HEBRÆERNE
Studienoter – Kapitel 2
Derfor er det vigtigt at vi: Paulus kobler den vejledning som han er ved at give, sammen med det emne han lige har talt om – at Kristus står over englene. (He 1:1-14) I fortiden havde Gud talt gennem ufuldkomne profeter og endda engle. (He 2:2) Men nu har Gud gjort noget der er endnu større; han har talt gennem sin egen Søn, den der er ved Guds højre hånd. Derfor er det nødvendigt at lytte til Guds vigtigste talsmand.
er mere end almindeligt opmærksomme på de ting vi har hørt: Paulus lægger her ekstra tryk på at kristne må være særligt opmærksomme på det de har lært af Guds egen Søns undervisning. For de hebraiske kristne var der en fare for at de kunne blive distraheret af jødedommens stærke indflydelse, med dens storslåede tempel, dens præsteskab og dens traditioner. De blev nødt til at bevare deres fokus. Det græske udsagnsord der her er gengivet med “er … opmærksomme på”, blev brugt om det at fortøje et skib eller holde det på ret kurs mod havnen. Kristne måtte holde fast ved det de havde lært, og aldrig give slip på det. Nogle bibelforskere mener at det her er den første del af en maritim metafor som fortsætter i næste del af verset.
så vi aldrig glider bort: Paulus fortsætter med en illustration fra den maritime verden. Det græske ord der bliver gengivet med “glider bort”, blev nogle gange brugt om et skib der var i fare for at drive forbi en sikker havn. Stærk strøm og vind kunne få et skib til at drive, især hvis besætningen var uopmærksom. Det her billede understregede Paulus’ vigtige advarsel: Hvis de hebraiske kristne blev uopmærksomme og ligeglade, ville de sikkert glide bort fra den sande tro og miste håbet om at blive frelst. – He 2:3; se også studienote til He 3:12.
de ord der blev udtalt gennem engle: Det her er det tredje sted i De Kristne Græske Skrifter der nævner at Gud brugte engle til at overbringe Moseloven til sit folk. (Se studienoter til ApG 7:53; Ga 3:19; se også ApG 7:38). Det er ikke en kendsgerning der bliver nævnt i De Hebraiske Skrifter, men mange af jøderne var sikkert enige i Paulus’ udtalelse. Ifølge den jødiske overlevering i det første århundrede brugte Gud engle til at overbringe Loven. (Josefus, Jewish Antiquities, 15. bog, kap. 5, par. 3 [Loeb 15.136]). Det er værd at lægge mærke til at Moses i 5Mo 33:2 nævner at Gud var sammen med sine “hellige titusinder” og sine “krigere”; de efterfølgende vers siger at Jehova gav Loven til sit folk. I vers 2 bruger Septuaginta det græske ord for “engle” i stedet for “krigere”.
stod fast: Paulus fremhæver at Loven stod fast, ved at sige at “alle overtrædelser” blev gengældt med retfærdig straf. Den stod også fast, eller var juridisk bindende, i en lang tidsperiode.
ligeglade med: Det græske udsagnsord der bliver gengivet med “ligeglade med”, kan også oversættes med “at være uinteresseret; at forsømme”. (Se også Mt 22:5, hvor det samme udsagnsord bliver gengivet med “ikke interesserede”). Så en kristen der er ligeglad med sin frelse gennem Kristus, er altså ikke ubevidst omkring det; hans manglende interesse er et bevidst valg. Det er derfor Paulus opfordrede kristne til at være “mere end almindeligt opmærksomme” på de ord Gud havde udtalt gennem sin Søn. – He 2:1.
Den blev jo fra begyndelsen forkyndt af vores Herre: Gud åbenbarede budskabet om frelse gennem “vores Herre”, dvs. Jesus Kristus. Mange af dem der lyttede til Jesus, blev disciple og forkyndte for andre; på den måde blev det han sagde, bekræftet af dem. (Mt 28:19, 20; ApG 1:1, 8; 10:39-43; 1Ti 2:5, 6). Selv de der havde fået tro uden at have set eller hørt Jesus personligt, kunne altså alligevel stole på at budskabet om frelse kom fra selveste Guds Søn. – 1Pe 1:8
Gud føjede sit vidnesbyrd til: Da de første kristne forkyndte om Jesus, bekræftede Jehova deres vidnesbyrd ved at gøre dem i stand til at udføre overnaturlige tegn, mirakler og forskellige kraftige gerninger. (Se Ordforklaring: “Mirakler; kraftige gerninger” og studienoter til ApG 2:19; 4:22). Nogle gange vidnede Gud ved at give dem åndens mirakuløse gaver, for eksempel evnen til at tale fremmede sprog, at profetere, at forstå inspirerede udtalelser og at helbrede. (1Kt 12:4-11; se studienote til 1Kt 12:4). Disse mirakler og gaver viste at den nydannede kristne menighed havde Guds godkendelse. – Se studienote til 1Kt 13:11.
den kommende verden: Eller “den kommende beboede jord”. Med det her udtryk henviser Paulus sandsynligvis til det menneskesamfund der i fremtiden skal leve på jorden under Jesus Kristus’ styre. (Sl 37:29; Mt 5:5 og studienote; 2Pe 3:13; se også He 1:6 og studienote). Nogle forskere mener at det græske udtryk der bliver gengivet “verden” (bogst.: “beboede”), også omfatter himlen. Men alle andre steder i De Kristne Græske Skrifter hvor det her udtryk bliver brugt, henviser det til hele jorden eller en del af jorden hvor der bor mennesker. Det er en af grundene til at udtrykket her er gengivet med “verden”, eller “beboede jord”. (Se studienoter til Lu 2:1; ApG 17:31). Nogle kristne har et håb om at komme i himlen (He 3:1), men det her vers viser at Guds oprindelige hensigt med at jorden skal være et paradis, stadig gælder. – Se også Lu 23:43 og studienote.
et vidne har sagt et sted: Paulus fortæller ikke hvem der oprindeligt har sagt det han skal til at citere, eller hvor i skrifterne det er hentet fra. Det han lagde vægt på – og det der skulle betyde mest for dem der skulle læse brevet – var at det er Jehova der står bag alle bibelprofetierne, også den her. (2Ti 3:16; 2Pe 1:21) Citatet der følger, er fra Sl 8:4-6, og Paulus anvender det på Jesus. – Se studienote til He 2:9.
Du gjorde ham lidt ringere end englene: Da Kong David skrev de ord der er citeret her, sammenlignede han mennesker med mægtige engle. (Sl 8:4-6) Mennesker er skabninger af “kød og blod”. (He 2:14; Sl 144:3) Engle er mennesker overlegne fordi de er åndeskabninger med større kraft og flere evner. (2Pe 2:11) Nogle bibler gengiver udtrykket med “Du gjorde ham en kort tid ringere end englene”, men den hebraiske tekst i Sl 8:5, som Paulus citerer fra, indeholder ikke den tanke. – Læs om citatets anvendelse på Jesus i studienote til He 2:9.
Du kronede ham med herlighed og ære: Paulus fortsætter sit citat fra Sl 8:4-6. Der skrev David at Gud skabte mennesker med “herlighed og pragt” og gav dem myndighed over jorden. (1Mo 1:26-28; He 2:6-8) Men Paulus viser at passagen også har en anden betydning; det er en profeti om det eneste fuldkomne menneske der nedstammer fra Adam, Jesus Kristus. Som de næste vers viser, ville Jesus blive kronet med endnu større herlighed og ære fordi han var villig til at give sit fuldkomne liv som et offer. (He 2:9 og studienote) Ved at gøre det gjorde han det muligt for lydige mennesker igen at opnå den herlighed og ære Gud oprindeligt havde givet mennesker. – Se også studienote til 1Kt 15:45.
Alle ting lagde du under hans fødder: Paulus citerer her den sidste del af Sl 8:6. Passagen i Sl 8:4-9 kan anvendes om dødelige mennesker i almindelighed. Men under inspiration forklarer Paulus flere gange at salmen faktisk er en profeti om Messias. (1Kt 15:27; Ef 1:22) Ordene Paulus citerer her, kan ikke fuldt ud gælde ufuldkomne mennesker; det var kun Adam der fik den myndighed over Guds skaberværk på jorden. (1Mo 1:28) Men Adam levede ikke op til sit ansvar. Jehova gav Jesus, “Menneskesønnen”, stor myndighed og var overbevist om at han ville lykkes i den opgave Adam havde forfejlet. (Mt 20:28; 28:18) Ved at sende sin Søn til jorden som menneske gjorde Jehova ham “lidt ringere end englene”. Men til sidst ville Jesus blive den messianske konge, som ville få lagt “alle ting … under … [sine] fødder”. – He 2:7, 8.
Jesus, der blev gjort lidt ringere end englene: Som forklaret i studienoten til He 2:7 anvender Paulus ordene i Sl 8:4-6 på Jesus. Da Jesus kom til jorden, blev han virkelig “lidt ringere end englene” – han blev “en menneskesøn”. (He 2:6; se studienote til Mt 8:20). Fordi han var et fuldkomment menneske, svarede hans liv fuldstændigt til det liv Adam mistede. Jesus kunne derfor give sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum “sådan at hans død … kunne være til gavn for alle”. – Se også Ordforklaring: “Menneskesøn” og studienoter til Joh 1:14.
sådan at hans død … kunne være til gavn for alle: Eller “sådan at han … kunne smage døden for alle”. Det græske udtryk der er gengivet “hans død”, kan bogstaveligt henvise til det at spise eller drikke en lille mængde. (Mt 27:34) Men udtrykket kan også bruges symbolsk. I evangelierne bliver udtrykket “smage døden” brugt om det at opleve at dø. (Joh 8:52) Jesus smagte døden da han gav sit liv som en løsesum. Et opslagsværk siger at udtrykket “smage døden” beskriver “den hårde og smertefulde realitet det er at dø, noget alle mennesker kommer ud for, og som Jesus også gennemgik”. (Gerhard Kittel (red.): Theological Dictionary of the New Testament, 1964). Desuden så Jesus da han var på jorden, med egne øjne de konsekvenser døden har for mennesker, og den sorg det giver at miste en man holder af. – Joh 11:33-36.
Alt er jo til for Guds skyld og eksisterer på grund af ham: Udtrykket “for Guds skyld” kan mere bogstaveligt gengives “for hans skyld”, men formuleringen må henvise til Jehova, for det var ham der gjorde Jesus “fuldkommen gennem lidelser”, som verset siger. Det er Jehova alene der er Skaberen af universet. (Se også Ro 11:36; Åb 4:11). Udtryk der ligner det her, bliver selvfølgelig også brugt om Jesus, der er “billedet af den usynlige Gud”. (Kol 1:15; se også Joh 1:3, 10; He 1:2). Før Jesus kom til jorden, var han med da Jehova skabte alting. – Se studienote til Kol 1:16.
skulle føre mange sønner til herlighed: Da Jesus blev døbt, salvede Jehova ham som sin Søn ved hjælp af sin hellige ånd, eller aktive kraft. Det betød at Jesus blev “født igen” med håb om at vende tilbage til liv i himlen. (Joh 3:3; 17:5) Han blev den første af “mange sønner” der blev ført til himmelsk herlighed. Senere, ved pinsedagen i år 33, begyndte Gud at føre flere “sønner til herlighed” da han gennem Jesus salvede en gruppe disciple med hellig ånd. På den måde blev de sønner af Gud ligesom Jesus. (ApG 2:1-4) Fra da af fortsatte Jehova med at udvælge og salve enkeltpersoner. Hans hensigt er at udnævne 144.000 af sine tjenere på jorden til at herske sammen med Jesus i himlen. (2Ti 2:12; 4:18; Åb 5:10; 14:1, 3; 20:4, 6) De salvede bliver ført til herlighed i fuld forstand når de har vist sig trofaste under prøvelser og får deres himmelske belønning. (2Ti 4:8) Til sidst vil de “mange sønner” der er blevet ført “til herlighed” i himlen, udgøre 144,001 – Jesus og hans åndelige brødre.
var det rigtigt: Jehova betragtede det som rigtigt, eller passende, at Jesus gennemgik lidelser for at blive gjort fuldkommen på en særlig måde. De lidelser han kom ud for, oplærte ham til de opgaver der lå foran ham. På den måde blev han helt udrustet til at blive en medfølende ypperstepræst i himlen og messiansk konge. (He 2:17; 4:15; 5:8, 9; 7:1, 17, 25) Så der er ikke nogen selvmodsigelse i at en syndfri mand kan blive gjort fuldkommen. – 1Pe 2:22.
Hovedformidleren af … frelse: Dvs. Jesus Kristus, der banede vejen for at andre kunne blive frelst og førte andre frem til evigt liv. – Se Ordforklaring: “Hovedformidler” og studienoter til ApG 3:15; 5:31; He 12:2.
Den der gør hellig: Dvs. Jesus Kristus. – He 13:12.
de der gøres hellige: Dvs. de salvede.
stammer alle fra den samme Far: Dvs. fra Jehova Gud. Han er Jesus’ Far, og han adopterer Jesus’ disciple ved at salve dem med hellig ånd. – Ro 8:14-17.
skammer han sig ikke over at kalde dem brødre: Jesus er “indsat til at arve alt” og har derfor en meget ophøjet position. (He 1:2) Hans salvede disciple er derimod bare små ufuldkomne mennesker. Alligevel er Jesus glad for at kunne kalde dem sine brødre. Han har et nært og varmt forhold til dem. De har alle den samme Far, Jehova Gud, og derfor er de åndelige brødre. (Mt 25:40; Joh 20:17; se studienoter til Mt 12:49; 28:10). De hebraiske kristne blev ofte latterliggjort og forfulgt af jøderne, så det må have opmuntret dem meget at blive mindet om hvor højt Jesus elsker sine disciple. – He 10:32-34.
men siger: Paulus citerer her Sl 22, og Jehova inspirerer ham til at citere passagen som om det var Jesus der udtalte den. Salmen indeholder en del profetier der viste sig at passe på Jesus. (Sammenlign Sl 22:1 med Mt 27:46 og studienote; Sl 22:8 med Mt 27:41-43; Sl 22:15, 16, 16 med Joh 19:28; Sl 22:18 med Mt 27:35; Lu 23:34; Joh 19:24). Selvom der ikke står noget i Bibelen om at Jesus citerede det der står i Sl 22:22 under sin tjeneste, udtalte han det så at sige igennem sine handlinger.
midt i menigheden: De her ord er fra Sl 22:22. Der gav kong David udtryk for hvor meget han elskede den forret at kunne lovsynge Jehova sammen med resten af Israel. Det var dem der udgjorde “Jehovas menighed”. (5Mo 23:3) Selvom David var konge, kaldte han sine undersåtter for “mine brødre”. (Se også 5Mo 17:15; 1Kr 28:2). På samme måde betragter Jesus alle salvede kristne som sine åndelige brødre selvom han er hoved for menigheden. (Mt 25:40; se studienote til Kol 1:13). Tilsammen udgør Kristus og hans salvede disciple “Guds husstand”. – Se studienote til 1Ti 3:15.
“Jeg vil stole på ham”: Paulus citerer her fra Septuaginta-oversættelsen af Esa 8:17 og mønter ordene på Jesus. (Se også studienote til He 2:12). Som et menneske på jorden måtte han stole på Jehova mens han vænnede sig til sin nye situation. (He 2:9 og studienote; se også Joh 1:14 og studienote). I modsætning til Adam viste Jesus fuld tillid til Jehova. Det gjorde han endda da han blev udsat for stor fjendtlighed og til sidst blev henrettet. (Lu 23:46; se også Sl 22:8; Mt 27:43). Fordi han er “en barmhjertig og trofast ypperstepræst, … er han i stand til at hjælpe dem der bliver prøvet”. – He 2:16-18.
“Se! Jeg og de børn som Jehova gav mig”: Under inspiration citerer Paulus fra Esa 8:18 og sammenligner Jesus og hans salvede disciple med profeten Esajas og hans børn. (He 2:13, 14) Ud fra sammenhængen er det tydeligt at børnene er Guds børn og Kristus brødre, og at Jesus er Guds førstefødte. (He 1:6; 2:11, 12 og studienote; se også Joh 1:12; 1Jo 3:1). Den måde Paulus bruger det her citat på, illustrerer den varme der er i Jehovas kærlige familie, som Jesus’ disciple er en del af.
Jehova: Den originale hebraiske tekst i Esa 8:18, som citatet er taget fra, indeholder Guds navn skrevet med fire hebraiske konsonanter (translittereret JHWH). Derfor bruges Guds navn i hovedteksten her i verset. Eksisterende græske håndskrifter bruger ordet Theos (Gud) her, måske fordi de tilgængelige udgaver af Septuaginta bruger udtrykket “Gud” i Esa 8:18. Det forklarer måske hvorfor der i de fleste oversættelser står “Gud” i He 2:13. – Se Tillæg C1 og C2.
er af kød og blod: Alle “børnene” – altså Jesus salvede disciple – har den oplevelse tilfælles at de alle sammen har været mennesker “af kød og blod”. (Se studienote til Ga 1:16). Da Jesus kom til jorden, oplevede han også hvordan det var at være et menneske, at være “af kød og blod”. – Se studienoter til Joh 1:14.
gøre ham … magtesløs: Jehova har givet sin Søn myndighed til at knuse Satan så han bliver tilintetgjort en gang for alle. (1Mo 3:15; se studienote til Ro 16:20). Ved sin død sikrede Jesus at Satan ville lide nederlag og blive tilintetgjort. Jesus døde som et fuldkomment menneske der havde været trofast hele livet; han havde overvundet alle Satans angreb på hans loyalitet. Hans død sikrede derved at han ville komme til at nedbryde alt det Djævelen har gjort, fjerne død og til sidst tilintetgøre Satan. – 1Kt 15:26 og studienote; 1Jo 3:8; Åb 20:10, 14.
ham som har magt til at forårsage død … nemlig Djævelen: De her ord stemmer med det Jesus sagde om Satan: “Han var en morder da han begyndte.” (Joh 8:44) Satan blev morder da han lokkede Adam og Eva til at gøre oprør i Edens Have, hvilket førte til deres død og til alle deres efterkommeres død. (Ro 5:12) Lige siden dengang har Satan været skyld i død ved at føre folk bag lyset og narre dem så de kommer længere væk fra Gud. Han fremmer også had og en indstilling der kan føre til at man begår mord. (Se også 1Jo 3:12). På trods af det skal kristne ikke leve i frygt for Satan, som om han kunne finde på at slå dem ihjel på et hvilket som helst tidspunkt. (Mt 4:10, 11; se også Jak 4:7). Satan har magten til at forårsage død, men han kan ikke overskride de begrænsninger Jehova har pålagt ham. – Se også Job 1:12; 2:6.
frigøre dem: Ved sin død blev Jesus i stand til at gøre noget som ingen jordisk præst kunne gøre – tilintetgøre Djævelen, ham som forårsager død. (He 2:14, 17) Løskøbelsen gav også muligheden for at de døde kunne blive oprejst. På den måde kunne Jesus frigøre mennesker fra det slaveri de havde været underlagt, nemlig “frygten for døden”. I sit brev til korintherne forudsagde Paulus at Jesus ville sørge for en sejr over døden, og skrev at “den sidste fjende der tilintetgøres, er døden”. (1Kt 15:54-57; se studienote til 1Kt 15:26). Selvom kristne betragtede døden som en fjende, mindede Paulus dem om at døden ikke kunne forårsage dem varig skade hvis de blev ved med at være trofaste over for Gud.
Dem han tager sig af, er Abrahams afkom: Her henviser Abrahams afkom til Jesus’ brødre, de salvede kristne. (Se studienoter til Ga 3:16, 29). Grundbetydningen af det græske udsagnsord der oversættes med “tager sig af”, er “at gribe fat i”. Det kan henvise til det at gribe godt fat i nogen for at lede ham igennem en farlig situation. For eksempel “greb” Jehova israelitternes hånd og førte dem ud af Egypten. (He 8:9) Udsagnsordets bøjning viser at Kristus’ hjælp til de salvede kristne er vedvarende. I overført betydning griber han fat i dem og hjælper dem til at være trofaste under prøvelser. Som mellemmand og ypperstepræst hjælper han dem til at blive ved med at være rene i Guds øjne. (He 2:18; 7:25) Han behøver ikke at hjælpe englene på den måde. Det her er første gang i Hebræerne at Abraham bliver nævnt; hans navn forekommer flere steder i de efterfølgende kapitler. – He 2:16; 6:13, 15; 7:1, 2, 4-6, 9; 11:8, 17.
afkom: – Se studienote til Ga 3:29; Tillæg A2.
måtte han på alle måder blive ligesom sine “brødre”: Jesus blev ligesom sine disciple da han blev et menneske. Ikke alene var han et menneske af kød og blod, men han fik også mange af de samme ubehagelige oplevelser og følelser der er forbundet med det at være menneske. (He 2:10) For eksempel oplevede han sult, tørst, træthed, forræderi, ydmygelse, fortvivlelse, smerte og død. (Mt 4:2; 21:18; 27:27-30; Mr 4:37, 38; 14:33, 34; 15:37; Lu 22:44, 47, 48; Joh 4:6, 7; 19:1-3, 28) Han viste stor empati over for dem omkring sig – både dem han var meget tæt med, men også dem han slet ikke kendte. (Mr 5:34; Lu 13:11, 12, 16; Joh 11:32-35) Han måtte opleve hvordan det var at være menneske, for at kunne tjene som en forstående og medfølende ypperstepræst for mennesker. – He 4:15.
ypperstepræst: Hebræerbrevet er den eneste bog i De Kristne Græske Skrifter der henviser til Jesus som “ypperstepræst”, og det her vers er det første sted. De andre steder er i He 3:1; 4:14, 15; 5:5, 10; 6:20; 7:26; 8:1; 9:11. – Se Ordforklaring og studienote til He 4:14.
bringe et sonoffer: Som en “trofast ypperstepræst” bragte Jesus et offer der løskøbte hele menneskeheden for dens synder. (Se studienote til He 9:5 og Ordforklaring: “Soning”). Det sonoffer gør det muligt for alle der viser tro på det, at “blive udfriet for evigt”. – He 9:11, 12; Joh 3:16; 1Jo 2:2; 4:10; se studienoter til Ro 3:25; He 9:5.
blev prøvet: Det græske udtryk der bliver brugt her, har en bred betydning og kan gengives “blive prøvet” eller “blive fristet” alt efter sammenhængen. Det bliver brugt om både fristelser og store trosprøver. (1Kt 10:13; He 4:15; 11:17; Åb 2:10) Jesus blev prøvet på mange måder. Da han lige var begyndt sin tjeneste, fristede “verdens hersker”, Satan, ham tre gange. (Joh 14:30; Mt 4:1-11) Under sin tjeneste blev han hele tiden sat på prøve – nogle gange endda af sine egne venner. (Mt 16:22, 23) Hans tjeneste sluttede med den sværeste prøve af dem alle, døden på en torturpæl. (He 12:2) Uanset hvilke prøver han blev udsat for, var han helt igennem trofast fordi han elskede Jehova. – Joh 14:31.
er han i stand til at hjælpe: Fordi Jesus blev prøvet på så mange måder og udsat for så store lidelser, forstår han til fulde sine disciples lidelser. Han kan “sætte sig ind i vores svagheder”. (He 4:15, 16) Paulus har vist at Kristus hjælper sine disciple som en barmhjertig og medfølende ypperstepræst. (He 2:17; se studienote til He 2:16). Han opfylder sit løfte om at han vil være med dem helt indtil afslutningen. (Mt 28:20) Han støtter dem på mange forskellige måder ved hjælp af Jehovas hellige ånd. – Lu 11:13; 12:11, 12; Joh 14:13, 14, 16, 26; 15:26.