Tungen — en kraft til det gode eller til det onde
„Men jeg siger jer, at menneskene skal gøre regnskab på dommens dag for hvert unyttigt ord, de taler. Thi ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ — Matt. 12:36, 37.
1, 2. Hvad kan blive afgørende for vort fremtidige liv, og hvordan kan vi selv øve indflydelse på udfaldet?
DA JESUS udtalte ovennævnte ord kan han have tænkt på Salomons ord i Prædikeren 12:14: „Hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ Det får en til at standse op og tænke. Er vor tale virkelig så betydningsfuld at den kan være afgørende for vort fremtidige liv? Hvis det er tilfældet vil det være nyttigt for os alle at ’gøre status’. Er det virkelig anstrengelserne værd fra nu af at have en sådan kontrol over sit liv at man kan gøre sig håb om at opnå evigt liv i Guds nye tingenes ordning?
2 Skal vore anstrengelser lykkes må der være en hensigt med dem. Tænk på apostelen Paulus’ ord om at han hellere ville være hård mod sit legeme og holde det i ave end blive forkastet. Eftersom „et menneskes vej ikke står til ham selv“, og „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“, må vi søge den rette vejledning. (Jer. 10:23) Denne vejledning finder vi i Bibelen, Guds inspirerede ord. „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ (Ordsp. 3:5, 6) Med denne guddommelige vejledning skulle vi kunne styre vor tunge, have forstandig kontrol over vor tale og bringe „enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus“. — 2 Kor. 10:5.
3, 4. Hvilken tilstand i menighederne bekymrede Jakob, og hvad var årsagen til denne tilstand?
3 For at forstå at dette ikke er nogen ringe opgave, kan vi tænke på hvad disciplen Jakob sagde om tungen, som han kaldte både „rastløs“ og „ond“. (Jak. 3:8) Han forstod at der lå en kraft gemt i tungen, en kraft som kunne blive enten til det gode eller til det onde. Som tilsynsmand i menigheden i Jerusalem og som medlem af den første kirkes eller menigheds styrende råd, var han meget bekymret for menighedernes indre vanskeligheder, ligesom apostelen Paulus havde været bekymret for menigheden i Korint, hvor der både var strid, misundelse, hidsighed, egennytte, bagtalelse, sladder, opblæsthed og almindelig forvirring. (2 Kor. 12:20) Jakob opfordrede derfor „de tolv stammer i adspredelsen“ til omhyggeligt at overveje nødvendigheden af at aflægge al urenhed, ondskab, personsanseelse og alt hvad der kunne være til anstød. — Jak. 1:1, 21; 2:1-4, 9.
4 Jakob bad dem erkende deres ufuldkommenhed og naturlige tilbøjelighed til at fejle. Han sagde: „Hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme. Når vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, så kan vi også styre hele deres krop. Se, også skibene, som er så store og drives af stærke vinde, de styres dog med et ganske lille ror, hvorhen styrmandens hu står. Sådan er også tungen et lidet lem, men kan dog prale af store ting. . . . tungen er en ild. Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer; den besmitter hele legemet, ja, sætter ’tilværelsens hjul’ i brand.“ Derefter fortæller Jakob hvordan dette inkonsekvente lille lem, tungen, kan opføre sig: „Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse.“ Ja, der ligger sandelig en kraft i tungen både til det gode og til det onde. — Jak. 3:2-6, 9, 10.
5, 6. (a) Hvilke spørgsmål må vi hver især tage op til overvejelse? (b) Hvilken forret kan vi få hvis vi vogter vor mund?
5 Mens vi læser disse ord kommer vi måske i tanker om nogle der netop er så „tvetungede“ som Jakob siger. Men stop engang! En nærmere overvejelse af Jakobs ord får os vel ikke til at tænke på os selv? Er vi nogen undtagelse fra regelen? Lader vi aldrig vor tunge løbe løbsk, lader den hærge som en skovbrand, til skade for os selv og andre? Glemmer vi aldrig at vi med vore ord skal vise at vi elsker både Gud og næsten? Lovpriser eller velsigner vi Gud noget af tiden, og taler vi til andre tider med den samme tunge nedsættende om vore medmennesker? Bruger vi oven i købet vore læber til at forbande Gud eller misbruge hans navn når vi taler lidet smigrende om andre? Det er ransagende spørgsmål, men lad os holde os dem for øje og ikke undervurdere deres betydning!
6 Ufuldkommenhed er ingen undskyldning for til stadighed at begå den samme fejl. Hvis man gør det på arbejdspladsen, vil det arbejde man udfører ikke være til nogen stor nytte. Det er rigtigt som ordsproget siger: „Ved megen tale undgås ej brøde, klog er den, der vogter sin mund. Den retfærdiges tunge er udsøgt sølv, gudløses hjerte er intet værd. Den retfærdiges læber nærer mange, dårerne dør af mangel på vid [hjerte, et godt motiv, NW].“ Vi skal derfor ikke holde op med at tale af frygt for at sige noget forkert, men vi skal beslutte os til at vogte vor mund, og det gælder især dem der har fået den store forret ved som hyrder i menighederne at „nære“ mange. — Ordsp. 10:19-21; se fodnoterne i NW, 1957-udgaven.
7. (a) Hvilken dårlig vane har mange tillagt sig? (b) Hvordan kan man undgå at gøre det samme?
7 Det er svært for det syndige menneske at vogte sin mund i vore dage da der er en så udbredt mangel på respekt for sunde ord. Alt for mange ’giver igen med samme mønt’, de svarer igen på samme måde som de bliver tiltalt. (Ordsp. 24:29) Uden at tænke over det sætter de sig i virkeligheden ned på et plan som de ikke selv billiger; de mister besindelsen, og lader tungen løbe. Dårligt humør kan få et menneske til at sige hvad det tænker, i stedet for at tænke på hvad det siger. David blev gentagne gange provokeret til vrede. Men gav han sin vrede luft? Han sagde: „Mine veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med tungen; min mund vil jeg holde i tømme, så længe den gudløse er mig nær!“ (Sl. 39:2) Han kendte menneskets tilbøjelighed til synd: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ Derfor bad han om hjælp: „[Jehova], sæt vagt ved min mund, vogt mine læbers dør!“ (Sl. 51:7; 141:3) Også vi kan og bør ikke alene gøre alt for at holde vor tunge i tømme, men i erkendelse af at „det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed“, bør vi også bede Jehova om hjælp til at gøre hans vilje. — Jer. 10:23.
Om at holde tungen i tømme
8. (a) Hvilken anden dårlig vane må vi undgå, og hvorfor? (b) Hvordan kan man stemple sig selv?
8 At holde tungen i tømme forhindrer os ikke i at tale, men det hjælper os til at rense vort sprog. Nogle siger at de har svært ved, efter at have færdedes så længe blandt verdens mennesker, at føre blot en kort samtale uden at bruge „bandeord“. Det er lige så svært for dem at aflægge denne dårlige vane som det er for andre at holde op med at ryge, drikke eller indtage et narkotisk middel. De føler det som om de har fået mundkurv på når de ikke kan få lov til at bruge vulgære ord eller fyldord der bringer Gud og Jesus ganske unyttigt ind i samtalen. Det er en dårlig vane som hverken er til ære for den der gør brug af disse udtryk, eller for Jehova Gud, tungens Skaber. Skal vi nu bare afvise dette med et skuldertræk og blive ved med at misbruge Guds navn når vi ved at det bedrøver ham? Findes der noget fornuftigt forsvar for denne dårlige vane? Husk på budet der lød: „Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ (2 Mos. 20:7) Der er intet rosværdigt ved et sådant sprog. Den der gør brug af det sætter automatisk et stempel på sig selv; han sætter sig selv i en bestemt klasse. Det er ikke noget at prale af. „De bliver ved med at strømme over, de bliver ved med at tale uhæmmet; alle som øver hvad der er skadeligt bliver ved med at prale af sig selv.“ — Sl. 94:4, NW.
9. Hvilke bibelske grunde kan anføres for at kristne må holde deres tunge i tømme?
9 De kristne skal være „sendebud på Kristi vegne“, de skal skinne som „himmellys i verden“, de skal „forkynde hans fremragende egenskaber som kaldte [dem] ud fra mørket ind til sit vidunderlige lys“, de skal være „verdens lys“. (2 Kor. 5:20; Fil. 2:15; 1 Pet. 2:9, NW; Matt. 5:14) Skal vi vise os værdige til dette ærefulde hverv, må vi holde dette betydningsfulde instrument, tungen, i tømme, så selve formålet med at bruge den i Guds tjeneste ikke forfejles. Det de kristne siger og gør, sætter såvel deres budskab som den de repræsenterer i et gunstigt eller ugunstigt lys. Som lysbærere og overbringere af budskabet om Guds oprettede rige kan de gøre Gud ære, men kun hvis de lader lyset skinne på den rette måde. „Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ — Matt. 5:16.
10. Hvorfor er det vigtigt at vælge sine venner med omhu i dag?
10 Der findes nogle som altid ’lader munden løbe’, tilsyneladende uden tanke for hvad det kan føre til, og selv om de kan komme til at tale nedsættende om nære venner. Sådanne mennesker lærer man at undgå; man føler ligefrem at man kan blive smittet af dem, at man selv kunne begynde at tillægge sig deres ubetænksomme snakkesalighed. Ja, vi ved at slet omgang fordærver gode sæder [gode manerer, AV; en god moral, RS]. (1 Kor. 15:33) Vi må derfor være omhyggelige i valget af vore venner. Vi må vælge venner der har besluttet altid at „bringe Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som bekender hans navn“. — Hebr. 13:15.
11. (a) Hvad kan tankeløs tale føre til? (b) Hvordan kan man gøre en skade der er forvoldt ved et uoverlagt ord, god igen, og hvornår bør man gøre det?
11 Udtryk som „undskyld“, „jeg mente det ikke“, „det var en fortalelse“, „jeg tænkte mig ikke om“, hjælper i nogen grad til med at læge sår som man utilsigtet tilføjer andre når man ikke holder tungen i tømme. Hvor langt bedre er det ikke at tænke før man taler! Hvor langt bedre er det ikke at lade tanken styre talen ad opbyggende spor! Tankeløs tale kan volde stor skade. Utøjlet tale er som regel ubesindig tale og kan føre til uenighed, splid og hjertesorg. Den der ønsker at holde de to store bud om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten, må derfor holde tungen i tømme. Men når man tankeløst kommer til at såre en anden ved sin tale, må man være ydmyg nok til at bide sin stolthed i sig og give en undskyldning. Man må ikke lade bruddet blive større. Man må læge det ved første lejlighed. Man må ikke lade solen gå ned over sin vrede. Det er rosværdigt at bede om forladelse for fortalelser. Herved læger man ikke blot et sår som kan blive meget dybere, men man vil også have en ren samvittighed over for Gud og over for den man har såret. — Ef. 4:26; Ap. G. 24:16; Ef. 4:31, 32; Matt. 5:22.
12, 13. (a) Hvorfor må den kristne ikke have „svigefulde læber“ og et „tvedelt hjerte“? (b) Hvilken fare ligger der i at lytte til „sød tale“?
12 David pegede profetisk frem til den tid vi nu oplever, da han sagde: „Svundet er troskab blandt menneskens børn; de taler løgn, den ene til den anden, med svigefulde læber og tvedelt hjerte. Hver svigefuld læbe udrydde [Jehova], den tunge, der taler store ord, dem, som siger: ’Vor tunge gør os stærke, vore læber er med os, hvo er vor Herre?’“ (Sl. 12:2-5) De der har et „tvedelt hjerte“ i dag er som de utro præster og ældste der var tilbage i Jerusalem efter at et repræsentativt antal af dem var blevet ført som fanger til Babylon i år 617 f.v.t. Ezekiel fortæller om hvordan de pralede og hvordan de forsøgte at retfærdiggøre deres falske, vederstyggelige afgudsdyrkelse: „[Jehova] ser intet.“ (Ezekiel, kapitlerne 8 og 9) Peter advarede mod at have sådanne svigefulde læber: „Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, skal holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig.“ (1 Pet. 3:10) Det var Salomons ord i Ordsprogene 4:24 han gentog: „Hold dig fra svig med din mund, lad læbernes falskhed være dig fjern.“ Et af de krav der stilles til tjenerne i den kristne menighed er at de ikke må være „tvetungede“. Sød tale, fagre ord og smigrende titler har til hensigt at forføre troskyldige hjerter. — 1 Tim. 3:8; Rom. 16:18; Matt. 23:6, 7.
13 Ønsket om at høre noget der kildrer ørerne er udbredt i dag. Folk vil have en „behagelig“ religion. De vil høre noget der giver dem en følelse af tryghed og velvære, og ikke noget der nødvendigvis gør dem vågne for deres ansvar. Paulus sagde at der ville komme en tid „da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren“. (2 Tim. 4:3, 4) Vi skal derfor vogte os for dem der taler fagre ord, som smigrer med glat tale, for „glattere end smør er hans mund, men hjertet vil krig, blødere end olie hans ord, skønt dragne sværd“, der kan gøre ubodelig skade. David kunne med rette udtale disse ord som vi finder i Salme 55:22. På Jesu tid hørtes også en sådan ’tvetunget’ tale blandt folket, og han fordømte den. Han citerede de ord som Gud havde sagt gennem profeten Esajas: „Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.“ — Matt. 15:8, 9; Es. 29:13.
Må bruges til noget positivt
14. Hvad indebærer det at holde tungen i tømme?
14 At holde tungen i tømme betyder ikke blot at undgå at sige ting der vanærer Gud og mennesker. Det kan sammenlignes med at man ikke vinder sin arbejdsgivers godkendelse ved blot at undgå at gøre fejl. Man må også gøre noget positivt. At holde tungen i tømme indebærer at man bruger den til at ære Skaberen, sig selv og sin næste. Tungen kan ikke bruges til noget mere værdifuldt end at ophøje Jehova Guds navn, overhøjhed og rige. Alle kristne bør i deres hjerte beslutte at sætte nogen tid til side hver dag til netop at gøre dette, og denne beslutning bør træffes nu. Det gunstige øjeblik er her nu. — Kol. 4:5, 6.
15. I hvilke forskellige situationer kan tungen bruges til lægedom?
15 I så godt som alle de forhold mennesker kommer ud for gælder det at tungen kan bruges til at tale opløftende og gavnlige ord. „Æbler af guld i skåle af sølv er ord, som tales i rette tid.“ (Ordsp. 25:11) Det er rigtigt at „mangens snak er som sværdhug, [men] de vises tunge læger“. (Ordsp. 12:18) Det er måske ikke muligt for os i den nuværende onde tingenes ordning at opnå fuldkommen kontrol over tungen, men det er muligt for de fleste at lade deres tale være mere lægende end den er i øjeblikket. Lægende ord kan tales i hjemmet når der er sygdom, når nogen er blevet forurettet, når der er sorg, når der er bekymringer over et dårligt helbred, over usikre forhold eller over fejlslagne forhåbninger; der kan tales trøstende ord når nogen frygter for at andre ikke bryder sig om dem, og trøstende ord kan også fjerne en frygt for at være alene. Den der har indsigt kan fortælle om de sande værdier og kan hjælpe til med at overvinde bekymring. „Ængstelse og bekymring i et menneskes hjerte nedbøjer det, men det gode ord får det til at glæde sig.“ — Ordsp. 12:25, NW.
16. Hvornår alene kan man give sand trøst, og hvordan gør man det?
16 Ligesom en læge ingen gavn gør hvis han ikke véd hvordan han skal helbrede en sygdom eller i hvert fald fremkalde en bedring i tilstanden, således er den der ikke ved hvordan han skal give „det gode ord“ videre til dem der trænger til det, heller ikke meget bevendt. At holde tungen i tømme indebærer derfor også at bruge den effektivt. Det lønner sig at studere Guds ord flittigt. Bibelen er den eneste kilde til sand trøst, for den er Guds ord, og Gud er al trøsts Gud. Det er Jehova Gud vi må se hen til efter den rette vejledning for vor tunge, så vi kan bruge den til det gode. Profeten Esajas sagde: „Den Herre [Jehova] gav mig lærlinges tunge, at jeg skulle vide at styrke de trætte med ord.“ (Es. 50:4) For at styrke de trætte må vi have lærlinges tunge, og den må vi bede Jehova om. Han hører den retfærdiges bøn. Som Jakob forsikrer os: „En retfærdig mands virksomme bøn har megen kraft.“ Skal en sådan bøn være „virksom“, må den være ledsaget af gerninger. — Jak. 5:16, NW; 2:14-26.
17. Hvad sikrer at tungen styres på den rette måde?
17 Det er det opøvede sind der må dirigere tungen. Sindet må derfor næres med sandheden. Det må ledes af Guds virkekraft, hans hellige ånd, så det kan dirigere tungen til at tale Jehovas ord der er „rene ord, det pure, syvfold lutrede sølv“. (Sl. 12:7) Der findes en gruppe mennesker i dag der har bedt om denne guddommelige vejledning, og de har modtaget den og indviet deres liv til at tjene Jehova. De har bedt bønnen: „Lad mig kende dine veje, [Jehova], lær mig dine stier. Led mig på din sandheds vej og lær mig, thi du er min frelses Gud.“ (Sl. 25:4, 5) Derfor bruger de deres tid, kræfter og midler til at gøre det der behager Gud. De udgør en organisation af forkyndere. De bestræber sig for at holde tungen i tømme, men de forholder sig ikke tavse. De ville føle sig ilde stedt hvis de ikke kunne bruge tungen. De ville også svigte deres opgave hvis de gjorde det. (1 Kor. 9:16) De erkender værdien af at bringe lovprisningsofre, og at gøre det med forstand. Derfor studerer de Bibelen.
18. Hvor værdifuldt er det at komme sammen til studium i menigheden, men hvad andet er et nødvendigt led i vor gudsdyrkelse?
18 Det er nødvendigt at studere Bibelen for at tilbede Gud på en måde han godkender. Der findes ingen erstatning for personligt studium, men det er heller ikke tilstrækkeligt at studere for sig selv. Af den grund har Jehovas vidner på hele jorden (undtagen i lande hvor politiske eller religiøse myndigheder, inspireret dertil af dæmoner, forhindrer det ved en totalitær lov) tilrettelagt fem ugentlige møder hvor de kommer sammen for at studere Guds ord og tale om hvordan de bedst kan bruge deres tunge til at prise Gud. De forstår at tilbedelsen af Gud indbefatter mere end at komme sammen til møder; de må ’adlyde ordet’ og ikke blot ’høre det’ for at have Guds godkendelse. Vor tilbedelse af Gud er således nært forbundet med at holde tungen i tømme. En Guds tjener må daglig lovprise Gud: i hjemmet hos familien, sammen med sine venner, på arbejdspladsen, i skolen, ja, overalt. På intet tidspunkt må han slække på sin agtpågivenhed og for en tid ikke holde tungen under kontrol. Vi må huske at de kristne er ’et skuespil for hele verden, både for engle og mennesker’. — 1 Kor. 4:9; Jak. 1:22.
19, 20. (a) Hvilken brug af tungen er især til gavn og glæde? (b) Hvilket uundgåeligt ansvar falder på dem der modtager hjælp?
19 Specielt må nævnes den daglige lovprisning af Gud i hus-til-hus-arbejdet. Her er tungen sandelig til gavn og glæde! I denne tjeneste er tungen, når den sættes på prøve, en virkelig kraft til det gode. De som er oprigtige af hjertet vil gerne vide hvad de kan gøre for at opnå Guds godkendelse, hvordan de kan blive „mennesker, der har god vilje“ og opnå livet. Jehovas vidner er glade for at få lov til at være ’livreddere’, så at sige, for at bringe disse mennesker „livets ord“, at studere Bibelen med dem i deres hjem og vise dem hvad der kræves for at opnå livet. Det er derfor ikke mærkeligt at disse mennesker siger som tjenerne det blev sendt ud for at arrestere Jesus: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ Det er noget helt nyt de nu hører.
20 De der oprigtigt søger efter retfærdighed forstår at de nu, efter at være blevet hjulpet til nøjagtig kundskab om sandheden, har et ansvar; at de, efter at have modtaget, nu må give, og de opdager at det er et ansvar der er forbundet med stor glæde og lykke, sådan som Jesus sagde. (Ap. G. 20:35) Salomons ord gælder nu dem: „Nægt ikke den trængende hjælp, når det står i din magt at hjælpe; sig ej til din næste: ’Gå og kom igen, jeg vil give i morgen!’ — såfremt du har det.“ (Ordsp. 3:27, 28) At holde livgivende oplysninger tilbage ved at forholde sig tavs af den ene eller den anden grund, kan føre til tab af liv, både for den der holder oplysningerne tilbage og den som ikke fik dem. At bruge tungen på den rette måde kan føre til liv for dem begge. „Der står skrevet: ’Så sandt jeg lever, siger Herren, for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal lovprise Gud.’ Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Rom. 14:11, 12.
21. Hvilken yderligere hjælp ydes?
21 Man behøver ikke at fortvivle hvis man ikke på egen hånd kan finde frem til de bibelske sandheder der er så nødvendige at kende for at behage Gud. Jehova har på jorden i dag sin „tro og kloge tjener“, som sørger for „mad i rette tid“. (Matt. 24:45-47) Ikke mindre end 24.900 menigheder er tilsluttet denne tjenerorganisation på hele jorden. Der findes menigheder overalt. Skiltet JEHOVAS VIDNERS RIGSSAL fortæller at her er den lokale menigheds mødested. Denne organisation udgiver bøger og brochurer til bibelstudium på 166 sprog. Bladet Vagttårnet udgives på 71 sprog og trykkes på nuværende tidspunkt i et oplag på 4.950.000. Over én million og et hundrede tusind forkyndere er tilsluttet denne organisation og er travlt optaget af med deres tunge at ophøje universets øverste Suveræn, Jehova Gud, og vise kærlighed til deres næste. Denne kærlighed kommer til udtryk i at de atter og atter besøger folk, uanset race, sprog og religion, med det formål at hjælpe dem til større kundskab om deres himmelske Fader, „hvis vilje det er at alle slags mennesker skal frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:4, NW) Tag derfor imod vidnerne når de kommer til din dør.
22. Hvilken skæbnesvanger fejl begik Adam og Eva og hvad bør hver skabning derfor være besluttet på at gøre i dag?
22 Vore fælles forældre, Adam og Eva — der var skabt i Guds billede og lighed med den ubestridte evne til at bruge tungen fuldkomment til ære for deres Skaber — bragte skam og vanære over ham ved at tage parti for den der misbrugte sin tunge, den første løgner, Djævelen. De mistede retten til fremtidigt liv. Alle mennesker indbydes i dag til at bruge dette guddommeligt tilvejebragte instrument, tungen, på den rette måde. Alle sandhedssøgende mennesker bør anerkende Jehova som den der skænker alle gode gaver, deriblandt også talens gave, og indvi alt hvad de har til ham. Vi står på tærskelen til Guds nye tingenes ordning under hans evige retfærdsrige. I denne nye tingenes orden vil „alt hvad der ånder“ prise Jehova. (Sl. 150:6) Den der ikke vil lovprise Gud, vil ikke være blandt de levende. „Nu er det en nåderig stund,“ nu er tiden inde til at bruge vor røst til ære for vor Skaber. Det vil føre til liv. (2 Kor. 6:2) Alle skulle nu bede bønnen: „Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, [Jehova], min klippe og min genløser!“ — Sl. 19:15.