Respekt for blodets hellighed

„Dog kød med sjælen, det et blodet, må I ikke spise!“ — 1 Mos. 9:4.

1. (a) Hvilken indstilling i verden kræver at kristne viser tro på Gud og på hans lov? (b) Hvordan har verdens handlemåde været med hensyn til loven om blodets hellighed?

EFTERSOM de kristne lever i en verden der bestandig vender det døve øre til Guds ord, stilles de hver dag over for situationer der bliver en prøve på deres tro og på rigtigheden af Guds lov. Gud kræver respekt for blodets hellighed. Men verden har fjernet sig så langt fra hans veje at mange slet ikke er klar over at der findes en lov fremsat af Gud vedrørende brugen af blod og de der har kendskab til denne lov krænker den ofte uden engang at føle at de har gjort noget forkert. Med præsteskabets velsignelse er utallige menneskers livsblod blevet udgydt på slagmakerne, samtidig med at de kæmpende har bedt om at Gud måtte være med dem. Når folk i almindelighed hører at blod af dyr mange steder i verden anvendes til menneskeføde, eller de ser varer fremstillet af blod i forretningerne, kan de ikke se der er noget forkert i det. Og når folk hører om den store stigning i antallet af blodtransfusioner — nu godt og vel fem millioner om året — betragter de det som et videnskabeligt fremskridt.

2. (a) Hvad har den offentlige presse samt nogle præster sagt om dem der viser respekt for blodets hellighed? (b) Hvordan har uoplyste mennesker reageret som følge af denne misforståelse, og hvordan bør vi se på sagen?

² En skarp kontrast til verdens ligegyldighed er det standpunkt som henved en million mennesker har taget. De adlyder Guds lov om blodets hellighed. De har bestået prøven på deres tro og bevaret deres uangribelighed. Den offentlige presse har imidlertid benyttet sig af folks uvidenhed og fremstillet disse lovlydige mennesker som religiøse fanatikere, især fordi de nægter at modtage blodtransfusion. Præster både i kristenheden og inden for jødedommen har givet deres mening til kende og erklæret at Guds lov ikke gælder i tilfælde hvor menneskeliv står på spil. Resultatet er at mange uoplyste mennesker har vendt sig fra Gud og hans ord fordi de mener hans lov er urimelig og ukærlig. Men hvordan kan selve visdommens Kilde være urimelig? Hvordan kan Gud, der er kærlighed og som har udstyret mennesket med evnen til at vise kærlighed, være ukærlig? Det kan han ikke være, og han er det heller ikke! Den vej han anviser er den rette, og en omhyggelig overvejelse af hans ord vil hjælpe os til at se tingene fra den rigtige synsvinkel. Som den der har givet os livet fortæller han os hvad vi skal gøre for at bevare livet. Ved sine lave beskytter han os kærligt mod i uvidenhed at gøre noget der kunne skade os, ja som kunne medføre at vi mistede livet. Kendsgerningerne viser at dette også gælder loven vedrørende blodet. — Ordsp. 2:6; 1 Joh. 4:16; Sl. 25:4.

Guds lov om blodet

3. Hvornår blev Guds lov om blodet første gang fremsat, og hvad kræver den?

³ Spørgsmålet er ikke nyt og er ikke først opstået i dette tyvende århundrede efter at blodet har fundet medicinsk anvendelse. Det er mere end 4300 år siden Gud fremsatte sin lov om blodet over for Noa og hans husstand, efter at disse som de eneste havde overlevet Vandfloden og var kommet ud af arken. Før den tid havde menneskene kun levet af grøntsager og frugter, men nu gav Gud dem for første gang også lov til at spise kød, idet han sagde: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene Eder til føde; ligesom de grønne urter giver jeg Eder det alt sammen. Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:3, 4) Guds lov er ganske tydelig. Man kan spise kød, dog ikke med blodet i, fordi blodet repræsenterer dyrets sjæl eller liv. Mennesker må vise respekt for blodets hellighed og viser derved respekt for Livgiveren, Jehova Gud.

4. Hvordan understregedes bestemmelsen vedrørende blodet over for israelitterne, og hvilken grund blev anført for forbudet?

⁴ Cirka otte hundrede år senere, da israelitterne efter at være skånet fra tilintetgørelse i Ægypten, var samlet ved foden af Sinaj bjerg, understregede Jehova atter forbudet mod at nyde blod. „En evig anordning skal det være for Eder fra slægt til slægt, hvor I end bor: Intet fedt og intet blod må I nyde!“ (3 Mos. 3:17) Der skelnedes ikke imellem hvor blodet kom fra; hverken dyre- eller menneskeblod måtte indtages som føde. Det måtte ikke engang oplagres, hvilket fremgår af følgende udtalelse fremsat af Gud: „Om nogen af israeliterne eller af de fremmede, der bor iblandt dem, nedlægger et stykke vildt eller en fugl af den slags der må spises, da skal han lade blodet løbe ud og dække det med jord. Thi om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl.“ (3 Mos. 17:13, 14) Grunden var tydeligt angivet: Kødets sjæl eller liv var i blodet. Lydighed mod Guds lov om blodet var således udtryk for ærefrygt for livet og for livets Kilde.

5. Har man lov til at tilsidesætte Guds lov om blodet i en nødsituation, når menneskeliv står på spil? Begrund svaret.

⁵ Selv i en nødsituation var ingen berettiget til at tilsidesætte Guds lov om blodets hellighed. Dette ses af en hændelse der indtraf da Israels hær under kong Saul kæmpede mod filisterne. Det havde været en hård kamp og mændene var meget udmattede. „Derfor kastede folket sig over byttet, tog småkvæg, hornkvæg og kalve og slagtede dem på jorden og spiste kødet med blodet i.“ Dette var ikke kun en ubetydelig overtrædelse som kunne undskyldes med at mændene var fysisk udmattede. Nogle meldte sagen til Saul og sagde: „Se, folket synder, mod [Jehova] ved at spise kødet med blodet i!“ (1 Sam. 14:32, 33) De så ikke på det som viss jødiske rabbinere i dag der mener at man kan tilsidesætte et hvilket som helst af Lovens krav hvis man derved kan frelse menneskeliv. Det mændene gjorde var synd mod Gud, og der blev øjeblikkelig taget skridt til at standse dem i deres overtrædelse.

Den kristnes ansvar

6. Hvorfor gælder loven om blodet for kristne, som jo ikke er under Lovpagten?

⁶ Naturligvis befinder kristne sig ikke under den lovpagt der blev indstiftet med Moses som mellemmand. Den pagt ophørte da den havde opfyldt sin hensigt og da den nye pagt blev indstiftet på grundlag af Jesu Kristi blod. Betyder det nu at de begrænsninger der var lagt på anvendelsen af blod også ophævedes? Nej. Lovpagtens bestemmelser vedrørende blodet var nemlig kun en understregning af det krav der var fremsat i den lov som Gud gav Noa og som er bindende for hele menneskeslægten. For at alle kristne, både jøder og hedninger, som ikke befandt sig under Moseloven, kunne være fuldt på det rene med hvordan det forholdt sig, henledte de kristnes styrende råd i Jerusalem opmærksomheden på de forpligtelser der påhvilede alle i denne henseende. Følgende bekendtgørelse udsendtes: „Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Når I holder jer derfra, handler I ret.“ — Ap. G. 15:28, 29.

7, 8. Hvilke argumenter fremfører nogle teologer for at begrænse rækkevidden af den apostolske forordning vedrørende blodet, og hvad kan man anføre imod disse argumenter?

⁷ Imidlertid hævder forskellige teologer i kommentarer til dette skriftsted at denne forordning ikke gælder os i dag. ’Den var kun midlertidig,’ siger de, ’kun bestemt til at forhindre at man voldte anstød hos de jøder som blev omvendt til kristendommen. Og eftersom der ikke længere eksisterer noget behov for et sådant forbud, er dets ophævelse underforstået, om end ikke anført.’ Vi vil imidlertid gerne spørge: Hvilket behov eksisterer ikke mere? Der er da stadig jøder som slutter sig til den kristne menighed, og man kan derfor ikke hævde at deres fravær gør et forbud overflødigt. Af Skriften fremgår det at man skulle afholde sig fra blod fordi livet er i blodet. Gælder dette i mindre grad nu end dengang? Hvis man dernæst vil hævde at den respekt der knytter sig til blodet på grund af dets anvendelse i offertjenesten ikke længere kræves af kristne eftersom disse ikke skal frembære dyreofre, bedes man huske på at dyreofringer blandt Kristi efterfølgere var ophørt seksten år før apostlenes beslutning blev truffet! Endvidere kan anføres at de der påstår at Jesu ord: „Ikke det, der går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud af munden, det gør mennesket urent!“ ophæver bestemmelsen vedrørende blodet, i virkeligheden dermed siger at påbudet, som blev givet under den hellige ånds ledelse, endog var ugyldiggjort før det blev udstedt, eftersom Jesus udtalte sine ord sytten år før bestemmelsen vedrørende blodet blev udsendt af apostelrådet i Jerusalem. — Matt. 15:11.

⁸ Det styrende råd som udsendte bestemmelsen vedrørende blodet har ikke tænkt sig at den kun skulle gælde forholdene dengang, og at den senere kunne afskaffes. Hvis forbudet mod blod var midlertidigt, må resten af bestemmelsen også være det, hvilket vil sige at bestemmelsen vedrørende afgudsofferkød og utugt også kun var midlertidig og var givet for at man ikke skulle vække anstød hos nyomvendte. Men eksisterer der intet behov for disse forbud mere? Er utugt og afgudsdyrkelse tilladt for kristne? Afgjort ikke! Der er intet i bestemmelsens formulering der tyder på at den kun gjaldt for en tid; forbudene er lige så nødvendige nu som dengang. Som Clarke’s Commentary så rigtigt gør opmærksom på i sin kommentar til Første Mosebog 9:4: „At forbudet blev fornyet under den kristne ordning kan der kun herske ringe tvivl om hos enhver der uhildet læser Apostlenes Gerninger XV. 20, 29; XXI. 25, hvor selv hedningekristne får formaning til at afholde sig fra det, ikke alene på grundlag af apostlenes befaling, men også på grundlag af Helligåndens, . . . ikke af frygt for at volde omvendte jøder anstød, den måde teologer ynder at fortolke stedet på, men fordi det hørte med til . . . det nødvendige der var pålagt dem . . . og som de ikke kunne fritages for.“

9, 10. (a) Hvilke historiske vidnesbyrd bekræfter at de første kristne anså det at holde sig fra blod for at være en alvorlig sag? (b) Hvad sagde kristne forfattere i det tredje århundrede herom? (c) Hvilken holdning indtog den østlige ortodokse kirke så sent som i året 692 til bestemmelsen om blodet?

⁹ De historiske vidnesbyrd bekræfter at denne forståelse er den rigtige. De første kristne betragtede ikke forbudet mod blod som en forordning der kun var indført af hensyn til de jødiske omvendte. De følte ikke at man kunne tilsidesætte det, selv om det måske kunne koste dem livet at ville overholde det. Selv deres forfølgere vidste god besked med at kristne ikke spiste blod, og når man ville prøve om en person virkelig var kristen brugte man ikke alene at opfordre vedkommende til at ofre røgelse til Roms hedenske guder, men søgte også at få vedkommende til at spise blodpølse. Dette var så vigtigt et punkt at man endog betragtede det at spise blod som en fornægtelse af den kristne tro. Tertullian, der levede i begyndelsen af det tredje århundrede, omtalte dette i sit forsvarsskrift Apologeticus, der var henvendt til den romerske verden. Han sagde: „Måtte jeres vildfarelse blive til skamme over for de kristne, for vi anvender ikke dyreblod i vor kost. Vi afholder os derfor fra alt kvalt eller selvdødt, for ikke på nogen nåde at blive besmittet af blod, selv når det findes skjult i maden. Når I underkaster de kristne en prøve, giver I dem pølser fulde af blod; I er naturligvis fuldstændig klar over at det er de kristne forbudt at spise blod; men I ønsker at få dem til at begå en overtrædelse.“a En anden kristen forfatter, Origenes, udtalte ligeledes i et forsvar for den kristne lære: „Hvad angår det kvalte forbyder Skriften os at spise det, fordi blodet stadig er i det.“b

¹⁰ Så sent som i år 692 erklærede et kirkemøde i Konstantinopel (det andet trullanske) i sin 67. kanon: „Vi revser med rette dem der på den ene eller den anden måde tilbereder et måltid og dertil anvender dyreblod og spiser det for grådigt at tilfredsstille deres bug. Hvis nogen herefter spiser blod, ligegyldigt under hvilken form og fra hvilket dyr det hidrører, vil vedkommende, hvis præst, blive fradømt embedet, hvis læg, blive ekskommuniceret.“c I den østlige ortodokse kirke holder man stadig fast ved betydningen af den apostolske bestemmelse vedrørende blodet.

11. Hvilke eksempler inden for romerkirken viser stigende mangel på respekt for blodets hellighed?

¹¹ I vesten var man imidlertid allerede i det fjerde århundrede begyndt mere og mere at tilsidesætte Guds lov om blodet. Augustin, der medvirkede til at gøre Platons lære om sjælens iboende udødelighed populær, hævdede at bestemmelsen havde mistet sin betydning eftersom formålet med den var opfyldt.d I det femtende århundrede havde romerkirken fjernet sig så langt fra de første kristnes standpunkt at man endog gjorde et mislykket forsøg på at redde den syge pave Innocens VIII’s liv ved at give ham blod; ikke dyreblod, men blodet af tre drenge, på bekostning af disse bloddonorers liv. Det er tydeligt at kristenhedens ligegyldighed over for blodets hellighed i dag ikke er en genspejling af den kristne tro, men er et resultat af frafald fra troen. — 1 Tim. 4:1.

Misbrug af blod som fødemiddel

12. Nævn nogle af de måder blod anvendes på i dag og som kristne bør undgå fordi de er en krænkelse af livets hellighed.

¹² Dette understreger vigtigheden af at sande kristne i denne endens tid er på vagt dersom de skal vise den rette respekt for blodets hellighed. De må undgå verdens misbrug af blod. I Afrika er der for eksempel indfødte stammer der supplerer deres kost med blod som de drikker fra en åben halsåre på det slagtede kvæg. Nogle steder i verden står mennesker i kø uden for slagtehusene for at få lov til at drikke blodet af det nyslagtede kvæg, idet de tror det kan kurere visse sygdomme. I det fjerne østen indgår blod mange steder som hovedbestanddelen i visse supper og sovse. I Sydamerika har man en meget almindelig ret der består af svineblod blandet med ris eller kartofler og krydderier, og blod sælges og spises endog som bolsjer. Blodpølse fås under forskellige navne så godt som alle steder. Alt dette er eksempler på åbenlys ringeagt for livets hellighed, eftersom man herved overtræder Livgiverens lov vedrørende blodet.

13. Hvorfor må man være omhyggelig med at dyr der skal anvendes til føde er slagtet rigtigt, og hvad kan kristne blive nødt til at gøre?

¹³ Loven om blodet forbyder også at man spiser noget der er kvalt. Ethvert dyr der er kvalt eller dræbt i en fælde eller et dyr der er skudt men ikke blevet stukket, er ikke egnet til føde. Den måde hvorpå man nogle steder slagter kyllinger ved at kvæle dem eller brække halsen på dem, uden at hugge hovedet af dem, gør dem ligeledes uegnede til føde for kristne. Nogle slagtere tager intet hensyn til Guds lov og lader ikke blodet løbe ordentligt af de dyr de slagter og tilbereder; nogle hindrer endog med vilje blodet i at løbe af for at kødet kan veje mere. Hvis en kristen bliver klar over at hans slagter ikke passer på at blodet løber ordentligt af, må han finde et andet sted at købe sit kød eller helt holde op med at spise kød hvis han ikke kan få noget som blodet er løbet af. Den der ønsker en ren samvittighed vil heller ikke spise kød på en restaurant hvis han ved at det ikke er skik og brug der på stedet at lade blodet løbe af det slagtede dyr. Under sådanne omstændigheder må en kristen der ønsker at spise kød eventuelt købe dyret eller fjerkræet levende og selv sørge for at få det slagtet.

14. På hvilke andre måder anvender man blod i fødemidler, og hvad bør kristne derfor gøre?

¹⁴ Den manglende respekt for Guds lov er så udbredt at man bruger fuldblod, blodplasma og produkter fremstillet af blodets bestanddele ved fremstillingen af talrige fødemidler. Vi har fået oplyst at på nogle kødkonservesfabrikker indgår blod i opskriften på wienerpølser, bolognapølser og anden kødpølse. Man kalder det måske ikke blod, men uanset hvad man kalder det, er det forkert at spise det hvis det er blod eller en af blodets bestanddele. Det er naturligvis ikke alle kødkonservesfabrikker der bruger dette, men nogle gør. I nogle lande laver man en slags hakkebøf af flæsk med blod i. I Rusland oprettede man for nogle år siden bagerier hvor man bager brød af syv dele rugmel iblandet tre dele defibrineret okseblod. I nogle lande bruger bagere plasmapulveret albumin som erstatning for æggehvide i wienerbrød. Forskellige medicinalvarer, såsom styrkende medicin og forskellige tabletter, indeholder også blodfraktioner som for eksempel hæmoglobin, hvilket fremgår af etiketten på varen. Det er således nødvendigt at være på vagt, at være kendt med skik og brug vedrørende fødemidler dér hvor man bor, at foretage fornuftige forespørgsler dér hvor ’man køber sit kød, og læse og forstå etiketterne på konserves og andre færdigpakkede varer. Efterhånden som den gamle verdens indstilling til Guds lov om blodet slappes mere og mere, er det nødvendigt at de kristne udviser større og større forsigtighed hvis de skal bevare sig selv „uplettet af verden“. — Jak. 1:27.

Blodtransfusion

15. Hvordan har lægevidenskaben i tidens løb gjort brug af blod?

¹⁵ I århundredernes løb har menneskers misbrug af blod antaget mange forskellige former. Oldtidens ægyptiske herskere brugte menneskeblod som foryngelseskur; andre drak blodet af deres fjender. Det var dog ikke før efter at William Harvey i det syttende århundrede havde gjort sin opdagelse vedrørende blodets kredsløb at man gjorde et virkeligt forsøg på at overføre blod fra ét menneske til et andet menneskes kredsløb. Efter en række nederlag og fejlslagne forsøg hvorunder patienterne døde, begyndte blodtransfusioner at vinde frem i begyndelsen af det tyvende århundrede, da man havde fundet frem til en metode til bestemmelse af blodtyper. De to verdenskrige og Koreakrigen gav lægerne rig lejlighed til at eksperimentere med blodets terapeutiske anvendelse, og nu er denne teknik blevet udviklet således at lægerne ikke alene anvender fuldblod og blodplasma, den næsten farveløse væske hvori blodlegemerne findes opslemmet, men også de røde blodlegemer uden plasma og de forskellige æggehvidestoffer i plasmaet, efter hvad patienten har brug for.

16. Er den medicinske anvendelse af blod som middel til at opretholde liv en overtrædelse af Guds lov?

¹⁶ Er denne medicinske anvendelse af blodet en overtrædelse af Guds lov? Er det forkert at opretholde liv ved indgivelse af blod, plasma, røde blodlegemer eller forskellige blodfraktioner? Ja, det er! Ifølge den lov Gud gav Noa og som gælder alle dennes efterkommere er det forkert at spise blod, det vil sige at anvende blod fra en anden skabning som næring, til livets opretholdelse. Ganske som Tertullian i sit forsvarsskrift viste hvordan de første kristnes ræsonnement var i denne sag, forstår kristne i dag at hvis dette forbud gælder dyreblod, må det i endnu højere grad gælde menneskeblod. Befalingen lyder på ’intet blod overhovedet’. — 3 Mos. 3:17, NW.

17. Hvorledes viser historien at menneskeblod blev misbrugt i fortiden og derfor også var indbefattet i det forbud som de første kristnes styrende råd fremsatte?

¹⁷ Hvis nogle vil hævde at det forbud mod blod som de første kristnes styrende råd udstedte, ikke omhandlede menneskeblod men kun dyreblod, røber de ukendskab til de historiske fakta. For eksempel var det i det gamle Rom, der i det første århundrede beherskede hele Middelhavsområdet, skik at tilskuerne efter en gladiatorkamp styrtede ind på arenaen for at suge blodet af den faldne gladiator. Man ved også at nogle skyter brugte at spise deres døde slægtninge. Blandt nogle folk sluttede man overenskomster ved at parterne drak hinandens blod, og menneskeblod, taget op i hånden og spist, blev brugt som symbol på ens indvielse i ritualerne for den hedenske gudinde Bellona. Da apostlene under den hellige ånds ledelse sagde at kristne skulle afholde sig fra blod, har de således også tænkt på menneskeblod.

18. Hvilken udtalelse viser at blodtransfusion er tilførsel af næring, det samme som at „spise“ blod?

¹⁸ Det gør ingen forskel at blodet optages i legemet gennem årerne i stedet for gennem munden. Heller ikke, som nogle indvender, at blodtransfusion ikke er det samme som intravenøs madning. Hovedsagen er at blodet tilfører legemet næring og opretholder livet i legemet. I overensstemmelse hermed er en udtalelse i bogen Hemorrhage and Transfusion af dr. George W. Crile, der citerer et brev fra den franske læge og videnskabsmand Denys. Det hedder heri: „Blodtransfusion er intet andet end tilførsel af næring ad en kortere vej end den sædvanlige — det vil sige indførelse af færdiglavet blod i årerne i stedet for indtagelse af føde der først efter en længere proces omdannes til blod.“

19, 20. (a) Hvordan kan man, i betragtning af de nye metoder lægevidenskaben finder frem til, afgøre om man bør acceptere eller afslå en behandling med blod? (b) Hvilket eksempel satte David med hensyn til respekt for blodets hellighed?

¹⁹ I betragtning af den betydning man tillægger blodet, opfinder og anbefaler man til stadighed nye måder at anvende det på. Men uanset om det drejer sig om fuldblod eller blodfraktioner, om det er blod der tages fra ens eget legeme eller fra et andet menneske, om det gives som en transfusion eller en injektion, gælder Guds lov. Gud har ikke givet mennesker lov til at bruge blodet som de bruger andre stoffer. Han kræver respekt for blodets hellighed.

²⁰ Den gudfrygtige kong David var et smukt eksempel i denne henseende. Før Guds folks fjender var blevet fordrevet fra landet havde filisterne en lejr i Betlehem i nærheden af Jerusalem, og ved en lejlighed, fortælles der, vågnede længselen hos David og han sagde: „Åh gid jeg kunne få en drik vand fra cisternen som ligger ved Betlehems port!“ (NW) Ja, han ønskede at filisterne var borte og at han frit kunne tage hen til cisternen og slukke sin tørst dér. Men aldrig så snart havde David udtalt disse ord før tre tapre mænd banede sig vej gennem filisternes lejr, „øste vand af cisternen ved Betlehems port og bragte David det“. Det de bragte var intet andet end vand, men de gjorde det med livet som indsats, og det vidste David. „Han ville dog ikke drikke det, men udgød det for [Jehova] med de ord: ’Gud vogte mig for at gøre det! Skulle jeg drikke de mænds blod, som har vovet deres liv? Thi med fare for deres liv har de hentet det!’ Og han ville ikke drikke det.“ (1 Krøn. 11:16-19; 2 Sam. 23:15-17) David respekterede Guds lov. Han afholdt sig ikke alene fra dyreblod; han undgik det der var værre, at spise menneskeblod. Ja, han undgik at gøre noget der så meget som lignede en overtrædelse af Guds lov. Han var en mand efter Guds hjerte. Det er den samme lydighed, en lydighed der kommer fra hjertet, der tilskynder modne kristne i dag til at undgå enhver handling der medfører misbrug af blodet. Af kærlighed til Gud viser de respekt for blodets hellighed.

[Fodnoter]