HEBRÆERNE
Studienoter – Kapitel 4
Da løftet om at gå ind til hans hvile altså stadig gælder: Ledet af hellig ånd forklarer Paulus at Guds ord som David nedskrev i Sl 95:11, ikke kun var en dom over hans oprørske folk; ordene indeholdt også et løfte. Israelitterne gik ikke ind til Guds hvile. Men brevet til hebræerne fokuserer ikke på deres fejl; det introducerer et interessant nyt tema: Løftet om at gå ind til hans hvile gælder stadig, dvs. det er muligt for kristne at gøre. (Se studienoter til He 4:3, 10). Det her er den første af mange steder i Hebræerbrevet hvor Paulus omtaler et løfte der kommer fra Gud. (Andre eksempler findes i He 6:12, 17; 9:15; 10:36; 11:9). At Gud giver løfter, er en opmuntrende tanke. I oldtidens ikkebibelske græske litteratur læser man meget sjældent om at en gud lover mennesker noget.
må vi være på vagt: Bogst.: “må vi frygte”. Et opslagsværk forklarer at “den frygt som anbefales her, fører til at man er forsigtig og omhyggelig”. – A. Barnes: Notes on the New Testament, Explanatory and Practical: Hebrews.
gå glip af det: De oprørske israelitter havde ikke levet i harmoni med Jehovas hensigt. Derfor gik de glip af muligheden for at gå ind til Guds hvile. Fordi de gjorde oprør, ødelagde de deres mulighed for at komme ind i det lovede land. (Se studienote til He 3:11). Paulus opfordrer de kristne hebræere til ikke at leve på en måde der ville føre til at de mistede muligheden for at gå ind til den lovede hvile.
Den gode nyhed er blevet forkyndt for os: Jehova kom med gode nyheder til israelitterne efter de var gået ud af Egypten. Han lovede dem blandt andet at hvis de var lydige, ville de komme til at gå ind til hans hvile i det lovede land og få et helt særligt forhold til ham. Med tiden ville de blive “et kongerige af præster”. (2Mo 19:5, 6; 23:20-25, 31) Men israelitterne manglede tro og var ulydige. Så Jehova forkastede dem og sørgede for at “den gode nyhed” blev forkyndt for dem som blev Jesus’ salvede disciple. Hvis de viste tro og var lydige, ville de gå ind til Guds hvile, blive godkendt af ham og blive konger og præster i hans rige. – 1Pe 2:9; Åb 5:10.
de var ikke forenet i tro med dem der adlød: Størstedelen af israelitterne på Moses’ tid fik ikke gavn af det ord de hørte, eller den gode nyhed der blev forkyndt for dem. Israelitterne havde nemlig ikke tro ligesom Josva og Kaleb, der var blandt “dem der adlød” budskabet. I modsætning til dem nægtede israelitterne at adlyde Jehovas befaling om at indtage det lovede land. – 4Mo 14:1-11, 35-38.
vi som har tro, går ind til hvilen: Sammenhængen viser at Paulus henviser til den hviledag der begyndte da Jehova var færdig med at skabe. (He 4:4, 5, 10) Beretningen i 1Mo kommer med en vigtig oplysning om den dag: “Gud velsignede den syvende dag og erklærede den hellig.” (1Mo 2:2, 3) Den erklæring betød at Jehovas hensigt med jorden og mennesker ville være opfyldt ved slutningen af den hviledag. Hele skaberværket ville være præcis som Jehova havde tænkt sig det skulle være. Selvom det forstyrrede hviledagen at Satan, Adam og Eva gjorde oprør, ødelagde det ikke Jehovas hensigt. Det Paulus skrev, forsikrede de kristne hebræere om at de kunne gå ind til Jehovas hvile. Det kunne de ved at arbejde i harmoni med Jehovas hensigt. For eksempel måtte de have tillid til Jehova og vise tro på hans løfter. – He 3:19; 4:6.
selvom han var færdig med sine værker: Jehova var færdig med at skabe alting på jorden efter Eva var blevet skabt. Så det Paulus siger her, kan opsummeres på den her måde: Guds hviledag begyndte for lang tid siden, og lige siden har Jehova indbudt mennesker til gå ind til hans hvile. Muligheden for at gå “ind til hvilen” er stadig åben for dem der viser tro, selvom mange nægter at gøre det.
“På den syvende dag hvilede Gud fra alt det arbejde han havde udført”: Paulus citerer her 1Mo 2:2, der henviser til den syvende dag i skabelsesugen. I det vers antyder det hebraiske udtryk der er oversat med “gav han sig til at hvile”, at Jehovas hviledag ikke var færdig. Det støttes af følgende pointer: I forbindelse med hver af de tidligere skabelsesdage står der at “det blev aften, og det blev morgen”, hvilket indikerer at hver enkelt dag sluttede. (1Mo 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Men det står der ikke om den syvende dag. Udover det anvender Paulus i He 4:7 udtrykket “i dag”, som er et citat fra Sl 95:7, om Guds hviledag, og det indikerer at hviledagen stadig var i gang da David skrev salmen. (Sl 95:7-11; se studienote til He 4:7). I overensstemmelse med det viser Paulus at den syvende dag stadig var i gang på hans tid, og at det var muligt for kristne at gå “ind til Guds hvile”. – He 4:3, 10, 11.
var ulydige og gik ikke ind til hvilen: I en lignende udtalelse i He 3:19 siger Paulus at israelitterne ikke gik ind til Guds hvile på grund af “mangel på tro”. Deres manglende tro på at Jehova ville støtte og beskytte dem, førte til at de var ulydige mod hans befalinger. Resultatet af oprørernes ulydighed var at de ikke kom ind i det lovede land, og ikke kunne gå ind til Guds hvile. (Se studienoter til He 3:11; 4:2). Bibelen viser at tro indbefatter lydighed. – Joh 3:16 og studienote, 36; se også Jak 2:20-23.
Derfor angav han igen, længe efter, … nemlig i Davids salme: Paulus citerer her Sl 95:7, 8 og siger at salmen er skrevet af David. (Den hebraiske tekst angiver ikke hvem der skrev Sl 95, men i den græske Septuaginta er der en overskrift hvor der står: “En lovprisningssang af David”). De ord blev virkelig nedskrevet “længe efter”. På Davids tid var der gået omkring 450 år siden Gud havde sagt at de oprørske israelitter ikke skulle gå ind til hans hvile (4Mo 14:22, 23; He 3:7, 11; 4:3, 5), og næsten 3.000 år var gået siden begyndelsen af hans hviledag (1Mo 2:2). – Se studienote til He 4:4.
Josva: Der bliver henvist til Josva, Nuns søn, to gange i De Kristne Græske Skrifter. (Se studienote til ApG 7:45). På hebraisk betyder hans navn “Jehova er frelse”. (Jos 1:1, fdn.) Det tilsvarende græske navn er Iesous, der som regel oversættes “Jesus”. (Se studienote til Mt 1:21). Men sammenhængen gør det tydeligt at Iesous her henviser til israelitten Josva, der førte Guds folk ind i det lovede land. Paulus fremhæver her at det kun er gennem en leder der er meget større end Josva, nemlig Jesus Kristus, at Guds løfter vil blive opfyldt.
have talt om en anden dag: Selvom Josva havde ført israelitterne ind i det lovede land, blev det ikke et permanent sted med hvile. Efter Josvas død gjorde Guds folk igen oprør. Derfor blev deres land fyldt med afgudsdyrkelse, undertrykkelse og uroligheder. (Dom 2:10-15) Igen handlede israelitterne ikke i overensstemmelse med Guds hensigt, og derfor kunne de ikke gå ind til Jehovas hellige hviledag. Men som Paulus under inspiration fremhæver, talte Gud senere om “en anden dag” med hvile “i Davids salme”. (He 4:7, 8) I den salme omtaler Jehova den hviledag som “i dag”. (Sl 95:7) På den måde viser han at det stadig er muligt at gå ind til hans hvile. Som Paulus indikerer i He 4:9, er det nødvendigt at kristne griber den mulighed. – Se studienote til He 4:3.
venter der stadig … en sabbatshvile: Det græske udtryk der er oversat med “sabbatshvile” (sabbatismos), er ikke det der normalt bliver brugt om “sabbatten”. (Se for eksempel Mt 12:1; 28:1 og studienote; Lu 4:16). Ifølge et opslagsværk henviser det ikke til “en ‘sabbatsdag’ som sådan”. I stedet fremhæver det “en feststemning og glæde som kommer til udtryk i tilbedelse og lovprisning af Gud”. (P.T. O’Brien: The Letter to the Hebrews) Et andet opslagsværk kalder det “en særlig periode med hvile med den traditionelle sabbat som forbillede”. (F.W. Danker: A Greek-English Lexicon of the New Testament and Other Early Christian Literature) Så Paulus henviser til en tid i fremtiden hvor hensigten med sabbatten vil være opfyldt til fulde. Som “Herre over sabbatten” vil Jesus sørge for fuldstændig hvile, dvs. befri mennesker fra virkningen af synd og død. (Mt 12:8 og studienote) Paulus har måske brugt det her unikke græske ord – som ikke bliver brugt andre steder i De Kristne Græske Skrifter og heller ikke engang i Septuaginta – for at understrege at han ikke henviste til den traditionelle jødiske sabbat. Som Bibelen siger flere steder, er det ikke et krav at kristne overholder den bogstavelige sabbat. – Se Ordforklaring: “Sabbat”; se også Kol 2:14, 16 og studienote.
Den der går ind til Guds hvile: Gud valgte at hvile ved at holde op med at skabe på jorden. Det gjorde han for at hans hensigt med jorden kunne blive opfyldt. (1Mo 2:2, 3) Paulus opfordrer de kristne hebræere til at leve i harmoni med Guds hensigt ved at hvile fra deres “egne gerninger”, dvs. at acceptere Guds ordning for frelse gennem Kristus. De kunne ikke ved egen kraft blive retfærdige, for eksempel ved at udføre gerninger som Moseloven krævede; den var på det tidspunkt afskaffet. (Ro 10:4; Kol 2:13, 14; He 7:12; se også studienote til He 6:1). Udover det måtte de undgå at blive “ulydige på samme måde” som de oprørske israelitter. – He 4:11; se studienote til He 4:3.
gøre vores yderste: Se studienote til 2Ti 2:15.
Guds ord: Sammenhængen viser at “Guds ord” her henviser til det Gud har sagt om sin hensigt, de løfter han har givet. I de foregående vers (He 3:7 – 4:11) taler Paulus om det Gud havde sagt angående sin hensigt med israelitterne. De skulle blive hans særlige ejendom, gå ind i det lovede land og tilbede ham på en ren måde og opleve de velsignelser det giver. (2Mo 3:8; 19:5, 6; 5Mo 12:9, 10) Gud sørgede for at hans løfter og hensigt blev nedskrevet i hans ord, Bibelen. I udvidet forstand kan udtrykket “Guds ord” i He 4:12 altså anvendes om Bibelen. – Se også 2Ti 3:16 og studienote.
Guds ord er levende: Guds ord, det han har givet udtryk for om sin hensigt, er “levende” på flere måder. Disciplen Stefanus havde tidligere brugt et lignende udtryk om den Lov israelitterne fik ved Sinajs Bjerg. Stefanus brugte udtrykket “levende hellige udtalelser [bogst.: “levende ord”]”. (ApG 7:38; se også Ro 3:2 og studienote). Det “ord”, eller budskab, gav håb om liv til alle der valgte at leve efter det. (5Mo 32:47) Budskabet fra Gud skulle desuden være i hjertet hos dem der tog imod det. (5Mo 30:14) Og vigtigst af alt: Jehova Gud er evig og levende, og han arbejder på at gennemføre det han har sagt; derfor er hans ord varigt og virkningsfuldt. – Esa 55:10, 11.
har kraft: Eller “er virksomt (aktivt)”. I tilfældet med de israelitter der ikke levede efter Guds hensigt, viste Guds ord sig at have kraft ved at afsløre deres manglende tro. (He 3:8, 16-19) Paulus opfordrer de hebraiske kristne til at lære af den inspirerede beretning. Han vidste at Guds kraftfulde og virkningsfulde ord også kunne påvirke dem i høj grad; det kunne afsløre hvad der var i deres hjerte, styrke deres tro og hjælpe dem til at gøre forandringer der kunne forbedre deres liv. – Se også studienoter til Flp 2:13 og 1Ts 2:13, hvor Paulus bruger et udtryk der ligner det der er oversat med “har kraft”.
tveægget sværd: Det græske ord for “sværd” (machaira) i det her vers henviser sandsynligvis til et relativt kort sværd. (Se et eksempel på det i Mediegalleri: “Romersk sværd”; se også Åb 1:16; 2:12; 6:8, hvor det græske ord rhomfaia (“langt sværd”) bliver brugt). Nogle sværd var tveæggede, dvs. at sværdet var skarpt på begge sider. Det her billede understreger at Guds ord kan trænge dybt ind. Det er mere kraftfuldt og virkningsfuldt end noget værktøj mennesker har skabt, som Paulus forklarer i de efterfølgende vers.
det skiller sjæl og ånd: Paulus fremhæver her at Guds ord, eller budskab, kan trænge dybt ind i en persons indre ligesom et skarpt sværd. Det græske ord der er gengivet “sjæl”, henviser som regel i Bibelen til levende væsner og derfor til noget der er fysisk, håndgribeligt og synligt. (Se Ordforklaring: “Sjæl”; se også studienote til 1Kt 15:44). Her henviser ordet “sjæl” altså til hvordan en person er udadtil, mens “ånd” henviser til en persons indre, den indstilling der styrer ens tanker. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Guds inspirerede ord trænger ind så “det skiller sjæl og ånd” i den forstand at det afslører meget mere end det en person ser ud til at være. Den måde en person reagerer på Guds budskab på, afslører hans sande jeg, hans indstilling og motiver.
led og marv: Det her billede fremhæver yderligere hvor langt Guds ord kan trænge ind i en person. Led (hvor knoglerne er samlet) og marv er ikke noget der kan ses, men er inde i kroppen, under overfladen. Fordi marv kun findes dybt inde i knoglerne, blev det her græske ord også brugt i overført betydning om kernen eller den inderste del af noget. Paulus bruger de her to udtryk i en talemåde der viser hvordan Guds ord kan trænge ind i og påvirke selv de dybeste tanker og følelser.
kan bedømme hjertets tanker og motiver: Det græske ord der er gengivet med “kan bedømme” (bogst.: “kan dømme”), indeholder tanken om at undersøge, evaluere og skelne. At Guds ord kan bedømme, kan ses ved at det kan skelne mellem “tanker” og “motiver”, to ting der er nært forbundet i betydning. Den måde en person reagerer på når han hører det der kommer fra Gud, kan afsløre hans tanker – det som han tænker på. Men Guds ord er stærkere endnu fordi det kan afsløre en persons motiver – hele grundlaget for hans tankegang. Sætningen her, som afslutter He 4:12, indikerer at Guds ord kan trænge dybt ned i det symbolske hjerte hos en person og kan bedømme tanker, indstilling, ønsker, motiver og hensigter og får på den måde alle aspekter af den indre person frem i lyset. – Se studienoter til Mt 22:37; Ef 5:19.
vi skal stå ham til regnskab: Det her udtryk er et ordbillede af en mand der gør regnskabet op med dem han har myndighed over. (Se også Mt 18:23; 25:19; Lu 16:2, hvor det græske ord der her er gengivet “regnskab”, indeholder en lignende tanke). Gud er den alle mennesker må stå til regnskab for deres handlinger. (Sl 62:12; Ord 24:12; Præ 12:13, 14; Ro 2:6; 14:12; 2Ts 1:7-9; 1Pe 1:17; 4:5) Paulus mener selvfølgelig ikke at Jehova overvåger kristne så han kan straffe dem for deres fejl. Han holder derimod øje med sine tjenere fordi han har omsorg for dem og inderligt ønsker at belønne dem. – Ord 19:17; Esa 40:10; Mt 6:4, 6; He 11:6.
en stor ypperstepræst: Paulus har allerede i det her brev kort nævnt at Jesus er ypperstepræst. (He 3:1; se studienote til He 2:17). Her tilføjer han tillægsordet “stor” til den titel. (Se også He 10:21). Og som det her brev viser, var Jesus større end nogen af ypperstepræsterne i Arons slægt. – He 4:14 – 7:28.
som er gået ind i himlene: Her begynder Paulus sin gennemgang af hvorfor Kristus’ tjeneste som ypperstepræst er bedre end den de jordiske ypperstepræster udførte ved telthelligdommen og senere ved templet. Under Moseloven skulle ypperstepræsten en gang om året gå ind i Det Allerhelligste for at frembære blodet af et syndoffer for nationen Israel. (He 9:7) Men den store ypperstepræst, Jesus, gik efter han var blevet oprejst, “ind i himlene”, han trådte frem for Gud, for at frembære værdien af sit blod. Hans syndoffer løskøbte fuldstændigt og én gang for alle dem der viser tro på ham. – He 9:11, 12, 23, 24; 10:1-4.
vi har ikke en ypperstepræst der ikke kan sætte sig ind i: Paulus siger ikke bare at Jesus kan sætte sig ind i vores svagheder; han bruger i stedet en dobbelt nægtelse for at understrege sin pointe (“vi har ikke … der ikke kan”). Paulus forsikrer på den måde de kristne hebræere om at Jesus er markant anderledes end de ufuldkomne mennesker der tjente som ypperstepræster. Op gennem Israels historie havde nogle ypperstepræster været usympatiske over for de mennesker de havde til opgave at hjælpe.
sætte sig ind i vores svagheder: Det græske ord der er gengivet “sætte sig ind i”, betyder at forstå og leve sig ind i en anden persons oplevelser og følelser. (Se også He 10:34, hvor Paulus bruger samme græske udsagnsord). Jesus’ liv på jorden styrkede hans empati med mennesker. Han var et menneske af kød og blod og kom ud for tab, skuffelser, dårlig behandling, træthed og ydmygelse. (Se studienote til He 2:17). Desuden viste han igen og igen at han har dyb medfølelse med dem der kæmper mod synd. – Se også studienoter til Mr 5:34; Joh 11:33, 35.
prøvet på alle mulige måder: Se studienoter til He 2:18; 4:15; 5:8.
Lad os derfor frimodigt træde frem: Selvom mennesker er ufuldkomne, kan de træde frem for Jehova ved at tilbede ham på en godkendt måde og bede frit til ham. Det kan de fordi Jesus, der er “en stor ypperstepræst”, har bragt et offer som har løskøbt dem. (He 4:14; 10:19-22, 35; se studienoter til Ef 3:12; He 3:6). Bøjningen af det græske udsagnsord der er oversat med “lad os … træde frem”, viser at en kristen frit kan træde frem for Guds trone på et hvilket som helst tidspunkt. Men at han kan gøre det “frimodigt”, betyder ikke at han kan tale med Jehova på en respektløs eller alt for afslappet måde. Han må bede på en respektfuld og værdig måde og med fuld tillid til at Jehova vil lytte til hans bøn. – 1Jo 3:21, 22; 5:14.
den ufortjente godheds trone: I Bibelen bliver ordet “trone” ofte brugt som symbol på et regeringssæde. Jehovas ufortjente godheds trone symboliserer altså hans måde at regere på, som er kendetegnet af hans store kærlighed og godhed. (Se Ordforklaring: “Ufortjent godhed”). Den godhed fik Jehova til at gøre det muligt for ufuldkomne mennesker at træde frem for ham. Paulus opfordrer de kristne hebræere til at benytte sig af den her store ufortjente godhed, som er gjort mulig på grund af Jesus Kristus, der er “en stor ypperstepræst”, og hans løskøbelsesoffer. (He 4:14; se studienoter til Joh 1:14). Så når sande kristne træder frem for Gud i bøn, kan de være sikre på at de vil blive vist “barmhjertighed og ufortjent godhed når … [de] har brug for hjælp”.