Hvad sker der i dag i Malawi?

NÅR landet Malawi nævnes, vil man i dag mange steder i verden spørge: „Hvordan går det med Jehovas vidner dér?“ Spørgsmålet stilles fordi Jehovas vidner i de seneste år har været angrebsmål for en brutal forfølgelse i Malawi. Report on Torture, en rapport som Amnesty International udgav i 1973, fortæller:

„Velunderbyggede rapporter viser at medlemmer af De unge Pionerer [en ungdomsorganisation inden for Malawis Kongresparti, MCP] og deres tilhængere både i 1967 og 1972 har øvet tortur mod Jehovas vidner i form af voldtægt, prygl, ’barbering’ med knuste flasker, og brændemærkning. I efteråret 1972 resulterede denne forfølgelse i at adskillige mistede livet og omkring 21.000 Jehovas vidner flygtede til Zambia, hvor flere hundrede af dem døde i en utilfredsstillende flygtningelejr.“

Da flygtningene blev vist bort fra denne lejr i december 1972, blev mange Jehovas vidner udsat for brutal behandling da de vendte tilbage til Malawi. Derfor blev der senere oprettet flygtningelejre på den anden side af grænsen til Moçambique. Godt og vel 20.000 Jehovas vidner boede i disse lejre fra begyndelsen af 1973 til august 1975. Så indtraf der en ændring; herom fortæller en senere rapport fra Amnesty International:

„I juni 1975 overtog FRELIMO-regeringen magten i Moçambique, og kort efter begyndte en række højtstående folk i FRELIMO-regeringen at angribe Jehovas vidner . . . Sandsynligvis som resultat af dette blev flygtningelejrene i Vila Coutinho/Mlangeniområdet åbenbart lukket i løbet af august måned. Amnesty International véd fra uvildige øjenvidner at flygtende Jehovas vidner i stort antal blev set på grænsen mellem Malawi og Moçambique i slutningen af august [1975], tilsyneladende i vildrede med hvor de skulle rejse hen.“

Sidste år blev der begået oprørende grusomheder i stor målestok mod disse Jehovas vidner som blev tvunget til at vende tiltage til de steder i Malawi de kom fra. Aviser i hele verden begyndte at bringe meldinger om dette. Talsmænd for regeringen i Malawi benægtede at rapporterne var sande eller hævdede at de var overdrevne. Hvad var sandheden?

Et overvældende bevismateriale

Sandheden er at snesevis af de grusomme overgreb er dokumenteret. Der er blevet offentliggjort navne på de Jehovas vidner som er blevet overfaldet, navne på deres voldsmænd samt navne på de steder hvor forbrydelserne er foregået.a Londonavisen Observer bragte en iøjnefaldende artikel om forholdene, og som en kommentar hertil skrev R. E. S. Cook i et læserbrev til Observer:

„Colin Legums artikel sidste uge om grusomhederne mod Jehovas vidner i Malawi, kom ikke som nogen stor overraskelse for mig. Lignende rapporter nåede den britiske presse for nogle få år siden. Dengang arbejdede jeg selv i Malawi. De erfaringer jeg gjorde dengang, lader mig ikke i tvivl om, for det første, at de seneste nyhedsmeddelelser er fuldstændig korrekte, og, for det andet, at der nu — som tidligere — intet bliver gjort fra officiel side for at hjælpe disse uskadelige og forsvarsløse mennesker.

At forfølgelsen fandt sted kunne jeg forvisse mig om i Malawiregeringens arkiver (månedlige rapporter fra distriktskommissærerne til præsidentens kontor). At der ikke ville blive gjort noget fra officiel side for at hjælpe vidnerne, fremgik tydeligt af de temmelig intetsigende forhandlinger ved Commonwealth-landenes årlige parlamentarikerkonference, som dengang blev afholdt i Malawi. Jeg overværede konferencen som interesseret iagttager og havde i flere tilfælde lejlighed til at tale med deltagerne. Privat var forfølgelsen af Jehovas vidner et fremtrædende samtaleemne, men offentligt i konferencesalen blev det aldrig nævnt.“ — 14. december 1975.

Theodore C. Pinney var rektor ved Bunda landbrugshøjskole i Malawi i begyndelsen af halvfjerdserne. Han måtte se på at Jehovas vidner blev ført bort for at blive sat i fængsel, og nogle af dem var hans egne personlige venner. En formiddag i november 1972 blev han så bedt om at gå om bag sit hus på skolens område. Der fandt han ligene af seks mænd og en kvinde som var blevet frygteligt lemlæstet. Folk fra Malawis Kongresparti fortalte ham at de døde havde været Jehovas vidner.

Det blev for meget for denne skoleleder, så han protesterede personligt over for Malawis præsident, dr. Banda, endda ved mere end én lejlighed. Resultatet var at han blev udvist af landet i december 1972. I et brev der er skrevet i foråret i år fortæller Pinney:

„Når regeringen gør forfølgelsen til sin officielle politik, når man får besked fra regionsministerens kontor om at bortvise alle ansatte og studerende som er Jehovas vidner, og når skolen derefter besudles med blod fordi man har været for længe om at adlyde, så er det ikke længere muligt at forholde sig tavs om disse ting.“

Denne forfølgelse af Jehovas vidner fortsætter stadig med støtte fra Malawis Kongresparti og ledende regeringsfolk. Den 20. februar 1976 skrev et amerikansk kongresmedlem, Paul E. Tsongas fra Massachusetts, til en af beboerne i sin valgkreds: „Jeg har anmodet om, og modtaget, en rapport fra udenrigsministeriets afdeling for afrikanske forhold, og det ser ud til at den bekræfter nyhedsmeddelelserne og artiklerne i [Vagttårnsselskabets publikationer].“

Den sydafrikanske avis Rand Daily Mail skrev den 26. maj 1976: „Forfølgelsen af Jehovas vidner i Malawi er måske en af de sørgeligste sider af Bandas styre. De har gennemgået næsten ni år med ondskabsfuld forfølgelse på grund af deres tro. Der har været hundreder af veldokumenterede tilfælde af ondskabsfuld tortur, grusom prygling og seksuelle overfald forøvet af bøller blandt De unge Pionerer.“

I et brev der er dateret den 14. juni 1976 og stilet til en mand i New York ved navn Arthur Dritz, skriver Bruno Kroker, som er øverste pressesekretær for Kirkernes Verdensråd:

„Vi har undersøgt meddelelserne om forfølgelse af Jehovas vidner i Malawi. De forstår sikkert at Kirkernes Verdensråd ikke umiddelbart kan reagere på sådanne meddelelser, hvad enten de er mundtlige eller offentliggjort på tryk, uden først at kontrollere dem gennem sine egne kanaler.

Den bekræftelse vi efter mange forsinkelser har modtaget, viser sig at være virkelig foruroligende, og generalsekretæren, dr. Philip A. Potter, har skrevet et personligt brev til Malawis præsident, dr. H. Kamuzu Banda.“ — Se siderne 8 og 9 i dette blad.

Hvad skyldes forfølgelsen?

Men hvorfor har Malawi udsat Jehovas vidner for denne forfølgelse?

Fordi Jehovas vidner nægter at købe medlemskort til Malawis Kongresparti. På kortet står der at ihændehaveren er medlem af dette politiske parti, landets regeringsparti. Men dét at købe et partikort og derved tilslutte sig et politisk parti ville for Jehovas vidner være ensbetydende med at de åbent fornægtede alt hvad de tror på og står for.

Om sine disciple sagde Jesus Kristus: „De er ikke en del af verden.“ Og til en politisk hersker dengang i det første århundrede sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden.“ (Joh. 17:16; 18:36) Derfor tror Jehovas Vidner at det er forkert af dem at tilslutte sig et politisk parti. Det er ikke deres ønske at være genstridige eller urimelige. Hvis staten forlangte det ville de med glæde købe et identifikationskort, eller et kort der erklærede at de var skatteydere i landet.

Har de ledende partifolk i Malawi, efter Deres mening, ret til at bruge vold og mord i et forsøg på at tvinge folk til at gå imod deres bibeloplærte samvittighed ved at tilslutte sig et politisk parti? Havde det romerske rige ret til at forlange at de første kristne skulle hælde røgelse på et alter som et offer til kejseren, og true de kristne med døden hvis de ikke gjorde dette? I de lande hvor der er religionsfrihed forlanger man ikke den slags ting. Men i Malawi, et land der hævder at dets borgere har religionsfrihed, anvender man de mest grusomme metoder for at tvinge Jehovas vidner til at gå ind for politik.

Den fortsatte forfølgelse

Det fængsel som Jehovas vidner hovedsagelig er blevet holdt indespærret i efter deres tilbagevenden fra Moçambique, hedder Dzaleka. Det ligger i nærheden af Dowa, nord for Lilongwe. Fra tid til anden lykkes det de indespærrede at smugle en lille meddelelse ud, nedskrevet på en lap papir, og på den måde hører man om deres forfærdelige lidelser.

„Selv om man er syg bliver man tvunget til at arbejde,“ skrev et af Jehovas Vidner i Dzaleka på et stykke toiletpapir — det eneste materiale der var for hånden. „Syge børn bliver sendt til Dowa-hospitalet . . . De tager sig ikke af patienter som hører til Jehovas folk. Vi kalder Dowa-hospitalet en slagteplads for Jehovas folk. De giver fuld behandling til de patienter der har MCP-kort [medlemskort til Malawis Kongresparti].“

En anden meddelelse, der var nedskrevet på et lille stykke af en cementemballage, blev modtaget i april i år. Den fortæller at halvfjerds Jehovas vidner i Dzaleka er døde — femogtres børn og fem voksne. Det tilføjes imidlertid: „Gode nyheder. Brødrene og søstrene er alle sammen i godt humør selv om de forfølges og skal bære sten,“ åbenbart som et led i tvangsarbejdet.

På trods af de svære forhold lykkes det fangerne at afholde deres kristne møder i fængselet. En af dem skriver: „Alle er nu stærke i troen. Vi har sørget for at der afholdes tre møder om ugen. Vi holder møderne i de celler hvor mændene holdes indespærret. Vi har arrangeret at søster ’X’ tager sig af [møderne for] søstrene.“

Selv mindehøjtiden for Jesu Kristi død blev afholdt i små grupper i Dzaleka. En af deltagerne fortæller: „I næsten hver eneste celle blev der sunget sange før foredraget, og det samme gjorde man efter samværet. . . . I vil sikkert blive glade for at høre at 1601 overværede mødet på den dejlige dag den 14. april, og at over 13 modtog af symbolerne.“

Det ser imidlertid ud til at størstedelen af Jehovas vidner fra Malawi ikke er i fængsel. Mange er flygtet til andre lande, hvor deres kristne brødre kærligt har hjulpet dem. En af de flygtede er broder ’Y’. Før han flygtede til Moçambique i 1972 hørte han til menigheden af Jehovas Vidner i Monkey Bay i Malawi. Fra et sted i det sydlige Afrika, hvor han er flygtet hen, skriver han i et brev dateret den 6. juni 1976:

„I 1975 tvang Malawi-regeringen os til at rejse tilbage til Malawi fra Moçambique. Da vi nåede Malawi begyndte de at forfølge os. Jeg overlevede fordi min landsbyleder ikke angav mig til forfølgerne. Men det nyttede ikke noget, for jeg kunne hverken købe ind eller hente vand, så jeg besluttede at rejse.“

Dog ser det også ud til at Jehovas vidner i nogle dele af Malawi er i stand til at fortsætte livet på nogenlunde normal vis. „Mange politifolk viser medfølelse på grund af den måde vi bliver behandlet på,“ skriver et Jehovas vidne. Men folk fra Malawis Kongresparti er besluttet på at opspore alle Jehovas vidner for at gøre dem fortræd og få dem i fængsel. Det gør livet farligt for dem.

Et Jehovas vidne der skjuler sig i bushen omkring Chinteche i Malawi, har været i stand til at få et brev sendt ud af landet. Han navngiver nogle Jehovas vidner som ved en lejlighed „blev gennembanket til de besvimede på en mark i nærheden af Munkhokwe“. En af de seneste meldinger viser imidlertid at der er sket en vending til det bedre, idet Jehovas vidner nu ikke længere tvinges til at bo i bushen.

Fra Nkhata Bay i Malawi skriver et af Jehovas Vidner: „Høvding Timbiri spurgte brødrene om de ville gå ind for politik ved at købe et partikort, men de nægtede det alle. Så skubbede han sin stol bagud, gik hen til dem og begyndte at slå brødrene. Han tog fat i hovedet på en af brødrene og hovedet på broderens hustru og slog dem mod hinanden. To brødre og deres hustruer var helt røde af blod.“

Et af Jehovas Vidner fra et naboland opsummerer situationen med disse ord: „Fjenden gør alt hvad han mener vil svække brødrene og søstrene. Nogle steder bliver både brødre og søstre arresteret. Andre steder tager de kun brødrene, især de ældste og dem de ved har ansvarsposter. Somme tider bliver brødrene arresteret af de lokale partifolk, som kender dem, og ført til politiet. Noget lignende gælder de små børn. I begyndelsen blev de altid fjernet fra forældrene. Andre gange har man ladet forældrene tage dem med i fængsel, fordi man havde hørt at de små børn dør i Dzaleka. De gør alt hvad de tror vil tage modet fra brødrene.“

Hvad er Deres mening om de ting Jehovas vidner bliver udsat for i Malawi? Mange mennesker i hele verden, også folk i høje stillinger, har følt at de måtte udtrykke deres afstandtagen fra overgrebene. Måske har De lyst til at gøre det samme. I den følgende artikel kan De læse om nogle af de mange protester der har lydt.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

„At forfølgelsen fandt sted kunne jeg forvisse mig om i Malawiregeringens arkiver.“

[Tekstcitat på side 4]

„Når regeringen gør forfølgelsen til sin officielle politik . . . så er det ikke længere muligt at forholde sig tavs om disse ting.“

[Tekstcitat på side 5]

„Jeg kunne hverken købe ind eller hente vand.“