Han fandt en god regering
„Vore våben var knipler, blyindlagte stave, kæder og geværer,“ fortæller Stelvio, der i 1970erne var politisk aktivist i et sydeuropæisk land. I hemmelige lejre af militært tilsnit havde han lært at organisere pøbeloptøjer, føre bypartisankrig og skabe politisk uro.
Men efter nogle års forløb skete der en forandring. Stelvio fik besøg af et af Jehovas vidner, som underviste ham i Bibelen. „Det åbnede mine øjne for at nationalisme og politiske partidannelser splitter menneskene. Jeg lærte fra Bibelen at Gud ud af ét menneske har dannet hver nation af mennesker til at bo på jorden. Denne erkendelse er en forenende kraft. Den fik mig til at holde op med at hade andre blot fordi deres politiske ideer var anderledes.“ — Apg. 17:26.
Den tidligere aktivist fortsætter: „Jeg blev ved med at spørge mig selv: Hvordan kan menneskene nogen sinde løse deres problemer ved hjælp af politik, når politik selv har voldt så mange splittelser? Hvis menneskene skal finde sammen, må årsagerne til splittelse fjernes. Blandt Jehovas vidner har jeg set sorte og hvide blive døbt i det samme vand, tidligere protestanter og tidligere katolikker i Irland holde op med at hade hinanden, arabere og jøder mødes fredeligt under seksdageskrigen. Og jeg har lært at elske dem jeg før havde lært at hade.
Ingen kan sige at Guds rige, som Jehovas vidner længes efter, kun er en utopisk drøm, for der findes allerede et internationalt samfund som er forenet under dette rige. Ved at leve efter Bibelens principper har Jehovas Vidner opnået resultater som ingen anden religiøs, politisk eller social gruppe kan opvise.
Til dem der, ligesom jeg selv har gjort, kæmper for at indføre retfærdighed, fred og ordnede forhold vil jeg sige: ’Vær realistisk og indrøm at mennesker aldrig har været i stand til dette. Men se engang på Jehovas vidner. Har de ikke overvundet problemer i forbindelse med krig, politisk splittelse og racediskrimination, og opnået fred og enhed? Mennesker sætter deres lid til mennesker og har problemer. Jehovas vidner underlægger sig Guds rige og har løst de største problemer i tilværelsen.’“