Hvordan behandler Jehovas Vidner dem der tidligere har hørt til deres trossamfund?
Vi gør alt hvad vi kan, for at behandle alle med kærlighed, venlighed og respekt. Det gælder også Jehovas Vidner som ikke er så aktive længere eller helt er holdt op med at komme i menigheden. Vi tager initiativ til at række ud til dem, forsikrer dem om at vi elsker dem, og prøver at hjælpe dem til igen at få et nært forhold til Gud. – Lukas 15:4-7.
I nogle tilfælde vælger et Jehovas Vidne at gøre noget der kan føre til at hana bliver fjernet fra menigheden. (1. Korinther 5:13) Men fordi vi elsker ham højt, vil vi prøve at hjælpe ham så det ikke bliver nødvendigt at fjerne ham. Og selv i de tilfælde hvor en bliver fjernet fra menigheden, vil vi blive ved med at vise ham kærlighed og respekt, præcis som Bibelen siger at vi skal. – Markus 12:31; 1. Peter 2:17.
Hvornår bliver en fjernet fra menigheden?
Bibelen siger meget direkte at hvis en kristen begår en alvorlig synd og nægter at ændre sig, skal han fjernes fra menigheden.b (1. Korinther 5:11-13) Det er Bibelen der afgør hvilke synder der er så alvorlige at de kan betyde at en må fjernes fra menigheden. Den nævner for eksempel ting som utroskab, alkoholmisbrug, vold mod ens ægtefælle eller børn, mord og tyveri. – 1. Korinther 6:9, 10; Galaterne 5:19-21; 1. Timotheus 1:9, 10.
Men en der har begået en alvorlig synd, bliver ikke automatisk fjernet fra menigheden. De ældstec vil altid først prøve at hjælpe ham. De vil mødes med ham flere gange og prøve at nå hans hjerte på en mild og kærlig måde. (Romerne 2:4; Galaterne 6:1) Det kan få ham til at indse at han har gjort noget forkert, og vende om. (2. Timotheus 2:24-26) Hvis han trods den hjælp de ældste giver ham, ikke angrer men bliver ved med at gå imod det Bibelen siger, bliver man nødt til at fjerne ham fra menigheden. Når det sker, vil de ældste give en kort meddelelse til menigheden om at vedkommende ikke længere er et af Jehovas Vidner.
Ældste prøver at appellere til en der har gjort noget forkert, ved at behandle ham mildt og kærligt.
Hvilke positive ting kommer der ud af at fjerne en fra menigheden der er besluttet på at fortsætte med at gøre det Bibelen siger er forkert? For det første bliver menigheden ved med at være et trygt sted fordi alle er indstillet på at følge Guds normer. Og menigheden bliver beskyttet mod negativ påvirkning. (1. Korinther 5:6; 15:33; 1. Peter 1:16) Derudover kan det motivere den der er blevet fjernet fra menigheden, til at holde op med at gøre det der er forkert, og begynde at ændre sig. – Hebræerne 12:11.
Hvordan behandler Jehovas Vidner dem der er blevet fjernet fra menigheden?
Bibelen siger at kristne skal “holde op med at omgås” en der er blevet fjernet fra menigheden, og at de ikke engang skal “spise sammen med” ham. (1. Korinther 5:11) Derfor kommer vi ikke socialt sammen med en der er blevet fjernet. Men vi bliver ved med at behandle ham med respekt og ignorerer ham ikke bare. Han er velkommen til at komme til vores møder, og dér kan dem i menigheden vælge at hilse på ham.d Han kan også altid bede de ældste om at hjælpe med støtte og råd fra Bibelen.
De der er blevet fjernet fra menigheden, er meget velkomne til at komme til vores møder.
Hvad hvis en der bliver fjernet fra menigheden, bor sammen med sin ægtefælle og sine børn der stadig er Jehovas Vidner? Selvom familien ikke længere tilbeder Gud sammen, er familiebåndene ikke revet over. Eftersom de bor under samme tag, fortsætter deres normale familieliv, og de bliver ved med at behandle hinanden med kærlighed og respekt.
En der er blevet fjernet fra menigheden, kan bede de ældste om at mødes med ham. De vil give ham kærlige råd ud fra Bibelen og varmt tilskynde ham til at komme tilbage til Gud. (Zakarias 1:3) Hvis han holder op med det forkerte han gør, og viser at han oprigtigt ønsker at følge Bibelens moralnormer, kan han blive en del af menigheden igen. Når han kommer tilbage, vil menigheden “kærligt tilgive ham og trøste ham”, ligesom de kristne i Korinth gjorde da en mand ændrede sin forkerte måde at leve på og kom tilbage til menigheden. – 2. Korinther 2:6-8.
Personlige kommentarer fra nogle der har været fjernet fra menigheden
Her er nogle udtalelser fra Jehovas Vidner der har været fjernet fra menigheden men senere besluttede at vende tilbage til Gud.
“Da jeg tog en beslutning om at komme tilbage til menigheden, var jeg bange for at de ældste ville udspørge mig om alt det jeg havde gjort i de mange år jeg havde været væk. Men det gjorde de slet ikke. I stedet sagde de: ‘Nu skal du bare se fremad.’ Det fik mig til at føle mig helt rolig og meget velkommen.” – Maria, USA.
“Alle i menigheden var så glade for at jeg kom tilbage. Jeg følte mig meget elsket. Mine brødre og søstre hjalp mig til at tro på at jeg var blevet tilgivet, og til at lægge det hele bag mig og komme videre med mit liv. De ældste var der altid for mig. De trøstede mig og hjalp mig til at forstå at Jehova stadigvæk elsker mig og sætter pris på mig.” – Malcom, Sierra Leone.
“Det rører mig dybt at Jehova elsker sit folk så højt at han gerne vil passe på det ved at holde organisationen ren. Set udefra kan det måske virke barsk og ufølsomt når en bliver fjernet fra menigheden. Men sådan er det slet ikke. Det kan være nødvendigt, og i virkeligheden er det et udtryk for kærlighed. Jeg er så taknemmelig for at vide at Gud er en kærlig Far der altid er klar til at tilgive.” – Sandi, USA.
a For nemheds skyld omtaler artiklen personen i hankøn, men informationerne gælder selvfølgelig begge køn.
b Tidligere brugte vi udtrykket “udelukket” om en der begik en alvorlig synd og ikke ville ændre sig og derfor ikke længere kunne være en del af menigheden. Nu bruger vi det bibelske udtryk fjernet fra menigheden.
c Ældste er kristne mænd der har en god forståelse af Bibelen, og som har fået ansvar for at tage sig af menigheden. De underviser ud fra Bibelen og viser menigheden omsorg ved at hjælpe og opmuntre dem. De bliver ikke betalt for det de gør i menigheden. – 1. Peter 5:1-3.
d I sjældne tilfælde er der nogle der ikke bare forlader menigheden – de prøver også direkte at skade den eller aktivt at få andre til at gå imod Bibelens normer. I de tilfælde følger vi Bibelens direkte bud: “Hils ikke på ham.” – 2. Johannes 9-11.