Vi ser nærmere på tungen

„RÆK tungen ud og sig ah!“ Man kan kun gætte på hvor mange gange læger har gentaget denne sætning i årenes løb. Læger har længe forstået betydningen af at lægge mærke til tungens udseende når de skal undersøge en patient. Især før i tiden måtte lægerne stole mere på deres egen iagttagelsesevne end på laboratorieprøver.

Tungen kan ganske vist fortælle om visse forandringer eller sygdomme andre steder i legemet, men man har fundet ud af at man sjældent ud fra tungens udseende alene kan stille en specifik diagnose. Skarlagensfeber er en af de sygdomme hvor tungens udseende dog spiller en vigtig rolle i diagnosen, idet en person med denne sygdom har det man kalder „hindbærtunge“.

Tungen og dens overflade

Tungen er et enestående organ. Den er et meget bevægeligt muskelbundt dækket af en yderst følsom overflade. Musklerne kan gøre tungen flad, bøje spidsen opad og endda bøje kanterne opad, som når man fløjter. Disse bevægelser er mulige fordi tungens muskler er sammenvævede og går i flere retninger. Der er muskler der begynder i spidsen og går helt bagud. Der er muskler der går fra den ene side til den anden, og der er nogle der går fra oversiden til undersiden. Alle disse muskler gør at tungen kan foretage de forskellige bevægelser.

Tungens overflade består af utallige små forhøjninger der bevirker at den nærmest føles fløjlsagtig. (I kattefamilien er disse forhøjninger så store og hårde at tungen kan kaldes „raspetunge“.) Disse små forhøjninger (kaldet „papiller“) kan let ses hvis man rækker tungen ud og tørrer et lille stykke af den med en blød, ren klud. Når man gør det vil man lægge mærke til at der er forskellige slags forhøjninger.

De der er flest af er de lyserøde, tynde tråde der er ligeligt fordelt over tungens overflade. Det er som regel de første der forsvinder ved visse sygdomme, deriblandt ved visse ernæringssygdomme.

En anden slags forhøjninger ligner små runde buler på tungens overflade. Der er færre af disse paddehatteformede forhøjninger, og de er gerne lidt rødere end de andre. Også de bliver undertiden umulige at se.

Hvis man rækker tungen langt nok ud kan man se nogle større forhøjninger på den bageste del af tungen i nærheden af svælget. De er som lave tårne omgivet af en voldgrav. Der er mellem syv og elleve af disse runde forhøjninger, der danner et „V“ over den bageste del af tungen.

Andre forhøjninger forekommer som folder på siderne af tungens bageste del.

Belægning på tungen

Tungens overflade bliver somme tider „belagt“. Det at der dannes et lag på tungen er i virkeligheden en naturlig og vedvarende proces. Imidlertid fjernes dette lag som regel af spytafsondring, når man tygger maden, når man taler, og når man synker. Laget består i almindelighed af små bitte madrester, bakterier, og døde celler der slides af tungens overflade på samme måde som når huden skiller sig af med døde celler. Den mængde der forekommer varierer selvfølgelig fra det ene menneske til det andet og også på forskellige tidspunkter af dagen.

Alt hvad der griber ind i den normale rensning af tungen kan forårsage at der lægger sig et unormalt tykt lag på tungen. Noget der kan bevirke dette er en let kost, for nogles vedkommende at de trækker vejret gennem munden, for dårlig mundhygiejne, rygning, udtørring på grund af feber, og mangel på normal spytafsondring. I almindelighed kan man altså sige at belægning på tungen tyder på en noget nedsat sundhedstilstand. Når man har fordøjelsesbesvær skiller tungen sig ikke af med de døde celler, og de hober sig derfor op, og resultatet bliver en belagt tunge. I mange tilfælde kan man fjerne laget med en tandbørste når man børster tænder.

Andre forandringer og forhold

Forandringer i tungens farve og i overfladens struktur er sandsynligvis af langt større betydning end det om tungen er belagt. Men selv i sådanne tilfælde må en læge vide mere om patienten før han kan stille en diagnose af en bestemt sygdom. Tungen fortæller ganske vist om forandringer andre steder i legemet, men den viser ikke hvor. Tungens tilstand kan vise lægen at det er nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser for at lokalisere årsagen.

Der er sygdomme som i særlig grad kan påvirke tungen, som for eksempel kræft og syfilis. Imidlertid vil tungen oftere påvise forandringer eller tilstande der er harmløse. Navnene er somme tider mere frygtindgydende end selve tilstanden — navne som hårtunge og landkorttunge betegner tilstande der som oftest er harmløse.

Drag derfor ikke forhastede slutninger hvis Deres tunge måske ser mærkelig ud. Det kan skyldes den simple årsag at en skarp kant på en tand eller en plombe irriterer tungen. Selvfølgelig må denne årsag fjernes så der ikke sker yderligere skade.

En af de mest almindelige årsager til at tungen er i en uheldig tilstand, siges at være mangel på B-vitamin. Furer og forhøjninger på tungen tilskrives længere tids mangel på B-vitamin. Man har fundet ud af at en øm og rødviolet tunge kan skyldes mangel på B₂-vitamin. Ved perniciøs anæmi har tungen en kraftig rød farve og er glat og blank, hvilket tyder på manglende B₁₂-vitamin. En skinnende rød tunge kan skyldes utilstrækkeligt med nikotinsyre. Og nogle mener at en stor og kødfuld tunge kan skyldes mangel på pantotensyre.

Et nødvendigt taleorgan

Så vigtig er tungen for at kunne tale at ordet „tunge“ ligefrem kan betyde „sprog“. Udtrykket „den danske tunge“ betyder også „det danske sprog“. Det engelske ord for sprog, language, stammer fra et fransk ord der betyder tunge.

De bevægelser tungen skal udføre under talen er måske de mest præcise der kræves af den. Ved at røre og ikke røre tænderne og ganen hjælper tungen med til at forme de forskellige lyde og udtale dem tydeligt. Hvis man siger alfabetet langsomt vil man mærke at tungen må gøre mange bevægelser. Når man ser en anden tale kan man også lægge mærke til tungens hurtige bevægelser. Nogle har prøvet at opøve tungefærdighed ved hurtigt at sige sætninger der er vanskelige at udtale, som for eksempel ’stativ, stakit, kasket’ og ’bispens gipsgebis’.

Selv meget korte ord giver tungen nok at bestille. Lad os som eksempel tage ordet „tænke“. Først dannes den ustemte t-lyd ved at tungespidsen let berører gummen umiddelbart bag overtænderne, så luftstrømmen hæmmes. Så sænkes tungespidsen og hele tungen sammen med underkæben for at give plads for vokalen æ, men umiddelbart efter hæves den bageste del af tungen op mod ganen for at danne ng-lyden, der ender med det pustede k, hvorefter tungen sænkes til vokalen e. Det er altså adskillige bevægelser dette muskelbundt foretager ved udtalen af blot et enkelt ord. Gang antallet af bevægelser med 150 til 200, som er det antal ord man taler i minuttet, og man vil se hvor hurtigt tungen må bevæge sig for at holde trit med hjernen.

Smagssansen

En af tungens yderst behagelige opgaver er at opfatte og videreføre smagsindtryk. Smagen opsamles af omkring 3000 smagsløg der befinder sig mellem de bitte små forhøjninger der giver tungen dens overflade. Hvert enkelt af disse løg reagerer kun over for den slags smag som det er skabt til.

Tungen opfatter fire grundlæggende former for smag: sødt, salt, surt og bittert. Hver af disse former opfattes bestemte steder på tungens overflade. Noget sødt smager man med tungespidsen. De smagsløg der er langs tungens sider i nærheden af spidsen, reagerer over for noget der smager salt. Også langs siderne, men længere bagude, findes de smagsløg der viderefører den sure smag. Noget bittert smager man med den bageste del af tungen i nærheden af svælget. Et område midt på tungen har ingen smagsløg.

Vi glæder os sandelig over disse små kemiske modtagere når vi spiser et måltid mad der er krydret på rette måde! Og Skaberen har tilvejebragt en stor variation af velsmagende mad til glæde og fryd for mennesket. Når man tænker på hvor lidt maden smager af når man er slemt forkølet, kommer man rigtig til at sætte pris på dét at have en sund tunge. Måske kan Deres tunge vise en læge noget om Deres helbred, men den er af langt større værdi for Dem når det gælder tale og smag.