HEBRÆERNE
Studienoter – Kapitel 1
Til hebræerne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Gamle håndskrifter viser at de blev føjet til senere, uden tvivl for at gøre det lettere at identificere brevene. Titlen “Til hebræerne” findes i den papyruskodeks der er kendt som P46, og som er det ældst kendte håndskrift der indeholder brevet til hebræerne. Dette håndskrift menes at være fra omkring år 200 e.v.t. (Se Mediegalleri: “Paulus’ brev til hebræerne”). De pålidelige håndskrifter Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus fra det fjerde århundrede e.v.t. indeholder også titlen “Til hebræerne”.
For længe siden talte Gud … til vores forfædre: Gennem århundrederne brugte Gud mange forskellige profeter til at tale til sit folk. Nogle af dem Paulus nævner eller citerer i det her brev, er Abraham (1Mo 20:7; He 7:1), Moses (5Mo 34:10; He 9:19), Jeremias (Jer 31:31-34; He 8:8-12), Habakkuk (Hab 2:3, 4; He 10:37, 38) og Haggaj (Hag 2:6; He 12:26). Som kontrast siger Paulus så at Gud “ved slutningen af disse dage” har talt gennem sin Søn, Jesus Kristus. – He 1:2 og studienote.
ved mange lejligheder og på mange måder: På græsk indleder Paulus sit brev ved at bruge to ord der ligner hinanden og overlapper i betydning. Jehova kommunikerede med sit folk ved hjælp af profeterne, ikke alle sammen på én gang, men “ved mange lejligheder” (græsk: polymeros), i forskellige situationer og på forskellige steder. Han overbragte også sine budskaber “på mange måder” (græsk: polytropos). Nogle gange talte Jehova direkte til sine profeter og fik dem til at skrive sit budskab ned. (2Mo 34:27) Andre gange gav han profeterne drømme eller syner. (Esa 1:1; Da 2:19; 7:1; Hab 1:1) Han brugte også engle til at overbringe sit budskab. (Zak 1:7, 9) Profeterne viderebragte så budskabet fra Gud på forskellige måder. De forkyndte det offentligt, skrev det ned, brugte symboler eller udførte symbolske handlinger. – Jer 7:1, 2; Eze 4:1-3; Ho 1:2, 3; Hab 2:2.
nu, ved slutningen af disse dage: Det ser ud til at Paulus henviser til afslutningen for den jødiske ordning. (1Kt 10:11 og studienote) Den ordning blev til sammen med nationen Israel i 1513 f.v.t. Dengang talte Jehova til sit folk gennem Moses. Men Jehova lovede at han ville udvælge en profet som Moses. “I skal lytte til ham,” sagde Moses. Den profet var Jesus Kristus. (Joh 5:46) Det er ham Paulus tænker på da han siger at Gud har talt til os gennem en Søn. Som Guds Søn var Jesus meget større end alle de ufuldkomne profeter der kom før ham. Med de her ord begynder Paulus at argumentere for en sandhed der fylder meget i det her brev: at den kristne måde at tilbede på er langt bedre end den jødiske ordning.
som han har indsat til at arve alt: En arving er en der har retten til at modtage, eller arve, en andens penge, ejendom eller myndighed. Men de fleste steder hvor ordet “arve” bliver brugt i De Kristne Græske Skrifter, er det i forbindelse med mennesker der får en belønning af Gud. (Mt 5:5 og studienote; 19:29; 25:34 og studienote; 1Kt 6:9) Her siger Paulus at Gud har indsat sin førstefødte Søn “til at arve alt”, og det betyder at Gud giver ham myndighed over alt i himlen og på jorden. (Sl 2:8; Mt 28:18; He 1:6; 2:8; 1Pe 3:22; Åb 11:15) Den eneste der står over Jesus, er hans Far, Jehova. – 1Kt 15:27, 28; Flp 2:9-11.
gennem hvem han har dannet det der er i verden: Eller “gennem hvem han har dannet tidsaldrene”. Det græske udtryk der her er oversat med “det der er i verden”, kan forstås på mindst to måder. For det første kan det henvise til de kendetegn der adskiller forskellige tidsaldre. I det her brev omtaler Paulus Guds trofaste tjenere fra tiden før Vandfloden, fra patriarkernes tid og fra den tid hvor pagten mellem Jehova og Israel gjaldt. I hver af de tidsaldre gjorde Jehova det muligt for mennesker at tilbede ham på en måde han godkendte. Men han har altid peget på at der ville komme en tid hvor mennesker kunne blive helt forsonet med ham på grund af hans Søn. Ved den kristne tidsalders begyndelse indgik han den nye pagt på grundlag af Jesus’ offer. Den kristne ordning blev til gennem Kristus fordi Jesus som “mellemmand for en ny pagt” har en nøglerolle i gennemførelsen af Guds hensigt. (He 1:3; 2:9; 12:24; se også Ordforklaring: “Verdensordning”). For det andet kan udtrykket henvise til hele universet, dvs. hele Guds fysiske skaberværk, deriblandt solen, månen, stjernerne og jorden. Jesus havde rollen som “en dygtig, betroet arbejder” da Jehova skabte hele det fysiske skaberværk. – Ord 8:30; Joh 1:3; se også He 11:3.
Han afspejler Guds herlighed: Et af flere udtryk som Paulus bruger for at beskrive det særlige forhold der er mellem Jesus efter at han er blevet oprejst til himlen, og hans Far. Det græske ord der er gengivet “afspejler”, betyder bogstaveligt “udstråler” og forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter. Ordet kan have en aktiv betydning (som en lyskilde) eller en passiv betydning (som en afspejling af lys fra en anden kilde). Jesus er ikke kilden til sin Fars herlighed. Han er derimod “billedet af den usynlige Gud”. (Kol 1:15; se også Joh 5:19). Derfor stemmer gengivelsen “afspejler” med resten af Bibelens lære og med udtrykket “det nøjagtige billede” i det her vers.
han er det nøjagtige billede af hvordan Gud er: Det græske ord der er gengivet “det nøjagtige billede” (charakter), henviser bogstaveligt til “et mærke eller aftryk på et objekt”. I ikkebibelske græske tekster henviser udtrykket til indgraveringer i træ eller metal, brændemærker på dyreskind, aftryk i ler eller billeder præget på mønter. Her beskriver det at Jesus efter at han er blevet oprejst til himlen, til fuldkommenhed afbilder sin Fars person. Da han var på jorden som et fuldkomment menneske, afspejlede han sin Fars egenskaber og personlighed så godt som det overhovedet er muligt for et menneske. (Se studienote til Joh 14:9). Men efter at Jehova havde oprejst Jesus og givet ham “en højere stilling”, blev Jesus mere som sin Far end nogensinde før. (Flp 2:9; He 2:9) Nu er han udødelig og har “liv i sig selv”. (Joh 5:26 og studienote; Ro 6:9; Åb 1:18) Så nu er han “det nøjagtige billede af hvordan Gud er”. – He 1:2-4.
han opretholder alt: For at vise hvor stor myndighed Jesus Kristus har fået, fortæller Paulus at Gud har givet sin Søn kraft til at opretholde alt i universet. (Se også Kol 1:16, 17). Det græske ord for “opretholder” kan betyde “bærer; holder oppe”. Her indeholder det tanken om at holde liv i noget eller vedligeholde det. Jesus har også en vigtig rolle i gennemførelsen af Jehovas hensigt.
i kraft af Hans magtfulde ord: Paulus henviser sandsynligvis til Jehovas kraft og magt. Jehova er almægtig, men giver af sin kraft til andre for at gennemføre sin vilje. – Esa 40:26, 29-31; Lu 5:17; Flp 2:13; 4:13.
satte han sig ved Majestætens højre hånd: Jesus har renset mennesker ved “én gang for alle” at bringe “et offer for synder”. (He 10:12, 13) Jehova belønnede ham ved at oprejse ham til liv i himlen og ved at give ham “al myndighed i himlen og på jorden”, en stilling der er højere end den han havde før han kom til jorden. (Mt 28:18; Flp 2:9-11; He 2:9; 1Pe 3:18) Udtrykket “ved Majestætens [Jehova Guds] højre hånd” ser ud til at henvise til Sl 110:1. (He 1:13 og studienote; 8:1; 12:2) At Jesus sidder ved Jehovas højre hånd, betyder at han har fået en magtfuld stilling og stor myndighed og ære. Det er kun Jehova selv der har en højere stilling. – Ro 8:34; 1Kt 15:27, 28; Ef 1:20; se studienote til ApG 7:55.
Sådan er han blevet langt større end englene: I det her brev bruger Paulus flere gange ordet “større” for at fremhæve at den kristne måde at tilbede på er bedre. (Se “Introduktion til Hebræerne”). Jesus blev “langt større end englene” på grund af et navn han har arvet. Det navn repræsenterede den store myndighed Jehova gav ham. (Se studienote til Flp 2:9). Jehova bestemte at Jesus skulle “arve alt”. (He 1:2 og studienote) Han udnævnte også sin Søn – ikke nogen af englene – til at være konge, apostel og ypperstepræst på samme måde som Melkisedek. (He 1:8; 3:1; 5:8-10; 7:1-3; se også Åb 11:15). Desuden er Jesus den eneste der blev ofret som en løsesum “én gang for alle”. – He 1:3; 9:28.
Til hvem af englene har Gud nogensinde sagt: I De Hebraiske Skrifter bliver englene som gruppe nogle gange omtalt som “Guds sønner” (1Mo 6:2, 4; Job 1:6; 2:1; 38:7) eller “gudssønnerne” (Sl 89:6). Men der er ingen af dem der personligt bliver kaldt min søn på den særlige måde som Jesus bliver det. (Mt 3:17; 17:5) Her forklarer Paulus at Jesus Kristus har et unikt forhold til sin Far, Jehova, og er langt større end englene. Paulus citerer to vers der indeholder ordene “min søn” i ental, og anvender dem på Jesus.
“Du er min søn; i dag er jeg blevet din far”: Paulus citerer Sl 2:7 for at understrege at Jesus er større end englene. Den salme taler om den konge Gud har indsat. Profetien gjaldt åbenbart i første omgang David. Gud gjorde David til sin søn på en særlig måde ved at udvælge ham til konge. Da Jesus blev døbt, anerkendte Jehova ham på en helt særlig måde ved at sige: “Det er min Søn.” (Mt 3:17 og studienote; Joh 1:14) I ApG 13:33 inspirerede Gud Paulus til at forklare at salmens ord også blev opfyldt da Jesus blev oprejst. – Se studienote til Ro 1:4; se også He 5:5, hvor Paulus citerer Sl 2:7.
“Jeg vil være hans far, og han skal være min søn”: Det her er et citat fra 2Sa 7:14. (Se også 1Kr 17:13; 28:6). I 2Sa 7:11-16 indgik Jehova en pagt med David om at der ville blive oprettet et rige i hans slægt. Han lovede også at Davids søn Salomon ville blive Guds søn. Her gør Paulus det tydeligt at profetien havde en større opfyldelse på Jesus Kristus.
når Gud igen bringer sin Førstefødte til menneskenes verden: Paulus henviser til en begivenhed i fremtiden. Den konklusion støttes af hans ord i He 2:5 om “den kommende verden som vi taler om”. (Se studienote). Så Paulus peger på en tid hvor Gud igen ville sende sin Førstefødte, denne gang usynligt, for at vende sin opmærksomhed mod menneskeheden. – Se studienoter til Lu 2:1; ApG 1:11.
Lad alle Guds engle vise ham dyb respekt: Paulus citerer her fra den græske Septuagintas oversættelse af 5Mo 32:43 eller Sl 97:7, eller måske kombinerer han tankerne fra de to vers. I Septuaginta står der i 5Mo 32:43: “Og lad alle Guds sønner vise ham dyb respekt.” I Sl 97:7 står der ifølge Septuaginta: “Vis ham dyb respekt [eller “Bøj jer for ham”], alle hans engle.” I Bibelen bliver udtrykket “Guds sønner” ofte brugt om engle. (Se studienote til He 1:5). I den hebraiske masoretiske tekst findes sætningen “og lad alle Guds sønner vise ham dyb respekt” ikke i 5Mo 32:43. Men i Dødehavsrullerne har man fundet et fragment med 5. Mosebog skrevet på hebraisk som støtter ordlyden. Fragmentet indeholder en sætning der ligner den i Septuaginta. Det er første gang sætningen er blevet fundet i et hebraisk håndskrift der indeholder 5Mo 32:43. Så den græske oversættelse af det her udtryk bygger åbenbart på en hebraisk tekst der minder om den der er i dette fragment.
vise ham dyb respekt: Eller “bøje sig for ham”, dvs. for Jesus. Gud har ophøjet Jesus til den højeste stilling lige under sig selv. Så han har givet Jesus myndighed over alle englene. Og han kan derfor bede englene om at vise hans Søn dyb respekt, eller bøje sig for ham. Det stemmer med det Paulus skrev i Flp 2:9-11: “I Jesus’ navn skal alle … bøje deres knæ – det gælder … dem i himlen.” (Se studienoter til Flp 2:9, 10). Det græske udsagnsord der i He 1:6 er gengivet “vise … dyb respekt” (proskyneo), har en bred betydning. Et leksikon kommer med følgende mulige betydninger: “(falde ned og) tilbede, vise dyb respekt, kaste sig ned for, vise ærbødighed, tage respektfuldt imod”. (Frederick William Danker (red.): A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature) Det er vigtigt at have sammenhængen for at kunne afgøre hvilken gengivelse der er den rigtige i det her tilfælde. (Se studienote til Lu 24:52). Mange bibeloversættelser bruger ordet “tilbede” her (He 1:6), hvilket giver det indtryk at Jesus er Gud. Men Bibelen viser andre steder at Jesus ikke er Den Almægtige Gud. Det er kun Jehova der skal tilbedes. (Mt 4:10; Åb 4:10, 11; 22:8, 9) Derfor er der god grund til at bruge gengivelser som “vise ham dyb respekt” eller “bøje sig for ham”, og de findes i forskellige gengivelser af det her vers. Den jødiske forfatter Josefus fra det første århundrede e.v.t. bruger det græske udsagnsord proskyneo om undersåtter der af respekt “bøjer … sig … ærbødigt for”, romerske statholdere og endda deres livvagter. – Den jødiske krig II, 150 (xvi, 4, oversat af Erling Harsberg).
Han gør sine engle magtfulde: Bogst.: “Han gør sine engle til ånder”. Paulus citerer her fra Sl 104:4 (103:4, LXX) i Septuaginta. Hverken salmisten eller Paulus kommer her bare med den indlysende sandhed at engle er åndeskabninger. Det henviser derimod til hvordan Gud bruger sine engle. Både det hebraiske og græske ord der bogstaveligt kan gengives “ånder”, kan også henvise til en stærk kraft, for eksempel vinden. (Sl 1:4; 147:18; 148:8; se også Joh 3:8 og studienote). Englene er som en kraftig vind der bliver sluppet løs og ledt af Gud. Den tanke kommer også frem i den sidste del af verset, hvor englene bliver kaldt tjenere, bogst.: “offentlige tjenere”. Jehova bruger englene til at støtte sine tjenere på jorden. Nogle gange får Jehova også englene til at blive en flamme af ild ved at bruge dem til at eksekvere sine domme over de onde. – Se også 2Kg 19:20, 34, 35; Mt 16:27; 2Ts 1:7, 8.
Gud er din trone til evig tid: Jehova Gud er Jesus’ trone i den forstand at det er Jehova der har gjort Jesus til konge og givet ham myndighed. Jesus fik “herredømme og ære, og han fik overdraget et rige” af sin Far. (Da 7:13, 14; Lu 1:32) I He 1:8, 9 citerer Paulus Sl 45:6, 7. Den græske tekst kan også gengives: “Din trone, Gud, er til evig tid”, og det er der mange oversættelser der gør. Men der er gode grunde til at gengive det som Ny Verden-Oversættelsen (og nogle andre oversættelser): “Gud er din trone til evig tid.” For eksempel står der i det efterfølgende vers, He 1:9: “Derfor har Gud, din Gud, salvet dig,” og det viser at den der tales til i He 1:8 (eller i Sl 45:6), ikke er Den Almægtige Gud, men en af hans tjenere. Desuden var Sl 45:6, 7 oprindeligt ikke henvendt til Gud, men til en jordisk konge af Israel der var udnævnt af Gud. Altså er der også tale om en profeti der peger frem til en stor konge udnævnt af Gud, nemlig Messias.
dit riges scepter: Det scepter Jesus Kristus har, er et symbol på hans myndighed som konge. (Sl 110:2; se Ordforklaring: “Scepter”). Det her er et citat fra Sl 45:6, som forudsagde at Jehovas messianske konge altid ville bruge sin myndighed på den rigtige måde. Derfor bliver hans scepter kaldt “retfærdighedens [eller “retskaffenhedens”] scepter”.
Du har elsket retfærdighed og hadet lovløshed: Paulus fortsætter med at citere Sl 45:6, 7, der indeholder en profeti om Guds messianske konge. Under sin tjeneste på jorden viste Jesus tydeligt at han elskede retfærdighed og hadede lovløshed. (Mt 21:12, 13; 23:27, 28, 33; Joh 2:13-17; He 7:26; 1Pe 2:22) Bibelen viser flere steder at man er nødt til at hade det der er forkert, hvis man gerne vil gøre det der er rigtigt i Guds øjne. – Sl 97:10; 119:113, 163; Esa 61:8; Am 5:15.
salvet dig med glædens olie: På Bibelens tid blev mange konger salvet med olie ved deres indsættelse. (1Sa 10:1; 1Kg 1:39; 2Kg 9:6) Man forbandt ofte olie med jubel eller glæde. (Esa 61:3; Joe 2:23, 24) Her citerer Paulus Sl 45:7, der profeterer om en glædelig begivenhed som ville finde sted i fremtiden, nemlig da Messias blev salvet som konge. Messias’ glæde ville være større end den alle de andre konger følte, dvs. de konger der var i Davids slægtslinje. I modsætning til dem ville Messias blive salvet af Jehova selv, ikke med bogstavelig olie, men med hellig ånd. Ved sin dåb blev Jesus salvet til ypperstepræst og til at være konge på et tidspunkt i fremtiden. Men den salvelse som Paulus nævner her, henviser åbenbart til den glædelige begivenhed i himlen hvor Jesus blev indsat som konge ved afslutningen af nationernes fastsatte tider. (Lu 21:24 og studienote) Den fejring i himlen har helt sikkert bragt mere glæde end nogen som helst begivenhed på jorden, deriblandt da Davids søn Salomon blev salvet. – 1Kg 1:39, 40.
Herre, i begyndelsen grundlagde du jorden: Paulus citerer Sl 102:25 fra Septuaginta-oversættelsen (101:25, LXX), der indeholder udtrykket “Herre”. Igen fremhæver han at Jesus’ myndighed er større end englenes. I salmen er ordene henvendt til Gud. (Sl 102:1, 24) Men Paulus anvender ordene om Jesus fordi det er gennem ham Gud har skabt alting, som He 1:2 og andre vers viser. (Joh 1:2-4; Kol 1:15-17 og studienoter til vers 15 og 16; se også Ord 8:23-31). Fordi de arbejder så tæt sammen, kan man sige at både Jehova og Jesus “grundlagde … jorden”, og at “himlen er [deres] hænders værk”. Af nogle af de samme årsager omtaler Bibelen både Jehova og Jesus som “vores Frelser”. – Tit 1:3, 4 og studienote.
De vil gå til grunde: Paulus citerer Sl 102:26, der viser at “himlen” og “jorden” kan gå til grunde. (He 1:10) Begge dele ville kunne gå til hvis det var Guds hensigt. I modsætning til Jehova bliver himlen og jorden naturligt nedbrudt. Det er derfor Bibelen siger at de slides op ligesom en klædning. Men Jehova forsikrer sine tjenere om at han kan og vil bevare det han har skabt, for evigt – fordi det er hans vilje. – Sl 148:4-6; se også Sl 104:5; Præ 1:4.
men du vil forblive: Under inspiration mønter Paulus ordene fra Sl 102:26 på Jesus. (Se studienote til He 1:10). Pointen er at vise kontrasten mellem Guds Søn (“du vil forblive”) og himlen og jorden (“de vil gå til grunde”). Da Jesus blev oprejst til himlen, fik han udødelighed og “et uforgængeligt liv”. (He 7:16 og studienote) Guds Søns evige eksistens overgår altså himlens og jordens eksistens, som han hjalp med at skabe. – 1Mo 1:26; Kol 1:15.
dine år vil aldrig ende: Paulus mønter her ordene fra Sl 102:27 på Jesus. (Se studienote til He 1:10). Da Jesus blev oprejst, fik han udødelighed. (1Ti 6:16 og studienote; He 7:15, 16) Det betyder ikke bare at han kan leve for evigt, men også at hans liv ikke kan tilintetgøres. – Se også studienote til 1Kt 15:53.
Sæt dig ved min højre hånd: Her kommer Paulus med et af sine stærkeste argumenter for at Jesus står over englene. Paulus anvender de her ord fra Sl 110:1 på Kristus, hvilket både Peter og Jesus selv også gjorde. (Mt 22:41-45; Mr 12:35-37; Lu 20:41-44; ApG 2:34, 35; He 10:12 og studienote, 13) Da Jesus blev oprejst, ventede han ved Guds højre hånd – den mest ærefulde plads – på at blive indsat som messiansk konge til Jehovas fastsatte tid. (Se studienoter til ApG 7:55; He 1:3). Til den tid ville Jesus’ fjender blive lagt som en skammel for hans fødder. Det betyder at han ville få fuld myndighed og magt over dem. – Se studienote til He 10:13; se også 1Kt 15:25, hvor Paulus anvender Sl 110:1 om Jesus.
der udfører hellig tjeneste: Eller “der udfører offentlig tjeneste”. Se studienote til He 1:7.
udsendt for at betjene: Gud brugte ofte sine engle i førkristen tid til at betjene og beskytte sine trofaste tjenere. (1Kg 19:5-8; 2Kg 6:15-17; Sl 34:7; Da 6:22) Englene betjente også salvede kristne i det første århundrede der kom ud for fare og forfølgelse. (ApG 12:6-11; 27:23, 24) Trods deres høje stilling viste englene utrolig stor ydmyghed ved at betjene små mennesker, deriblandt dem der på et tidspunkt ville få en stilling der er højere end englenes. – 1Kt 6:3.
dem der skal arve frelse: De salvede kristne som brevet her henvender sig til, ville “arve frelse” på en særlig måde; de ville nemlig skulle regere sammen med Kristus i himlen. (Mt 19:28; 2Ti 2:10-12; He 3:1) Paulus viser endnu en gang hvorfor kristendommen er langt bedre. Den jødiske ordning var ikke længere godkendt af Gud, så derfor ville det heller ikke være muligt for dem der var tilhængere af den, at arve den frelse der er tale om her, eller andre særlige privilegier forbundet med den. – Lu 13:35.