Hver skabt til sin rolle

INTET kan rokke ved den kendsgerning at den menneskelige familie består af to køn. Børn der fødes må blive enten drenge eller piger.

Men hvor dybt stikker disse forskelle på de to køn? Hvad afstedkommer forskellene? Findes der et tilværelsesmønster der ligger bedst for hver af de to køn?

Ser man nærmere på levende skabninger vil man opdage at der sædvanligvis er et livsmønster der passer bedst til de enkelte livsformer. Vil for eksempel et palmetræ eller en kaktus trives i de nordlige, kolde egne? Nej, de hører hjemme i varmere klimaer. Derimod klarer Douglasfyrren sig bedst i det nordlige og koldere klima. Isbjørne boltrer sig bedst hvor det er koldt, hvorimod giraffen foretrækker at opholde sig i varmen.

Vel kan planter og dyr i nogen grad omstille sig så de kan klare sig under skiftende forhold. Men jo mere de fjernes fra den tilstand der giver dem de bedste betingelser, desto flere problemer møder de.

Der gives også „bedste tilstande“ i forholdet mellem en mand og en kvinde. Jo fjernere man kommer fra den tilstand, desto flere problemer vil mand og kvinde komme ud for.

Grundlæggende forskelle

En ting der bør erkendes er at mand og kvinde kendetegnes af så afgørende forskelle at disse ikke forsvinder bare fordi man taler længe om det. Mest iøjnefaldende er forskellen i udseende og i kønsorganer. Dertil kommer at den menneskelige families arvemasse har fastlagt at mandskønnet er mere robust af bygning og har større styrke.

Lad os for eksempel sammenligne rekorderne ved de olympiske lege. Den olympiske rekord i hundredmeterløb for mænd ligger på 9,9 sekunder, mens den for kvinder er på 11,0 sekunder. På denne korte distance ligger manden cirka 10 meter foran kvinden når han når mållinjen. Den olympiske rekord i højdespring for mænd ligger på 2,24 meter, men på under 1,85 meter for kvinder. Når man sammenligner præstationerne vil man se at mænd løber og svømmer hurtigere, springer højere, samt støder en tung kugle længere end det er muligt for kvinder.

Hvordan kan det være at mænd er i besiddelse af større fysisk kraft? Fordi de blev skabt til at udfylde en anden rolle i tilværelsen end kvinder. De skulle tage det tunge arbejde og påtage sig ansvaret for at sørge for familien og yde den beskyttelse.

Stiller dette kvinder „ringere“? Kan en velbygget kvindes legeme siges at være „ringere“ end en velbygget mands legeme? Er det af ringere værdi eller er det til mindre nytte? Hvad er „finest“, egetræet eller rosen? Hver for sig og hver på sin måde er de værdifulde og anvendelige.

Ikke alene er der forskel på mand og kvinde i legemsbygning og fysisk styrke, men der er også den forskel at kvinden gennemgår fysiske ændringsforløb, såsom menstruation og klimakterium. Det er derfor ikke til at komme udenom at der fysisk set er grundlæggende forskelle mellem mand og kvinde. Videnskabsmænd kan uden i forvejen at kende et menneskes køn afgøre hvorvidt en legemscelle tilhører en mand eller en kvinde. Som det fra videnskabelig kilde hedder: „Alle legemscellerne hos en mand adskiller sig fra legemscellerne hos en kvinde.“

Andre forskelle

Eftersom sådanne uforanderlige fysiske forskelle mellem mand og kvinde ligger fastlåst i deres gener, skulle det ikke lyde mærkeligt om der også fandtes følelsesmæssige og psykologiske forskelle. Antropologen Lionel Tiger, der er knyttet til Rutgers-universitetet, udtaler:

„Der er kort sagt væsentlige beviser for at forskellene mellem mand og kvinde ikke slet og ret er et resultat af aftalt spil mellem alle af mandkøn, . . . de forekommer i så forskelligartede situationer og kulturer at feministernes forklaring i sig selv ikke er tilstrækkelig, og tillige foreligger der biologiske grundlag for kønsforskelle der intet har at gøre med undertrykkelse fra mænds side men snarere er knyttet til samfundenes sikkerhed og børnenes sunde vækst. . . .

Vi er nu klar over at de arvelige anlægs kode i det indviklede DNA gør det muligt for et menneske at arve ikke blot enkle, fysiske træk, såsom størrelse, form og kemisk sammensætning, men også et helt sæt af tilbøjeligheder for en særegen social adfærd der hænger sammen med en given fysiologi.“

Den genetiske kode bestemmer derfor mere end de fysiske træk der ligger til grund for de to køns forskelle. Den bestemmer således også hvert køns følelsesmæssige faktorer, der får dem til at reagere på hver sin måde. Generelt er kvinder i besiddelse af blidere egenskaber end mænd. De har et mere udtalt behov for at knytte sig til nogen og er mere følsomme og hensynsfulde. Ofte er de præget af større tålmodighed.

Hvordan kan det være at kvinden er skabt med andre fysiske og følelsesmæssige anlæg end manden? Fordi kvinden har en helt anden rolle at udfylde.

Hvor kvinden er langt den bedste

Næppe på noget andet område kommer dette klarere frem end i kvindens rolle som moder. Ikke alene er hun fysisk udstyret til at føde et barn og ernære det, men hun er også udstyret med de følelsesmæssige egenskaber der forudsætter at hun kan passe og pleje det.

Selve det at man ned gennem historien over hele jorden har indset det nødvendige og fornuftige i at mødre tager vare på spædbørn, antyder at der her ikke er tale om aftalt spil mellem mændene. Det som dette klart viser er at kvinden er skabt til at udfylde en anden rolle, til gengæld en rolle der tillægger kvinden den allerstørste betydning for det menneskelige samfund. Hvor stor betydning? Man kan blot spørge sig selv: Hvor ville menneskeslægten, én selv indbefattet, have været dersom ikke kvinder havde haft evne til at føde børn? Ingen af os ville have været til! Bibelen udtrykker det som følger: „Ligesom kvinden blev til af manden, således bliver også manden til ved kvinden.“ — 1 Kor. 11:12.

Dertil kommer at en moders kærlighed i langt højere grad end en faders kærlighed er en absolut nødvendighed hvis et spædbarn skal udvikle sig normalt. Omfattende undersøgelser af spædbørn der er vokset op på børnehjem har afsløret at de der har måttet undvære en moders kærlige pleje, i den grad har lidt derunder at de fleste af dem aldrig nogen sinde har overvundet det. Der var en ikke ringe sandsynlighed for at de ville vokse op med alvorlige følelsesmæssige, mentale, ja endda fysiske handicap.

Dr. Peter Neubauer, der leder et børnepsykologisk institut i New York, har erklæret:

„Den kærlighed og hengivenhed [et barn] mærker hos sin moder eller en moderskikkelse, og som især er afgørende for barnet fra dets fødsel indtil det er fyldt fire år, vil være bestemmende for den følelsesmæssige modnings forløb, der skal bære det gennem tilværelsen. . . .

Det eneste vi sådan set plejede at hævde var at en moder burde holde sit barn når hun gav det mad. Nu er vi blevet klar over at det i høj grad er af vigtighed for spædbarnet at det ’pusles’ (berøring), omgives af ’glade ansigter’ (synsindtryk) og hører ’kærlige ord’ (lyde) samt at også dufte og smag spiller en rolle.

Det er moderens pludren og sang, det gensidige smil mellem hende og barnet, det at hun kæler med barnet, vugger det på armen, løfter det op og ler — alt dette rummer ’kærligheden og hengivenheden’. . . .

Dersom et eller andet er gået galt bliver det vanskeligere og vanskeligere at bringe i orden igen når barnet er blevet tre år gammelt.“

Har De nogen sinde iagttaget en kærlig moder med sit barn? Har man det, vil det stå én lysende klart at ingen anden end hun kan give sit barn det det trænger til i livets første år! Ikke således at forstå at den rolle faderen spiller er uden betydning, men i de allerførste spæde år af et barns liv er den rolle moderen spiller af den væsentligste betydning.

Tilfredshed ved at udfylde rollen

Når kvinder forstår den rolle de skal udfylde i familien og bestræber sig for at udfylde den i stedet for at vægre sig ved det, kan de opnå en dyb tilfredshed. En kvinde skrev engang til Ladies’ Home Journal: „Vi er skabt med et andet væsen end manden, men vi er ikke skabt ringere. Det er mit dybeste ønske at være feminin, hvilket er min naturlige rolle i livet, samt at virke tilskyndende på min mand således at han ifølge sin natur kan optræde mere maskulint.“

En Moder skrev: „Personligt føler jeg den største tilfredshed i tilværelsen når jeg er sammen med min mand og når vi kan gøre ting sammen. Men det indbefatter at vi har vore børn omkring os, kan iagttage hvordan de vokser og føle stolthed over dem.“

En anden moder tog til genmæle mod den beskyldning at kvinder „har mindreværdskomplekser på deres køns vegne“. Hun udtalte at hun ikke havde noget problem i den retning, for hun blev af sin ægtemand og sine to børn omgivet med den største kærlighed, hengivenhed og beundring. Hun udtalte indtrængende: „Kvinder, fri mig aldrig fra alt dette!“

I en artikel i McCall’s kunne man læse: „Ligegyldigt hvad noget menneske siger, udretter gennemsnitskvinden der gør sin egen verden til et bedre sted for sin familie at leve i, langt mere end et dusin industriværkførere der bruger deres liv på at producere dampkedler og automatiske pålægsmaskiner.“

Men når en kvinde har en ægtemand, en fader eller broder der ikke forstår den rolle hun skal spille i tilværelsen, ikke forstår hendes behov og ikke behandler hende korrekt, kan hun i sandhed føle sig modløs og nedslået. Ikke sjældent er det den slags kvinder der tragter efter frigørelse.

Men hvordan bør en mand da behandle en kvinde? Og ikke mindst, hvordan skal en ægtemand behandle sin hustru? Er hele formålet med hendes tilværelse kun det at føde børn?

[Illustration på side 11]

Det er indlysende at en kvinde er langt den bedste til at sørge for en nyfødt, men er det hovedfunktionen i hendes tilværelse?