Et dilemma for oprigtige katolikker
I 1984 udsendte Vatikanet et direktiv der fordømte befrielsesteologien, og Leonardo Boff, en af de „mest kontroversielle“ katolske teologer, blev idømt et års „bodsstilhed“ — en straf der blev pålagt ham af kirken og som forbød ham på nogen måde at udbrede sin suspekte teologi på skrift eller i tale.
Men i 1986, en måned før ’året i stilhed’ var slut, fik Leonardo Boff tilstået amnesti. Instrucción Sobre Libertad Christiana y Liberación (Vejledning angående Kristen Frihed og Befrielse) blev derefter udsendt, hvoraf det fremgik at det er „fuldstændig retmæssigt at de der undertrykkes af de velhavende eller politisk indflydelsesrige, skrider ind med moralsk acceptable midler . . .“ „Væbnet kamp“ blev heri anerkendt som „en sidste udvej“. Betyder det at kirken korrigerede sig selv?
Ikke ifølge forfatteren til det nye direktiv, kardinal Joseph Ratzinger, præfekt for Vatikanets kongregation for troens doktrin. „Det første direktiv mister på ingen måde sin værdi,“ forsikrer han. „Det andet dokument er blot en fortsættelse.“ Men andre, deriblandt pressen, tyder det andet direktiv som „en ny holdning til ’befrielsesteologien’“. Hvorfor denne mangel på konsekvens?
Det omhyggelige ordvalg i den nye vejledning kan fortolkes på flere måder. For eksempel hedder det heri at „det ikke passer sig for kirkens præster at blande sig direkte i den politiske opbygning og organisering af samfundet“. Hertil bemærker bladet Newsweek skarpt: „En sådan formulering giver udspekulerede prælater et stort spillerum . . . at manøvrere i.“
I en rapport hedder det at ’praktisk taget enhver inden for kirken kan finde et eller andet han kan gå ind for’. En befrielsestilhænger som Gustavo Gutiérrez kan nu sige at „befrielsesteologien er et tidens tegn i Latinamerika, og det erkender kirken“, mens en konservativ katolik kan glæde sig over at kirken stadig „på det kraftigste modstår den marxistiske kollektivisme der underkender menneskets friheder“. Ikke desto mindre er adskillige af befrielsesteologiens begreber i modstrid med kirkens tradition og en stadig kilde til splid mellem katolikker.
Apostelen Paulus giver imidlertid sande kristne følgende råd: „Jeg formaner jer . . . at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, . . . I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ Desuden rådes de til „at være enige, ved at have . . . samme sjæl, samme sind“. (1 Korinther 1:10; Filipperne 2:2)a Hvad mener du? Er katolikkerne enige?
[Fodnote]
a De citerede skriftsteder er fra den danske autoriserede oversættelse af 1948.
[Illustrationer på side 7]
Er der enighed inden for den katolske kirke?
[Kildeangivelse]
Foto: FN