Religionens fremtid i lyset af dens fortid

9. del: Fra 551 f.v.t. — Østens søgen efter den rette vej

„Sandhedens vej er som en bred gade.“ — Meng-tzu, kinesisk vismand fra det 4. århundrede f.v.t.

UTALLIGE religioner hævder at være den sande vej til frelse. Kungfutsianismen, taoismen og buddhismen kaldes for eksempel Kinas „tre veje“. Japanske og koreanske religioner bruger lignende betegnelser. Hvori adskiller disse „veje“ sig fra hinanden?

Kungfutsianismen — menneskets vej

Man ved ikke særlig meget om Kungfutse, men et kendt opslagsværk siger at han „må tælles blandt verdenshistoriens mest indflydelsesrige mænd“. Han var lærer, filosof og politisk teoretiker, og han levede mellem 551 og 479 f.v.t. Hans familienavn var K’ung, og han blev senere kaldt K’ung-fu-tzu, der betyder „Mester K’ung“. På dansk kendes han som Konfutse, Kungfutse eller Konfucius.

Kungfutse stiftede ikke en ny religion. The Viking Portable Library World Bible forklarer at han blot „organiserede den der i umindelige tider havde eksisteret i hans fædreland, idet han gav dens bøger form, dens ceremonier værdighed og dens moralnormer vægt“. Hans hovedinteresse var mennesker, ikke teologi. Hans lære var i første række en social etik. Hans forsøg på at få et politisk embede skyldtes hans dybe ønske om at lindre sit folks lidelser. Det er derfor med rette at denne mands filosofi er blevet kaldt „menneskets kungfutsianske vej“, for han var den skuffede politiker snarere end den religiøse leder.

Kungfutse havde ikke særlig høje tanker om datidens religion. Han sagde at en stor del blot var overtro. Da han blev spurgt om han troede på Gud, svarede han efter sigende: „Det ønsker jeg ikke at udtale mig om.“ Men hans mange henvisninger til T’ien, der betyder „himmelen“, tolkes af nogle som et udtryk for at han troede på andet og mere end blot en upersonlig, højere kraft.

Kungfutse lagde vægt på familien, respekt for myndighed, og harmoniske forhold i samfundet. Han understregede at man måtte opdyrke sine evner og styrke sine personlige egenskaber for at kunne hjælpe andre. Han betonede ren, et ord der står for godgørenhed mod mennesker i almindelighed og ærbødighed mod forældre og broderlig respekt i særdeleshed. Han opmuntrede folk til at tilbede deres forfædre.

Disse typiske kungfutsianske træk kendetegner stadig de asiater der er opdraget med kungfutsianismen. Sociologen William Liu fra University of Illinois i Chicago siger at „den kungfutsianske etik driver folk til at arbejde, udmærke sig og betale deres gæld til forældrene“. I De Forenede Stater er indvandrere fra lande der er stærkt påvirkede af kungfutsianismen derfor blevet kendt for at have ualmindelig gode skolekundskaber.

Den kungfutsianske filosofi bygger på en samling skrifter der kaldes Wu Ching („De fem klassikere“). „De fire bøger“, Ssu shu, der blev skrevet i det 12. århundrede, betragtes ligeledes som værende af stor betydning for den kungfutsianske filosofi. Disse skrifters kortfattede og kompakte stil gør dem vanskelige at forstå.

I det fjerde århundrede blev der undervist i kungfutsianismens principper i Koguryo i den nordlige del af Korea. Kungfutsianismen bredte sig til Japan, muligvis i begyndelsen af det femte århundrede. I mellemtiden opstod der en anden „vej“ i Kina.

Taoismen — naturens vej

Tao, der i årtusinder har været noget centralt i kinesisk filosofi, betyder „vej“. Ordet kom med tiden til at betegne en korrekt handlemåde, i harmoni med universets naturlige rytme. Ifølge overleveringen er taoismen grundlagt af en mand der levede samtidig med Kungfutse, og som bar titlen Lao-tzu, der betyder „Gamle dreng“ eller „Gamle (ærværdige) filosof“. Nogle påstår at Laotse fik denne titel fordi hans hår allerede var hvidt af alderdom da hans moder fødte ham efter en mirakuløs undfangelse og en graviditet der varede flere årtier. Andre mener at man gav ham titlen af respekt for hans visdom.

Taoismen lærer at et barn ved fødselen modtager en vis mængde „ur-ånde“ eller livskraft. Gennem forskellige metoder, for eksempel meditation, diæt, og beherskelse af åndedrættet og kønsdriften, kan man undgå at opbruge mere „ur-ånde“ end strengt nødvendigt. Et langt liv er derfor blevet ensbetydende med helgenværdighed.

Menneskelegemet betragtes som et lille univers i sig selv, et univers der må bevares i passende harmoni med naturen. Dette har at gøre med hvad kineserne kalder yin og yang, der bogstaveligt sigter til skygge- og solsiden af en bakke. Yin og yang er grundlæggende for al kinesisk filosofi. De står for de elementer hvoraf alt i naturen er opbygget, elementer der er modstridende, men supplerer hinanden. The Encyclopedia of Religion forklarer: „Yin dominerer i alt hvad der er mørkt, skyggefuldt, køligt, vådt, aftagende, bøjeligt, jordisk, kvindeligt, mens yang er lyst, varmt, tørt, tiltagende, stædigt og aggressivt, himmelsk og mandligt.“ En anvendelse af dette princip findes i fengshui, en form for kinesisk spådomskunst der på dansk kaldes geomantik. Formålet med fengshui er at finde den rette beliggenhed for huse og byer, men især for grave. Man kan efter sigende sikre folks velfærd ved at harmonisere deres yin-yang-kræfter med kræfterne på det sted hvor de overvejer at bosætte sig. Helen Hardacre fra Princeton University forklarer at den rette „kombination af kosmiske kræfter menes at være til gavn for de døde og gøre deres fremgang lettere i den næste verden“.

Skønt man kan forsøge at holde yin-yang-kræfterne i balance bør man ikke med magt prøve at ændre deres naturlige tilstand. Det menes at dette kan have negative bivirkninger, en opfattelse der opmuntrer til passivitet. En ældre munk gav i 1986 følgende forklaring: „Taoismens lære er at tie og lade være med at foretage sig noget. At gøre alt ligger i at gøre intet.“ Taoismens styrke er derfor blevet sammenlignet med vand, der trods sin blødhed er til gavn for alle skabninger.

Tidligere skelnede man mellem taofilosofi (det 4. og 3. århundrede f.v.t.) og taoreligion (det 2. og 3. århundrede e.v.t.). Dette skel er dog ikke længere så skarpt, for det er tydeligt at taoreligionen har udviklet sig fra den taoistiske filosofi der gik forud for den. Professor i religion Hans-Joachim Schoeps siger at taoismen som religion „blot er en videreførelse af den gamle kinesiske folkereligion. Dybest set er den en simpel form for spiritisme . . . [med ånder der] bosætter sig alle vegne og til stadighed bringer menneskets liv og helbred i fare. . . . I vore dages Kina er taoismen degenereret til en religiøs overtro for masserne.“

Shintoismen — kamiernes vej

I Japan har man også en gammel folkereligion, en blanding af „polyteistisk natur og forfædredyrkelse“, som en forfatter beskriver den. I begyndelsen havde denne etniske religion intet navn, men da buddhismen i det sjette århundrede blev indført i Japan, fik den blandt andet navnet Butsudō, „Buddhas vej“, og for at skelne mellem denne og folkereligionen fik den sidstnævnte snart betegnelsen shintoismen, „kamiernes vej“.

Kamierne (de forskellige guder eller guddomme) er det shintoismen drejer sig om. Ordet kami kom med tiden til at betegne enhver overnaturlig kraft eller gud, deriblandt naturguder, fremtrædende mennesker, guddommeliggjorte forfædre, eller endda „guddomme der tjener et ideal eller symboliserer en abstrakt kraft“. (The Encyclopedia of Religion). Ordet Yaoyorozu-no-kami betyder bogstaveligt „otte millioner guder“, men bruges nu om „mange guder“, idet der bliver stadig flere guder inden for shintoismen. Menneskene, der er børn af kamierne, er af natur fortrinsvis guddommelige. Tanken er derfor at man skal leve i harmoni med kamierne for at opnå deres beskyttelse og godkendelse.

Shintoismen lægger ikke stor vægt på dogmer eller teologi, men har givet japanerne en samling normer, formet deres adfærd og fastlagt deres tænkemåde. Shintoismen giver dem helligdomme hvor de kan tilbede når de føler trang til det.

Shintoismens hovedformer er forbundet med hinanden. Der er kun få betydelige forskelle mellem helligdoms-shintoismen og den folkelige shintoisme. Sekt-shintoismen består derimod af 13 sekter der blev grundlagt i det 19. århundrede, og som indeholder elementer af kungfutsianismen, buddhismen og taoismen.

Navnlig buddhismen har øvet en stærk indflydelse på shintoismen. Dette forklarer hvorfor mange japanere er både buddhister og shintoister. I et traditionelt japansk hjem findes der to altre, et shintoistisk til ære for kamierne, og et buddhistisk til ære for forfædrene. En ung japansk pige ved navn Keiko forklarer: „Jeg skylder mine forfædre respekt og viser det igennem buddhismen. Jeg er japaner, så derfor udfører jeg alle de små shinto-ritualer.“ Hun tilføjer: „Jeg synes at et kristent bryllup kunne være smukt. Vist er det selvmodsigende, men har dét noget at sige?“

Ch’ondokyo — den koreanske lære om den himmelske vej

Buddhismen, forstærket af taoismen, og kungfutsianismen er blandt de største ikkekristne religioner i Korea. Efter at være indført fra Kina blev de påvirket af Koreas folkereligion, shamanismen, og ifølge The Encyclopedia of Religion blev de „udvalgt, ændret og i forskellig grad tilpasset de sociale og intellektuelle forhold der herskede på den koreanske halvø“.a

En anden af Koreas religioner er ch’ondokyo, „læren om den himmelske vej“, et navn den har haft siden 1905. Denne religion blev stiftet i 1860 af Ch’oe Che-u og blev i begyndelsen kaldt tonghak, „den østlige sekt“, i modsætning til sohak, „den vestlige sekt“, betegnelsen for kristendommen, som ch’ondokyo til dels blev udformet for at modvirke. Ifølge den tyske forfatter Gerhard Bellinger havde stifteren af ch’ondokyo til hensigt at sammensmelte „kungfutsianismens idealer, menneskevenlighed og retfærdighed, med taoistisk passivitet og buddhistisk medfølelse“. Ch’ondokyo indeholder også elementer af shamanisme og katolicisme. Trods påstande om at ch’ondokyo fremmer den religiøse enhed havde den i 1935 avlet mindst 17 undersekter.

En grundtanke i „læren om den himmelske vej“ er den opfattelse at mennesket i sit inderste væsen er guddommeligt, en del af Gud. Sain yǒch’ǒn („behandl mennesket som Gud“) er derfor et vigtigt etisk princip, der kræver at medmennesket behandles med „den yderste hensynsfuldhed, respekt, oprigtighed, værdighed, lighed og retfærdighed,“ forklarer Yong-choon Kim fra University of Rhode Island.

Stifteren af ch’ondokyo, Ch’oe Che-u, kom i konflikt med regeringen fordi han forsøgte at bringe samfundsordenen i harmoni med disse høje principper. Indblanding i politik resulterede i at både han og hans efterfølger blev henrettet. Det var også med til at fremkalde den kinesisk-japanske krig i 1894. Alle de nyere koreanske religioner, hvoraf tonghak-bevægelsen blot var den første, er faktisk kendetegnet af politisk aktivitet. Der slås meget på nationalisme, og man tilskriver Korea en plads som fremtidig verdenshersker.

Hvilken „vej“ fører til liv?

Mange asiater føler åbenbart at det stort set er ligegyldigt hvilken „vej“ man følger. Men Jesus Kristus, hvis religion også blev kaldt „Vejen“ i det første århundrede, afviste den tanke at alle religiøse „veje“ skulle være antagelige for Gud. Han sagde advarende: „Bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men . . . trang [er] den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Apostelgerninger 9:2; 19:9; Mattæus 7:13, 14; jævnfør Ordsprogene 16:25.

Mange af jøderne i det første århundrede ignorerede hans ord. De troede ikke at Jesus var den rigtige Messias, eller at hans religion var den rigtige „vej“. I dag, 1900 år senere, venter deres efterkommere stadig på Messias. I næste nummer af dette blad forklares hvorfor.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 21]

General Guan Yu, en krigsgud i den kinesiske folkereligion og beskytter af krigere og handelsfolk

Fra venstre Han Xiangzi, LuDongbin og Li Tieguai — tre af taoismens „otte udødelige“ — og Shoulao, stjerneguden for et langt liv

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af British Museum

[Illustrationer på side 23]

Shintoistiske templer er ofte omgivet af forskellige statuer; skulpturen af en vagthund til venstre menes at forjage dæmoner

Yushima Tenjin-shintohelligdommen i Tokyo. Skoleelever beder sammen med deres forældre for en vellykket eksamen