Ondsindede elementer gør Malawis grundlov til en parodi

REPUBLIKKEN Malawis grundlov, som blev vedtaget i 1966, indeholder i sit første kapitel denne bestemmelse:

„(iii) Regeringen og folket i Malawi vil fortsat anerkende ukrænkeligheden af de personlige friheder der står omtalt i De forenede Nationers menneskerettighedserklæring, og vise troskab mod folkeretten.“

Hvad er det for friheder hvis ukrænkelighed skulle respekteres? I de følgende paragraffer hedder det:

„(iv) Ingen må berøves sin ejendom uden betaling af rimelig erstatning, og kun når samfundets interesser kræver det.

(v) Alle mennesker uanset farve, race eller tro skal nyde de samme rettigheder og friheder.“

Men næsten lige siden grundloven blev vedtaget har kriminelle elementer i landet gjort disse ord til en parodi.

Ja, allerede før denne grundlov blev vedtaget havde der været en voldsom bølge af overfald på Jehovas vidner i Malawi, nemlig i 1964. Dengang blev i alt 1081 af deres hjem og hundreder af deres rigssale (mødesale) brændt af eller på anden måde ødelagt. Deres marker med afgrøder blev ødelagt i hundredvis, så de ikke kunne få noget at spise. Men i 1964 gav loven dem i det mindste en vis form for beskyttelse.

Et eksempel på at retfærdigheden stadig kunne ske fyldest dengang, er et tilfælde hvor otte mænd var sammen om at myrde et af Jehovas vidner i Malawi, en mand ved navn Elton Mwachande, og blev stillet for retten og kendt skyldige. Den fungerende dommer, L. M. E. Emejulu, tilbageviste påstande om at dette Jehovas vidne havde ’provokeret’ sine angribere og at Jehovas vidner i Malawi forsømte at gøre deres borgerpligt; dommeren sagde:

„Jeg ser ingen vidnesbyrd om provokation. Det er sandt at Jehovas vidner målbevidst udbreder deres tro og søger at omvende folk, men de er vågne for deres borgerpligter, de gør alt hvad de bliver bedt om og er med i samfundsudviklingsprojekterne. De nægter kun at være medlem af et politisk parti. . . . Der er ingen vidnesbyrd om at de nogen sinde har tvunget eller søgt at tvinge nogen til at antage deres religion. Vidneudsagnene viser det modsatte. Grundloven garanterer dem ret til at tilhøre et hvilket som helst politisk parti, og ret til at lade være. Jeg finder ingen vidnesbyrd om provokation.“

Retfærdigheden forsvinder

Det var i 1964. Men fra 1967 er den sidste rest af retfærdighed over for dette forsvarsløse mindretal forsvundet.

Trods grundlovens garantier om at alle skulle have samme rettigheder og samme frihed, blev Jehovas vidner den 23. oktober 1967, som meddelt i Malawi-bladet The Times, forbudt og stemplet som et „ulovligt samfund“. Det blev signalet til et landsomfattende overfald på Jehovas vidner, som dengang talte omkring 18.000. Endnu en gang blev deres beskedne hjem gennemsøgt og brændt. Alene i byen Lilongwe i det centrale Malawi blev 170 hjem brændt af på blot tre nætter. Det samlede antal var på 1095, og 115 rigssale blev ødelagt. Tusinder af Jehovas vidner blev pryglet og kastet i fængsel. Andre tusinder søgte midlertidig tilflugt ved at krydse grænsen til nabolandene Zambia og Moçambique.

Og hvordan reagerede så regeringen — den der skulle sørge for ’lov og orden’ i landet, den ’officielle beskytter’ af alle malawieres rettigheder? Der kom ikke den mindste fordømmelse af denne forbryderiske fremfærd! Ganske vist — da regeringen så hvor kolossalt et omfang voldsomhederne tog, henstillede den til det politiske partis medlemmer at de dæmpede denne ondskabsfulde forfølgelse. Derefter var der til en vis grad fred og ro i nogen tid, og de Jehovas vidner som havde søgt tilflugt uden for landet vendte tilbage. De fortsatte med at forkynde den gode nyhed om Guds rige for deres medborgere i Malawi, og selv om deres arbejde stadig var under forbud og derfor ikke kunne foregå åbenlyst, havde det fremgang.

Omkring to år efter, den 6. oktober 1969, erklærede Malawis præsident, dr. H. Kamuzu Banda, offentligt at ingen i landet skulle tvinges til at købe et partikort. Ville fremtiden vise at disse ord havde mening og styrke og at de ville blive respekteret? Eller ville begivenhederne også gøre denne erklæring til en parodi?

Den tredje voldsbølge udløses

I 1972 kom svaret. Ved årsmødet for Malawis Kongresparti blev der vedtaget en resolution som fremsatte den falske påstand at Jehovas vidner ’hæmmede Malawis politiske og økonomiske udvikling’, og desuden indeholdt følgende næsten utrolige udtalelser. Partiets delegerede havde . . .

„(b) besluttet at alle medlemmer af disse fanatiske religiøse sekter som er ansat i handel og industri skal afskediges, og at ethvert handels- og industriforetagende som ikke adlyder denne resolution skal have sit næringsbrev ugyldiggjort.

(c) besluttet at alle medlemmer af disse fanatiske religiøse sekter som er i statens tjeneste, skal afskediges, og at ethvert medlem af disse sekter som er selvstændigt næringsdrivende, enten i forretning eller landbrug, skal modvirkes i udfoldelsen at sin aktivitet inden for forretning eller landbrug.

(d) besluttet at alle medlemmer af disse sekter som bor i landsbyerne skal jages bort derfra, og appelleret til regeringen om at yde partiets medlemmer den størst mulige beskyttelse når de tager sig af disse sekters tilhængere.“

Hvilken virkning fik disse grusomme og ophidsende erklæringer, som faktisk forlangte at Jehovas vidner skulle udstødes af menneskers samfund? Næsten øjeblikkelig blev der oppisket en voldsstemning som greb hele landet. Fra og med juli 1972 anførte partiets militante ungdomsforbund samt organisationen „Unge Pionerer“ landet i en veritabel krig mod Jehovas vidner.

I deres grusomme overfald skånede partimedlemmerne ingen, hverken gamle mennesker eller gravide kvinder. Unge piger blev voldtaget den ene gang efter den anden; mændene blev pryglet til de var bevidstløse. Der blev anvendt torturmetoder som kun kan fostres af et sygt sind; nogle af mændene fik for eksempel drevet sekstommers søm op gennem fødderne og blev tvunget til at gå — alt sammen i et forsøg på at få disse mennesker til at gå imod deres religiøse overbevisning og samvittighed og købe et partimedlemskort. Denne gang var det tusinder af hjem der blev ødelagt. I harmoni med resolutionen fra Malawis Kongresparti blev Jehovas vidner tvunget bort fra deres landsbyer og marker, ud i skovene og bush’en. Deres kvæg blev stjålet eller slået ned.a

Ikke en eneste af dem der begik disse forbryderiske overfald blev arresteret eller bragt for en domstol! Dette fik sandelig grundlovens løfter til at lyde hule. Og præsidentens løfter om at ingen ville blive tvunget til at købe partikort, var altså værdiløse — blot tomme ord som ikke krævede respekt eller lydighed. Medlemmerne af ungdomsforbundet pralede ofte med at sige: „Det er os der er politiet.“ Med de handlinger ungdomsforbundets medlemmer begik, var det i virkeligheden som om de spyttede på landets grundlov og dens bestemmelser om frihed for „alle mennesker uanset farve, race eller tro“.

Resultatet blev at Jehovas vidner påbegyndte en masseudvandring fra Malawi. Til sidst havde omkring seksogtredive tusind mennesker (inklusive børn) slået sig ned i ti forskellige flygtningelejre i nabolandet Moçambique. Der fik de jord som de kunne dyrke, og på den måde blev de hjulpet til at holde sig i live. I disse flygtningelejre byggede de snesevis af rigssale hvor de kunne fortsætte deres studium af Guds ord. De havde mistet næsten alle deres materielle ejendele, men de havde ikke mistet deres tro.

Tvunget tilbage i forfølgernes hånd

Men i 1975 havde Moçambique med held gennemført sit oprør mod Portugal, og landet begyndte nu at undergå en forvandling fra portugisisk koloni til uafhængig nation. Visse radikale politiske elementer benyttede lejligheden til at oppiske en stemning imod Jehovas vidner fra Malawi, som nu boede i flygtningelejrene, og til at insistere på at disse skulle være med til at råbe politiske slogans som „Viva Frelimo“ (det vigtigste politiske parti i Moçambique). Da vidnerne nægtede at lade sig engagere i politik, blev de tvunget til at flytte bort fra flygtningelejrene i Moçambique. De fik intet andet valg end at gå over grænsen og ind i Malawi igen.

Ved grænsen til Malawi blev de tilbagevendende flygtninge mødt af ministeren for den centrale region, Kumbweza Banda, som sagde til dem: „I forlod Malawi på eget initiativ, og nu vender I tilbage på eget initiativ. Gå tilbage til jeres landsbyer og samarbejd med partiformanden og andre lokale partiledere.“ Han tilføjede: „Mine drenge er kommet for at sørge for at I nu også samarbejder med partiet.“ Det var medlemmerne af Malawis ungdomsforbund han sigtede til.

Dette gav kun ringe håb om at der skulle komme bedre forhold for flygtningene, hvoraf mange vendte hjem uden at have så meget at de kunne betale for at køre i bus hjem til deres landsby. Store skarer af dem vandrede til fods over 150 kilometer, medbringende deres små børn. Der var en gruppe som vandrede næsten fem hundrede kilometer, så kvindernes ben og fødder var ophovnede da de kom til bestemmelsesstedet. Hvad ventede der dem?

Den 27. august 1975, kort efter at de var begyndt at vende tilbage, udsendte distriktssekretæren ved hovedkontoret for Malawis Kongresparti i Nkhotakota et cirkulære med nedennævnte erklæringer (oversat fra cinyanja), hvoraf den første direkte modsiger Kumbweza Bandas påstand om at Jehovas vidner vendte tilbage til Malawi på eget initiativ:

„Jeg meddeler jer herved at vi har modtaget en besked fra partikontoret for den centrale region i Lilongwe. Beskeden går ud på at medlemmerne af den forbudte kirke ’Jehovas vidner’ er blevet jaget væk fra det sted de var flygtet til i Moçambique. Disse folk vender nu tilbage til deres boliger.

Vi vil gerne gøre det klart at hvis disse mennesker ankommer til deres boliger, så skal I der er område- og afdelingsledere, sammen med jeres lokale landsbyledere, sørge for at hver eneste af dem køber et PARTIKORT. Som I ved er det meget vigtigt at hver eneste i jeres landsbyer køber et medlemskort til Malawis Kongresparti. Dette er den eneste måde hvorpå vi her i landet kan vise taknemmelighed mod vores livsleder, Ngwazi [dr. Banda], for udviklingen af dette land, Malawi.

Forenet med jer i arbejdet for partiet,

[underskrevet] P. Kamsuli Chirwa

distriktssekretær“

Nu begyndte de voldsomme overfald igen, og denne gang blev de så stærke at mere end 4000 hjemvendte flygtninge igen krydsede Malawis grænse, denne gang til Sinda Misale i Zambia, hvor de håbede at kunne finde tilflugt. Men i oktober 1975 tvang Zambias regering dem til at rejse; de blev sendt tilbage til Malawi, hvor de øvrige tusinder af Jehovas vidner blev udsat for den mest brutale behandling.

Hvad er det Jehovas vidner gennemgår i Malawi? Er det virkelig så tragisk som vi fremstiller det? Læs selv følgende rapport. Den er fra kilder i selve Malawi.

[Fodnote]