De kinesiske skrifttegn — hvorfor ser de sådan ud?
DET er tydeligt at den lille dreng bag skrivebordet koncentrerer sig. Med venstre hånd holder han på et stykke rispapir hvorpå der er malet nogle store tegn. Hans hoved hælder lidt mod venstre, og han ser ned på spidsen af en pensel med et tyndt bambusskaft som han holder lodret i højre hånd. Hans langsomme og omhyggelige bevægelser med penselen afbrydes kun af et lejlighedsvis dyp i blækhuset. Samvittighedsfuldt prøver han at lære at skrive — kinesisk.
For en vesterlænding kan det der kommer til at stå på papiret se håbløst svært og forvirrende ud. Alligevel lærer denne lille dreng — og millioner af andre kinesiske skolebørn — begyndelsesgrundene i det kinesiske skriftsprog på måske den eneste mulige måde, nemlig ved hjælp af endeløse øvelser og repetition.
Nedskrevne begreber
Det der adskiller kinesisk fra de fleste andre sprog er at det ikke har et alfabet. Man skriver derfor ikke kinesisk ved ganske enkelt at stave lydene ved hjælp af bogstaver, som man gør på dansk og andre alfabetiske sprog. Det kinesiske skriftsprog består dybest set ikke af nedskrevne lyde, men af nedskrevne begreber.
Blandt sprogforskere kaldes det kinesiske skriftsprog ideografisk, hvilket vil sige at hvert ord eller tegn med dets form og hele udseende udtrykker en bestemt idé eller et begreb. Hvis et begreb er enkelt, kan skrifttegnet bestå af en simpel tegning af det. Sprogforskerne kalder dette for piktografisk skrift, eller billedskrift. Ordene for mange almindelige, hverdagsagtige ting er piktografiske. Det gælder for eksempel disse:
SOL MÅNE TRÆ MAND MUND [Grafisk gengivelse — kinesiske skrifttegn]
Når man betragter ordene ovenfor er det ikke sikkert at man kan genkende dem som billeder. Det skyldes at tegnene i årenes løb er blevet forenklet, så de blev lettere at skrive. Men hvis man ser på de ældre udgaver af disse tegn, er det ganske tydeligt hvad de forestiller. I rammen på side 22 ser man hvilke forandringer nogle tegn har gennemgået, fra de vellignende tegninger til venstre, til de stiliserede former der benyttes i dag.
Det siger sig selv at et skriftsprog der udelukkende består af billedskrift må have sine begrænsninger, eftersom det ikke er alle begreber der kan gengives i et enkelt billede. Mere komplicerede og abstrakte begreber skildres derfor ofte ved hjælp af flere af de enkelte „billedtegn“, sammensat på en sådan måde at folk, ud fra egen erfaring, kan genkende ordet. Sætter man for eksempel „sol“ og „måne“ sammen, betyder det „lys“, og lader man en „mand“ læne sig op ad et „træ“, betyder det „hvile“.
SOL + MÅNE = LYS [Grafisk gengivelse — kinesiske skrifttegn]
MAND + TRÆ = HVILE [Grafisk gengivelse — kinesiske skrifttegn]
Det er måske ikke så svært at forstå hvorfor disse to tegn skrives på netop denne måde. Før i tiden, da tilværelsen var mere enkel, kunne man sandsynligvis ikke forestille sig noget lysere end solen eller månen; og det ville være dejligt at få sig et hvil ved at sidde under et træ.
Nogle usædvanlige begreber
Nogle ord ligger der imidlertid efter alt at dømme usædvanlige historier bag, historier der slet ikke synes at have nogen forbindelse med dagligdagen. Lad os for eksempel se på tegnet for „skib“. Det skulle ikke være særlig svært at skildre. Men overraskende nok er tegnet meget kompliceret. Det er sammensat af tre enkle tegn:
FARTØJ + OTTE + MUND = SKIB [Grafisk gengivelse — kinesiske skrifttegn]
Den tredje del, „mund“, er et meget almindeligt tegn der også kan betyde „mennesker“, omtrent som det gør i udtrykket „at have mange munde at mætte“. Tegnet for „skib“ er altså udledt af tanken om „otte mennesker i et fartøj“. Påfaldende, ikke? Hvordan kan en sådan tanke være opstået?
Lad os se på et andet eksempel. Tegnet for „begærlig“ eller „begærlighed“ skrives med to „træ“-tegn over tegnet for „kvinde“ eller „hunkøn“.
TRÆ + TRÆ + KVINDE = BEGÆRLIG [Grafisk gengivelse — kinesiske skrifttegn]
Den øverste del af ordet, to træer ved siden af hinanden, udgør i sig selv tegnet for „skov“. Men som billede betragtet synes hele tegnet at skildre en kvinde der står foran, eller som måske ser op på, to træer. Hvordan kan det dog gå til at begrebet „begærlig“ skildres på denne måde?
Mange andre tegn kan analyseres med lignende resultater. De fortæller spændende historier der slet ikke synes at have forbindelse med dagliglivet. De synes at åbenbare en baggrund eller en kilde til ideer der intet har at gøre med det de fleste, og da slet ikke kineserne selv, betragter som typisk. Hvor stammer disse ideer fra?
En mulig forbindelse?
Hvis du kender lidt til Bibelen, har du måske bemærket noget velkendt i historien bag tegnet for „skib“. Er det ikke tydeligt at der er en slående lighed med den bibelske beretning om Noa og hans familie, i alt otte mennesker, der overlevede vandfloden i arken? — 1 Mosebog 7:1-24.
Hvordan forholder det sig da med ideen bag tegnet for „begærlig“? Måske husker du Bibelens beskrivelse af Edens have, hvori to træer er nævnt ved navn: „Livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ (1 Mosebog 2:9) Var det ikke Evas urette ønske om frugten på et af disse træer der til sidst førte til menneskehedens fald?
Er dette blot tilfældige sammentræf, eller ligger der andet og mere bag? I en bog med titlen Discovery of Genesis (Opdagelsen af Første Mosebog) analyserer forfatterne C. H. Kang og Ethel R. Nelson snesevis af ideografiske kinesiske tegn, deriblandt de to førnævnte, og gør opmærksom på at „når tegnene nedbrydes i de enkelte bestanddele afspejler de gang på gang elementer fra den historie om Gud og mennesket der er nedskrevet i de første kapitler i Første Mosebog“.
Nu spekulerer du måske på hvilken forbindelse der dog kan være mellem Bibelen og nogle gamle kinesiske skrifttegn. Ja, man kan vel næsten ikke forestille sig noget der har mindre at gøre med Bibelen end et mystisk østerlandsk sprog som kinesisk. Men en objektiv undersøgelse og en sammenligning af Bibelens beretning og det man ved ud fra den anerkendte historie, kan hjælpe os til at forstå at en sådan forbindelse ikke er så urimelig en tanke endda.
Et fingerpeg i Bibelen
Historikere har længe peget på Mesopotamiens sletter som det sted hvor civilisationen og sproget opstod. Dette stemmer fuldstændig overens med Bibelens beretning. Første Mosebog beskriver i kapitel 11 en tildragelse der fandt sted i landet Sinear i Mesopotamien, og denne beretning giver os et fingerpeg som vi kan bruge i vor undersøgelse.
„Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog,“ siges der i Første Mosebog 11:1. Denne enhed blev imidlertid misbrugt af folket, i trods mod Guds hensigt med det. „Derpå sagde de: ’Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!’“ — 1 Mosebog 11:4.
Det omtalte tårn var naturligvis det berygtede Babelstårn. Vi ser altså at det var i landet Sinear i Mesopotamien at Gud forvirrede menneskenes sprog. „Derfor kaldte man den Babel, thi der forvirrede [Jehova] al jordens tungemål, og derfra spredte [Jehova] dem ud over hele jorden.“ — 1 Mosebog 11:9.
Uenighed
Denne bibelske beretning accepteres naturligvis ikke beredvilligt af alle videnskabsmænd. De er ikke nået frem til et enigt svar på spørgsmålet om hvordan det kinesiske sprog er opstået. Blandt de lærde er meningerne ligeledes delte om hvorvidt det kinesiske skriftsprog er opstået i Kina eller oprindelig blev indført udefra.
I. J. Gelb skriver for eksempel i sin bog A Study of Writing: „At det kinesiske skriftsprog skulle stamme direkte fra Mesopotamien, som nogle lærde har foreslået på grundlag af overfladiske sammenligninger af kinesiske og mesopotamiske skrifttegn, er aldrig blevet bevist ved hjælp af nøjagtige, videnskabelige metoder.“ David Diringer har ligeledes i sin bog The Alphabet skrevet: „Visse videnskabsmænds forsøg på at bevise den sumeriske oprindelse af det første kinesiske skriftsprog, forudsætter mildest talt store overdrivelser.“
Det man imidlertid må lægge mærke til er at Bibelen ikke siger at alle de andre sprog har udviklet sig fra eller stammer fra det ’ene tungemål’ som folk talte i Sinear. Vi må forstå at de sprog der opstod som følge af forvirringen var så forskellige fra hinanden at folket måtte opgive byggeprojektet og flytte „ud over hele jorden“ fordi de ikke længere kunne forstå hinanden eller kommunikere.
Det der skete da Gud forvirrede deres sprog, var åbenbart at de oprindelige sprogmønstre i deres sind blev fjernet og erstattet af nye. De nye sprog de derefter talte adskilte sig altså fuldstændig fra alt hvad de havde kendt indtil da. Disse sprog var ikke udløbere eller sideskud af det oprindelige ’ene tungemål’.
Vi må imidlertid huske på at deres sprogmønstre nok forandredes, men det gjorde deres tanker og hukommelse tydeligvis ikke. Deres oplevelser, traditioner, følelser, stemninger, det de holdt af og det de frygtede, blev tilbage. Denne åndelige bagage førte de med sig hvor de end tog hen, og den øvede en dybtgående indflydelse på de religioner, kulturer og sprog der opstod i jordens fjerneste egne. Hvad kineserne angår fik denne „bagage“ åbenbart også indflydelse på deres piktografiske og ideografiske skrifttegn.
Det er derfor ikke overraskende at den ovenfor citerede David Diringer, efter at have gjort indsigelse mod teorien om at det kinesiske skriftsprog skulle stamme direkte fra den sumeriske skrift, indrømmer at „begrebet skrift i al almindelighed måske, direkte eller indirekte, kan være lånt fra sumererne“.
Hvilken slutning må vi drage?
Vor korte undersøgelse af ideerne bag de ideografiske kinesiske skrifttegn bringer spørgsmålet om deres oprindelse i forgrunden. Som vi har set har videnskabsmænd svært ved at acceptere den tanke at det kinesiske skriftsprog har sin oprindelse uden for Kina. Men deres indvendinger er baseret på mangelen på ydre ligheder. Problemet vil sikkert forblive uløst indtil flere arkæologiske vidnesbyrd er til rådighed.
På den anden side har vi bemærket at ligheden mellem tankerne bag mange af de kinesiske tegn og Bibelens beretning om menneskets tidligste historie, er intet mindre end bemærkelsesværdig. Skønt vi ikke har andet end indicier, er det ikke desto mindre fascinerende at tænke på at der er mulighed for at den skønskrift kinesiske skoleelever øver sig i i dag, har sin oprindelse i de ideer der blev spredt ud over jorden fra Sinear som følge af sprogforvirringen ved Babelstårnet.
[Oversigt på side 22]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Nogle kinesiske skrifttegns udvikling i århundredernes løb
HEST
SKILDPADDE
FISK