Hvad siger Bibelen?

Har man lov til at spise blod?

LIVET er nært forbundet med blodet. Det er blodet der transporterer den nødvendige næring og ilt rundt til alle dele af kroppen og bringer spildprodukterne væk. Blodet er så nært forbundet med livsprocesserne at der i Bibelen siges at „sjælen“ eller livet er i blodet. — 3 Mos. 17:11.

Da livet er helligt, er blodet også helligt. Respekt for blodets hellighed er derfor respekt for livet. Livgiveren, Jehova Gud, har givet menneskeheden befaling til at respektere livet, også dyrenes liv. Da han tillod Noa og hans familie at føje kød til deres kost, sagde han: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:3, 4) Da vi alle nedstammer fra Noa gennem hans tre sønner, er vi alle underlagt den befaling.

I det første århundrede e.v.t. blev dette forbud angående blodet gentaget i et brev til alle kristne. Anledningen var bilæggelsen af en strid om hvorvidt ikke-jøder der tog imod kristendommen skulle omskæres og underlægges Moselovens befalinger. Det fremførte bevismateriale, såvel som Guds hellige ånds ledelse, gjorde det klart at omskærelse ikke skulle påtvinges ikke-jøder. Afgørelsen, sammensat og nedskrevet af apostlene og andre ældste i den kristne menighed i Jerusalem, lyder: „Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ — Ap. G. 15:28, 29.

Dette var ikke nogen midlertidig anvisning der blot skulle formilde de troende jøder; det drejede sig om ting der var nødvendige for at opnå frelse. De der fremturer i afgudsdyrkelse og utugt er udelukket fra adgang til Riget. (1 Kor. 6:9, 10) Respektløshed over for blodets hellighed er lige så alvorligt. Hvorfor? Fordi mennesker ikke har ret til at fratage nogen skabning livet, da de er ude af stand til at erstatte dette liv. Når de tager liv uden at handle i harmoni med Guds befaling om at respektere blodet, betyder det følgelig at de tager Guds ejendom, det vil sige livet repræsenteret ved blodet. Det betyder at de gør sig selv ansvarlige for at tage skabningens liv på trods af Gud.

Selv mange der ikke kender Guds lov om blodet pådrager sig en vis skyld når de viser respektløshed over for dets hellighed. Er det ikke sandt at de fleste mennesker føler uvilje imod at drikke blod? De har en fornemmelse af at det ikke er passende. Denne indre fornemmelse eller samvittighed er grund nok til at afholde sig fra blod. Som også apostelen Paulus gjorde opmærksom på i Romerbrevet 2:14, 15: „Thi når hedninger, som ikke har loven, af naturen gør, hvad loven kræver, så er de, uden at have loven, sig selv en lov; de viser jo, at den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og tankerne indbyrdes anklager eller også forsvarer hverandre.“

Det er også værd at lægge mærke til at i tidsrummet fra Adams skabelse og til erklæringen om blodet fremkom ved åndens ledelse i det første århundrede e.v.t., havde ingen trofast tjener for Jehova Gud nogen sinde spist blod. Fra Adams tid og til vandfloden i Noas dage var der ikke nogen guddommelig bemyndigelse til at spise kød, så der var ikke behov for et specielt forbud mod at spise blod. Da Gud gav tilladelse til at spise kød, blev forbudet om blodet bekendtgjort, og det fortsatte med at gælde uden noget tegn på at det kun var en midlertidig bestemmelse. I betragtning heraf ville ingen trofast tjener for Jehova Gud påtage sig at sige at forbudet om blodet var blevet ophævet.

Historiske vidnesbyrd viser at de der bekendte sig til kristendommen i de første få århundreder tog afstand fra blod. De brugte det ikke i nogen som helst form. Minucius Felix, der anses for at være den ældste kristne apologet, skriver: „Så bange er vi for Menneskeblod, at vi ei engang benytter Blodet af Dyr i vore Spiser.“ Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede e.v.t., siger: „Måtte jeres skændige handlinger få jer til at rødme af skam over for de kristne, som ikke engang har dyreblod blandt de simple og naturlige retter ved deres måltider; som afholder sig fra alt kvalt og selvdødt . . . Et sidste enkelt eksempel: I frister de kristne med blodpølser, blot fordi I er fuldstændig klar over at det I således prøver at få dem til at gøre, er ulovligt for dem.“ I sin kirkehistorie citerer Eusebios en kvinde som bekendte sig til kristendommen og døde martyrdøden: „’Hvordan,’ sagde hun [idet hun forsvarede sig mod spotterne af de kristne], ’kunne de der betragtede det som ulovligt endog at spise blod af fornuftløse dyr, fortære børn?’“

I senere århundreder forandredes situationen for dem der kaldte sig kristne. I det ottende århundrede e.v.t. skred paven i Rom til handling for at ophæve den apostolske bestemmelse der forbød at spise blod. Fra da af tog de kirker der anerkender hans autoritet, ikke det bibelske påbud om blodet alvorligt.

I dag er der mange der ikke har respekt for blodets hellighed. Millioner af mennesker finder det ikke forkasteligt at spise blodpølse og blodbudding eller at bruge blod i madlavningen. I nogle lande er det vanskeligt eller endog umuligt at få pølser uden blod. Forretninger blander blod i fars og andre fødevarer.

Slagtemetoder i forskellige dele af verden viser ikke nogen respekt for blodets hellighed. I nogle lande bliver grisene dræbt ved at man stikker dem i maven og dernæst tilstopper hullet. På denne måde forbløder dyret indvendig, men blodet kan tappes af og bruges til andre formål. Kyllinger bliver ofte slagtet ved at man knækker halsen på en sådan måde at halsåren brydes. Dette bevirker at kyllingens hals svulmer op med blod, men ikke at blodet løber ud.

Mange jægere undlader at lade blodet løbe rigtigt af dyrene. Fordi man hævder at blodet samler sig i brystkassen på en hjort når den bliver skudt, er der nogle jægere der ikke øjeblikkelig tager skridt til at lade blodet løbe af dyrene.

Hvis ligegyldighed over for blodets hellighed er fremherskende på Deres egn, hvordan stiller De Dem så dertil? Foretager De i rimeligt omfang personlige undersøgelser, sådan at De ikke overtræder Guds lov om blodet? Forvisser De Dem om at det kød De bruger kommer fra dyr som er blevet renset fuldstændigt for blod? For dem der søger at være trofaste tjenere for Jehova Gud, er dét at afholde sig fra blod ikke en sag af ringe betydning. Så hvis vi ønsker Guds godkendelse må vi selv vise at vi respekterer livets og blodets hellighed.