De søger at besejre døden

DE FLESTE mennesker finder det svært at acceptere døden som noget endeligt, som afslutningen på alt. Mange foretrækker derfor at tro at det bevidste liv fortsætter efter døden.

Det tror mange videnskabsmænd imidlertid ikke. Men stillet over for døden som en kendsgerning, søger de alligevel ad „videnskabelig“ vej at forlænge menneskets liv. Som Bibelen siger: „Evigheden . . . [er] lagt i deres hjerte.“ — Præd. 3:11.

Ad videnskabelig vej

I stort omfang forskes der med det formål at finde ud af hvordan den levende celle er opbygget, ja, hvad liv egentlig er. Eksperimenter med levende menneskeceller har vist at de, under gunstige omstændigheder, vil kunne eksistere uendeligt. Anden forskning har vist at DNA’et i næsten hver eneste celle hos enhver skabning indeholder alle de nødvendige data for dette individs hele beskaffenhed.

På grundlag af dette eksperimenterer biologer med gentransplantationer og „kloning“. Nogle videnskabsmænd mener at genmanipulation kan bruges til at helbrede genetiske sygdomme, til at forlænge livet, og til at foretage bemærkelsesværdige forandringer i mennesket.

Der er også andre teorier som tager sigte på at besejre døden. Nogle taler om hjernetransplantationer, midlertidigt suspenderede livsfunktioner, og genoplivning. Nogle mennesker har overvejet at få deres legeme bevaret ved at blive lynfrosset straks efter at døden er indtrådt. De håber at videnskabsmænd engang i fremtiden vil finde en måde at genoplive dem på.

Virkelige resultater

Ud over disse teorier om forlængelse af menneskets liv, har den lægevidenskabelige forskning opnået nogle helt konkrete resultater. For eksempel har bedre hygiejne bidraget til en forlængelse af den forventede levetid for folk i almindelighed, og børnedødeligheden er også faldet.

Man har udviklet bedre metoder til behandling af sygdomme, og dette har gjort det muligt for patienter at blive helbredt for sygdomme som for ikke længe siden ville have medført døden. Ligeledes har tekniske fremskridt sammen med en større viden om menneskets organisme betydet at man har opnået resultater inden for kirurgien som man ville have troet umulige for 40 år siden.

På denne måde er millioner af menneskers middellevetid blevet forlænget. Alligevel er grænsen for hvor lang tid mennesket kan leve, ikke gået op. Selv i de lande der har den højeste levestandard, er den forventede levetid omkring 70 eller 80 år. For mere end 3000 år siden fastslog Bibelen at „vore livsdage er halvfjerdsindstyve år, og kommer det højt, da firsindstyve“. Sådan forholder det sig stadig. — Sl. 90:10.

Ad religionens vej

Imidlertid søger man på mange forskellige måder at afbøde virkelighedens hårde slag. Ofte kommer det til udtryk i forskellige forestillinger om menneskesjælens udødelighed, forestillinger om at man efter døden kommer til en åndeverden eller til himmelen.

Disse forestillinger findes inden for de fleste religioner. Kristenhedens kirker anser deres dogme om at sjælen lever videre på et åndeligt plan for at være noget centralt i deres tro. Mens denne forestilling taber terræn i visse industrialiserede lande, er den meget stærkt forankret i Mellem- og Sydamerika, Afrika og Østen.

For eksempel regnes Brasilien for at være et katolsk land, og folk dér har almindeligvis de katolske ideer om et liv efter døden, om himmelen, skærsilden og helvede. Imidlertid er de også påvirket af afrikanske religioner og europæisk spiritisme. Billeder og figurer i kirkerne identificeres med „helgener“ som man tror lever videre i en åndeverden. Og voodoo-medierne anses for at være besat af afrikanske guders eller af forfædrenes ånder. Og overalt i Afrika finder man feticher, afgudsbilleder og amuletter som sættes i forbindelse med forfædrenes ånder.

Den pris de må betale

Det er værd at bemærke at alle disse bestræbelser for at overvinde døden ved at holde fast ved gamle skikke har sin pris. Nogle gange i form af penge, andre gange i form af frygt.

For eksempel er kristenhedens lære om den udødelige sjæl uløseligt forbundet med frygten for helvede. Og de der tror på skærsilden lærer at der må opsendes bønner for at sjælene af deres kære kan blive udfriet. Men naturligvis forventer man penge af dem der ønsker sådanne tjenester.

I det nordlige Transvaal (Sydafrika) er der tradition for at slægtningene til den afdøde konsulterer en medicinmand. Her forventes der også betaling. Medicinmanden anses for at være mellemmand mellem de levende og de døde. Man tror at den afdøde farer til gudernes land, og han vises nu en ære som han aldrig er blevet vist før han døde. Man nærer stor frygt for den afdøde, for man tror at han har magt til at gøre de levende ondt. Derfor prøver man at stemme ham mildere ved at holde en speciel fest den dag begravelsen finder sted.

Zuluerne i Sydafrika tror at de døde kan beskytte og hjælpe de levende. Derfor bringer de regelmæssigt ofre til dem for at holde dem gunstigt stemt.

Før i tiden førte sådanne religiøse forestillinger i visse dele af Afrika til ofringen af mennesker. Når en konge eller høvding døde, blev nogle af hans tjenere begravet sammen med ham så de kunne tjene ham også i åndeverdenen. I Ghana begraver man af lignende årsager stadig penge, tøj og andre genstande sammen med de døde.

I det katolske Skt. Josefs oratorium i Montreal betaler menighedens medlemmer penge for at få tændt lys der kan brænde længe. De tror at disse lys vil hjælpe de sjæle der befinder sig i skærsilden.

Ja, for deres bestræbelser for at besejre døden betaler de en pris — men er det nødvendigt? For at få et virkelig tilfredsstillende svar, må vi vide hvad Bibelen siger om døden.