„Dit ord er sandhed“

Guds ånds betydning ved Bibelens affattelse

LITTERÆRE værker af virkelig værdi er et resultat af betydelige anstrengelser. Bibelen, der er almindeligt anerkendt som et litterært mesterværk, blev heller ikke til uden anstrengelser fra dens skribenters side. Dette antydes af ordene i Prædikeren 12:9, 10: „Prædikeren . . . granskede og ransagede og formede mange ordsprog. Prædikeren søgte at finde fyndord og optegnede sanddru lære, sandhedsord.“

Modsat andre litterære værker er Bibelen imidlertid ikke hovedsagelig et resultat af menneskers anstrengelser. Skribenterne lod sig lede af Guds ånd, ja de var ivrige efter at mærke dens ledelse. En af disse skribenter, profeten Esajas, udtaler: „Den Herre [Jehova] gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord; han vækker hver morgen mit øre, han vækker det til at høre, som lærlinge hører. Den Herre [Jehova] åbned mit øre, og jeg stred ikke imod, jeg unddrog mig ikke.“ — Es. 50:4, 5.

Alligevel havde bibelskribenterne ofte selv et særligt mål for øje med det de skrev. Da lægen Lukas skrev sit evangelium ønskede han at give en præcis fremstilling i logisk rækkefølge og at bekræfte pålideligheden af det som manden Teofilus mundtligt havde fået undervisning om vedrørende Jesus Kristus. (Luk. 1:3, 4) Breve skrevet af Paulus, Peter, Johannes og andre blev tilpasset til at opfylde et bestemt behov hos dem de var stilet til. For eksempel behandler apostelen Paulus nødvendigheden af enhed i sit første brev til korinterne. (1:10-13) Det var fordi han havde modtaget rapporter om den splid der var i deres menighed.

Modtagelige som de var for Guds ånds ledelse, var bibelskribenterne i stand til at skrive netop det der var sandt, det der var behov for, det der var i harmoni med Guds vilje. I mindst ét tilfælde resulterede Guds ånds virke i at skribenten skrev noget helt andet end det han havde planlagt. Disciplen Judas havde oprindelig planlagt at skrive om de åndssalvede kristnes fælles frelse. Imidlertid viste omstændigheder som havde udviklet sig i den kristne menighed, at et andet emne krævede opmærksomhed. Umoralske, dyriske mennesker havde sneget sig ind mellem de kristne og gjorde Guds ufortjente godhed til en undskyldning for løsagtig adfærd. Derfor skrev Judas, ledet af Guds ånd, en formaning til hjælp for sine medtroende så de kunne overvinde den fordærvede indflydelse inden for menigheden. — Jud. 3, 4.

En betragtelig del af de oplysninger som blev en del af den inspirerede bibelske beretning var nemt tilgængelige for dens skribenter. Til tider var skribenterne selv øjenvidner til de begivenheder som er nævnt i deres skrifter. De gjorde også brug af allerede eksisterende optegnelser, deriblandt stamtavler og historiske dokumenter. Mellem de historiske dokumenter var „bogen om [Jehovas] krige“, „De oprigtiges Bog“, „Israels Kongers Bog“, „Kong Davids Krønike“ og „Bogen om Judas og Israels Konger“. — 4 Mos. 21:14; Jos. 10:13; 1 Krøn. 9:1; 27:24; 2 Krøn. 16:11.

Når bibelskribenterne nedskrev oplysninger fra andre kilder eller berettede om begivenheder som de selv havde været vidne til, hvilken rolle spillede Guds ånd så? Den forhindrede unøjagtigheder og fejl i at komme ind i den guddommelige beretning. Guds ånd dirigerede også udvælgelsen af det materiale der skulle med. Som den inspirerede apostel Paulus skrev til korinterne: „Dette skete med dem [israelitterne], så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet skrevet til påmindelse for os [kristne], til hvem de sidste tider er kommet.“ — 1 Kor. 10:11.

Disse ord af Paulus viser at der er en mening med de historiske oplysninger som er indeholdt i Bibelen. Vi får at vide at israelitterne faldt som ofre for afgudsdyrkelse, utugt og knurren. Da de var Jehovas pagtsfolk viste dette at det også var muligt for kristne at begå lignende forseelser. Selvfølgelig fungerede Jehova ikke som en usynlig dramatiker og iscenesatte disse begivenheder for derved at få israelitterne til at synde. Nej, ved hjælp af sin ånd sørgede han blot for at disse oplysninger blev taget med i den inspirerede beretning, så hans tjenere i fremtiden kunne lære af de advarende eksempler. Ved at se i øjnene at det er muligt selv for Guds pagtsfolk at begå alvorlige overtrædelser, kunne kristne bedre forstå nødvendigheden af med omhu at bevare en god opførsel. Dette understreger den inspirerede formaning: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ — 1 Kor. 10:12.

Ved siden af de historiske oplysninger indeholder Bibelen vise ordsprog og kloge råd. Meget af dette kunne skribenterne have lært af personlige oplevelser i livet og endnu mere ved deres studium og anvendelse af de dele af Skrifterne som var til rådighed for dem. Ikke desto mindre var Guds ånds ledelse nødvendig så skribenterne udtrykte tanker der genspejlede, ikke menneskelig fornuft, men guddommelig visdom.

En glimrende illustration af dette er apostelen Paulus’ råd om ægteskab og om at være ugift. Paulus skriver: „Men til de andre siger jeg selv, ikke Herren . . .“, og igen: „Med hensyn til jomfruerne har jeg ikke nogen befaling fra Herren, men udtaler min mening . . .“, og sluttelig om en enkes stilling: „Men lykkeligere er hun, hvis hun forbliver, som hun er — efter min mening; og jeg tror, at også jeg har Guds Ånd.“ (1 Kor. 7:12, 25, 40) Øjensynlig mente Paulus at han ikke kunne citere Herren Jesu Kristi lære direkte på visse punkter. Derfor gav Paulus sin personlige mening til kende. Da dette brev imidlertid udgør en del af De hellige Skrifter, var hans vejledning inspireret.

Peter, der selv var fyldt med ånden, bekræfter at Paulus’ breve var inspirerede, idet han klassificerer dem med resten af Skrifterne: „Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer, som han gør i alle sine breve, når han i dem taler derom; i dem findes der ting, som er vanskelige at forstå, og som de ukyndige og ubefæstede til deres egen fortabelse fordrejer, ligesom de gør med de øvrige skrifter.“ — 2 Pet. 3:15, 16.

Der var naturligvis meget som det ville have været umuligt for mennesker at vide uden Guds ånds overnaturlige virke. Dette indbefatter oplysningerne om jordens historie før menneskets tilblivelse, begivenheder der fandt sted i de usynlige himle, profetier og åbenbaringer af Guds hensigter.

Så selv om mennesker har lagt et stort stykke arbejde i affattelsen af Bibelen, var Guds ånd den vigtigste faktor. Den åbenbarede oplysninger som ikke kunne være erhvervet ved menneskelig forskning. Desuden ledede Guds ånd skribenterne på sådan en måde at sandt og gavnligt materiale blev nedskrevet.