LUKAS
Studienoter – Kapitel 3
kejser Tiberius’ 15. regeringsår: Kejser Augustus døde den 17. august år 14 e.v.t. (efter den gregorianske kalender). Den 15. september lod Tiberius det romerske senat udråbe ham til kejser. Hvis man regner fra Augustus’ død, må det 15. år af Tiberius’ regeringstid have strakt sig fra august år 28 e.v.t til august år 29 e.v.t. Hvis man derimod regner fra det tidspunkt da Tiberius formelt blev udråbt til kejser, må det 15. år have strakt sig fra september år 28 e.v.t. til september år 29 e.v.t. Johannes indledte sin tjeneste i foråret (den nordlige halvkugle) i år 29 e.v.t., som var i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. I det år ville Johannes have været omkring 30 år gammel, som var den alder levitpræsterne havde når de begyndte at tjene ved templet. (4Mo 4:2, 3) Da Jesus blev døbt af Johannes og “begyndte sin tjeneste”, var han også, ifølge Lu 3:21-23, “omkring 30 år”. Jesus døde i forårsmåneden nisan, så hans tjeneste på tre og et halvt år må være begyndt i efteråret, omkring etanim måned (september/oktober). Det tyder på at Johannes var seks måneder ældre end Jesus og åbenbart begyndte sin tjeneste seks måneder før Jesus begyndte sin. (Lu, kap. 1) Derfor er det logisk at slutte at Johannes begyndte sin tjeneste i foråret år 29 e.v.t. – Se studienoter til Lu 3:23; Joh 2:13.
Herodes: Dvs. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store. – Se Ordforklaring.
var lokalfyrste: Bogst.: “var tetrark”, dvs. en der herskede over et mindre område eller en landsdel, og som havde fået sit embede betroet af de romerske myndigheder. – Se studienoter til Mt 14:1; Mr 6:14.
hans bror Filip: Dvs. en halvbror til Herodes Antipas. Filip var søn af Herodes den Store og hans kone Kleopatra fra Jerusalem. Han bliver nogle gange omtalt som tetrarken Filip for at skelne ham fra hans halvbror der også hed Filip (nogle gange kaldt Herodes Filip), der bliver nævnt i Mt 14:3 og Mr 6:17. – Se også studienote til Mt 16:13.
Ituræa: Et lille landområde med skiftende, ikke nærmere bestemte grænser NØ for Galilæas Sø, der åbenbart lå i nærheden af bjergkæderne Libanon og Antilibanon. – Se Tillæg B10.
Trakonitis: Navnet kommer af en græsk rod der betyder “ujævn”, og det hentyder sandsynligvis til det ujævne terræn i området. Trakonitis var en del af det område der tidligere var kendt som Bashan (5Mo 3:3-14), og det lå Ø for Ituræa og havde kun et areal på omkring 900 km2. Dets nordgrænse lå ca. 40 km SØ for Damaskus.
Lysanias: Ifølge Lukas’ beretning var Lysanias “lokalfyrste” [bogst.: “tetrark”] i det romerske område Abilene på den tid hvor Johannes Døber begyndte sin tjeneste. En inskription der blev fundet i Abila, hovedstaden i Abilene, i nærheden af Damaskus i Syrien (se Tillæg B10), bekræfter at en tetrark ved navn Lysanias herskede på samme tid som den romerske kejser Tiberius. Dette fund tilbageviste kritikernes påstand om at Lukas forvekslede denne Lysanias med en konge ved navn Lysanias, der herskede i det nærliggende Chalkis, og som blev slået ihjel i omkring år 34 f.v.t., årtier før den tid Lukas nævner.
Abilene: Romersk landsdel, eller tetrarki, opkaldt efter hovedstaden Abila og beliggende i Antilibanonbjergene N for Hermonbjerget. – Se Ordforklaring: “Libanon (bjergkæden)”.
Annas var en af de øverste præster, og Kajfas var ypperstepræst: Lukas præciserer hvornår Johannes Døber begyndte sin tjeneste ved også at henvise til det tidspunkt hvor det jødiske præsteskab blev domineret af to magtfulde mænd. Annas blev udnævnt til ypperstepræst omkring år 6 eller 7 e.v.t. af Kvirinius, den romerske statholder i Syrien, og beklædte embedet indtil omkring år 15 e.v.t. Selvom Annas var blevet afsat af romerne og ikke længere sad inde med den officielle titel, er det tydeligt at han som tidligere ypperstepræst fortsatte med at udøve stor magt og indflydelse og havde en afgørende stemme i det jødiske hierarki. Fem af hans sønner beklædte ypperstepræsteembedet, og hans svigersøn Kajfas tjente som ypperstepræst fra omkring år 18 e.v.t. til omkring år 36 e.v.t. Selvom det var Kajfas der var ypperstepræst i år 29 e.v.t., kan man med rette omtale Annas som “en af de øverste præster” på grund af hans fremtrædende position. – Joh 18:13, 24; ApG 4:6.
Johannes: Det er kun i Lukas’ beretning at Johannes bliver introduceret som Zakarias’ søn. (Se studienote til Lu 1:5). Det er også kun Lukas der nævner at ‘Gud gav et budskab’ til Johannes, en ordlyd der minder om den der findes i Septuaginta i forbindelse med profeten Elias (1Kg 17:2; 21:28; [20:28, LXX]), der var et billede på Johannes. (Mt 11:14; 17:10-13) Alle tre synoptiske evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) nævner at Johannes var i ørkenen, men Matthæus er mere specifik og siger at det var “Judæas ørken”, dvs. den øde og næsten ubeboede østlige udløber af de judæiske bjerge der skråner ned mod den vestlige bred af Jordanfloden og Det Døde Hav – et fald på omkring 1.200 m. – Se studienote til Mt 3:1.
døbe som symbol på at de havde angret: Se studienote til Mr 1:4.
Jehovas: I Esa 40:3, som bliver citeret her, forekommer Guds navn, gengivet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH), i den originale hebraiske tekst. (Se Tillæg C). Lukas anvender denne profeti om Johannes Døber. Johannes ville ‘rydde Jehovas vej’ i den forstand at han var en forløber for Jesus, der ville repræsentere sin Far og komme i sin Fars navn. (Joh 5:43; 8:29) I Johannesevangeliet anvender Johannes Døber denne profeti om sig selv. – Joh 1:23.
Gør hans veje lige: Se studienote til Mt 3:3.
døbt: Eller “nedsænket; dyppet”. – Se studienote til Mt 3:11.
Giftslangeyngel: Se studienote til Mt 3:7.
Vis ... i handling at I har angret: Bogst.: “Frembring ... frugter som stemmer med at I har angret”. Flertalsformen af det græske ord for “frugt” (karpos) bliver her anvendt i overført betydning og hentyder til handlinger og andre synlige tegn som ville være et udtryk for at de der lyttede til Johannes, havde angret eller ændret mening. – Mt 3:8; ApG 26:20; se studienoter til Mt 3:2, 11 og Ordforklaring: “Anger”.
skatteopkrævere: Se studienote til Mt 5:46.
soldater: Der var sikkert tale om soldater der var jøder af fødsel, og som førte en form for politimæssigt opsyn ved at opkræve told og andre former for skat. Jødiske soldater stod i et pagtsforhold til Jehova Gud. Hvis de ønskede at blive døbt som et symbol på at de angrede deres synder, var de forpligtede til at ændre deres adfærd og ikke længere afpresse nogen eller gøre sig skyldige i andre overtrædelser som soldater ellers var berygtede for. – Mt 3:8.
true nogen med falske anklager: Det græske ord der her er oversat med at “true nogen med falske anklager” (sykofanteo), er i Lu 19:8 gengivet med at ‘afpresse’ eller ‘afpresse nogen ved hjælp af falske anklager’. (Se studienote til Lu 19:8). Det er blevet forklaret at udsagnsordet bogstaveligt betyder “at tage ved figenfremvisning”. Der findes flere forskellige forklaringer på ordets oprindelse. En af dem går ud på at det i det gamle Athen var forbudt at eksportere figner fra provinsen. En der anklagede andre for forsøg på at eksportere figner, blev kaldt en “figenfremviser”. Ordet kom til at betegne en der falskeligt anklagede andre for selv at opnå fordele, eller en pengeafpresser.
løn: Eller “underhold”. Udtrykket anvendes her som et militært udtryk og henviser til en soldats løn, ration eller godtgørelse. Oprindeligt kan mad og andre fornødenheder også have indgået i en soldats løn. De jødiske soldater der opsøgte Johannes, kan have ført en form for politimæssigt opsyn, især i forbindelse med opkrævning af told og andre former for skat. Johannes gav måske denne vejledning fordi soldaterlønnen som regel var lav, og der åbenbart var en tendens til at soldater misbrugte deres stilling for at supplere den løn de fik. Vi støder på det samme ord i udtrykket “betaler sin egen løn” i 1Kt 9:7, hvor Paulus henviser til den løn en kristen “soldat” er berettiget til.
var folket i forventning om: Eller “ventede folket spændt på”. En sådan forventning kan være opstået på grund af englens bekendtgørelse ved Jesus’ fødsel, og af at hyrderne bagefter fortalte det de havde hørt, videre. (Lu 2:8-11, 17, 18) Senere talte profetinden Anna til alle i templet om barnet. (Lu 2:36-38) Og astrologernes udtalelse om at de var kommet for at vise ‘den der var født til at være jødernes konge’, ære, skabte røre blandt flere, deriblandt Herodes, de øverste præster, de skriftlærde og alle andre i Jerusalem. – Mt 2:1-4.
døber jer: Se studienote til Mt 3:11.
sandaler: Se studienote til Mt 3:11.
kasteskovl: Se studienote til Mt 3:12.
avnerne: Se studienote til Mt 3:12.
ild der ikke kan slukkes: Se studienote til Mt 3:12.
lokalfyrsten: Se studienote til Mt 14:1.
Mens han bad: Lukas lægger særligt vægt på bøn i sit evangelium. Flere af Jesus’ bønner bliver kun omtalt af Lukas. For eksempel bidrager Lukas med den detalje at Jesus bad da han blev døbt. Nogle af de vigtige ord han brugte i sin bøn ved den lejlighed, blev senere nedskrevet af Paulus. (He 10:5-9) Andre eksempler på Jesus’ bønner som kun er omtalt af Lukas, findes i Lu 5:16; 6:12; 9:18, 28; 11:1; 23:46.
himlen: Se studienote til Mt 3:16.
åbnede himlen sig: Gud sørgede åbenbart for at Jesus nu kunne opfatte himmelske anliggender, som kan have indbefattet at han huskede sin førmenneskelige tilværelse i himlen. Jesus’ egne udtalelser efter sin dåb, især den inderlige bøn han bad påskeaften i år 33, viser at han huskede sin førmenneskelige tilværelse og det han havde hørt sin Far sige, og det han havde set sin Far gøre, samt den herlighed han selv havde haft i himlen. (Joh 6:46; 7:28, 29; 8:26, 28, 38; 14:2; 17:5) Jesus har højst sandsynligt fået genskabt den del af sin hukommelse da han blev døbt og salvet.
i form af en due: Duer blev brugt til hellige formål og havde også en symbolsk betydning. De blev bragt som ofre. (Mr 11:15; Joh 2:14-16) De symboliserede uskyld og renhed. (Mt 10:16) Noa sendte en due ud, og den havde et olivenblad med da den kom tilbage til arken, hvilket viste at vandet havde trukket sig tilbage (1Mo 8:11), og at der snart ville komme hvile og fred (1Mo 5:29). Ved Jesus’ dåb brugte Jehova også en due for at henlede opmærksomheden på den plads Jesus har som Messias, Guds rene og syndfri Søn, der ville ofre sit liv for mennesker og danne grundlaget for en periode med hvile og fred under hans styre som Konge. Den måde hvorpå Guds hellige ånd, eller virksomme kraft, dalede ned over Jesus ved hans dåb, kan have lignet en due der basker med vingerne når den nærmer sig sin gren.
der lød en stemme fra himlen: Den første af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. – Se studienoter til Lu 9:35; Joh 12:28.
Du er min Søn: Se studienote til Mr 1:11.
Jeg har godkendt dig: Se studienote til Mr 1:11.
begyndte sin tjeneste: Eller “begyndte sin gerning; begyndte at undervise”. Bogst.: “begyndte”. Lukas bruger det samme græske ord i ApG 1:21, 22 og 10:37, 38 da han henviser til det tidspunkt hvor Jesus begyndte sin jordiske tjeneste. Hans offentlige tjeneste indbefattede forkyndelse, undervisning og det at gøre folk til disciple.
han var, mente man, søn af Josef: Josef var egentlig Jesus’ adoptivfar, for Jesus var blevet undfanget ved hellig ånd. Men folk i Nazaret havde set Jesus vokse op hos Josef og Maria, så det var helt naturligt at de betragtede Jesus som Josefs søn. Det kan man også se ud af andre bibelvers, som for eksempel Mt 13:55 og Lu 4:22, hvor indbyggerne i Nazaret omtaler Jesus som “tømrerens søn” og som “Josefs søn”. Ved en lejlighed hvor nogle tog anstød af det Jesus sagde, udbrød de: “Er det ikke Jesus, Josefs søn? Vi kender hans far og mor.” (Joh 6:42) Og Filip sagde til Nathanael: “Vi har fundet ... Jesus, Josefs søn.” (Joh 1:45) Lukas’ beretning bekræfter her at det var den almindelige opfattelse at Jesus var “Josefs søn”.
mente man: Eller muligvis: “som det var juridisk fastslået”. Nogle få forskere har foreslået denne gengivelse fordi det græske ord giver rum for den tanke. I denne sammenhæng ville den gengivelse lede tanken hen på noget der var juridisk fastslået gennem de slægtsregistre der var til rådighed på det tidspunkt. Men de fleste forskere støtter den måde ordet er gengivet på i hovedteksten i Ny Verden-Oversættelsen.
Josef, søn af Eli: I Mt 1:16 står der at “Jakob blev far til Josef, Marias mand”. I Lukas’ beretning omtales Josef som “søn af Eli”, men i betydningen Elis svigersøn. (Et lignende tilfælde kan ses i studienoten til Lu 3:27). Når man skulle beskrive slægtskabet mellem en bedstefar og hans datters søn, var det skik blandt jøderne at fokusere på manden i slægtslinjen, og det kan være grunden til at Lukas udelader datterens navn og betegner hendes mand som en søn. Lukas følger åbenbart slægtslinjen gennem Maria, så det ser ud til at Eli var Marias far og morfar til Jesus. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:27.
Zerubbabel, søn af Shealtiel: Selvom Zerubbabel mange gange omtales som “Shealtiels søn” (Ezr 3:2, 8; 5:2; Ne 12:1; Hag 1:1, 12, 14; 2:2, 23; Mt 1:12), bliver han en enkelt gang beskrevet som en søn af Shealtiels bror Pedaja. (1Kr 3:17-19) Zerubbabel var åbenbart Pedajas søn, men han blev øjensynligt juridisk set regnet for at være søn af Shealtiel. Hvis Pedaja døde da hans søn Zerubbabel var dreng, kan Pedajas ældste bror, Shealtiel, have opdraget Zerubbabel som sin egen søn. Eller hvis Shealtiel døde barnløs og Pedaja indgik svogerægteskab på hans vegne, ville Pedajas søn med Shealtiels hustru blive betragtet som Shealtiels retmæssige arving.
Shealtiel, søn af Neri: Ifølge 1Kr 3:17 og Mt 1:12 var Shealtiel søn af Jekonja, ikke af Neri. Måske giftede Shealtiel sig med Neris datter og blev hans svigersøn og kunne derfor kaldes “søn af Neri”. Det var ikke ualmindeligt at en svigersøn blev omtalt som en søn i hebraiske slægtsregistre. Et lignende tilfælde finder man i Lukas’ omtale af Josef, hvor han kalder ham “søn af Eli”, som var Marias far. – Se studienote til Lu 3:23.
Jesus: Eller “Josva (Jeshua)”. I nogle gamle håndskrifter står der her “Jose(s)”. – Se studienote til Mt 1:21.
Natan: Den søn som David fik med Batseba, og som Maria nedstammede fra. (2Sa 5:13, 14; 1Kr 3:5) Dette er den eneste gang han omtales i De Kristne Græske Skrifter. Lukas’ udgave af Jesus’ slægtsregister afviger fra Matthæus’ udgave, men forskellen i næsten alle navnene i Lukas’ beretning kan forklares med at Lukas fulgte slægten gennem Davids søn Natan, mens Matthæus fulgte den gennem Davids søn Salomon. (Mt 1:6, 7) Lukas følger åbenbart Marias slægtslinje og viser således at Jesus biologisk stammede fra David, mens Matthæus fremhæver at Jesus havde den juridiske ret til Davids trone på grund af sin afstamning fra Salomon gennem Josef, som i juridisk forstand var Jesus’ far. Både Matthæus og Lukas indikerer at Josef var Jesus’ adoptivfar. – Se studienoter til Mt 1:1, 16; Lu 3:23.
Salmon: I nogle gamle håndskrifter er den græske stavemåde “Sala”, men i andre håndskrifter staves det “Salmon”. Salmon giftede sig med Rahab fra Jeriko, og de fik sønnen Boaz. (Ru 4:20-22; Mt 1:4, 5) I 1Kr 2:11 anvendes en anden hebraisk stavemåde af hans navn. Der står: “Salma blev far til Boaz.”
Arni: En variant af navnet Ram (græsk: Aram) der forekommer i Mt 1:3, 4. I 1Kr 2:9 er Ram omtalt blandt “de sønner Hesron fik”, og i Ru 4:19 står der at “Hesron blev far til Ram”. Nogle håndskrifter anvender navnet “Ram” her i Lukas’ beretning, men ifølge håndskrifterne er der godt belæg for at bruge varianten “Arni”.
søn af Kenan: I nogle få gamle håndskrifter er ordene “søn af Kenan” udeladt. Denne udeladelse stemmer med den masoretiske tekst i 1Mo 10:24; 11:12, 13 og 1Kr 1:18, hvor Shela nævnes som Arpakshads søn. Men navnet Kenan forekommer i de slægtsregistre der findes i afskrifter af den græske Septuaginta, for eksempel i Codex Alexandrinus fra det 5. århundrede e.v.t. Et stort antal håndskrifter af Lukasevangeliet støtter brugen af udtrykket “søn af Kenan”, så det er bevaret i de fleste bibeloversættelser.
søn af Adam: Lukas fører Jesus’ afstamning tilbage til Adam, alle menneskers stamfar. Det er i fin tråd med det formål Lukas havde om at nedskrive den gode nyhed til alle mennesker, både til jøder og ikkejøder. Matthæus, der ser ud til at have skrevet sit evangelium specielt til jøder, fører derimod Jesus’ afstamning tilbage til Abraham. Det at Lukas’ evangelium henvender sig til alle mennesker, kan man også se af at han i sin beretning viser at Kristus’ budskab og gerninger kunne gavne andre uanset deres baggrund – en spedalsk samaritaner, en rig skatteopkræver og endda en dømt forbryder der var ved at dø på en pæl. – Lu 17:11-19; 19:2-10; 23:39-43.
Adam, søn af Gud: Denne reference går tilbage til menneskehedens oprindelse og stemmer med beretningen i 1. Mosebog, hvor der står at det første menneske blev skabt af Gud og i Guds billede. (1Mo 1:26, 27; 2:7) Denne udtalelse kaster også lys over andre inspirerede udtalelser, såsom Ro 5:12; 8:20, 21 og 1Kt 15:22, 45.