelte taletid, måtte betale en lille bøde.

Landsmøder

Kollegianterne indså også betydningen af at holde større møder. Fra og med 1640 rejste kollegianter fra hele landet derfor to gange om året (forår og efterår) til Rijnsburg. Historieprofessor Andrew C. Fix skriver at disse sammenkomster hjalp dem til at „blive kendt med deres fjerntboende brødres idéer, følelser, trosopfattelser og aktiviteter“.

Nogle af de tilrejsende kollegianter lejede værelser hos folk i landsbyen, mens andre boede i Groote Huis (Det Store Hus), en beboelsesejendom med 30 værelser der ejedes af kollegianterne. Her blev der serveret fælles måltider for 60 til 70 mennesker. Efter middagen kunne gæsterne gå en lille tur i ejendommens store have for at nyde ’Guds natur, en stille snak eller et øjebliks meditation’.

Ikke alle kollegianter mente at det var nødvendigt at lade sig døbe, men mange gjorde. Dåben blev derfor en fast del af deres store sammenkomster. Ifølge Jacobus van Slee foregik dåbsceremonien som regel lørdag formiddag. Sang og bøn blev efterfulgt af et foredrag om rigtigheden af dåb ved fuldstændig nedsænkning. Taleren bad derefter de voksne der ønskede at blive døbt, om at fremsige en trosbekendelse, som kunne lyde: „Jeg tror på at Jesus Kristus er den levende Guds søn.“ Efter at foredraget var blevet afsluttet med bøn, gik alle de tilstedeværende hen til dåbsbassinet hvor de mænd og kvinder der skulle døbes, i de øvriges påsyn knælede i bassinet sådan at vandet nåede dem til skuldrene. Døberen trykkede dernæst den nyomvendtes hoved langsomt forover og ned under vandet. Efter ceremonien vendte alle tilbage til deres pladser for at lytte til det næste foredrag.

Det egentlige landsmøde begyndte klokken fem lørdag eftermiddag med en kort oplæsning fra Bibelen samt sang og bøn. For at sikre at der altid var en taler til stede, skiftedes kollegierne i Rotterdam, Leiden, Amsterdam og provinsen Noordholland til at sørge for talere til landsmøderne. Søndag formiddag var forbeholdt fejringen af nadveren. Efter et foredrag, en sang og en bøn spiste mændene og derefter kvinderne af brødet og drak af vinen. Søndag aften blev der holdt flere indlæg, og mandag formiddag samledes alle til det afsluttende foredrag. De fleste af de foredrag der blev holdt ved disse landsmøder, var af praktisk art, og de lagde mere vægt på anvendelsen af stoffet end udlægningen af det, bemærker Jacobus van Slee.

Indbyggerne i Rijnsburg var glade for at være værter for disse sammenkomster. En iagttager fra det 18. århundrede skrev at de mange tilrejsendes forbrug af mad og drikke var en god indtægtskilde for byen. Dertil kom at kollegianterne efter hvert landsmøde skænkede et pengebeløb til byens fattige. Byen har uden tvivl følt det som et stort tab da disse møder i 1787 ophørte og kollegiantbevægelsen opløstes. Hvorfor gjorde den det?

Hvorfor bevægelsen gik i opløsning

I slutningen af det 17. århundrede var der opstået en strid om fornuftens betydning i gudsdyrkelsen. Nogle kollegianter mente at man burde tillægge fornuften større vægt end guddommelig åbenbaring, men andre var uenige heri. Til sidst delte diskussionen bevægelsen i to lejre. Det var først efter at begge parters mest ivrige fortalere døde, at kollegianterne blev genforenet. Ifølge Andrew C. Fix blev bevægelsen dog „aldrig helt den samme“ efter denne splittelse.

Noget andet der bidrog til kollegianternes tilbagegang, var en voksende tolerance inden for det 18. århundredes protestantisme. Efterhånden som kollegianternes principper om fornuft og fordragelighed vandt indpas i samfundet som helhed, „gik kollegianternes enlige lys i ét med Oplysningstidens strålende daggry“. I slutningen af det 18. århundrede havde de fleste kollegianter sluttet sig til mennonitterne eller andre religiøse grupper.

Kollegianterne stræbte ikke efter enhed i tanke, og derfor havde de næsten lige så mange forskellige synspunkter som der var medlemmer. Det erkendte de, og de hævdede derfor ikke at de var „helt forenede . . . i samme tankegang“, sådan som Paulus tilskynder de kristne til at være. (1 Korinther 1:10) Kollegianterne så ikke desto mindre frem til den tid da grundlæggende kristne opfattelser, som for eksempel enhed i tanke, ville blive til virkelighed.

I betragtning af at den sande kundskab endnu ikke var blevet stor på kollegianternes tid, satte de et eksempel som mange trossamfund i dag burde tage til efterretning. (Jævnfør Daniel 12:4.) At de lagde vægt på studiet af Bibelen, var helt i tråd med apostelen Paulus’ vejledning: „Forvis jer om alt.“ (1 Thessaloniker 5:21) Gennem deres personlige bibelstudium lærte Jacobus Arminius og andre at visse hævdvundne religiøse læresætninger og skikke slet ikke var grundlagt på Bibelen. Da de indså dette, havde de mod til at skille sig ud fra de etablerede kirker. Ville du have gjort det samme?

[Fodnoter]

[Illustration på side 24]

Rembrandt van Rijn

[Illustrationer på side 26]

Byen Warmond, hvor kollegianterne holdt deres første møder, og floden Vliet, hvor dåbshandlingerne fandt sted

[Kildeangivelse på side 23]

Baggrund: Med tilladelse af American Bible Society Library, New York