Voksende bekymring for om nogen vil overleve en verdenskatastrofe
DEN 20. november 1983 så en rekordseerskare på omtrent hundrede millioner amerikanere den nu ret kendte film Dagen efter. På en udførlig — og til tider skrækindjagende — måde tvang filmen sit enorme publikum til at tænke over hvilke grufulde følger en kernekrig kunne få. Uhyggelige billeder hjemsøger stadig mange seeres sind: Flammende paddehatteskyer, missiler med atomsprængladninger i fuld fart hen over eftermiddagshimmelen, forbrændte lig, mænd og kvinder der var fuldstændig udtørrede og blot lignede aftegningerne på et røntgenbillede, et barn blændet af atomsprængningens ildkugle, en førhen køn ung pige der nu tabte håret og var forbrændt overalt efter radioaktiv stråling.
Der er ikke som følge af denne film opstået en større bevægelse mod kernevåben. Spændingerne mellem atommagterne er heller ikke mindsket. Men det lader til at flere og flere er bekymrede for om nogen vil kunne overleve en kernevåbenkatastrofe. Folk er tilsyneladende mere villige til at drøfte — og tænke over — disse rystende fremtidsudsigter.
For blot nogle få år siden fik en gruppe på 50 tilfældigt udvalgte mennesker i De forenede Stater stillet spørgsmål som: „Tror De at der kommer en kernekrig?“ og „Hvad vil De gøre hvis den kommer?“ Spørgerne fandt at de adspurgte var forbavsende uvillige til blot at diskutere sådanne spørgsmål. En frisørs svar var karakteristisk for hele gruppen: „Det er ikke noget vi skal bekymre os om; lad politikerne tage sig af det.“ Folk reagerede stort set på truslen om en verdenskatastrofe ved at benytte sig af det forskerne kalder „psykisk frakobling“ — de ville simpelt hen slet ikke tænke på det!
Men som spændingerne i verden tager til bliver det sværere og sværere at yde denne følelsesmæssige præstation og ignorere truslen. Jerome Frank, professor emeritus i psykiatri, siger: „Muligheden for at verden vil blive ødelagt af kernevåben bogstavelig talt afskærer mange mennesker fra deres fremtid. Der er sket en alarmerende stigning i antallet af selvmord blandt ganske unge. Mange af dem har følt sig ude af stand til at yde en samfundsnyttig indsats.“
Stadig flere nægter imidlertid at sætte sig ned med hænderne i skødet og lade sig overvælde af hjælpeløshed. De er overbevist om at en verdenskatastrofe er uundgåelig, og siger derfor at det eneste fornuftige man kan foretage sig, er at forberede sig til at overleve! Hvad foretager disse mennesker sig? Kan de tilbyde et alternativ til udslettelse?