Hvad er der ved at ske med byerne?

„STREJKE! Strejke! Strejke!“ De maskuline stemmer der fyldte San Franciscos lovgivende forsamlings mødesale med dette råb tilhørte politibetjente, der aldrig før i byens historie havde strejket.

Før denne overskyede mandag i august 1975 begyndte at gry, var to betjente blevet påkørt af en vred bilist og en tredje var blevet slået med et boldtræ. Ild fra snigskytter regnede ned over andre, så man blev vidne til at politibetjente skød gadelysene ud for at undgå at blive oplyste skydeskiver. Folk benyttede sig af politiets fravær til alt, lige fra parkeringsforseelser til mord.

Baggrunden for dette kaos og en lige så truende strejke inden for brandvæsenet, var en massiv uenighed på højeste plan mellem borgmester, ledende kommunale embedsmænd, politi og brandvæsen: Hvor stor en andel skulle disse funktionærer have i lønstigningen inden for det offentlige, og skulle de der havde med den offentlige sikkerhed at gøre have ret til at strejke på grund af dette stridsspørgsmål?

„En hel by blev kidnappet og holdt tilbage til løsepengene var betalt,“ kommenterede spalteredaktøren William Safire, New York Times. „Løsesummen blev betalt, og nu patruljerer pengeafpresserne i byens gader og sørger for at ingen andre overtræder loven.“

På den anden side siger sammenslutninger af offentligt ansatte i flere og flere byer at der beklageligvis ikke er nogen anden måde hvorpå de kan opnå det som de mener sig berettiget til. Derfor lammes den ene by efter den anden af strejker efterhånden som overenskomsterne udløber, skønt sådanne strejker mange steder er ulovlige.

En økonomisk klemme

Denne uro er symptom på nogle grundlæggende problemer. Mange store byer i De forenede Stater og i andre lande bliver presset ind i en såkaldt „økonomisk skruestik“: På den ene side stigende lønkrav fra stærkt organiserede offentligt ansatte plus skyhøje omkostninger på alt hvad en by må købe, og på den anden side et stigende antal fattige indbyggere der kræver flere og flere tjenesteydelser, selv om byens indtægter er dalende.

Denne „økonomiske skruestik“ strammedes i begyndelsen af forrige år til et truende greb om den såkaldte „økonomiske verdenshovedstad“, byen New York. Byens udgifter var blevet mere end tredoblet i løbet af ti år. Selv efter at have nedlagt tusinder af kommunale stillinger og efter en vældig kraftanstrengelse for at rejse midler gennem det i hast dannede kommunale bistandsselskab, var byen stadig truet af økonomisk sammenbrud fra den ene uge til den anden. Og da staten New York trådte til for at hjælpe, begyndte dens egen økonomiske integritet øjeblikkelig at slå revner.

Økonomiske chokbølger breder sig hurtigt. Det økonomiske tidsskrift Business Week skrev i den forbindelse:

„Byen New Yorks problemer forgifter brønden for alle. . . . Stater og byer — selv de der ikke er i økonomiske vanskeligheder — har allerede sværere ved at låne, og de må betale mere i rente når de låner. . . . mange stater og byer opdager at de ubønhørligt glider ud i byen New Yorks dilemma: enten nedskære udgifterne og tjenesteydelserne . . . eller se deres stadig mere og mere vaklende økonomiske stillads styrte sammen omkring dem.“

Indtrængende anmodninger til forbundsregeringen om hjælp rejste dette spørgsmål i et andet økonomisk tidsskrift: „Onkel Sam kan kautionere for New York, men hvem vil kautionere for onkel Sam?“ (Forbes, 1. juli 1975, s. 42) Den amerikanske forbundsregering skylder allerede sine kreditorer næsten dobbelt så meget som den får ind om året i skatter, mens byen New York skylder lidt mere end et års indkomst!

Dertil kommer at en stor del af verdens økonomiske system på lignende måde er grundlagt på lag efter lag af kredit. Og mange iagttagere tror at New York genspejler verdens kreditsystem i mindre målestok. „Kredit er tillid,“ bemærkede en embedsmand i New York. „Tilliden er baseret på lånerens evne til at betale tilbage. Hvis en stor låner som New York ikke gør det, så påvirker det kredittransaktioner overalt.“

Bag ved dette vidtrækkende økonomiske dilemma er der talrige dybt rodfæstede byproblemer som synes uløselige. Snigende vækst af slumkvarterer i byerne fremskynder „middelklassens“ flugt til forstæderne, offentligt ansatte bliver mere aggressive, flere og flere må hjælpes af socialforsorgen, husene forfalder, forureningen tager overhånd, og lovløshed og vold trives. Sådanne problemer har en tendens til at intensiveres i store byer, endnu mere end befolkningstætheden alene er skyld i, og de forværres ubønhørligt i mange af byerne.

En verdensomspændende sygdom

„Det var blot New York der blev ramt først,“ har borgmester Henry W. Maier fra Milwaukee sagt. „Alle store byer viser samme tendenser som New York. Det er et tidsspørgsmål.“ Og byer i De forenede Stater står ikke alene. Japans Daily Yomiuri oplyser for eksempel at hundreder af byer i denne nation er „på randen af ’fallit’ med udgifter der vokser som en rullende snebold“. — 5. oktober 1975, s. 2.

Omfanget af verdens storbyproblemer er vokset i takt med at flere og flere byer verden over er kommet op i kategorien „millionbyer“; det drejer sig om 116 byer i løbet af femogtyve år, siden 1950, mens det tog alle århundrederne frem til dette tidspunkt at frembringe blot femoghalvfjerds byer i den størrelse. Det er i „den tredje verden“, altså i de lande som dårligst kan tåle det, at disse kæmpebyer vokser hurtigst op, ikke blot med problemer af samme art som i de vestlige byer, men tillige med andre der er særegne for disse folkeslags egen kultur.

„Allerede op imod en tredjedel af befolkningen i Manila, Caracas, Kinshasa og Cairo er ikke borgere, men personer der uden hjemmel har slået sig ned. De bor i telte, hytter lavet af blik eller skure uden indlagt vand og uden kloakering,“ oplyser Milwaukee Journal. „De sagkyndige ser intet alternativ til at slumkvartererne og blikskursghettoerne bliver den fremherskende livsform i byerne i mange lande før 1980.“

Et tilbageblik viser dog at bylivet ofte var ganske anderledes tidligere. Kunle Akinsemoyin skriver i Sunday Times, Lagos, Nigeria: „Jeg husker meget godt da Lagos Island var Nigerias stolthed. Det var da jeg var dreng for omkring 40 eller flere år siden. . . . folk var venlige, hjælpsomme, velopdragne og gæstfrie.“ Nu siger han bedrøvet at hans hjemby „hurtigt er ved at vinde ry som en af de mest snavsede hovedstæder i verden“.

Mange ældre byboere har sikkert gjort sig lignende tanker om den udvikling de har været vidne til. Hvorfor er det sådan at mange kulturcentre der tidligere summede af aktivitet, nu erfarer alvorlige tilbageslag? Er der noget fundamentalt forkert ved store byer?

[Illustration på side 4]

Fanget i en økonomisk skruestik

Lønninger til offentligt ansatte

Udgifter til sociale ydelser