Vi stræbte efter berømmelse i bokseringen
DET var den 21. januar 1966. Da jeg sad på min skammel i ringhjørnet, følte jeg at jeg nu endelig var på tærskelen til berømmelse og rigdom. Det eneste jeg skulle, var at vinde denne kamp; så ville Francisco San José blive udråbt til spansk mester i sværvægtsboksning. Næste skridt ville være europamesterskabet.
Mine tanker blev pludselig afbrudt da gongongen lød for første omgang. Min modstander, Mariano Echevarría, havde tydeligvis de samme ambitioner som jeg, og vi påbegyndte en meget hård kamp som varede 12 omgange. Vi var begge to stærke, og der blev ikke lagt fingre imellem. Den dag blev jeg spansk mester i sværvægt — en sejr på points.
I min hjemby Toro i Zamora i det nordvestlige Spanien var jeg som dreng kendt som en slagsbroder. Selv om jeg blev uddannet på en katolsk skole, forandrede undervisningen mig ikke. Efter skolen begyndte et liv i kriminalitet og umoralitet.
På et tidspunkt blev jeg forelsket i en pige fra samme egn, men hun ville ikke have noget med mig at gøre, medmindre jeg forandrede min opførsel. Så begyndte jeg at ændre mig på nogle punkter, men jeg havde stadig lyst til at slås. Da den eneste lovlige og „ædle“ måde at slås på var som bokser, begyndte jeg at bokse. I 1963 repræsenterede jeg Spanien ved mesterskaberne for Middelhavslandene, som blev afholdt i Napoli i Italien, og her vandt jeg bronze. Men i stedet for at forsøge at kvalificere mig til de olympiske lege i Tokyo året efter, besluttede jeg at blive professionel. Jeg tænkte som så, at hvis jeg skulle udsætte mig for farer, kunne jeg lige så godt få penge for det.
Men hvad havde jeg ud af det? Seks måneder efter at jeg havde vundet det spanske mesterskab i sværvægt, slog min modstander, Echevarría, mig i en kamp på seks omgange. Jeg var ikke længere mester. I løbet af de næste fire år kæmpede jeg 23 kampe, hvoraf jeg vandt de 11, tabte de ni og boksede de tre uafgjort. Efterhånden gik det op for mig at promotorerne og managerne blot benyttede mig som et middel til at fremme de andres karriere. I 1969 var der en sportsjournalist som skrev at jeg blev „ofret i andres sted“. Da jeg havde brug for pengene, deltog jeg ved to lejligheder i det vi på spansk kalder en tongo, hvilket betyder en kamp hvor resultatet er aftalt på forhånd. Da jeg i 1967 afslog at være med i en lignende aftale, sørgede dommeren for at jeg tabte. Endelig gik det op for mig at mesterskaberne i mange tilfælde afgøres i promotorernes kontorer og ikke i ringen.
Tidligt i min karriere overtalte jeg min lillebroder, Carlos, til at prøve sin lykke som bokser. Her er hans del af historien:
Mens Francisco havde succes som amatørbokser, vandt jeg flere terrænløb. Imidlertid så jeg meget op til Francisco og fulgte derfor hans eksempel.
En dag i 1963 kom Francisco hjem og meddelte at han havde truffet foranstaltninger til min første kamp. Med Valladolid Bokseforbunds samtykke skulle jeg kæmpe mod en bokser ved navn Sanchez i en kamp i vores hjemby. Jeg følte mig nervøs, men jeg kunne ikke skuffe mine egne bysbørn. Og det endte med at jeg vandt på knockout i anden omgang. Tilskuerne blev helt vilde og bar mig på deres skuldre igennem byen. Succesen steg mig til hovedet, og da jeg først havde smagt sejren, blev jeg bidt af boksning; og så begyndte jeg også at drømme om berømmelse og rigdom i ringen.
Jeg flyttede til Madrid for at få den rigtige træning og de rette kampe. I 1965 og igen det følgende år blev jeg spansk amatørmester i min vægtklasse. Jeg blev udtaget til det spanske landshold for at kæmpe mod Frankrig, og til regionalkampe mod hold fra Tyskland og Portugal. Disse amatørkampe var alle sammen trin på vejen mod en professionel karriere.
Endelig oprandt den længe ventede dag — den 23. november 1966. Min professionelle debut i Madrid var mod Ben Bachir. Jeg vandt på knockout. På det tidspunkt anede jeg intet om at jeg flere år senere skulle møde Ben Bachir under helt andre omstændigheder. Nu begyndte en lang række modstandere fra forskellige lande at falde for mine slag, nogle på knockout og andre på points. Men den kamp der gjorde dybest indtryk fandt sted i Barcelona den 30. december 1969, og det var imod Bernard Daudu, en erfaren nigeriansk bokser.
Uden for ringen var jeg et stille og tilbageholdende gemyt, men så snart kampen begyndte, forvandledes jeg til en vild slagmaskine, kun opsat på at slå min modstander ud. Jeg husker at en træner sagde til mig, da jeg var amatør: „Når du går ind i ringen, så husk at du skal gøre det af med din modstander for enhver pris. Gå i kamp med had i dit hjerte, og slå ham til plukfisk. Han er din fjende. Hav ingen medlidenhed med ham.“
I begyndelsen af kampen var der flere af mine slag som ikke ramte. Tilskuerne blev utålmodige. De ville se blod. Det var en kamp over otte omgange, og nu var der kun én omgang tilbage. Jeg sad i ringhjørnet og lyttede til min sekundants ubesindige råd: „Gør det af med ham i denne omgang, ellers taber du kampen!“ Så kom jeg i kamphumør, og ved lyden af gongongen trådte jeg frem opfyldt af raseri og had. Pludselig da vi var halvvejs gennem omgangen ramte jeg ham med et venstrehånds hook på kæben, efterfulgt af et højrehåndsslag mod leveren. Han krummede sammen over tovene og jeg slog ham igen. Han gik i gulvet og måtte tage tælling.
Da de korte sejrsformaliteter var overstået, forlod jeg hurtigt ringen, skiftede tøj og nåede toget tilbage til Bilbao. Da jeg steg af toget var min kone og min søster der for at tage imod mig, men de så anspændte ud. Hvad var der galt? De fortalte mig det skånsomt. Daudu var død af en hjerneblødning!
Det er vanskeligt at beskrive min reaktion da jeg hørte denne nyhed. Jeg græd længe og bitterligt. Jeg kunne ikke fatte at mine hænder havde forårsaget en anden mands død.
Men hvor er menneskets natur mærkelig. Man kommer hurtigt på andre tanker. Inden længe fandt jeg på undskyldninger som skulle retfærdiggøre at jeg fortsatte med at bokse. Andre, som havde interesse i min karriere, kom med råd: „Det var et uheld. Boksning er en sport. Du kunne ikke gøre for det. Skaden var sikkert allerede sket i den forrige kamp.“ „Nu har du chancen for at udnytte den berømmelse du har opnået.“ Men inderst inde var der intet af dette som gjorde mig glad. Jeg vidste at det var boksningen der havde slået ham ihjel, men jeg havde været bøddelen der havde tildelt ham „nådestødet“.
Tre måneder senere var jeg tilbage i ringen, i Madrid. TV-folk spurgte mig hvad jeg mente om min karriere efter den tragiske hændelse. Jeg svarede at jeg var fast besluttet på at fortsætte med at bokse.
Den ene sejr fulgte efter den anden, og dette førte til sidst til min store chance den 25. december 1970. Kampen gjaldt spaniensmesterskabet i weltervægt. Stedet: Bilbao i Vizcaya. Min modstander: José Maria Madrazo, en erfaren bokser. Men jeg var yngre og stærkere end han, og i sjette omgang sendte jeg ham i gulvet to gange. Han fik en meget ublid medfart, så til sidst afbrød kamplederen kampen og tilkendte mig sejren på teknisk knockout. Endelig havde jeg opnået det min broder havde opnået fire år tidligere. Jeg var blevet spansk mester.
Men mere end et år før jeg nåede dette mål, havde min broder Francisco trukket sig ud af boksning. Hvorfor? Lad ham selv fortælle det:
Jeg anså mig selv for at være mere ateist end katolik, men da Jehovas vidner besøgte mig var jeg alligevel nysgerrig efter at vide hvad de troede på. Jeg beundrede deres mod. De var tydeligvis oprigtige. Jeg troede ikke på alt hvad de lærte, men jeg var interesseret i at kende og forstå Bibelen. En gang om ugen studerede de Bibelen med mig ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. De nævnte aldrig boksningen over for mig. Men da vi studerede kapitel 14, „Hvad der kendetegner den sande menighed“, forstod jeg at de kristnes mest fremtrædende kendetegn skulle være kærlighed. Jeg lærte at Jesus har sagt: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Joh. 13:35) Bogen forklarede videre: „Det må være en kærlighed der går i dybden og berører enhver side af ens daglige liv.“ I mit tilfælde indbefattede det boksningen.
Der var planlagt et særligt boksestævne. Min broder Carlos og jeg — San José I og San José II, som vi blev benævnt som professionelle — skulle bokse ved samme lejlighed. Jeg tænkte dybt over min situation, og anmodede under bøn om Guds ledelse. Skulle og kunne jeg fortsætte med at bokse og stadig kalde mig kristen? Efter megen selvransagelse besluttede jeg at denne kamp i Bilbao Tyrefægterarena den 17. oktober 1969 skulle være min sidste.
Da jeg meddelte pressen at jeg ville trække mig ud af boksningen af religiøse grunde, kom det som en bombe. Carlos kunne ikke tro at fire måneders bibelstudium kunne forandre mig så meget. Mine „venner“ inden for boksningen forsøgte at få mig til at ændre beslutning. De tilbød mig en mulighed for at bokse om europamesterskabet, hvor en stor sum penge lokkede. Selv om jeg havde brug for pengene, vaklede jeg ikke i min beslutning.
Sammen med min familie vendte jeg hjem til min fødeby, Toro, hvor jeg siden har kæmpet en anden kamp, nemlig den kristne. Sandheden fra Bibelen har forandret min personlighed. For at belyse hvad jeg mener, kan jeg fortælle om en dag for et stykke tid siden da jeg besøgte folk fra hus til hus for at tale med dem om Bibelen. En stor og stærk mand truede med at smide mig ned ad trapperne. Før i tiden ville det have været signalet til at lange ham et par uppercuts i kæben. Men i stedet talte jeg ham nu til fornuft, og vi afsluttede samtalen på fredelig vis. — 2 Tim. 2:24-26.
Det har ikke været let for mig at ændre min personlighed, at skifte brugen af mine næver ud med fornuftens og talens magt. Men jeg er bestemt mere tilfreds ved at være sammen med min familie, arbejde med jorden, passe dyr og tjene Gud i al beskedenhed. Hvilken kontrast til boksearenaens blændende lys, og til det lunefulde publikums blodtørst. — Rom. 12:1, 2; Kol. 3:10, 12.
Selv om Carlos blev forbløffet over at jeg forlod bokseringen, fortsatte han sin karriere. Lad ham fortælle hvad der skete:
Omkring et år efter Franciscos tilbagetræden bankede det på min dør. Det var det samme Jehovas vidne som havde besøgt Francisco. Jeg bød ham indenfor, og efter at vi havde talt sammen tilbød han mig et bibelstudium. Jeg tænkte: „Kundskab kan jo aldrig skade,“ og i hvert fald var jeg nysgerrig efter at vide hvad det var der havde påvirket min broder så stærkt. Så jeg sagde ja til et studium, men gjorde det klart at jeg aldrig ville opgive boksningen for en tro.
Jeg tror jeg fik min første store overraskelse da jeg læste de ti bud som de står i Anden Mosebog. Jeg troede jeg kunne dem udenad fra min skoletid, men disse bud i Bibelen afveg fra kirkens version. For eksempel havde jeg aldrig hørt om det andet bud, som forbyder brugen af billeder i gudsdyrkelsen. Inden for kirken havde man dækket over denne udeladelse ved at danne to bud af det tiende. Dette bedrag åbnede mine øjne. — 2 Mos. 20:4-6.
Efter kun at have studeret Bibelen nogle få gange begyndte jeg at få alvorlige bryderier med min samvittighed. Min kone accepterede Bibelens sandheder, og hvis jeg fortsatte med at studere Bibelen, kunne jeg tydeligt se skriften på væggen hvad min boksekarriere angik. Så nogle gange fandt jeg på undskyldninger for at blive væk fra studiet, og andre gange håbede jeg bare at broderen ville glemme at komme. Ikke desto mindre indvirkede Bibelen på min tankegang. Det gik op for mig da jeg forsvarede min weltervægttitel den 10. oktober 1971, imod Angel Guinaldo fra Salamanca.
Da jeg trådte ind i ringen skreg publikum: „Giv ham hvad han har godt af, San José! Gør det af med ham hurtigt!“ „Giv ham af din venstre!“ og lignende udbrud. Min modstander sad i ringhjørnet og ventede på at fratage mig min titel. Samtidig hamrede min samvittighed løs på mig. Ordene i Første Johannesbrev 4:20 dukkede op i mine tanker: „Den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ En strøm af andre bibelord trængte sig frem i mit sind og fordømte min handling, mens jeg forsøgte at finde et hæderligt motiv til det jeg var i færd med.
Gongongen lød. Nu befandt jeg mig ansigt til ansigt med min modstander. Mens vi kæmpede, lod min samvittighed mig ikke i fred. Jeg spurgte mig selv: „Hvad gør jeg egentlig her? Kære Gud, tilgiv mig!“
Det føltes som om kampen skulle vare en evighed. Men jeg ønskede inderligt at trække mig tilbage fra boksningen som ubesejret mester. Min personlige stolthed var berørt. Jeg ønskede at folk skulle vide at jeg opgav boksningen af kærlighed til Gud og ikke fordi jeg havde mistet min titel.
Endelig sluttede kampen, men ikke med mit sædvanlige knockoutstød. Havde jeg vundet eller tabt? Jeg ventede spændt på afgørelsen. Kamplederen råbte . . . uafgjort. Jeg var stadig mester!
Nu var jeg officielt udfordrer til europamesterskabet. I årevis havde jeg arbejdet og kæmpet for denne chance. Jeg blev udsat for pres fra alle sider — både fra min samvittighed og fra mine boksetrænere. Jeg studerede Bibelen uafbrudt og overværede kristne møder. Følgelig var der en kraft som indvirkede på mit sind. Sagt med et bokserudtryk: Bibelen trængte mig ud i tovene, og jeg var ved at gå i gulvet. Hvordan kunne jeg modstå skriftsteder som: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet,“ og: „Kærligheden gør ikke næsten noget ondt“? — 1 Kor. 9:27; Rom. 13:10.
Det lykkedes mig at lade adskillige måneder gå uden at sige ja til nogen kampe. Men så, i februar 1972, modtog jeg et brev fra bokseforbundet med underretning om at jeg inden 15 dage skulle forsvare min titel, ellers ville jeg miste den. Jeg vendte mig til Jehova i bøn og bad om hans hjælp og ledelse. Hjælpen kom, og jeg meddelte at jeg trak mig tilbage fra boksningen på grund af religiøse principper.
Det fremkaldte en voldsom reaktion i nyhedsmedierne. To gange blev jeg interviewet i TV for at gøre rede for mine bevæggrunde. Mange sportstilhængere kritiserede min beslutning, men nu havde jeg endelig fået fred med mig selv. Jeg havde vundet en virkelig sejr.
Nogle gange bliver jeg spurgt om jeg er ked af at jeg forlod boksningen. Det får mig til at tænke på underteksten til et pressefoto af Francisco og mig, iført bokseshorts og med hænderne i bandage før en kamp. Der stod: „Carlos og Francisco San José, i hver sin vægtklasse, mødes. Begge brødre søger en erstatning for deres anstrengelser i bokseringens efemere hæder.“ Bemærk ordene „efemere hæder“. „Efemer“ stammer fra et græsk ord der bogstaveligt betyder „som varer én dag“. Hvor er det sandt inden for bokseverdenen!
Jeg er kommet i kontakt med flere forhenværende boksere som engang var berømte. Hvilken ynk. De bliver ved med at se tilbage på deres korte og svundne hæder. Hvor er deres „venner“ nu? Hvor har jeg tit oplevet at en bokser kun har „venner“ så længe han vinder, og når disse „venner“ kan tjene noget på hans sejre. Så snart han taber, forsvinder „vennerne“.
Med hensyn til en formue — så fik jeg bestemt ikke samlet mig nogen mens jeg boksede. Omkring en tredjedel af lønnen går til at dække udgifter til træner og manager. Og i månederne mellem kampene går resten til at forsørge ens familie.
Imidlertid har jeg, efter at jeg er blevet et Jehovas vidne, opnået meget mere på andre områder. Nu har jeg ægte venner, hvis venskab er grundlagt på sande og varige værdier og ikke på den glans der omgiver et idol. De er mine åndelige brødre som sammen med mig deltager i forkyndelsen af „den gode nyhed“ i San Salvador del Valle i Vizcaya her i det nordlige Spanien. Og når jeg deltager i dette arbejde nyder jeg den forret at være et vidne for den højeste i universet, Jehova Gud.
Når jeg overværer kristne stævner, fremkalder det ofte minder hos mig om min tid som bokser, simpelt hen fordi disse stævner bliver afholdt i sportsarenaer hvor jeg for år tilbage kæmpede som bokser. Det var for eksempel tilfældet i 1978 ved det internationale stævne i Barcelona, hvor vi blandt andet benyttede byens sportshal. Her havde jeg været den der gjorde ende på den nigerianske bokser Daudus liv. Hvilken kontrast! I stedet for en blodtørstig mængde der råbte på en knockout, var der nu en fredselskende skare som lyttede til Guds ord i en atmosfære der åndede kærlighed og ro.
Tidligere, i 1974, da jeg overværede Jehovas Vidners områdestævne på Salamanca fodboldstadion, så jeg et Jehovas vidne, en stor, kraftig mand, komme gående hen imod mig. Jeg syntes jeg kendte ham. Han kiggede på mig, gik forbi, men vendte så omkring for at kigge på mig igen, samtidig med at jeg kiggede på ham igen. Forbavsede sagde vi i munden på hinanden: „Jamen, er det ikke Ben Bachir/San José II!“ Jo, ganske rigtigt. Vi som før havde været fjender i ringen var nu forenede som kristne brødre!
Francisco og jeg er lykkelige over at have forladt bokseverdenens smuds, med dens grusomhed og vold, griskhed, manipulation og udnyttelse. Vi har fundet en bedre livsform, den kristne kærlighed, som indebærer en varig løn, Guds godkendelse og et evigt liv. — Hebr. 11:6; Rom. 6:23.
[Tekstcitat på side 11]
„Endelig gik det op for mig at mesterskaberne i mange tilfælde afgøres i promotorernes kontorer og ikke i ringen“
[Tekstcitat på side 12]
„Jeg vidste at det var boksningen der havde slået ham ihjel, men jeg havde været bøddelen“
[Tekstcitat på side 12]
’Jeg lærte at en kristen må have kærlighed der går i dybden og berører ens daglige liv. I mit tilfælde indbefattede det boksningen’
[Tekstcitat på side 14]
„Sagt med et bokserudtryk: Bibelen trængte mig ud i tovene, og jeg var ved at gå i gulvet“
[Tekstcitat på side 14]
’Efemer hæder — „som varer én dag“. Hvor er det sandt inden for bokseverdenen!’