Bodybuilding var min store interesse

GADEKAMPE og skænderier i hjemmet var noget ganske dagligdags i mit liv; men det var altid mig der tabte. Det fik mig til at føle mig som et udskud, og jeg besluttede at gøre noget ved det. Den beslutning førte mig ind på en livsbane der senere fik mig til at søge titlen „Mr. Universe“ — verdens mest fuldendt udviklede mand.

Streng diæt og træning med vægte blev min livsform, og hvor jeg nød hvert eneste minut. Alt andet var underordnet ét mål: at forvandle mig selv til indbegrebet af maskulinitet. Mit legeme begyndte at blive formet og udviklet. Med tiden kunne jeg rive nummerplader af metal i stykker og udføre de største kraftpræstationer med tunge vægte. Alt dette var en fryd for mit mandlige ego.

Når jeg tilmeldte mig styrkeprøver og konkurrencer var min eneste tanke: jeg ville måske blive den mest muskuløse mand i verden. Titler og trofæer begyndte at samle sig, såsom „Mr. Algoma — Mest muskuløs“ (1962) og „Mr. Canada junior“ (1965).

Motorcykelgalskab

Sideløbende med mine bestræbelser med bodybuilding blev jeg inddraget i motorcykelløb. Jeg deltog i løb i forskellige dele af De forenede Stater og Canada, og blev desværre både berømt og berygtet.

Derfra var der ikke ret langt til at blive medlem af forskellige motorcykelbander. Og snart havde jeg en flok fordrukne og skrigende omstrejfende til kammerater. Jeg pyntede mig med en tysk hjelm, hagekors, kæder og piske. Vores bande plagede uskyldige mennesker og skabte ødelæggelse lige fra den canadiske grænse til staten Florida. I løbet af denne periode med rå tøjlesløshed var jeg vidne til narkotikaselskaber som bragte deltagerne i det dybeste fordærv. Mit fællesskab med dette slæng skaffede mig til sidst en fængselsdom.

Efter min løsladelse vendte jeg, næsten uden penge, motorcyklen hjemad. Det var en lang tur, og det gav mig tid til at tænke. En tanke som fløj gennem mit hoved mange gange, var: Hvis jeg fortsætter med denne form for selskab, vil det snarere ende med at jeg dør ved en ulykke end med at jeg bliver „Mr. Universe“.

En opvågning

Da var det jeg begyndte at føle en stærk forandring. Den livsbane jeg havde fulgt var ikke andet end tomhed. Hvor havde den ført mig hen? Endnu en gang blev jeg overvældet af følelsen af at være et udskud. Men nu begyndte noget at vågne i mig. Spørgsmål tog form i mit sind. På det tidspunkt troede jeg det kom af at jeg havde lyttet til et bestemt religiøst radioprogram. Jeg begyndte at spørge mig selv: Er Bibelen virkelig Guds ord? Er der blandt alle de mange og forskelligartede religiøse sekter i verden en religion som Gud godkender?

Skønt jeg dengang tænkte alvorligt over disse problemer, forsvandt de lidt efter lidt uden at jeg dog havde fundet nogen løsning. Hvorfor? Fordi jeg endnu en gang lod fysisk træning dominere min tilværelse. „Mr. Canada 1970“-konkurrencen nærmede sig. Jeg var på højdepunktet af fysisk styrke. Hvis jeg vandt denne eftertragtede pris ville det være et stort skridt fremad på vejen til selve højdepunktet af min livsambition — at være verdens mest fuldendt udviklede mand.

Jeg var imidlertid rastløs. Min træning gav mig ikke mere nogen virkelig indre tilfredsstillelse. Spørgsmålene fra før plagede mig stadig, skønt jeg nu havde skubbet dem i baggrunden. Hvor kunne man finde sande og tilfredsstillende svar? Jeg var holdt op med at komme i kirken fordi den havde skuffet mig. Måske havde dette religiøse radioprogram svarene. Men nej — deres svar tilfredsstillede heller ikke min åndelige hunger.

Sandhedens lys bryder frem

Tidligere havde jeg af og til mødt en gammel bekendt i et vaskeri. Han fortalte ganske kort om sin tro; han var et af Jehovas vidner. Skønt vore samtaler var interessante, skænkede jeg dem dengang ikke megen opmærksomhed. Nu mødte jeg ham igen. Denne gang strømmede spørgsmålene simpelt hen ud af munden på mig. Rent tilfældigt begyndte vi at tale om min kirke, som lå lige ovre på den anden side af gaden. Han påpegede de forskellige symbolers oprindelse, såsom korset på taget og statuen af Jesus på græsplænen. Da min interesse nu var vakt, spurgte jeg om andre ting som katolikker almindeligvis tror på. Han viste mig at Bibelen ikke giver nogen som helst støtte for læresætningerne om at de onde skal pines i et brændende helvede eller at de der dør i tilgivelig synd skal lutres i skærsilden.

Men var dette virkelig sandheden? Det måtte jeg finde ud af. Skønt yderligere undersøgelser i bøger om forskellige religioner viste sig at være skuffende, udrettede de dog én ting: De bibragte mig forståelsen af at dét min ven, dette Jehovas vidne, havde forklaret ud fra Bibelen, alene havde sandhedens klang.

Vi begyndte snart et regelmæssigt studium af Bibelen sammen. Min rastløshed og forvirrede sindstilstand begyndte forbløffende nok at give plads for en indre fred, som jeg aldrig før i mit liv havde erfaret. Min lærer påtvang mig aldrig noget. Han ræsonnerede ganske enkelt over Bibelens lærepunkter sammen med mig, på en mild og venlig måde. Nu følte jeg mig draget, ikke til et menneske, men til den vidunderlige Gud som denne venlige mand tilbad.

En vigtig beslutning

To veje stod åbne for mig. Hvilken ville jeg vælge? Den vej jeg for øjeblikket fulgte kunne måske føre mig til højdepunktet af menneskelig styrke, foruden menneskers ære. Men efter at have nået dette højdepunkt af succes — hvad så? Intet garanterede en virkelig lykkelig fremtid derefter. På den anden side ville ’den snævre og trange vej, som fører til livet’, ifølge Bibelen føre til Guds godkendelse og velsignelse. Ved at følge den kunne jeg opnå evigt liv i legemlig og åndelig fuldkommenhed, skønt det nu ville medføre menneskers misbilligelse. Bøn til Jehova hjalp mig til at træffe mit livs vigtigste beslutning.

Det hjalp mig også at meditere over visse skriftsteder. Et af dem var Første Korinterbrev 1:31: „Den, der roser sig, skal rose sig i Herren [Jehova, New World Translation].“ Ville jeg gøre det ved at være ude efter titlen „Mr. Universe“? Nej, det ville være lige det modsatte. Videre fik Paulus’ inspirerede ord i Første Timoteusbrev 4:7 mig til at standse brat op: „Opøv dig til gudsfrygt.“ Det var klart at en ændring af min træning var nødvendig.

Jeg gik straks til min manager og min træner og forklarede at det ikke mere var mit livsmål at blive Mr. Universe og at jeg ikke mere ville deltage i opvisninger som ville give mig selv ære. De eksploderede i et raserianfald og råbte modbydeligheder, ikke kun mod mig, men de forbandede endog Jehovas navn. Jeg holdt imidlertid fast ved min beslutning. På det tidspunkt blev jeg meget opmuntret da en lokal avis bragte en beretning om en kendt fodboldspiller i England som afviste en millionkontrakt for at følge i Jesu Kristi fodspor som et af Jehovas vidner.

Dernæst besluttede jeg mig til at melde mig ud af den katolske kirke. Oplevelsen med min træner og manager havde kun tjent til at styrke min beslutning. Så en dag stod jeg ansigt til ansigt med præsten, og jeg fortalte hvorfor jeg ikke længere ønskede at være medlem af kirken. Hans ansigt fik et forvirret udtryk da jeg fortalte om min beslutning om at blive et af Jehovas vidner. Han udbrød harmfuldt at jeg var blevet hjernevasket af Jehovas vidner. Jeg svarede at det jeg lærte var sandheden og at det fuldt ud blev støttet af Guds ord, Bibelen. Dette frembragte et vredt og uventet svar: „Man skal ikke tro på alt hvad Bibelen siger!“ Det chokerede mig virkelig. Jeg tænkte tilbage på hvor ofte han havde kysset Bibelen og behandlet den med den største ærbødighed mens han stod over for menigheden. Nu, bag lukkede døre, antydede han at universets store Gud var utroværdig — at Hans ord ikke kunne tros i sin helhed. Denne mand viste sit sande ansigt.

Jeg tænkte på noget han havde sagt til min familie da min fader døde i en alder af enogtres år. „Jeres fader må for sine synders skyld forblive i skærsilden i enogtres år.“ Det var imidlertid betinget, for jo flere penge vi gav for højmesser over ham, jo kortere tid skulle han fastholdes i disse pinsler. Han fortalte os aldrig hvad Bibelen siger — at ’de døde ingenting ved’. (Præd. 9:5) Denne mand havde været medskyldig i et af de største svindelnumre der nogen sinde er begået mod menneskeheden! Hvilken skam er der ikke blevet bragt over den sande Guds navn! Han nægtede imidlertid at fjerne mit navn fra medlemsprotokollen og give mig min dåbsattest.

Det var meningsløst at fortsætte samtalen, så jeg forlod ham og gik op på rådhuset, hvor jeg ændrede min religiøse status fra katolik til Jehovas vidne. Snart derefter telefonerede jeg til min læge og fortalte ham at hvis det nogen sinde i fremtiden skulle blive nødvendigt med en operation på mig selv eller et medlem af min familie, måtte han ikke anvende blod, for Bibelen siger at man skal afholde sig fra blod. (Ap. G. 15:20) Derefter annullerede jeg mit medlemskab af det politiske parti som jeg havde tilhørt, for jeg vidste at Jesus havde nægtet at blive indblandet i politik, og jeg ønskede at blive hans discipel. (Matt. 4:8-10; Joh. 6:15; 17:16) Ikke desto mindre forestod der mig stadig en prøve.

Jeg blev indbudt til at komme og tale med en anden præst. Man ønskede stadig at genforene mig med den katolske kirke. Ved den lejlighed hjalp Jehova mig virkelig da jeg satte min lid til hans ledelse. Under vores diskussion blev pavens og præsteskabets maskepi med Hitler bragt på bane. Som svar på mit spørgsmål: „Kender De Jakob 4:4 i Bibelen, hvor der siges: ’I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud’?“ svarede han: „Det har ikke noget med sagen at gøre.“

Jeg mindede ham imidlertid om pavens besøg i De forenede Nationer, hvor han sagde til forsamlingen: „Jeg kommer som jeres ven.“ „Betegner det ikke åndelig utroskab?“ spurgte jeg ham. Han blev synligt nervøs. Jeg henviste så til at den katolske kirke udgør en betydelig del af Babylon den Store, sådan som det vises i Åbenbaringens bog. „I Åbenbaringen 17:1-4,“ påpegede jeg, „siges det at hun sidder iført skarlagenrøde klæder som en dronning og bedriver religiøs utugt med jordens konger.“ Det gjorde ham rasende, og han styrtede ud af lokalet. Hans holdning tjente til at gøre min tro på Jehovas ord og veje stærkere end nogen sinde før, og jeg takkede ham fordi han havde givet mig mod til frimodigt at tale sandheden.

Siden da har jeg kun anerkendt den suveræne Herre Jehova som „min styrke“. Jeg søger ikke mere berømmelse som Mr. Universe. Bibelen har forandret mit livssyn. Sandheden har frigjort mig fra trældom under de tomme ønsker jeg engang havde. Jeg erkender nu sandheden i det der siges i Første Timoteusbrev 4:8: „Legemlig opøvelse er kun nyttig til lidt; men gudsfrygten . . . har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer.“

Nu er glæde og lykke min daglige lod i livet. Det er mit oprigtige ønske at bruge min legemlige styrke og mine evner til at glæde universets almægtige Gud, Jehova. — Indsendt.