Er gælden ved at nå krisepunktet?

HVAD sker der når man låner mere end man kan betale tilbage? Man går fallit, og ens ejendele kan blive fjernet af kreditorerne.

Når et firma går fallit fordi det ikke kan betale sin gæld, ophører det som regel med at eksistere. De værdier firmaet har tilbage, deles mellem kreditorerne. Og firmaets ansatte mister deres arbejde.

En lige så alvorlig situation kan opstå for et helt land. Under depressionen i trediverne oplevede mange lande et drastisk fald i levestandarden. Millioner af mennesker mistede deres arbejde og kom til at leve i fattigdom.

Kan det ske igen at et helt land — eller flere lande — kommer ud i denne situation? Er gældsbyrden ved at nå et kritisk punkt?

Statsgæld

Den gæld der stiftes på statsplan er måske den farligste, fordi den kan komme til at berøre det største antal mennesker. Hvis en stat går bankerot, vil det gå ud over mange af landets indbyggere.

Hvordan klarer landene i verden deres gældsforpligtelser? Stort set meget dårligt. De fleste lande er stærkt forgældede. Og gældsposterne bliver større og større.

Udtrykket „statsgæld“ dækker de lån et land optager, både i indland og udland. Over for udlandet kan et land komme i gæld, næsten på samme måde som enkeltpersoner kan komme i gæld: ved at bruge flere penge end de tjener.

Vi kan tage Frankrig som et eksempel. Frankrig er nødt til at importere det meste af den olie det skal bruge. Olien er dyr, så der skal betales mange penge til de olieeksporterende lande. Frankrig køber selvfølgelig også mange andre produkter i andre lande. Men i den seneste tid har de franske køb i udlandet oversteget salget til udlandet. Resultatet er blevet et underskud, ja, Frankrig er faktisk kommet i gæld til de andre lande. For at dække underskuddet må der optages lån, enten fra andre landes regeringer eller fra forskellige banker.

Mange andre lande befinder sig i samme situation, nemlig den at de bruger flere penge i handelen med andre lande end de tjener. Oliepriserne er en af grundene til dette. De lande der overhovedet ikke producerer nogen olie selv, eller hvis produktion er utilstrækkelig, må importere olie. Det gælder som bekendt også Danmark. De relativt få lande der har overskud af olie, bliver derfor mere og mere velhavende, mens de fleste af de øvrige lande får en voksende gæld.

Olieimporten er selvfølgelig ikke den eneste grund til at landene kommer til at skylde. Mange lande importerer også maskiner, færdige produkter, fødevarer, våben og meget andet. Når importen ikke modsvares af en tilstrækkelig stor eksport, bliver resultatet et underskud.

Alarmerende omfang

I slutningen af 1976 havde New York Times en artikel med overskriften: „Den internationale gælds enorme stigning et problem.“ I artiklen stod der blandt andet:

„Den største bekymring på pengemarkederne i dag er den voldsomme stigning i international gæld — deriblandt den store gæld til private banker. Man kan på ingen måde se bort fra risikoen for at nogle af de store udenlandske låntagere måske ikke kan klare de forpligtelser de påtager sig.“

Storbritannien står øverst på listen over lande med stor udlandsgæld. Dets gæld til andre lande er på 270 milliarder kroner, en uhyggelig byrde for et land som kun har begrænsede råstoffer. Brasilien og Mexico har begge en gæld på over 120 milliarder kroner. Finland og Indonesien skylder hver 60 milliarder kroner væk. Sovjetunionen og dens allierede i Østeuropa har en samlet gæld på omkring 240 milliarder kroner.

Den franske udlandsgæld beløber sig til omkring 60 milliarder kroner, og den vokser. En overskrift i den parisiske presse erklærede: „Drønende underskud for den franske økonomi.“ Bladet henviste til at der er over en million arbejdsløse, tre gange så mange som i begyndelsen af halvfjerdserne; den årlige inflationsrate skrives med tocifrede tal; og underskuddet på handelsbalancen var på 6 milliarder kroner, hvilket er tre gange så meget som året før.

Italiens gæld er endnu større: omkring 120 milliarder kroner. Italiens tidligere nationalbankdirektør har sagt: „Det italienske underskud er nu steget så meget at økonomien ikke kan bære det.“

De fattige landes vanskeligheder

Næsten alle udviklingslandene, og især de der må importere olie, kæmper med et bjerg af gæld. U-landene skylder over 1000 milliarder (1 billion) kroner til andre lande, og tallet vokser med rivende hast. Gælden er fordoblet inden for nogle ganske få år.

Bladet Business Week fortæller at disse landes gæld „langt overstiger deres evne til at tilbagebetale på nogen normal vis“. Finanstidsskriftet Baxter fortæller: „Deres betalingsevne er allerede anstrengt, men de skal præstere nye store summer i år og hvert eneste år i fremtiden. Hvor skal pengene komme fra? Deres situation ser håbløs ud.“

Hvor dybt u-landene sidder i deres vanskeligheder fremgår af denne kommentar, som Baxter tilføjer: „De penge de låner i dag, går ikke til de investeringer de har så hårdt brug for, men til afdrag på lån der skal tilbagebetales. De europæiske bankfolk spiller med i dette spil og bliver ved med at låne ud. Men en dag er der en eller anden der hænger fast og ikke kan klare det mere. Det er kun et spørgsmål om tid.“

Det økonomiske system i verden er tæt sammenknyttet. Mange økonomer frygter således at hele systemet ville falde fra hinanden hvis blot nogle få lande gik fallit.

Ingen forbedring i sigte

Ved udgangen af 1976 sagde den afgående finansminister i U.S.A., William E. Simon, til over hundrede olieimporterende lande at de stod over for et nyt stort underskud i 1977. Han anslog at underskuddet ville blive 300 milliarder kroner større end det var i forvejen.

William Simon tilføjede at situationen var blevet værre siden 1973, da oliepriserne pludselig steg. Dengang var der lande som havde penge tilovers hvormed de kunne betale for den dyrere olie, men i dag er der ikke ret mange lande der har overskud.

New York Times har opsummeret hele den økonomiske situation med disse ord: „I de europæiske forretnings- og finanscentre breder der sig en stemning af dysterhed over udsigterne for verdensøkonomien og dens evne til at tackle de stigende problemer, såsom gælden, den langsomme vækst og den stigende arbejdsløshed. Den megen omtale af Storbritanniens og Italiens vanskeligheder har bortledt opmærksomheden fra den omstændighed at mindst en tredjedel af alle industrilande befinder sig i alvorlige økonomiske vanskeligheder. . . . De fattige u-lande har det endnu værre, idet de må kæmpe sig frem under et bjerg af . . . gæld.“

De forskellige landes statsgæld består ikke alene af lån der er optaget i udlandet, men også af indenlandske lån, som i nogle tilfælde er større end de udenlandske.

Jo mere gæld de forskellige lande stifter, jo mere aktuelt bliver spørgsmålet: Hvem eller hvad kan redde dem? Mange lande håber at de kan støtte sig til De forenede Stater, et land der ofte anses for at være verdens rigeste. Men hvordan står det til med økonomien i U.S.A.?

[Grafisk fremstilling på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Gæld til udlandet

Samlet udenlandsgæld, offentlig og privat

Milliarder kroner 300 250 200 150 100 50

Storbritannien

Østeuropaa

Brasilien

Mexico

Italien

Frankrig

Finland

Indonesien

Spanien

Jugoslavien

[Fodnote]