Hvorfor store byer lider nederlag
HELT tilbage i 1913 fremsatte den skotske sociolog Patrick Geddes den teori at store byer gennemgår fem stadier:
1. Polis — by på begyndelsesstadiet
2. Metropolis — stor men sund by
3. Megalopolis — usund, overdimensioneret by med mange skuffelser
4. Parasitopolis — snyltende by der tærer på nationen
5. Pathopolis — syg, indskrumpende, døende by
Mange kan se at byer som New York har symptomer der svarer til det fjerde stadium, at den allerede er begyndt at tære på nationens styrke. Andre frygter at der også findes tegn på det afsluttende stadium. Det ser ud som om en kræftlignende sygdom — en art snigende, bymæssig svindsot — er ved at æde hjertet [bykernen] ud af mange amerikanske byer, idet store dele af middelklassen og de fleste velhavende familier flygter til forstæderne.
Den skattepligtige del af befolkningen i nogle amerikanske storbyer er ved at skrumpe ind til „det laveste antal i dette århundrede“, ifølge en nyere befolkningsanalyse. „Indbyggertallet i Boston, Pittsburgh og Jersey City har ikke været så lavt siden 1900 . . . New Yorks indbyggertal er næsten nede på den størrelse det havde i 1940.“ — U.S. News & World Report, 1. september 1975, s. 64.
Drevet af en voksende lede ved livet i en storby flygter skatteydere, samt forretning og industri, ud af det store, tætbebyggede byområde til forstæderne og endnu længere ud, uden for byens skattegrænse. Et ømt punkt ved politistrejken i San Francisco, for eksempel, var at mere end halvdelen af dem der krævede højere løn, boede uden for byens skattegrænse. Og selv om antallet af New Yorks skatteydere er faldet til en del under otte millioner, anslår nogle at ikke færre end ti millioner mennesker der bor uden for byen, på en eller anden måde har økonomisk udbytte af den.
En ond cirkel
Følgelig har der udviklet sig det man kan kalde „en ond cirkel“, med afgang af skatteydere, højere skatter, mere afgang af skatteydere, og så videre. Når de bedrestillede familier samt større og mindre industrier flytter, tager de skatter og arbejdspladser med sig, og tilbage bliver de fattige, de arbejdsløse, de gamle samt forskellige mindretal, alle de som er mindst i stand til at betale skat. Milwaukees borgmester Maier har udtalt: „Vi, sammen med andre byer, er med i en stadig stærkere tendens . . . i retning af en voksende koncentration af de fattige og relativt fattige i kernen af Amerikas byer.“
Samtidig vokser udgifterne til de almindelige tjenesteydelser og til de sociale ydelser til et stigende antal fattige og arbejdsløse. Mens byen New Yorks udgifter til alle formål er blevet tredoblet i løbet af de sidste ti år, er udgifterne til sociale ydelser vokset til næsten det seksdobbelte!
For at udligne dette hæver man skatterne for de husejere, forretnings- og industrifolk der er tilbage — hvilket bliver en opmuntring for dem til også at flytte. San Francisco er blevet tvunget til at mere end firdoble den gennemsnitlige ejendomsskat siden 1950 — hvilket er dobbelt så stor en stigning som stigningen i leveomkostningerne.
En så høj beskatning gør det imidlertid til en underskudsforretning for nogle at eje hus, og dette fremskynder yderligere byens forfald. Ejere af beboelsesejendomme i New York vil, efter hvad der oplyses, forlade omkring 50.000 boligenheder i 1976, efter at have forladt omkring 35.000 enheder årligt i de senere år! Ikke blot mister byen skatteindtægten på disse ejendomme, men blok efter blok tømmes for beboere, og flere og flere bygninger står tomme, dømt til forfald og nedrivning — og således fortsætter den onde cirkel.
Når højt beskattede forretninger og industrivirksomheder vælger at flytte, er det ikke kun skatteindkomsten byen mister. Siden 1969 har byen New York, for eksempel, gradvis mistet en halv million arbejdspladser i industrien — plus lige så mange skatteydere — på grund af at virksomheder er flyttet. Men det eneste alternativ til højere skatter, siger embedsmændene, er nedskæringer i byens tjenesteydelser. Sådanne nedskæringer gør de store byer endnu mindre tillokkende og driver altså endnu flere skatteydere fra middelklassen og industrien bort.
Det viser sig således at koncentrationen af problemer i storbyerne har en tendens til at antage proportioner som ikke står i forhold til befolkningstallet. Også andre faktorer holder den onde cirkel i gang ved at øge de store byers økonomiske problemer. Blandt dem er . . .
. . . mindretallene
Store byer har en tendens til at sammenhobe mindretalsgrupperne og de økonomisk dårligst stillede i den ældre, forfaldne boligmasse og i nye boliger af lav kvalitet eller, som i nogle lande, i hele bydele bygget op af hjemmelavede skure. Virkningerne af at koncentrere mindretal på denne måde er velkendte. I Sverige har man for eksempel gjort den iagttagelse at området omkring storbyernes „saneringsprojekter“ „traditionelt er en slumzone i forfald, hvor de socialt og økonomisk dårligt stillede og de senest ankomne indvandrere får tildelt et sted at bo. Disse kvarterer bliver tilholdssted for drankere og narkomaner“ — og desuden tærer de på byens ressourcer.
At forskellige folkegrupper, blandt andet negrene, har klumpet sig sammen i de amerikanske byer har skabt uløselige boligproblemer. Dybt rodfæstet fordom og frygt har fremskyndet de hvides udflytning til forstæderne og skabt et nyt storbyproblem: en faktisk raceadskillelse. Velmente bestræbelser for at give de sorte samme uddannelsesmuligheder som de hvide ved at sørge for buskørsel for elever mellem de to beboelsesområder har kun haft begrænset succes, mens det har drevet mange hvide endnu længere ud i forstæderne og helt uden for byen.
. . . forbrydelser
De dårlige boligforhold og den befolkningstæthed der er i de store byer, synes at avle langt flere forbrydelser pr. indbygger i byområderne end i andre områder. Fra Vesttyskland, for eksempel, forlyder det at gennemsnitlig næsten dobbelt så mange mennesker bliver udsat for forbrydelser i tæt befolkede områder som i landet som helhed. Dog er der gennemsnitlig næsten tre gange så mange politibetjente til at beskytte disse folk i byen! Kan De se hvorfor mange foretrækker at slippe væk fra de store byer?
I mange amerikanske byer bidrager domstolene, ironisk nok på grund af overbelastning, til en „ond cirkel“ i storbyens kriminalitetsbekæmpelse. Der sker så mange forbrydelser at man anser det for absolut nødvendigt at slå en handel af med langt størstedelen af de arresterede. Lovovertrædere får lov til at erkende sig skyldige i færre overtrædelser end de først er anklaget for, så det massive antal tidrøvende retssager kan undgås. Resultatet er at forbrydere — endog mordere — ofte er tilbage på byens gader i løbet af kort tid.
. . . voksende krav fra de offentligt ansatte
Når kriminaliteten stiger og byerne forfalder, bliver der behov for flere politibetjente og brandmænd, samtidig med at det offentlige må ansætte flere til at administrere de mere og mere omfattende sociale hjælpeforanstaltninger. Før de seneste nedskæringer, for eksempel, var staben af offentligt ansatte i byen New York vokset fra omkring 200.000 til over 300.000 på femten år — dog var byens befolkningstal næsten uændret!
For at opnå kompensation, dels for den øgede risiko der er forbundet med at være politibetjent, brandmand, ja endog renovationsarbejder, dels for de stigende leveomkostninger, har disse grupper blandt de offentligt ansatte brugt deres tjenesteydelsers absolutte nødvendighed som en kraftig forhandlingsfaktor for at opnå højere løn og andre fordele. Den blotte trussel om kaos har sædvanligvis drevet deres lønninger op langt hurtigere end de fleste andres. I San Francisco, for eksempel, hvor leveomkostningerne på femogtyve år steg til omkring to og en kvart gange niveauet i 1950, forøgedes politibetjentes og brandmænds lønninger og andre goder til omkring det syvdobbelte af 1950-niveauet. Mange andre byer har været lige så rundhåndede — men der skal jo også nogle til at betale regningen.
. . . forurening
De der flygter til forstæderne for at undslippe forureningen og andre bymæssige problemer har i virkeligheden gjort problemet større. Trafikken ind til de store byer når folk skal på arbejde bliver „tættere og tættere og bevæger sig langsommere og langsommere“, hedder det fra Sverige, og den samme iagttagelse kan gøres i mange andre lande. Planer om kollektiv transport har kun udrettet lidt i retning af at standse forureningen. „De hyppige uregelmæssigheder i den kollektive trafik tilintetgør byplanlæggernes drøm — at hurtig befordring ville ’få folk ud af deres biler og væk fra motorvejen’.“ — New York Times Magazine, 19. oktober 1975, s. 84.
En rapport fra De forenede Staters videnskabelige akademi bemærker at selv om en strengere lovgivning har medført visse forbedringer på landsplan, er landluften stadig ’langt bedre end den meste byluft’. Koncentrationen af industrivirksomheder forøger stærkt forureningen i storbyen. Men byer har brug for industrier for at få arbejdspladser, skatter og afgifter. For at overleve søger mange virksomheder der er ramt af lavkonjunkturer, at udskyde gennemførelsen af de ønskede men bekostelige normer for luftkvaliteten, og fastholder på denne måde forureningen på dens plads i en ond cirkel som styrer byen mod forfald.
. . . mennesker umenneskeliggøres
Når et stort antal mennesker presses sammen på et lille areal synes det at trække det værste frem i mange af dem. I stedet for at trange boligforhold skulle bringe dem sammen i et varmt, personligt forhold, er lige det modsatte ofte tilfældet. En rapport fra London fortæller om „syge og ældre mennesker der dør ensomme i deres lejligheder og ikke bliver fundet før flere uger senere, fordi ingen nogen sinde besøger dem“. Rapporten tilføjer: „Dette ville have været absolut umuligt for tyve år siden.“ Andre der bor i store byer véd at London ikke er enestående i denne henseende.
Det går også ud over børnene når de skal være indespærret i trange lejligheder og kun har byens snævre gader at røre sig på. De må undvære mange af de glæder der er ved at bo under mere frie forhold i landlige omgivelser, med mulighed for at gå på opdagelse i og leve sammen med naturen. I stedet søger sådanne børn ofte at tilfredsstille deres behov for spænding og oplevelse på måder der indebærer at ting ødelægges eller ramponeres. Den udbredte vandalisme skæmmer byerne, nedbryder respekten for andres ejendom og lægger spiren til yderligere lovløshed.
Således bliver mange af verdens store byer fanget i en ond cirkel af nedbrydende kræfter der synes at give sig selv næring, så situationen stadig forværres.
Men er de store byers ledelse da ikke i gang med at forbedre forholdene?
Bystyret
„Ingen amerikansk storby er i dag styret på en god måde,“ hævder Milton Rakove, professor i statsvidenskab ved universitetet i Illinois, „og det er usandsynligt at nogen stor by kunne være det, når den får den slags problemer vore byer står over for, med de krav der stilles til deres politiske og administrative systemer, og med disse systemers manglende evne til at klare disse krav.“ — New York Times, 23. oktober 1975, s. 39.
Mangelen på permanent, stabil ledelse hæmmer bystyret i mange storbyer. Business Week siger om en bestemt by der er ude i store vanskeligheder: „Den ledes af folkevalgte embedsmænd der, som følge af det politiske livs natur, ofte har en ’her i dag, borte i morgen’-filosofi i deres måde at gøre tingene på.“
En sådan ustabil ledelse kan endog have en nedbrydende virkning på de kommunalt ansattes arbejdsvaner. Det hedder sig at de er mindre produktive end andre lønarbejdere. Der må betales ekstra arbejdskraft for at få det samme arbejde gjort, og det tærer yderligere på byens finanser. Hvorfor? En talsmand for en af de største fagforeninger for kommunalt ansatte i De forenede Stater kommenterer problemet på denne måde: „Når kommunalarbejderen opdager at kommunen ikke er interesseret i hvordan han udfører sit arbejde, mister han også interessen. . . . Vi ønsker at føle at vi er under en vis disciplin. Disciplin betyder at der er nogen der er interesseret. Hvad vi har brug for er ledelse.“
I stedet for virkelig at være interesseret, er mange politisk motiverede embedsmænd tilbøjelige til blot at bruge flere penge på byens problemer i håb om at det vil få problemerne til at forsvinde. De får ikke fat om ondets rod, men deres overfladiske, pengeorienterede hjælpeprogrammer svulmer ofte op til uhyre proportioner og suger livsblodet ud af byerne. De katastrofale konsekvenser af en sådan politik føles nu i adskillige af verdens store byer.
Alligevel er de fleste nationale regeringer parate til at „kautionere“ for byer der er i vanskeligheder, således at hele nationen er med til at bære byrden. Det ville derfor være en overdrivelse at sige at alle store byer står over for et umiddelbart økonomisk sammenbrud. Nogle synes endog at kunne hamle op med problemerne. Men tiden er ikke gunstig for dem.
Følgende beskrivelse af tilstanden i de store byer i England passer glimrende på et stort antal storbyer i dag:
„Deres struktur er revet i laser og pjalter. Omfanget og effektiviteten af deres tjenesteydelser er stort set på retur, samtidig med at kravene hertil vokser. Det er usandsynligt at den nationale regering vil nægte at ’kautionere’ for byer der bliver lige så fallerede som New York. Det synes derfor sandsynligt at byerne vil kæmpe videre, med stadig mindre effektive tjenesteydelser der koster stadig mere. Levestandarden vil blive ved med at falde, ligesom livskvaliteten vil forringes. Livet i byerne vil sandsynligvis, ligesom trafikken, kværne videre langsommere og langsommere.“
Betyder det at pathopolis-stadiet som Patrick Geddes taler om i sin teori — den syge, indskrumpende, døende by — er det eneste vor tids store byer kan vente sig af fremtiden? Er der ingen løsning for de store byer?
[Illustration på side 6]
Tusinder af boliger sløjfes årligt på grund af høje ejendomsskatter