Filippi — kildernes by

VI VAR under indflyvning til Thessalonika (nutidens Thessaloniki), i lav højde, lige over Ægæerhavets bølger. Pludselig dukkede landingsbanen op ved kysten og for af sted under os — så tæt på at min kone troede vi allerede var landet. „Det er den blødeste landing vi endnu har oplevet,“ udbrød hun. Og i samme nu tog hjulene landingsbanen med et bump.

Makedonien, Grækenland. Det fik mig til at tænke på Alexander den Stores verdensrige, og på det slag der senere fandt sted på sletten ved Filippi, hvor Romerrigets fremtid blev afgjort. Og så kom jeg til at tænke på hvor stor indflydelse alt dette havde fået på den kristne apostel Paulus’ liv og tjeneste. Det var Paulus der, som „apostel for nationerne“, bragte kristendommen til Filippi og dermed også til Europa. (Romerne 11:13) Ville vi mon få noget at se her som kunne give os større indsigt? Eller var historien fejet sporløst hen over sletten?

To timers buskørsel nord for Thessalonika snor bjergvejen sig af sted oven for havnebyen Kavalla, som i dag hovedsagelig er kendt for sin eksport af tobak. Vi forestillede os imidlertid at scenen med fiskerne der var ved at reparere deres net på kajen måtte svare til det Paulus havde set dengang Kavalla hed Neapolis. — Apostelgerninger 16:11.

Selv om Paulus ikke tog ophold i Neapolis, kunne vi ikke desto mindre nogle meter nedenfor se de stejle brolagte veje hvor han havde gået. Endelig kom vi over det smalle skovklædte pas og så for første gang det der engang havde været byen Filippi. Vi kunne skimte den massive klippe der markerer stedet halvvejs oppe i dalen.

Vi så ned over marker med modnende tobaksplanter. Her havde Paulus set ud over vældige sumpområder, og de første kolonister havde haft udsigt til tætte skove. Apostelen er formentlig flere gange på vejen ned stoppet op for at få vejret. Alligevel har han uden tvivl skyndt sig, sikkert lige så spændt som vi.

Kildevæld

Filippi var allerede blevet grundlagt da Filip II i 356 f.v.t. kom for at rydde skovene, udvide byen og opkalde den efter sig selv. Fem år tidligere var kolonister fra Thasos kommet for at arbejde i de rige miner i Asyla og i Pangaeusbjerget. De kaldte deres by Krenides, ’De små kilders by’. Hvorfor? Fordi der alle vegne er kilder hvor vand vælder frem og gør en stor del af dalen til sumpområde. Og i øvrigt er ’De små kilders by’ forbundet med mange andre ’kildevæld’.

Det er først i de senere år man har haft held til at dræne området. Men kilderne er der endnu, og vandet flyder stadig. Et sted krydser Gangitesfloden den gamle romerske vej. Vi ville gerne se denne flod hvor Paulus fik en særlig oplevelse.

Væld af ædle metaller

Filip II befæstede Krenides for at beskytte de thasianske miner mod thrakerne. Han ønskede at Krenides skulle være en militær forpost. Men frem for alt behøvede han guldet til at finansiere sine ambitiøse krigsplaner. Guldminerne berigede årligt Filip II og Alexander den Store med mere end 1000 talenter. Da guldet slap op gik Filippi en mørk tid i møde.

Væld af blod

Sådan gik mere end hundrede år, indtil Grækenland måtte vige for den romerske overmagt. Romerriget havde stærkt behov for veje. Derfor byggede romerne Via Egnatia, der kom til at gå tværs gennem Makedonien. I en afstand af fjorten kilometer fra kysten blev den anlagt midt igennem Filippi, der fik nyt liv som følge af den øgede handels- og militærtrafik.

Filippi fik stor strategisk betydning. Og i år 42 f.v.t. blev der i disse omgivelser udgydt meget blod i to voldsomme slag mellem romerhæren og en hær ledet af oprørere som ønskede at tilrive sig magten i riget. Men sammensværgelsen mislykkedes og cæsarernes rige var reddet. Til minde om sejren gjorde kejser Octavian Filippi til en romersk koloni. — Apostelgerninger 16:12.

Livgivende kilder

I dag er Filippi ubeboet og har kun arkæologisk interesse. Alt imens vi spadserede ud ad Via Egnatia, betragtede vi hjulmærkerne på den brolagte vej. Vi gik hen over markedspladsen og kiggede undervejs ind i det 50-sædede offentlige latrin. Så kom vi hen til biblioteket, hvor der naturligvis ikke længere var nogen bøger — ligesom der heller ikke var nogen brydere i gymnastiksalen (egentlig en palaestra eller brydeskole). Dernæst så vi ruinerne af de romerske templer, de græske nicher og tilmed et ægyptisk alter halvvejs oppe på byens akropolis. Da vi sad i friluftsteatret blev vi meget forundrede over akustikken. Vi stod i forum og forestillede os de arrogante øverster komme ud fra deres kamre, fulgt af betjente der bar fasces, bundter af stokke spændt rundt om økser som symbol på deres myndighed. For vort indre blik prøvede vi at forestille os Filippi som den måtte have set ud i år 50, efter at den var blevet en romersk by.

Bibelen oplyser at Paulus og hans ledsagere „blev i denne by og tilbragte nogle dage der“. (Apostelgerninger 16:12) Der berettes ikke i begyndelsen om nogen spændende oplevelser. Men så en dag hørte Paulus om en lille gruppe som hverken tilbad de gamle eller de nye guder, men alligevel var kendt for at være gudfrygtige. De mødtes uden for byen, på den anden side af bymærket, nær det sted hvor vejen krydser floden.

Lukas beretter: „På sabbatsdagen gik vi uden for porten, ud ved en flod, hvor vi mente der var et bedested; og vi satte os og begyndte at tale med de kvinder som havde samlet sig.“ Samtalen drejede sig om frelseshåbet og muligheden for evigt liv gennem Jesus Kristus. Især „en kvinde ved navn Lydia, en purpurhandlerske . . ., hørte efter, og Jehova åbnede hendes hjerte helt, så hun gav agt på det Paulus sagde.“ — Apostelgerninger 16:13, 14; jævnfør Filipperbrevet 2:12, 16; 3:14.

Efter nogle dage fik Paulus’ ophold i Filippi en dramatisk afslutning. På vej ud ad den godt 2 kilometer lange vej til bedestedet mødte han en pige der var besat af en ond ånd. Da hun fulgte efter Paulus og blev ved med at plage ham, uddrev han dæmonen. Det blev pigens herrer rasende over, fordi de havde fået deres spådomsforretning ødelagt. Hvad skete der?

„De [greb] fat i Paulus og Silas og trak dem hen på torvet til lederne.“ ’De er jøder,’ sagde de anklagende. (Alle vidste nemlig at Claudius kort forinden havde fordrevet alle jøder fra Rom.) De ’skaber uro i vor by, og de forkynder skikke som det ikke er os tilladt at antage eller følge, da vi er romere,’ tilføjede de. Folkemængden krævede dem dømt, og de øverste afsagde dommen. Derefter spændte betjentene stokkene af og tilføjede Paulus og Silas „mange slag“. Så kastede de dem i fængsel, blødende og forslåede, og fastgjorde deres fødder i blokken. Men selv samme nat førte et stort jordskælv til at Paulus og Silas blev befriet og at arrestforvareren og hans husstand blev kristne. — Apostelgerninger 16:16-34.

Den følgende dag var lederne meget kede af alle disse ’misforståelser’, men bad alligevel de fremmede om at forlade byen. Paulus og Silas tog først til Lydias hjem for at opmuntre deres trosfæller inden de tog af sted mod Thessalonika. Lukas blev tilbage for at støtte den nyoprettede menighed. — Apostelgerninger 16:35-40.

Væld af gavmildhed

Lukas skrev om Lydia at hun ’ligefrem pressede dem’ til at bo hos sig. Og selv Paulus’ arrestforvarer var meget gæstfri, da først det gik op for ham hvad der egentlig var sket. (Apostelgerninger 16:15, 33, 34) Mens Paulus opholdt sig i Thessalonika sendte vennerne i Filippi ham to gange det han trængte til.

Da Paulus senere tjente Gud tappert i Korinth, sørgede filipperne igen for ham. Ja, selv flere år efter, da Paulus var i fængsel i Rom, kom der en udsending fra Filippi med gaver og med et tilbud om personligt at stå til tjeneste for apostelen. Paulus var dybt rørt. Han vidste at filipperne ikke havde meget i materiel henseende. Derfor kunne han skrive: „Deres dybe fattigdom . . . har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over.“ — 2 Korinther 8:1, 2; 11:8, 9; Filipperne 2:25; 4:16-18.

Afskedens time

Vi dvælede en stund ved Gangitesfloden. Jeg stak hånden ned i vandet. Det var overraskende koldt. Vi så os omkring. Det måtte være her i nærheden at det bedested havde været hvor Paulus og andre mødtes.

Så spurgte jeg mig selv: Hvad er det egentlig der gør Filippi til noget særligt i mine øjne? Er det stedet her ved floden? Eller er det markedspladsen med det tomme bibliotek, den ubenyttede gymnastiksal, de gudløse templer og de tomme butikker?

Eller er det måske kildevældene? For Filippi er virkelig ’kildernes by’. Og vandet flyder stadig. Engang flød byen også med guld, og i dårlige tider med blod. Men der har også været en god tid, da liv, kærlighed og gavmildhed vældede frem fra mennesker som Paulus, Lydia og arrestforvareren. Det er netop disse mennesker der gør Filippi til noget særligt i mine øjne. De har gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg ville ønske — nå, nu prikker min kone mig på armen. „Kom så,“ siger hun blidt, „vi skal videre.“ — Indsendt.

[Illustrationer/kort på side 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Øverst til venstre: dommersæde fra oldtidens Filippi.

Øverst til højre: hvor „Via Egnatia“ og Gangitesfloden krydser hinanden.

Nederst: forum

Filippi

Grækenland

Det Ægæiske Hav